Den svenske Major.

I den lille Bye Boeløse i Fyen, er blandt andre, en

Gaard, der i flere Aarhundreder er gaaet fra Fader til Søn, og saaledes skifteviis beboedes af en Peder Klausen og en Klaus Pedersen.

Hvo der nu ejer den, veed jeg ikke; men i Svenskekrigen. 1658 og 59 var det rigtig en Peder Klausøn. Samme Peder Klauson havde en vidunderlig smuk Datter. Hvad hun heed, har Ingen sagt mig; men jeg vil paa min egen Regning kalde hende Sigrid.

Kong Carl den tiende i Sverrig giæstede det stakkels Danmark. Han var slem at beværte og hans Folk ikke mindre hvor de spiste gjorde de virkelig reent Bord; thi naar de havde fyldt Vommen med Mad og Drikke, fyldte de Lommerne bagefter med Sølvskeer, Bægere og Alt, hvad der ellers fandtes af ædelt Metal. Tilmed havde de ogsaa andre fæle Unoder, der gjorde at mange smukke Koner og Piger freb i Skjul for dem.

Da de under Vinters Hjerte droge herind, var man ikke saa rigtig belavet paa deres komme. Hvem der var meget ræd, maatte flygte over Hals og Hoved, og lade Huus og Hjem i Stikken. Blandt disse var og den ærlige 03

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. II.

1

velbyrdige, om ikke mandhaftige, Herre til Billeskov. Han tog med sig saameget han kunde føre, og overlod Resten med Gaard og Gods til sin Forvalter; men det var just Peder Klausen i Boelose.

Denne meget ærlige, skjøndt ikke velbyrdige Mand, overlod sit eget Huus til sin kone, og tog selv fit Standqvarteer i Husbondens, Deres Datter, skjøn Sigrid, var paa samme Tid i Huset hos Præften, hvis Kone laae dødelig syg, saavel for at see Præstekonen, hendes Sødskendebarn, tilgode, som for at hjælpe Præsten tilrette med Huusvæsenet. Saavidt jeg veed, hed han Reuge; men var det ikke ham, saa var det en Anden.

Nu kom Svensken over det lille Belt, og udbredte sig som en Strøm over Fyens Land. Det gik strygende ned til Dens sydøstlige Kant, hvorfra Overgangen til Langeland, Lolland, Falster og videre til Sjælland, siden skulde gaae for fig. Den ene Hob afløste den anden, og Alle plyndrede de; tilsidst maatte der kun blive Lidet tilbage. Den første Indqvarteringenat døde Madam Reuße, men ikke i No; thi storstøvlede Ryttere trampede omkring i alle Værelser, sang, bandte, hujede og sloge istykker. Den forrigfulde Præst maatte lade dem raade, som de vilde; han sad med liden Sigrid ved sin døende Ægtefælles Seng; modtog hendes sidste Haandtryk og tillukkede hendes brustne Djne.

Om Morgenen forlode Rytterne det forstyrrede Huus. Skabe og Kister fandtes opbrudte og tomme efter dem. Men Præsten havde endda forvaret sit bedste Sølvtøj, Linned og rede Penge. Næste Dag kom Soldater; de vare ikke et Haar bedre, og den arme Mand maatte kjøbe dem fra sig med et Dosin Sølvsfeer og et Par Haandfulde rede Penge, ellers vilde de have brændt Huset af over ham.

Aftenen herpaa kom en tredie Trop. Ogsaa hos denne

maatte Bopæl og Liv ranzoneres med klingende Væsen. Før de droge ud, randsagede de alle Værelser. To af dem kom ind i Liigstuen. De studsede lidt; men den Ene spurgte Sigrid, der stod ved Hovedet, hvo det var, som laae Liig. Hun sagde det.

"Fru Pastorinden" raabte den vilde Kriger, „trænger ikke længer til Klæder; det var Synd, saa fiint et Lagen skulde raadne i Jorden!"

Dermed rev han alle Jordeflæderne af hende, svøbte dem sammen, og gik sin Vej. Med grædende Taarer og et beklemt Hjerte klædte Sigrid paany Liget i sin Gravstads; og hun og Enkemanden ventede under stor Angst og inderlige Bønner den næste Indqvartering.

Denne var endnu værre, end nogen af de foregaaende: Med blottede Kaarder aftvang de Hr. Reuze næsten Alt, hvad han af sine Ejendomme endnu havde tilbage. Endogsaa Liget blev anden Gang berøvet fine Klæder og forladt nøgen i Kisten. Nu var der No to Dage og een Nat, og dette Mellemrum benyttede Præsten til at faae sin Kone i Graven.

Da stormede en Sværm Polakker ind i den øde Gaard. Præsten, som befrygtede det Værste, lod skjøn Sigrid fkjule fig i en lønlig Krog inderst i Jordkjelderen, hvorhen han havde bjerget den sidste Rest af Penge, Linned og Klæder.

Da Barbarerne fandt Huset tomt, begyndte de at ville true Præsten til at vise dem, hvad de endnu formodede at han havde gjemt. Til ingen Nytte forsikrede han, at deres Forgængere allerede havde berøvet ham Alt. De fatte nu deres Trusler i Værk, og begyndte Torturen: de udstrakte ham paa Jorden, og hug ham over de blotte Stinnebeen med store Stoffe.

Han udholdt standhaftigen alle de fkrækkelige Pinsler, mere af Frygt for den deilige Sigrids Ære, end for at

redde sin Smule Ejendom. En af Bødlerne, større, stærkere og grummere end de andre, greb et Mangeltræe, og raabte: "I slaae som Hallunker; lad mig komme til, saa skal han nok føle det!"

Med disse Ord slog han den ulykkelige Mand med den skarpe Kant af Mangeltræet saa haardt over Benet, at det knækkedes. "Bekjender Du endnu ikke" skreg han, hvor Du har skjult dine Tiendepenge og dit Offer, skal jeg gjøre det andet Been ligesom det første; saa halter Du_iffe."

Den ædle Præst taug, og anbefalede i et smerteligt Hjertefuk Gud sin arme Sjæl. Da slog Uhyret til og forlod bandende med fine Kammerater den lemlæstede Mand.

Længe laae han i denne piinagtige hjælpelose Tilstand, før de bortflygtede Gaardsfolk kom tilbage, fik ham bragt tilsengs, mere død end levende, og den stakkels qvindelige Fange, paa hans Angivelse, fremdraget af sit Skjul. Neppe var dette skeet, forend en ny Trop rykkede ind. Tillykke var dette bedre disciplinerede Folk, og commanderede af en menneskes lig og veltænkende Officier. Saasnart han saae Præftens Tilstand, og hørte hvorledes han var medhandlet, lod. han ham ved Bataillonens Feldskjær forbinde, og besørgede ham plejet paa det omhyggeligste.

var en

Denne svenske Officieren Major Lindqvist, Lundqvist, Stromqvist, eller saadan Noget kjøn stille Mand, med noget vist Tungsindigt i fit Aasyn, hvilket vil man sige især skal gjøre Pigerne blødhjerrige. Krigen lod ikke til at være hans egentlige Fag, han syntes at være skabt for fredeligt Liv og huuslig Lykke; og man kunde gjerne antage, at hans Melancholie rejste sig deraf, at dette hans Hjertes Ønske hidtil var ham nægtet. Og skulde det nogensinde opfyldes, maatte det nu vel være paa Tiden; thi han var ikke langt fra de Fyrgetyve.