Billeder på siden
PDF
ePub

i det blege Aasyn. Men det var udflukt for evig - Tiepoli var falden for fin Elskedes uskyldige Haand.

Dette Rædselsbudskab foer som en fjernt henrullende Torden gjennem Venezias Gader, og nedlynede baade Mod og Haab i alle hans Staldbrødres Hjerter. De, som nærmest omringede ham, adspredte sig først, kastede deres Vaaben, og søgte hver fit Hjem. Ligesaa hastigt blev Maurizio forladt af fin Hob, der endnu ikke havde naaet sit Bestemmelsessted.

Da Rygtet naaede Molizzis nu heldigt kæmpende Skare, blev den lamslaaet med Skræk; Sværdene fank, og de tætsluttede Rækker vege kraftløst fra hverandre.

„Tiepoli er falden! Tiepoli er død!" lød det fra Mand til Mant.

„Tiepoli er død!" skreeg de omkring Molizzi.

Men Friheden lever!" raabte denne: "Fremad mine Venner! fremad, og hævner hans Død!"

Men kun Faa fulgte ham; Mængden vendte Ryggen til, og flyede: da søgte og fandt han en Krigers Død.

Dogen og Raadet erfarede næsten paa eengang Anførerens Navn og hans Død. Deres Tropper rensede nu uden Modstand alle Gader; de Faa, som indhentedes med Vaaben ihænde, bleve nedsablede; og inden Middag var — nær ethvert Spor af Oprøret udslettet.

paa Blodet

Da Anføreren og hans fornemste Medskyldige vare faldne, og med dem en Deel saavel af Adelen, som af Borgerne: fandt den hæftig rystede Regjering det tjenligst at vise Mildhed, og hos Folket at føre sig samme til Fortjeneste; saameget hellere som den sidste ulykkelige Krig havde bortrevet en stor Mængde af det striobare Mandskab.

Kun Tiepolis livlose Legeme og Eftermæle maatte endnu undgjælde, og lide for de Levende: hans Pallads blev nedrevet og en Slagterbod oprejst paa dets Sted, hans Liig

mishandlet, slæbt gjennem Gaderne og tilsiost kastet i Havet, af det selvsamme Folk, som for faa Timer siden havde tiljublet ham, som en Befrier fra Trældom og Nød.

Om Maurizios og hans ulykkelige Datters videre Skjæbne tier Sagnet. Den gamle Enke derimod blev, for hendes øvrige faa Levedage, overøst med Rigdom og Ære. Ved Undersøgelserne om Aarsagen til Tiepolis Død, blev hun nemlig eenstemmig erklæret for hans Bane, söm den, der havde kastet en Urtepotte ned paa hans Hoved. Hun vidste maaskee selv ikke bedre, men forsikfrede dog, at det var skeet hende uafvidende hun blev tillagt en aarlig Pension af

tusinde Kroner.

Saaledes fordeelte sig dette frygtelige Uvejr, liig en Tordenskye, der trækker hastigt og truende op, men efter et enkelt Skrald hensvinder i tynd Damp, uden at have affjølet Luften, eller lædsket den tørstige Jord. Oligarchiet satte sig end fastere paa den rystende Trone, for efter Seclers Forløb at hendoe af Ælde.

Mt! hvor forandret!

(Forhen trykt under Firma P. Sp.)

Da jeg er et unyttigt Drog, som blot taales, fordi jeg

intet Ondt gjør (at sige directe; thi indirecte, ville fornuftige Folk dog paastaae, skal min poetiske Skvalder forvolde baade et og andet Skadeligt), og jeg formedelst mit flygtige Væsen aldrig har funnet opnaae nogen ret fast Stilling (eengang gjorde jeg mig dog Haab om at blive Branddirector, en anden Gang aspirerede jeg til et Klokker-Embede, tredie Gang tænkte jeg at vorde Graver og Bedemand; men stedse forgjæves); da jeg altsaa nu heller intet vist Bestemt har at bestille, levnes mig god Tid til at see mig om i Verken, og venne benytter jeg saagodt jeg fan.

I.

Besøget.

Aldrig faasnart var jeg kommen tilbage fra min Kjøbenhavnsrejse i Foraaret, hvor jeg havde fornyet mit Ungdomsvenskab med den lykkelige Justitsraad S......,*) før jeg bes sluttede at opsøge en anden gammel Ven, der levede i stille Forborgenhed højt oppe i Jylland. Jeg havde været

*) See Novellen "Eva" i næste Bind.

