Billeder på siden
PDF
ePub
[ocr errors]

famme Dag, paa hvilfen vi arriverede til Præstegaarden i Kringelborg, hvor min Ruricoli Fader boede. Hans Belærværdighed tog meget fjerligt imod os.

Belfommen Hans Mitfel!. raabte han til sin Son, boad er det for en Svend, Du har med Dig ?..

Hans Mitfel sagde det.

Den gode Paftor rystede min Haand og fagde: Vel: kommen ftal De være, min Sr. Kjøbenhavner! hvad maae jeg først opvarte med? en Snaps ? Hej! Barbara! Brød og Brændeviin! I kommer ret tilpas Børa! for der skal være Lyftighed paa Tyreholm iaften -- bæ! Hr. Kjøbenhavs ner! hvad fan vi bruge Dem til? fan De spille Polftpas ?

30."
Det var prægtigt! Kan De skyde en Hare?.
. Det troer jeg iffe.

Fy for en ufærd! det var slemt – fan De ryge To: baf?"

m3ffe heller, Hr. Paftor!

Fy for al Landsens Ulykke! det var ilde; men De maa lære det fan De drikke en Tærte ?..

3eg fan spise en Tærte.

Haahaa! De forstaaer iffe engang denne Terminus technicus — fan De ba taale en Thevandsknægt?

„Hm! — naar han ikke bliver alt for grov – jeg vil sce paa bam" (endnu vidste jeg ikke hvad han meente).

Den gode Mand loe, faa Sveden stod i Perler paa hans runde rødbrune Ansigt.

„Jo jo! bie fun!“ blev har levende ved, wnaar han kommer til Tyreholm, vil Jomfrue Maren nof gjøre ham befjendt med de jydske Thefnægte; hun forstaaer at brygge!"

det samme fom en stor Jagthund ind. Han vendte

[ocr errors]

sig hurtig fra mig til den, fatte begge Næverne i Siden og raabte:

[ocr errors]

„A landsen& Parykker! Hvor kommer du fra? Er du alene, Spion! eller er din Hosvond med? Har f været nede i Gaasemosen? hvad?

Medens han endnu eraminerede Hunden, kom dens Ejer: mand en Proprietær af Egnen ind, og frembød sig selv som Præstens ledsager til Gildet. Begge de gode Herrer kom strar i en dyb Discours om Jagten; og mindes jeg, at Begge opholdt sig længe ved den Grundsætning: at Roes andriffens Snittbed fommer Rævens temmelig nær, hvilken Paastand. De oplyste med mangfoldige indlysende Erempler.

Imidlertid rullede Vognen frem, og alle Fem - Spion iberegnet - droge vi nu afited til Tyreholm.

II.

En Landsbyesfjonhed. Det var Synd at sige, at det gik stivt til paa benævnte gamle Herregaard; af den gamle adelige Prunk og Strunt: heb var intet Andet tilbage, end de blotte Mure, og den nuværente Ejer havde ei engang en Kammertjeners Air og Anstand. Ikke fordi det brøftede ham paa Hovmod og Fors, fængelighed; ingenlunde! men det var ikke hiin ædle Stolthed, der grunder fig paa ' Pergament, Stammetræer, Baand og Stjerner.

Hr. Lammestrup var ene og alene pengestolt: han havde en Maalestok af Sølv, efter hvilken han uden Persons Anscelse classificerede Alle og Enhver; en borgerlig Stodder stod i Hans Rangforordning i Nummer med en adelig. En god Mand var efter hans og Egnens Sprogbrug synonym

med en riig Mand; en fattig Mand var det selvsamme som en Kjeltring.

Jeg leer endnu livagtig hans store tykke Corpus, hvorledes han stod og mødte for os i Døren med Hænderne i Kjolestjoderne. Hans ede glindsende Ansigt griinte felvtils freds og polidft ad os; men han rørte fig iffe af Stedet, for vi alle bare fomne af Vognen: da ubrakte han langsomt fin brede Næve, gav først Kammerraad Svirum (Spions Jagtfammerat) den bele Haand, og dernæst Hr. Ruricolus to Fingre - vi andre To fit et Nit til Deling.

Har 3 feet mine Stude?. pare de første Orb, jeg hørte af hans Mund; og da dertil blev svaret Nej, vedblev han med et endnu lysere Smiil:

"Saa skal f Dæulen tej mæ*) see Kram! det er ingen Træstofarle - fom fun! de ftaae tæt herudenfor Gaarden...

Som han det fagde, ftaf han atter Hænderne i lommerne og vraltede afsted; Kammerraaden og Præsten fulgte efter i ærefrygtsfuld forventning; men den unge Ruricolus og jeg bleve tvivlraadigen ftaaende.

