Billeder på siden
PDF
ePub

ftraalede dem. „Nærmere til Fiden med ham! ret saa! piin bam, den Bondéplager! lød det uophørligt, og derimellem de Martredes hjertestjærende Raab om Naade og Barmhjertighet. Hyppigen aabnedes Kredsen, naar Cannibalerne fom slæbende med de ulyksalige Slagtoffere. Jeg gjenkjendte Flere af disse.

Helfenstein blev ført tæt forbi mig; hans frugtsommelige Hustrue frøb bændervridende efter hans Bodler, og sant livløs til jorden, da Kredsen sluttede fig imellem bende og den dødsdømte Egtefælle. Bed Siden af hende ftob en Bonde, og spillede en schwabisk Valts paa sin Sækkepibe. Endnu mangen Nat vaagner jeg i Forskrækkelse, og synes at høre de gruelige Toner, Uhyrernes Helvedes - Latter og de Piintes Baandeskrig.

Jeg indfaae snart, at der for mig var intet Andet tilbage, end et Forsøg paa at frelse mit liv. Krogen, hvori jeg laae, var beskygget af Trappen, og Bønderne vendte desuden alle Ryggen til mig. Ved mine fødder laae en dræbt Bonde med sin Høefork ved Siden. Jeg byttede i en Haft Klæder med ham, flængede ham i Ansigtet med min Dolf, tog hans Baaben paa Skulderen, og liftede mig bort. uden forhindring naaede jeg en af Byens Porte, og ilede nu af al Magt Nord paa: det brændende Weinsberg lyfte for mig. Ved Daggry naaede jeg en Vens Borg, bortslængte Koften og Forfen, og blev indladt. Saaledes bjergede jeg Livet; men Erindringen om denne Rædselsnat vil forfølge mig saalænge jeg lever."

- Ridder Eberhards Fortælling fatte hele det før faa muntre Selskab i en mørk alvorlig Stemning. Hermun: trude var bleg, og Taarer vældede frem af hendes stjønne Dine.

Caspar von Rurleben søgte frem for Ade at treste og indgyde hende Mod, og det med meer end almindelig Dm

heb og Deeltagelse. Et venligt, men tvunget Smiil vifte, at hans Bestræbelser lykkedes fun halvt.

Grey Stollberg, som under denne sørgelige Beret: ning om Weinsberg$ Ulykke havde lænet sig tilbage i Stos len, hævede sig hurtigt, greb Münzers Brev, vendte og drejede det, slængte det atter foragteligt bort og spurgte en af Tienerne: hvo der havde bragt det?

„En Person, der faae ud som en Kjøbstædmand;" foarte denne: „Portneren, til hvem han leverede det, spurgte om ban iffe ffulde have Svar derpaa? men Personen svarte: det behøvedes ikke, for kom Svaret ikke snart, ffulde det nof blive afhentet.

"Der aner mig juft intet Godt," sagde Bobo betæn: felig: „jeg vilde ønske, vi havde Dagen for os!“

Saa lader os i det mindste vente den i rolig Munters beb!. raabte ben vaffre Vært.

Atter flod den ædle Hochheimer, og Bægeret gik omkring; men den forrige Glædskab lod sig ikke mere fremmane: Vis nen maatte nødes ned, Naboe underholdt fig temmelig sagte med Naboe, Samtalerne vare afbrudte og uden Liv; fun Frofen Hermuntrude syntes at interessere fig for det, Ridder Rurleben havde at meddele hende, fornemmelig naar han hviskede; thi hun fatte ofte et heelt alvorligt Ansigt op, men endnu oftere rødmede hun, flog Djnene ned og smilte.

Imidlertid begyndte det at vorbe lidt uroligt blandt de opvartende Ridtersvende: de liftede fig Hyppigen ud og ind, ftaf Hovederne sammen, sfottede til Vinduerne, og til hvers andre indbyrdes.

„lyner det?u spurgte Værten.

Et Par af Svendene gik til det modstaaende Vindue, fom vendte ud til Marken.

[ocr errors]

, Det lyner iffe," foarte de; men imellem seer man Glimt fom af Fakler."

En Anden kom i det samme ind: »Jeg troer iffe, det er rigtigt fat!" sagde han, man kan høre Noget paa Vejen til Mühlhausen.“

De hvad kan man høre?u spurgte Ridderen igjen.

,,Et dumpt Drøn, som af en heel Mængde Mennesker !" Løb Svaret.

Hm!" sagde Greven af Stollberg: Monstroe Gjens døberne virkelig skulde faae isinde at aflægge os et Besøg ?.

3 faa Fald“ raabte Ridder Werther, wmaa man vel belave fig paa at tage kjønt imod dem...

Skal iffe mangle!" svarede Værten, idet han reifte sig og gik ud for at træffe de fornødne Forholdsregler.

v Jeg meneru sagde han endnu i Døren, wat det er blind Atlarm; men for en Sifferbeds Skyld vil jeg fee til mine Folf, og sende en Post ud.“

Han kom snart tilbage.

