Billeder på siden
PDF
ePub

i det blege Aasyn. Men det var udflukt for evig – Tiepoli var falden for fin Elskedes uskyldige Haand.

Dette Rædselsbudskab foer som en fjernt henrullende Torben gjennem Venezias Gader, og nedlynebe baade Mob og Haab i alle hans Staldbrødres Hjerter. De, som nærmest omringede ham, adspredte sig først, kastede deres Vaaben, og søgte hver fit Hjem. Ligesaa hastigt blev Maurizio forladt af sin Hob, der endnu ikke havde naaet sit Bestemmelsessted.

Da Rygtet naaede Molizzis nu heldigt kæmpende Skare, blev den lamslaaet med Sfræf; Sværdene fanf, og de tætsluttede Ræffer vege fraftløst fra hverandre.

Tiepoli er falden! Tiepoli er død!" lød det fra Mand til Mant.

„Tiepoli er død!" ftreeg de omkring Molizzi.

„ Men Friheden lever!" raabte denne: „Fremad mine Venner! fremad, og hævner hans Død!"

Men fun Faa fulgte ham; Mængden vendte Ryggen til, og flyede: da føgte og fandt han en Krigers Død.

Dogen og Raadet erfarede næsten paa eengang Anføres rens Navn og hans Død. Deres Tropper rensede nu uden Modstand alle Gader; de Faa, som indhentedes med Vaaben ibænde, bleve nedsablede; og inden Middag var — paa Blodet

ethvert Spor af Dprøret udslettet. Da Anføreren og hans fornemste Medskyldige vare faldne, og med dem en Deel faavel af Adelen, som af Borgerne: fandt den hæftig rystede Regjering det tjenligst at vise Mildhed, og hos Folfet at føre sig samme til Fortjeneste; saameget hellere som den sidste ulyffelige Krig havde bortrevet en stor Mængde af det ftriobare Mandskab.

Kun Tiepolis livlose legeme og Eftermæle maatte endnu undgjælde, og lide for de Levende: bans Pallads blev nedrevet og en Slagterbod oprejst paa dets Sted, hans Liig

nær

mishandlet, slæbt giennem Gaderne og tilfioft fastet i Havet, af det selvsamme Folf, som for faa Timer siden havde tiljublet bam, som en Befrier fra Trældom og Nod.

Om Maurizio s og band ulykkelige Datters videre Stjæbne tier Sagnet. Den gamle Enke derimod blev, for bendes øvrige faa levedage, overøst med Rigdom og Ære. Ved Undersøgelserne om Aarsagen til Tiepolis Død, blev hun nemlig eenstemmig erklæret for hans Bane, som den, der havde faftet en Urtepotte ned paa hans Hoved. Hun vidste maafkee selv iffe bedre, men forsiffrede dog, at det var steet bende uafvidende Hun blev tillagt en aarlig Pension af tusinde Kroner.

Saaledes fordeelte sig dette frygtelige Uvejr, liig en Torbenstye, der træffer baftigt og truende op, men efter et enkelt Skrald bensvinder i tynd Damp, uden at have aftiolet Luften, eller læbffet den tørftige Ford. Oligarchiet satte sig end fastere paa den rystende Trone, for efter Seclers Forløb at bendøe af Eide.

[ocr errors]

ME! hvor forandret!

(Forben trpft under Firma p. Sp.)

Da

Da jeg er et unyttigt Drog, som blot taales, fordi jeg intet Ondt gjør (at sige directe; thi indirecte, ville fornuftige Folk dog paastaae, ftal min poetiske Sfvalder forvolde baade et og andet Skadeligt), og jeg formedelst mit flygtige Væsen aldrig har funnet opnaae nogen ret fast Stilling (eengang gjorde jeg mig dog Faab om at blive Branddirector, en anden Gang aspirerede jeg til et Klokker-Embede, tredie Gang tænkte jeg at vorde. Graver og Bedemand; men stedse forgjæves); da jeg altsaa nu heller intet vist Bestemt bar at bestille, levnes mig gob Tid til at fee mig om i verden, og benne benytter jeg saagodt jeg fan.

I.

