famme Dag, paa hvilken vi arriverede til Præstegaarden i Kringelborg, hvor min Ruricoli Fader boede. Hans Velærværdighed tog meget fjerligt imod os.

"Velkommen Hans Mikkel!" raabte han til sin Son, hvad er det for en Svend, Du har med Dig?" Hans Mikkel sagde det.

Den gode Pastor rystede min Haand og fagde: "Velkommen skal De være, min Hr. Kjøbenhavner! hvad maae jeg først opvarte med? en Snaps?

Hej! Barbara! Brød

I kommer ret tilpas Børn! for der skal

og Brændeviin!
være Lystighed paa Tyreholm iaften

ner! hvad kan vi bruge Dem til? kan De spille Polskpas?" "Jo."

"Det var prægtigt! Kan De skyde en Hare?"

"Fy for en Ufærd! det var slemt kan De ryge Tobaf?"

"Ikke heller, Hr. Pastor!"

"Fy for al Landsens Ulykke! det var ilde; men De maa lære det fan De drikke en Tærte?"

"Jeg kan spise en Tærte."

Haahaa! De forstaaer ikke engang denne Terminus techfan De da taale en Thevandsknægt?"

nicus

"Hm!

naar han ikke bliver alt for grov jeg vil sce paa ham" (endnu vidste jeg ikke hvad han meente). Den gode Mand loe, saa Sveden stod i Perler paa hans runde rødbrune Ansigt.

"Jo jo! bie fun!" blev har levende ved, naar han kommer til Tyreholm, vil Jomfrue Maren nok gjøre ham bekjendt med de jydske Theknægte; hun forstaaer at brygge!"

I det samme kom en stor Jagthund ind. Han vendte

fig hurtig fra mig til den, satte begge Næverne i Siden og raabte:

Al Landsens Parykker! hvor kommer du fra? Er du alene, Spion! eller er din Hosbond med? Har I været nede i Gaasemosen? hvad?"

Medens han endnu examinerede Hunden, kom dens Ejermanden Proprietær af Egnen ind, og frembød sig selv som Præstens Ledsager til Gildet. Begge de gode Herrer kom strar i en dyb Discours om Jagten; og mindes jeg, at Begge opholdt sig længe ved den Grundsætning: at Noeandrikkens Snildhed kommer Rævens temmelig nær, hvilken Paastand.de oplyste med mangfoldige indlysende Exempler. Imidlertid rullede Vognen frem, og alle FemSpion iberegnet droge vi nu afsted til Tyreholm.

II.

En Landsbyeskjønhed.

Det var Synd at sige, at det gik stivt til paa benævnte gamle Herregaard; af den gamle adelige Prunk og Strunkhed var intet Andet tilbage, end de blotte Mure, og den nuværente Ejer havde ej engang en Kammertjeners Air og Anstand. Ikke fordi det brøftede ham paa Hovmod og For-, fængelighed; ingenlunde! men det var ikke hiin ædle Stolthed, der grunder sig paa Pergament, Stammetræer, Baand og Stjerner.

Hr. Lammestrup var ene og alene pengestolt: han havde en Maalestok af Sølv, efter hvilken han uden Persons Anseelse classificerede Alle og Enhver; en borgerlig Stodder stod i hans Rangforordning i Nummer med en adelig. En god Mand var efter hans og Egnens Sprogbrug synonym

med en riig Mand; en fattig Mand var det selvsamme som en Kjeltring.

Jeg seer endnu livagtig hans store tykke Corpus, hvorledes han stod og mødte for os i Døren med Hænderne i Kjolestjoderne. Hans ede glindsende Ansigt griinte selvtil freds og polidst ad os; men han rørte sig ikke af Stedet, før vi alle vare fomne af Vognen: da ubrakte han langsomt fin brede Næve, gav forst Kammerraad Svirum (Spions Jagtkammerat) den hele Haand, og dernæst Hr. Ruricolus to Fingre - vi andre To fik et Nik til Deling.

"Har I feet mine Stude?" vare de første Ord, jeg hørte af hans Mund; og da dertil blev svaret Nej, vedblev han med et endnu lysere Smiil:

"Saa skal 3 Dæulen tej mæ*) see Kram! det er ingen Træskokarle kom kun! de staae tæt herudenfor Gaarden.“ Som han det sagde, stak han atter Hænderne i Lommerne og vraltede afsted; Kammerraaden og Præsten fulgte efter i ærefrygtsfuld Forventning; men den unge Ruricolus og jeg bleve tvivlraadigen staaende.

Hr. Lammestrup vendte sig, da han var kommen midt hen i Borggaarden, halvt om imod os, og raabte:

"De unge Fyrer forstaae dem vel ikke paa Saadannoget; de kan gaae ind til Kvindfolkene saalænge."

