Billeder på siden
PDF
ePub

med Benet, samt i at bøje Hovedet sideværts ud over Sfulderen, og faaledes stangende at bane fig Vej som igjennem en tætstaaende Menneskevrimmel. Heri fjendte jeg ingen liges mand: jeg gjorde Spring paa to til tre Alen, og Medban: ferne vogtede sig vel for at komme mig for nær. Men det forstaaer fig: en saadan Bevægelse var temmelig voldsom, og bidrog meget til at fremme Transpirationen.

Det undgit iffe den velsignede Pige, hvor echauferet jeg var, da jeg taffede af med hende i første Dande. Da jeg derfor bad hende om den anden fom ffulde være en Valts

undskyldte hun sig, dog i de høfligste og forbindtligfte Uds tryi - hvorfor? ene og alene af en fiin Sfaansomhed imod mig; thi mod Hans Miffel var hun ikke faa medlidende; af bam lod hun sig strar engagere.

Med lønlig Glæde faae jeg, hvorlúnde den lille Taske holdt ud med ham til allersidste Par, blot og bare for at udmatte ham, og – om muligt — paa een Dag besejre ham paa tvende forskjellige Maader (see Hoeslaget).

Men det er vel unødvendigt at anføre flere Beviser; Enhver indfeer allerede, hvorledes det stod fig med Maren Lammeftrup8 lille uskyldige Hjerte. Jeg ansaae det med Rette for min Ejendom; men jeg udsatte med Villie den giensidige Tilstaaelfes føde Time; det er faa rart at have No

get ivente.

III.

Slætgildet. Jeg har allerede fagt, at jeg gjør svære Spring i Dansen; det fan ingen have Noget imod; men at springe i Historien - det torbe maasfee iffe behage den findige læser.

Desaarsag vil jeg nu efter skyldig Afbigt for det lange Şuffetrin, mit Hierte tog med min Pen

vende tilbage, og med Orden og Aðstadighed beskrive den landlige Fest paa Tyreholm.

Og er da Thefnægtene den første Gjenstand for vor Opmærksomhed. (Da denne meget yndede Drif nu iffe læns ger er nogen Hemmelighed, opholder jeg mig iffe heller ved dens Beskrivelse.)

Altfaa: her fab foran den dampende Maskine Festens Dronning Maren Lammestrup, og bryggede og udteelte faalænge til Værten, til Rammerraaten, til Præsten og fem fer andre Herrer, til disse felv bleve dampende Masfiner, der igien havde ligefagmange Tobaksmaskiner i Gang.

3eg funde iffe undslaae mig for at sidde hos; men faasnart jeg havde faaet min Tærte tillids, ffyndte jeg mig at komme ud i det Frie; thi det begyndte at qualme for mig: Punschen, Rogen af den gemeneste Jomfrue-Tobat, i For: ening med Samtalen – der var ganske dyrift; thi den drejede sig alene om Stude, Heste, Hunde, Nocandriffer og andre vilde Dyr virkede Alt saa uimodstaaeligt paa mig, at jeg maatte føge Enrum, og sætte Panden mod Tyreholms gamle ærværdige Muur.

Da jeg vel vidste: at ligesaa hæderfuldt det er at kunne driffe Meget, ligesaa foragteligt er det, ej at kunne taale det; faa stræbte jeg ved min Gjenkomst i Dampmaskineriet at an: tage en raft Holding; men det lykkedes kun maadeligt; thi min Vært, der maa bave fundet min pludselige Bortgang noget mistænfelig, fæstede fine store mælfeblase Dine ftivt paa mig, tog Piben af Munden – hvor nodig den end vilde og sagde med et bredt Smiil:

..? tyffes mi gue Uen fier saa bleg ud, æ er ræd, te Maren haar kommen for mange Humle paa Urteu.“

Dette Indfald vakte en almindelig latter, først hos Dpfinderen, og dernæst hos det hele Theknægteffab; jeg holdt gode Miner og stemte i med, hvorhos jeg efter Latterdorets Finale forsiffrede: at min Upasselighed var mere en Følge af Rejsen end af Punschens Styrke.

Flere Gjesters Ankomst forfortede denne for alle de Andre meget moersomme Scene.

Efterat ogsaa disse havde faaet deres Andeel af den vinilifte Rectar, brød bele Selskabet op til Engen. Dg her var det da, at den Bataille forefaldt, som jeg allerede med Anticipation har beskrevet. Jeg springer derfor lige til Dansen.

Musiken til denne var tarvelig een Violin; vor Sos lospiller, mindes jeg, udmærkede sig mere ved et kraftigt Buestrog, end ved Ynde i Foredraget, og erstattede Mangelen af andre Instrumenter ved et Slage dobbelte Toner, bvis lige jeg aldrig havde hørt af nogen anden Mester. Dess foruden havde han visse ejendommelige Manerer, som under den første Nyhed berøvede Maren - Terpsichore - min balve Dpmærksomhed: han flog bestandig Takten baade med Hovedet og med Foden og accompagnerede fit Instrument med et Slage Næsetoner, der lignede meget den dæmpede Snops len af en Sorgetrompet.

