med Benet, samt i at bøje hovedet sideværts ud over Skulderen, og saaledes stangende at bane fig Vej som igjennem en tætstaaende Menneskevrimmel. Heri kjendte jeg ingen Ligemand: jeg gjorde Spring paa to til tre Alen, og Meddanserne vogtede sig vel for at komme mig for nær. Men det forstaaer fig: en saadan Bevægelse var temmelig voldsom, og bidrog meget til at fremme Transpirationen.

Det undgik ikke den velsignede Pige, hvor echauseret jeg var, da jeg takkede af med hende i første Dands. Da jeg derfor bad hende om den anden som skulde være en Valts undskyldte hun sig, dog i de høfligste og forbindtligste Udhvorfor? ene og alene af en fiin Skaansomhed imod mig; thi mod Hans Mikkel var hun ikke saa medlidende; af ham lod hun sig strar engagere.

tryf

--

Med lønlig Glæde faae jeg, hvorlünde den lille Taske holdt ud med ham til allersidste Par, blot og bare for at udmatte ham, og paa een Dag besejre ham paa tvende forskjellige Maader (see Hoeslaget).

om muligt

Men det er vel unødvendigt at anføre flere Beviser; Enhver indseer allerede, hvorledes det stod sig med Maren Lammestrups lille uskyldige Hjerte. Jeg ansaae det med Rette for min Ejendom; men jeg udsatte med Villie den gienfidige Tilstaaelses søde Time; det er saa rart at have Noget ivente.

III.
Slætgildet.

Jeg har allerede sagt, at jeg gjør svære Spring i Dansen; det kan Ingen have Noget imod; men at springe i Historien - det torde maaskee ikke behage den sindige Læser.

Desaarsag vil jeg nu efter skyldig Afbigt for det lange Jukketrin, mit Hjerte tog med min Pen- vende tilbage, og med Orden og Adstadighed beskrive den landlige Fest paa Tyreholm.

Og er da Theknægtene den første Gjenstand for vor Opmærksomhed. (Da denne meget yndede Drik nu ikke læn ger er nogen Hemmelighed, opholder jeg mig iffe heller ved dens Beskrivelse.)

Altsaa: her sad foran den dampende Maskine Festens Dronning Maren Lammestrup, og bryggede og uddeelte faalænge til Værten, til Kammerraaden, til Præsten og fem ser andre Herrer, til disse selv bleve dampende Maskiner, der igjen havde ligesaamange Tobaksmaskiner i Gang.

Jeg kunde ikke undslaae mig for at sidde hos; men saasnart jeg havde faaet min Tærte tillios, skyndte jeg mig at komme ud i det Frie; thi det begyndte at qvalme for mig: Punschen, Nøgen af den gemeneste Jomfrue-Tobak, i Forening med Samtalen der var ganske dyrisk; thi den drejede sig alene om Stude, Heste, Hunde, Rocandrikker og andre vilde Tyr virkede Alt saa uimodstaaeligt paa mig, at jeg maatte søge Enrum, og sætte Panden mod Tyreholms gamle ærværdige Muur.

Da jeg vel vidste: at ligesaa hæderfuldt det er at kunne driffe Meget, ligesaa foragteligt er det, ej at kunne taale det; saa stræbte jeg ved min Gjenkomst i Dampmaskineriet at antage en rask Holding; men det lykkedes kun maadeligt; thi min Vært, der maa have fundet min pludselige Bortgang noget mistænkelig, fæstede sine store mælkeblaae Dine stivt paa mig, tog Piben af Munden hvor nodig den end vilde

og sagde med et bredt Smiil:

„Æ tykkes mi gue Uen sier saa bleg ud, æ er ræð, te Maren haar kommen for mange Humle paa Urten.“

Dette Indfald vakte en almindelig Latter, først hos Opfinderen, og dernæst hos det hele Theknægteskab; jeg holdt gode Miner og stemte i med, hvorhos jeg efter Latterchorets Finale forsikrede: at min Upasselighed var mere en Folge af Rejsen end af Punschens Styrke.

Flere Gjesters Ankomst forkortede denne for alle de Andre meget moersomme Scene.

Efterat ogsaa disse havde faaet deres Andeel af den viniliste Nectar, brød hele Selskabet op til Engen. Og her var det da, at den Bataille forefaldt, som jeg allerede med Anticipation har beskrevet. Jeg springer derfor lige til Dansen.

Musiken til denne var tarvelig een Violin; vor Solospiller, mindes jeg, udmærkede sig mere ved et kraftigt Buestrøg, end ved Ynde i Foredraget, og erstattede Mangelen af andre Instrumenter ved et Slags dobbelte Toner, hvis Lige jeg aldrig havde hørt af nogen anden Mester. Desforuden havde han visse ejendommelige Manerer, som under den første Nyhed berøvede Maren - Terpsichore min halve Opmærksomhed: han slog bestandig Takten baade med Hovedet og med Føden og accompagnerede fit Instrument med et Slags Næsetoner, der lignede meget den dæmpede Snovlen af en Sorgetrompet.