Det gjorde vi.

Jlde var det, at Een af disse skulde saa ganske tiltrække fig hele min Opmærksomhed, at jeg over hende glemte alle

*) Dersom det skulde støde Nogen, at høre en sønderjydsk Eed af denne Nørrejydes Mund, da maae jeg anføre til vores Begges Retfærdiggjørelse: at Hr. Lammestrup, der havde dannet sig efter sønderjydske eller som de hellere vilde hedde — holsteenske Prangere, efter dem havde optaget mange smukke og passende Eeder og Talemaader.

-

de Andre; men denne Ene var ogsaa et Non plus ultra af landlig Skjønhed: Jeg saae ved første Djekast, at hun var den Fuldkomneste i sit Slags. En saadan Skjønhedss fylde, blussende, bovnende, og dog i de skjønneste Former, troede jeg aldrig før at have skuet. Man tænke sig for Alting ikke en trind, buttet, struttende Malkepige! ingen Miß Flamborough! ingen Betty Bouncer, der uden Kniberic lader fig uparcellere i to Frøkener! Nej! Jomfrue Lammestrup var sandelig et Monster paa det yndigste Jevnmaal hvad Legeme og Lineamenter angik.

Og i Henseende til Sjælen - troe mig, fjere Læser! jeg taler aldeles ikke ironisk: denne jydske Maren besad virkelig en ualmindelig Dannelse, hvilket jeg efter et Par korte Samtaler let opdagede. Hun havde læst og følt fin Lafontaine, og jeg behøvede blot at nævne "Lotte" og "Mariane“ for at fremkalde Taarer i hendes himmelklare Øjne. Hertil fom: at hun dandsede som en Alfe, fang som en Engel og spillede smagfuldt og færdigt paa sit Pianoforte vist nok det eneste Instrument af denne Art, som da fandtes i det ganske Vensyssel.

I hvilket Drivhuus, denne faure Markblomst var bleven faaledes forædlet, skal jeg ikke kunne sige; men vist er det, at Hr. og Madam Lammestrup ingen Skyld havde deri. Jeg har allerede sagt og det vil nok Ingen nu finde forunderligt at jeg strar gav denne fortræffelige Pige mit Hjerte. Jeg vil lægge til: at jeg ikke just plejer at give mit Æble bort, uden at have en Pære i Kikkerten, og at jeg altsaa ligeledes ved denne Lejlighed torde gjøre Regning paa et Magestifte; thi foruden den Velvillie, der ved det allerførste Blik paa min Person lyste ud af hendes skjønne Dine, viste fig hos hende efterhaanden flere umiskjendelige Tegn paa en

fremspirende Lidenskab, af hvilke jeg blot vil anfere følgende tre, som meest iøjnefaldende:

For det første mærkede jeg: at naar jeg stod i min Yndlingsstilling (krumme Knæer, det venstre et godt Stykke foran det højre, den højre Haand paa Hoften, den venstre Næve i Siden med frembøjet Albue, Skuldrene ligeledes fremad og lidt ivejret, Hovedet ludende, Øjnene vidt opspis lede, og Munden trukken op mod Næsen, hvilket giver et stolt Udseende de Franskes dédaigneux og Noget, som lignede en med Bajonetten stormløbende Soldat) — at naar jeg saaledes stod, da hviskede hun hemmeligt til en eller anden af de unge Piger, skottede hen til mig og smiilte.

For det andet: da vi kom ud i Hoevangen, og for at fortjene vor Andeel i Gildet skulde formere en Stak, og ved denne Lejlighed overdængede hverandre med Høe, blev jeg næsken aldeles forskaanet; det gik derimod ud over min Ven Hans Mikkel. Min sede Maren smed ham den første Haandfuld i Hovedet, og alle de andre Smaapiger fulgte hendes Erempel. Han satte sig til Modværge, og jeg tog mig broderlig af ham forgjæves! de vilde Mandinder stormede ind paa ham alene han snublede, og i et Nu var han begravet under et Bjerg af Hoe, og Slaget tabt paa vor Side.

Jeg ynkedes virkelig over ham, da jeg saae den Overvundne staae der børstende og pillende Straae og Mos af fine pene Klæder, og de syv Amazoner leende omkring ham; men Ingen loe højere, end min skjelmske Maren.

Det tredie aabenbareste Kjendemærke paa Gluttens Kjerlighed iagttog jeg siden hen under Dansen. "Jukketrin" vare dengang i Mode, og jeg erhvervet mig en Slags Færdighed i samme.

De saakaldte havde virkelig

Denne Dand

ses ejendommelige Ynde bestod i lange Hop og kraftige Kast