Vidne til huuslig Lyksalighed i Hovedstaden; jeg ilede nu at opsøge den i en landlig Afkrog.

Jeg havde ikke sect den nu velærværdige Pastor Ruris colus i nogle og tyve Aar; men han, Justitsraad S...... og jeg, havde fordum udgjort et skjønt Kløverblad. Alle Tre vare vi fidele Brødre, lystige Fættere, der nød vort Ungdomsliv paa enhver anstændig og tilladelig Maade; men Ruricolus var den Fineste af os, saavel i Paaklædning som i Væsen.

Jeg kan just ikke sige, at han var nogen egentlig Modejunker (langt mindre Spradebasse); men han var dog stedse klædt paa nyeste Façon, og som min salig Moder sagde om ham: han seer altid ud som et pillet Æg. Han var virkelig en uopnaaclig Mester i at binde sit Halsklæde og Knæbaandene paa fine sorte Silkeburer, og dog herskede den fuldkomneste Symmetrie i alle hans Klædningsstykker. Naar vi en Sommersøndag spadserede ude i Frederiksberg Hauge, drog han de fleste Dameblikke til sig, uagtet S...... ogsaa var en smuk Karl, og jeg halvsjette Tomme længere end Nogen af dem.

Men for at være oprigtig, maae jeg tilstaae: det var ikke ene Længsel efter en Ungdomsven, der drog mig; i den Egn, hvor han nu levede, havde jeg for 19 Aar siden oplevet min tyvende Kjerlighedshistorie; det var der, hvor jeg saae Maren den Anden, den dejlige, den englelige Maren Lamme strup, Perlen blandt de viniliste Piger.

Det var der, hvor jeg tyvende Gang bortskjænkede mit ømme Hjerte, hvor jeg fik det tyvende Gang heelt og holdent tilbage. Tillad mig, skjønne Læserinde! at fortælle mit usfyldige Eventyr!

Ruricolus og jeg gjorde en Sommerudflugt fra Stadens Volde for at sprede nogle Lysglimt over Vendelboernes

Peninsel. (Vor Søerejse indtil Aalborg fortjener en særskilt Beskrivelse, der med Musernes Hjælp ej heller skal udeblive, naar jeg først ved Gjennemlæsningen af vore store Mønstere i dette Fag har perfectioneret mig lidt i Rejsestilen.) Vi to Kjobenhavnere jeg en indfødt, han en naturagjorde Opsigt ved Vildmosen: vore bredskyggede Hatte, torte Veste og lange Burer tildrog sig fortjent Beundring. Kun Proprietaren Hr. Mads Lammestrup paa Tyrcholm en raa, udannet og plat Personage sig at scoptisere over vor Dragt.

liseret

[ocr errors]
[ocr errors]

tillod

Det var førstegang man i Vensyssel faae lange gule Nankins Burer med dito Gamacher, hvis Flipper naaede lige ud til Tæerne: den Telper sammenlignede os med pojfodede Handuer.

Hans Datter Maren, den søde Due, udfandt en skjønnere Lighed, nemlig i vor forliebte Smhed, og fjælne Kurren; ja jeg tilskrev og det vist ikke uden god Grund disse samme gule Gamacher en stor Deel af den Lykke, vi to Cavalierer gjorde hos hende og de øvrige Vinilerinder.

[ocr errors]
[ocr errors]

Mit Hjerte er af Svamp nej! den Lignelse halter; thi vel fænger det hastigt, men forbrænder ikke; Svampen brænder kun eengang, mit Hjerte saa tidt det skal være. Mit Hjerte er af Krudt

[ocr errors]

dog det passer heller ikke; det tændes vel i et Øjeblik, men ganske blidt og stille, uden Nøg og uden Knald. Nu da: saa maae mit Hjerte være af Asbest hm! det duer ligesaalidet, for Asbesten brænder jo slet ikke.

Velan! saa vil jeg uden Lignelse og uden nogensomhelft Figur fige: at jeg ved ferste Øjekaft blev dødelig forelsket i Maren Lammestrup, den vene Maar og søde Rosensblomme.

Der var Slætgilde (Høehøstgilde) paa Tyreholm, den

« ForrigeFortsæt »