straalede dem. „Nærmere til Ilden med ham! ret saa! piin ham, den Bondëplager! lød det uophørligt, og derimellem de Martredes hjerteskjærende Raab om Naade og Barmhjertighed. Hyppigen aabnedes Kredsen, naar Cannibalerne kom slæbende med de ulykfalige Slagtoffere. Jeg gjenkjendte

Flere af disse.

„Helfenstein blev ført tæt forbi mig; hans frugtsommelige Hustrue krøb hændervridende efter hans Bødler, og sank livløs til Jorden, da kredsen sluttede sig imellem hende og den dødsdømte Ægtefælle. Ved Siden af hende stod en Bonde, og spillede en schwabisk Valts paa sin Sækkepibe. Endnu mangen Nat vaagner jeg i Forskrækkelse, og synes at høre de gruelige Toner, Uhyrernes Helvedes - Latter og de Piintes Vaandeskrig.

"Jeg indfaae snart, at der for mig var intet Andet tilbage, end et Forsøg paa at frelse mit Liv. Krogen, hvori jeg laae, var beskygget af Trappen, og Bønderne vendte desuden alle Ryggen til mig. Ved mine Fødder laae en dræbt Bonde med sin Høefork ved Siden. Jeg byttede i en Haft Klæder med ham, flængede ham i Ansigtet med min Dolk, tog hans Vaaben paa Skulderen, og listede mig bort. Uden Forhindring naaede jeg en af Byens Porte, og ilede nu af al Magt Nord paa: det brændende Weinsberg lyfte for mig. Ved Daggry naaede jeg en Vens Borg, bortslængte Koften og Forken, og blev indladt. Saaledes bjergede jeg Livet; men Erindringen om denne Nædselsnat vil forfølge mig faalænge jeg lever."

- Ridder Eberhards Fortælling satte hele det før saa muntre Selskab i en mork alvorlig Stemning. Hermuntrude var bleg, og Taarer vældede frem af hendes skjønne Øjne. Caspar von Rurleben søgte frem for Alle at trøste og indgyde hende Mod, og det med meer end almindelig m

hed og Deeltagelse. Et venligt, men tvunget Smiil viste, at hans Bestræbelser lykkedes kun halvt.

Grev Stollberg, som under denne sørgelige Beretning om Weinsbergs Ulykke havde lænet fig tilbage i Stos len, hævede sig hurtigt, greb Münzers Brev, vendte og drejede det, slængte det atter foragteligt bort og spurgte en af Tienerne: hvo der havde bragt det?

"

"En Person, der faae ud som en Kjøbstædmand;" svarte denne: Portneren, til hvem han leverede det, spurgte om han ikke skulde have Svar derpaa? men Personen svarte: det behøvedes ikke, for kom Svaret ikke snart, skulde det nok blive afhentet."

"Der aner mig just intet Godt," sagde Bodo betænfelig: jeg vilde ønske, vi havde Dagen for os!"

"Saa lader os i det mindste vente den i rolig Munterhed!" raabte den vakkre Vært.

Atter flød den ædle Hochheimer, og Bægeret gik omkring; men den forrige Glædskab lod sig ikke mere fremmane: Vis nen maatte nødes ned, Naboe underholdt sig temmelig sagte med Naboe, Samtalerne vare afbrudte og uden Liv; kun Frøken Hermuntrude syntes at interessere sig for det, Ridder Rurleben havde at meddele hende, fornemmelig naar han hviskede; thi hun satte ofte et heelt alvorligt Ansigt op, men endnu oftere rødmede hun, slog Øjnene ned og smilte.

Imidlertid begyndte det at vorde lidt uroligt blandt de opvartende Riddersvende: de liftede sig hyppigen ud og ind, stak Hovederne sammen, skottede til Vinduerne, og til hverandre indbyrdes.

"Lyner det?" spurgte Værten.

Et Par af Svendene gik til det modstaaende Vindue, som vendte ud til Marken.

"Det lyner iffe," foarte de; men imellem seer man Glimt som af Fafler."

En Anden kom i det samme ind: "Jeg troer ikke, det er rigtigt fat!" sagde han, man kan høre Noget paa Vejen til Mühlhausen."

„Og hvad kan man høre? spurgte Ridderen igjen. „Et dumpt Drøn, som af en heel Mængde Mennesker!“ lød Svaret.

"Hm!" sagde Greven af Stollberg: "Monstroe Gjendøberne virkelig skulde faae isinde at aflægge os et Besøg?" "I faa Fald" raabte Ridder Werther, "maa man vel belave sig paa at tage kjønt imod dem."

"Skal ikke mangle!" svarede Værten, idet han reiste sig og gik ud for at træffe de fornødne Forholdsregler.

"Jeg mener" sagde han endnu i Døren, at det er blind Allarm; men for en Sikkerheds Skyld vil jeg see til mine Folk, og sende en Post ud."