Hr. lammestrup vendte fig, da han var fommen midt ben i Borggaarden, halvt om imod os, og raabte:

De unge Fyrer forstaae dem vel iffe paa Saadannoget; de kan gaae ind til Kvindfolkene saalænge."

Det gjorde vi.

Jide var det, at Een af disse sfulde faa ganske tiltræffe sig hele min Dpmærksomhed, at jeg over hende glemte alle

[ocr errors]

*) Dersom det skulde støde Nogen, at høre en sonderjydit Eed af

denne Nørrejydes Mund, da mane jeg anføre til vores Begges Retfærdiggjørelse: at Hr. Lammestrup, der havde dannet sig efter fønterjydste cller som de hellere vilde bedde - holsteensle Prangere, efter dem havde optaget mange smutfe og passende Eeder og Talemaater.

de Andre; men denne Ene var ogsaa et Non plus ultra af landlig Stjønhed: Jeg faae ved første Djefast, at hun var den Fuldkomnefte i fit Slagt. En faadan Stjønbedes fylde, blussende, bovnende, og dog i de ftjonneste former, troede jeg aldrig før at have ffuet. Man tænke sig for Als ting ikke en trind, buttet, struttende Malfepige! ingen Miß Flamborough! ingen Betty Bouncer, der uden Kniberie lader fig uparcellere i to Frøkener! Nej! Jomfrue Lammestrup var sandelig et Monster paa det yndigste Jevnmaal hvad les geme og lineamenter angif.

Dg i Henseende til Sjælen - troe mig, fjere læser! jeg taler aldeles iffe ironist: denne jydske Maren befab virs felig en ualmindelig Dannelse, hvilket jeg efter et par forte Samtaler let opdagede. Hun havde læst og følt fin Lafons taine, og jeg behøvede blot at nævne „lotte- og Mariane for at fremkalde Taarer i hendes himmelklare Dine. Hertil ' fom: at hun dandsede som en Alfe, fang som en Engel og spillede smagfuldt og færdigt paa fit Pianoforte det eneste Instrument af denne Art, som da fandtes i det ganske Vensyssel.

Ś hvilket Drivhuus, denne faure Markblomst var bleven saaledes forædlet, skal jeg iffe funne fige; men vist er det, at Hr. og Madam lammestrup ingen Sfyld havde deri.

Jeg har allerede sagt og det vil nof Ingen nu finde forunderligt at jeg ftrar gav denne fortræffelige Pige mit Hjerte. Jeg vil lægge til: at jeg iffe just plejer at give mit Eble bort, uden at have en Pære i Kifferten, og at jeg altsaa ligeledes ved denne lejlighed torde gjøre Regning paa et Magestifte; thi foruden den Velvilie, der ved det allerførste Blik paa min Person 19ste ud af hendes stjønne Dine, viste sig hos hende efterhaanden flere umisfjendelige Tegn paa en

vist nok

at naar

fremspirende lidenskab, af hvilfe jeg blot vil anfere følgende tre, som meest iøjnefaldende:

For det første mærkede jeg: at naar jeg stod i min Yndlingsstilling (frumme Knæer, det venstre et godt Stykke foran det højre, den højre Haand paa Hoften, den venstre Næve i Siden med frembøjet Albue, Skuldrene ligeledes fremad og lidt ivejret, Hovedet fudende, Dinene vidt opspis lede, og Munden truffen op mod Næsen, hvilfet giver et stolt Udseende de Franskes dédaigneux og Noget, som lignede en med Bajonetten stormlobende Soldat) jeg saaledes stod, da hviskede bun hemmeligt til en eller an: den af de unge Piger, flottede hen til mig og smilte.

For det andet: da vi kom ud i Hoevangen, og for at fortjene vor Andeel i Gildet ffulde formere en Staf, og ved tenne Lejlighed overbængede hverandre med Hoe, blev jeg næsten aldeles forffaanet; det gik derimod ud over min Ben Han & Miffel. Min fode Maren med ham den første Haandfuld i Hovedet, og alle de andre Smaapiger fulgte bendes Erempel. Han satte sig til Modværge, og jeg tog mig broderlig af ham forgiæves! de vilde Mandinder stormede ind paa bam alene - han snublede, og i et Nu var han begravet under et Bjerg af Høe, og Slaget tabt paa vor Side.

Jeg ynfedes virkelig over ham, da jeg faae den Dver: vundne staae der børstende og pillende Straae og Mos af fine pene klæder, og de syv Amazoner leende omkring bam; men ingen loe højere, end min ftielmske Maren.

Det tredie aabenbareste Kjendemærke paa Gluttens Kjer: lighed iagttog jeg siden hen under Dansen. De saafaldte „Juffetrin“ vare dengang i Mode, og jeg havde virkelig erhvervet mig en Slags Færdighed i samme. Denne Dands fes ejendommelige Ynde bestod i lange Hop og kraftige Kast

« ForrigeFortsæt »