„Mine Venner!" sagde han med munter Mine: „Bes vægelse er god efter Maaltidet; dette maa tiene til Undskylding for, at jeg fætter mine tjere Gjæfter i Arbeide. Dette Sværmerpat har virkelig isinde at overrumple os: i dette Dies blit kom en af mine Svende hjem fra Marken; han var dem faa nær, at han kunde høre dem tale om dette Besøg, de nu tiltænke p$.“

Nu kom der liv i Selffabet. Værten lukkede op for fit Rustfammer, og bad Enhver udsøge fig ben Hjelm, det Harnist og de Skinner, som passede bedst thi de ridders lige Gjæster vare, paa Sværdet nær, fomne ganske ubevæbs nede til Geboren.

Det fan iffe gaae muntrere til i en Sal, hvor Piger Flæde sig til Dans: Man prøvede, forkastede, fliemtede, loe,

(maabandte. Een Hjelm var for stor, den fant ned over Næse og Dre, en Anden fandt fin for lille; man byttede. Een Brynie var for viid, en anden for snæver? Man spøgte med Sommes tyffe Maver, medens Somme maatte hore No: get om tynde Laar og lægge. Tre hundrede dar længer ben i Tiden vilde en Tilskuer troet at have befunden sig i Paaklædningsværelset ved et Privattheater, hvor man just var ifærd med at give et Ridderstykke.

Caspar von Nurleben var den først færdige. Han gif atter ind i Spisesalen, hvor han kun forefandt Ridder Maternus og hans stjønne Søster den sidste mere fattet, end de fleste Fruentimmer under saabanne omstændiga heder vilde have viist sig. Med munter Mine og ridderlig Belevenhed nærmede han sig den stjønne Pige.

Dersom jeg," sagde han, „nu drog ud til en Turnes ring eller i en rigtig Kamp, vilde jeg af Eder, ædle Froken! have udbedet mig et beskyttende, Mod og Tapperhed opflams mende Skærf

Men nur faldt hun smilende ind, „mage I, Hr. Ridder! lade Eber nøje med den velmeente Formaning: ej at vove Eder for dristig ind mellem Plejle og Møggrebe!"

Han greb 'hendes Haand, som villig overlodes ham, løf= tede den til sine læber, og paatrykte den et langt Kys, me: dens hans Blit yvilte omt paa Hermuntrudes deilige Aasyn.

Resten af dette Capitel“ raabte Maternus ftiems tende, rgjemme vi til siden - nu til Sagten! Hører ikke allerede Hundenes Tuden ?

I det samme kom Hans von Werther til.

Rjere Gebofen!" sagde han haftigt: „er der tænkt paa Damernes Sifferbed? Man bør ikke være uforberedt paa noget Tilfælde, men tænke sig det Værste og vistnok Urimes

ligfte: at Slottet blev et Bytte for Fienderne, hvis Mængde allene kan gjøre dem frygtelige..

Gehofen blev med eet alvorlig. Fra Capeleta sagde han efter nogen Betænkning, fører en løngang ud i Sloven; men uden en Fører vilde Flugt være umulig.“

,,Udgangen" tog Nurleben Ordet ver jo imel lem Ruinerne paa Tannenberg, iffe langt fra Bejen til Salo

zungen ?

Rigtigt!. foarte Gebofen, oda jeg seer, 3 fjender Vejen, vil jeg bede Eder ledsage Damerne - om det ffulde behøves, og for det første at gjøre dem Selskab i Capellet.“

Jeg?« raabte Rurleben, skulde jeg krybe ned mellem Gravene, medens 3 Andre befæmpe fjenden?

Hvorfor itfe ?" svarte Geboren, vi denne Strid er ingen Laurbær at vinde.“

. Laurbær vel iffeu fagde Rurleben: -men Saar og Buler maaffee; og skulde jeg alene unddrage mig disse, fordi jeg iffe fan vente mig hine til Belønning ?"

„Een af os Tou foarte Geboren med Hæftighed, wmaa blive; jeg som Borgens Herre kan ikke være borte fra dens Forsvar, og altsaa Søster! beed Du, eller befal din Rids der at følge Dig!

Hermuntrude gav Rurleben fin Arm, og villigen git han nu med fit Hiertes Dame ned i Capellet.

Allerede hørtes Fjendernes Raab og Hujen trindt om Borgen, og fra denne Musketterne$ Knalden, da de traadte ind i den af en eneste lampe fun svagt oplyste Tempelhal.

Men vi ville hellere høre denne rædselfulde Nats Histos rie af Ridder Rurlebens egen Mund, saaledes som han balvtredsindstyve Aar derefter i fin Bedstefaderstol fortalte den for fine Børnebørn.

Da jeg med eders salig Bedstemoder trinede ind i

« ForrigeFortsæt »