Alligevel bandsede man ret lystigt til denne Musik lige indtil Morgenstunden, da Nogle af Selskabet foreslog til en Alfoerling at gjøre Fulelege, bed hvilfe der som fædvanligt vankede dygtigt Slikkerie: vi ffriftede, git den polske Kirkes gang, stode paa den brede Steen, malte Sennop, bængte og faldt i Brønden indtil Bognene holdt for Døren, og jeg med et Hjerte faa blødt som smeltet Por tog afsked fra Tyreholm og tets fortryllende Fee, den dejlige Maren lammestrup.

Dersom Nogen ensfer at vide, hvormed hendes Hr. Fas der, Kammerraaden, Præsten og de andre gamle Herrer for

Den er

dreve Natten, da fan jeg derom aleneste berette: at jeg fra
tvende Spilleborde i Balsalens Hjørner idelig hørte de for Uinds
viede mystiske udtryf: „Klør, Ruder, Spar, Hjerter, Pas, Beet.
Jeg bliver i dem, tag hjem, Klør Bonde, jeg ta'er ham
og flere; og alt imellem forkyndte et Slag i Bordet, en
Eed, en brølende latter eller ogsaa en dyb Pause een eller
anden vigtig Begivenhed; to eller tre Gange raabte Pastor
Ruricolu$ overlydt fy for al Landsens Parykfer!, bvoraf
jeg sluttede mig til, at Hans Belærværdighed hver Gang
maae have fat en stor og uforstyrdt Beet.

Bed Afskeden indbød Kammerraaden samtlige Cavalierer til en Andejagt i Svirumgaards Søe.

Jeg kan ikke med. Rolighed slutte dette Capitel, før jeg har gjort læseren meddeelagtig i en Betragtning, der ved selvsamme lejlighed næsten altid har fremstillet sig. rigtignok hverken smuk eller 178; men den er naturlig og svas rende til Sjælens Stemning Dagen efter en gjennemvaaget, om juft ifte gjennemsviret Nat. Hvilken Forandring har jeg tænkt

bevirker dog et Tidsrum af nogle faa Timer! Vi blive aldrig opmærksommere paa Tidens Hurtighed, med samt dens hurtige Virkninger paa os selv, der ellers synes os langsomme, gradvise, afs maalte og neppe fjendelige, end netop Morgenen efter et Bal:

Hvor er nu biin livlige Munterhed, hiin barnlige Glæde, hiin søde Forventning, hvormed man mødtes, hiin formelle Anftan, hvormed man hilsede hverandre og traadte sammen til den første Dands? Hvor pene, hvor pyntelige vare Damer og Herrer ! 3tfe et Baand, iffe en Blomst, iffe en Naal sad paa urette Sted; iffe et Støvgran enten paa de hvide eller forte Kjoler; itt en Folde, iffe en Rynke uden dem, der ffulde være; hvert Kryds, hver Strimmel havde fit tilbørlige Fald; intet Halss flæde, som jo sluttede sueehvidt og net til Hagen; ingen sa:

[merged small][ocr errors][ocr errors]

nekam, som jo havde fin tilbørlige Rejsning; ingen Haarlok, som jo glat og glindsende bølgede paa fit rette Sted – en Snare for hvert et uvarsomt Mandshjerte.

Med tindrende Dine, med mildt rødmende Kinder ftod den nydelige Pigerækfe, ventende med Utaalmodighed paa det første Signal. Opmærksomme, hartad højtidelige, iagttage Chapeauerne Fordansernes blinde figureren - alle Hænder bebandskes han træder tilbage seer til Orchesteret buffer for sin Dame klapper, og -- nu toner Mufiffen, , og Dansen begynder.

Men fee nu dette felvsamme Selftab veb Baucts Ende! Det er Dag; Solen faster fit Skjær paa de beduggede Ruder; Lysene i Salen brænde mat og søvnigt, som mange af de Dans sendes fort forhen saa lysttindrende Dine. Hvor er nu hiin Nethed, hiin Pyntelighed, hiin Anstand fra iaftes? Herrernes Klæder ere støvede, Saaret forpjudsket, Krydset krøllet; Hals: klædet falder vidt ud fra Sagen, Sløjfen sidder stjævt. De Damerne! de før faa festligt smykfede, elegante Damer! Kjo: lens Hvidhed er borte, saavelsom Kindernes Rødme. De herlige Haarlokker have tabt deres Elasticitet, og hænge sjuds stede ned over den Barm, som iaftes lignende Marmor og Alabaft, men idag en Væg, der ikke for nylig er kalfet. Her har en Garnering, hift en Halsstrimmel faaet en Rivt; der mangler en Sløjfe, ber en Naal.

Og nu de føde Ansigter! af! Dinenes Glands er fors svundet, ligesaa Smilet fra læberne, og den fine Nødme fra Kinderne; blege, matte, dorske (om jeg ellers maatte bruge et saadant udtryf) synes de nu at have nydt indtil Mæthed Ungdommens flygtige Glæder, og paa een Nat at være blevne erfarne, satte, bartað trevne Roner.

Men min fode Maren da? var hun ikke undergaaet samme hjertefjølende Forvandling? ja vel, ja vel! Forandring S. S. Blider. Gamle og nye Noveller. Il..

14

« ForrigeFortsæt »