Alligevel dandsede man ret lystigt til denne Musik lige indtil Morgenstunden, da Nogle af Selskabet foreslog til en Afverling at gjøre Julelege, ved hvilke der som sædvanligt vankede dygtigt Slikkerie: vi skriftede, gik den polske Kirkegang, stode paa den brede Steen, malte Sennop, hængte og faldt i Brønden indtil Vognene holdt for Døren, og jeg med et Hjerte saa blødt som smeltet Vor tog Afsked fra Tyreholm og dets fortryllende Fee, den dejlige Maren Lammeftrup.

Dersom Nogen ensker at vide, hvormed hendes Hr. Fader, Kammerraaden, Præsten og de andre gamle Herrer for

dreve Natten, da kan jeg derom aleneste berette: at jeg fra tvende Spilleborde i Balsalens Hjørner idelig hørte de for Uindviede mystiske Udtryk: „Klør, Nuder, Spar, Hjerter, Pas, Beet. Jeg bliver i dem, tag hjem, Klør Bonde, jeg ta'er ham“ og flere; og alt imellem forkyndte et Slag i Bordet, en Eed, en brølende Latter eller ogsaa en dyb Pause een eller anden vigtig Begivenhed; to eller tre Gange raabte Pastor Nuricolus overlydt „fy for al Landsens Parykker!" hvoraf jeg sluttede mig til, at Hans Velærværdighed hver Gang maae have sat en stor og uforskyldt Beet.

Ved Afskeden indbød Kammerraaden samtlige Cavalierer til en Andejagt i Svirumgaards Søe.

Jeg kan ikke med Rolighed slutte dette Capitel, før jeg har gjort Læseren meddeelagtig i en Betragtning, der ved selvsamme Lejlighed næsten altid har fremstillet sig. Den er rigtignok hverken smuk eller lys; men den er naturlig og svarende til Sjælens Stemning Dagen efter en gjennemvaaget, om just ikke gjennemsviret Nat.

bevirker dog et

Hvilken Forandring - har jeg tænkt Tidsrum af nogle faa Timer! Vi blive aldrig opmærksommere paa Tidens Hurtighed, med samt dens hurtige Virkninger paa os selv, der ellers synes os langsomme, gradvise, afs maalte og neppe kjendelige, end netop Morgenen efter et Bal:

Hvor er nu hiin livlige Munterhed, hiin barnlige Glæde, hiin søde Forventning, hvormed man mødtes, hiin formelle Anstand, hvormed man hilsede hverandre og traadte sammen til den første Dands? Hvor pene, hvor pyntelige vare Damer og Herrer! Jkke et Baand, ikke en Blomst, ikke en Naal sad paa urette Sted; iffe et Støvgran enten paa de hvide eller sorte Kjoler; ikke en Folde, ikke en Rynke uden dem, der skulde være; hvert Kryds, hver Strimmel havde fit tilbørlige Fald; intet Halsklæde, som jo sluttede fueehvidt og net til Hagen; ingen Ha

nekam, som jo havde sin tilbørlige Rejsning; ingen Haarlok, som jo glat og glindsende bølgede paa sit rette Sted Snare for hvert et uvarsomt Mandshjerte.

en

Med tindrende Øjne, med mildt rødmende Kinder stod den nydelige Pigerække, ventende med Utaalmodighed paa det første Signal. Opmærksomme, hartad højtidelige, iagttage Chapeauerne Fordansernes blinde Figureren alle Hænder behandskes han træder tilbage feer til Orchesteret bukker for sin Dame flapper, og nu toner Musikken, og Dansen begynder.

Men see nu dette selvsamme Selskab ved Ballets Ende! Det er Dag; Solen kaster fit Skjær paa de beduggede Ruder; Lysene i Salen brænde mat og søvnigt, som mange af de Dansendes kort forhen saa lysttindrende Dine. Hvor er nu hiin Nethed, hiin Pyntelighed, hiin Anstand fra iaftes? Herrernes Klæder ere støvede, Haaret forpjudsket, Krydset krøllet; Halsklædet falder vidt ud fra Hagen, Sløjfen sidder stjævt. Dg Damerne! de før saa festligt smykkede, elegante Damer! Kjos lens Hvidhed er borte, saavelsom Kindernes Rødme. De herlige Haarlokker have tabt deres Elasticitet, og hænge sjuds skede ned over den Barm, som iaftes lignende Marmor og Alabast, men idag en Væg, der ikke for nylig er kalket. Her har en Garnering, hist en Halsstrimmel faaet en Rivt; der mangler en Sleife, her en Naal.

Og nu de søde Ansigter! af! Dinenes Glands er fors svundet, ligesaa Smilet fra Læberne, og den fine Rødme fra Kinderne; blege, matte, dorske (om jeg ellers maatte bruge et saadant Udtryk) synes de nu at have nydt indtil Mæthed Ungdommens flygtige Glæder, og paa een Nat at være blevne erfarne, satte, hartad trevne Koner.

Men min føde Maren da? var hun ikke undergaaet samme hjertekjølende Forvandling? ja vel, ja vel! Forandring

E. E. Blicher. Gamle og nye Noveller. II..

14