Han kom snart tilbage.

„Mine Venner!“ sagde han med munter Mine: „Bes vægelse er god efter Maaltidet; dette maa tjene til Undskylding for, at jeg sætter mine tjere Gjæster i Arbeide. Dette Sværmerpak har virkelig isinde at overrumple os: i dette Øjes blik kom en af mine Svende hjem fra Marken; han var dem saa nær, at han kunde høre dem tale om dette Besøg, de nu tiltænke os.“

Nu kom der Liv i Selskabet. Værten lukkede op for sit Rustkammer, og bad Enhver udsøge sig den Hjelm, det Harnisk og de Skinner, som passede bedst thi de ridderlige Gjæster vare, paa Sværdet nær, komne ganffe ubevæbnede til Gehofen.

Det kan ikke gaae muntrere til i en Sal, hvor Piger flæde sig til Dans: Man prøvede, forkastede, skjemtede, loe,

smaabandte. Een Hjelm var for stor, den sank ned over Næse og Dre, en Anden fandt sin for lille; man byttede. Een Brynie var for viid, en anden for snæver? Man spøgte med Sommes tykke Maver, medens Somme maatte hore Noget om tynde Laar og Lægge. Tre hundrede Aar længer hen i Tiden vilde en Tilskuer troet at have befunden sig i Paaklædningsværelset ved et Privattheater, hvor man just var ifærd med at give et Ridderstykke.

Caspar von Rurleben var den først færdige. Han gif atter ind i Spisesalen, hvor han kun forefandt Nidder Maternus og hans skjønne Søster den sidste mere fattet, end de fleste Fruentimmer under saadanne Omstændigheder vilde have viist sig. Med munter Mine og ridderlig Belevenhed nærmede han sig den skjønne Pige.

"Dersom jeg," sagde han, nu drog ud til en Turnering eller i en rigtig Kamp, vilde jeg af Eder, ædle Frøken! have udbedet mig et beskyttende, Mod og Tapperhed opflammende Skærf - "1

Men nu faldt hun smilende ind, maae I, Hr. Ridder! lade Ever nøje med den velmeente Formaning: ej at vove Eder for dristig ind mellem Plejle og Møggrebe!"

Han greb hendes Haand, som villig overlodes ham, loftede den til sine Læber, og paatrykte den et langt Kys, medens hans Blik hvilte ømt paa Hermuntrudes deilige Aasyn.

"Resten af dette Capitel" raabte Maternus skjem tende, gjemme vi til siden -nu til Jagten! Hører I iffe allerede Hundenes Tuden?"

I det samme kom Hans von Werther til.

"Kjere Gehofen!" sagde han haftigt: „er der tænkt paa Damernes Sikkerhed? Man bør ikke være uforberedt paa noget Tilfælde, men tænke sig det Værste og vistnok Urime

ligfte: at Slottet blev et Bytte for Fjenderne, hvis Mængde allene kan gjøre dem frygtelige."

Gehofen blev med eet alvorlig. "Fra Capellet" sagde han efter nogen Betænkning, fører en Løngang ud i Skoven; men uden en Fører vilde Flugt være umulig."

"

Udgangen“

tog Rurleben Ordet

„er jo imellem Ruinerne paa Tannenberg, ikke langt fra Vejen til Sale zungen?"

"Rigtigt!" svarte Gehofen, da jeg seer, I fjender Vejen, vil jeg bede Eder ledsage Damerne om det skulde behøves, og for det første at gjøre dem Selskab i Capellet." "Jeg?" raabte Rurleben, skulde jeg krybe ned mellem Gravene, medens I Andre bekæmpe Fjenden?"

"Hvorfor ikke?" svarte Gehofen, i denne Strið er ingen Laurbær at vinde."

"Laurbær vel iffe" sagde Nurleben: men Saar og Buler maaskee; og skulde jeg alene unddrage mig disse, fordi jeg ikke kan vente mig hine til Belønning?“

„Een af os To" svarte Gehofen med Hæftighed, "maa blive; jeg som Borgens Herre kan ikke være borte fra dens Forsvar, og altsaa Søster! beed Du, eller befal din Nid

der at følge Dig!"

Hermuntrude gav Rurleben sin Arm, og villigen gik han nu med sit Hjertes Dame ned i Capellet.

Allerede hørtes Fjendernes Raab og Hujen trindt om Borgen, og fra denne Musketternes Knalden, da de traadte ind i den af en eneste Lampe fun svagt oplyste Tempelhal. Men vi ville hellere høre denne rædselfulde Nats Histo rie af Ridder Rurlebens egen Mund, saaledes som han halvtredsindstyve Aar derefter i sin Bedstefaderstol fortalte den for fine Børnebørn.

. Da jeg med eders salig Bedstemøder trinede ind i