Besøget. Aldrig faasnart var jeg kommen tilbage fra min Kjøbenbavnsrejse i Foraaret, hvor jeg havde fornyet mit Ungdomsvenskab med den lykkelige Justitsraad S......,*) før jeg ves sluttede at opsøge en anden gammel Ben, der levede i stille Forborgenhed højt oppe i Jylland. Jeg havde været

*) See Novellen Eva" i næste Bind.

Vidne til Huuslig lyksalighed i Hovedstaden; jeg ilede nu at oproge den i en landlig Affrog.

Jeg havde iffe seet den nu velærværdige Pastor Ruris colus i nogle og tyve Aar; men han, Justitsraad S...... og jeg, havde fordum utgjort et stjønt Kløverblad. Alle Tre vare vi fidele Brødre, lystige Fættere, der nød vort Ungs domsliv paa enhver anstændig og tilladelig Maade; men Ruri: colus var den fineste af os, saavel i Paaflædning fom i Væsen.

Jeg kan just ikke sige, at han var nogen egentlig Modejunfer (langt mindre Spradebasse); men han var dog stedse klædt paa nyeste Façon, og som min falig Moder fagde om bam: han feer altid ud som et pillet æg. Han var virkelig

uopnaaelig Mefter i at binde fit Halstlæde og Knæbaan: dene paa sine forte Silfeburer, og tog herskede den fuldkomneste Symmetrie i alle fans Klæbningsstyffer. Naar vi en Sommersondag spadserete ude i Frederiksberg Hauge, drog ban te fleste Damebliffe til fig, uagtet S...... ogfaa var en smuk Karl, og jeg halvsjette Tomme længere end Nogen af dem.

Men for at være oprigtig, maaé jeg tilstaae: det var iffe ene længsel efter en Ungdomsven, der drog mig; i ben Egn, hvor han nu levede, havde jeg for 19 Aar siden oplevet min tyvende Kjerlighedshistorie; det var der, hvor jeg faae Maren ten Anden, den dejlige, den englelige Maren lammes strup, Perlen blandt te viniliffe Piger.

Det var der, hvor jeg tyvende Gang bortstjænkede mit omme Hjerte, hvor jeg fik det tyvende Gang beelt og holdent tilbage. Tillad mig, stjønne læserinde! at fortælle mit uskyldige Eventyr!

Ruricolus og jeg gjorde en Sommerudflugt fra Stadens Volde for at sprede nogle lysglimt over Vendelboernes

Peninsel. (Vor Soerejse indtil Aalborg fortjener en færs skilt Beskrivelse, der med Musernes Hjælp ej heller skal ude: blive, naar jeg først ved Gjennemlæsningen af vore store Mønstere i dette Fag har perfectioneret mig lidt i Rejseftilen.)

Vi to Kjøbenhavnere jeg en indfødt, han en natura: liseret gjorde Dprigt ved Vildmosen: vore bredffyggede Hatte, korte Veste og lange Burer tildrog sig fortjent Beuns dring. Kun Proprietæren Hr. Mad& Lammestrup paa Tyreholm - en raa, udannet og plat Personage tillod fig at scoptisere over vor Dragt.

Det var førstegang man i Vensyssel faae lange gule Nankins Burer med dito Gamacher, hvis Flipper naaede lige ud til Tæerne: den Telper sammenlignede os med pojfodede Handuer.

Hans Datter Maren, den søde Due, udfandt en stjon: nere lighed, nemlig i vor forliebte Dmhed, og kjælne Kur: ren; ja jeg tilskrev og det vist iffe uden god Grund disse samme gule Gamacher en stor Deel af den lyffe, vi to Cavalierer gjorde hos hende og de øvrige Vinilerinder.

Mit Hjerte er af Svamp – nej! den Lignelse halter ; thi vel fænger det hastigt, men forbrænder iffe; Svampen brænder fun eengang, mit Hjerte saa titt det skal være. Mit Hjerte er af Krudt - dog det passer heller iffe; det tændes vel i et Dieblif, men ganske blidt og stille, uden Rog og uden Knald.

Nu da: faa maae mit Hjerte være af Asbest bm! det duer ligesaalidet, for Asbesten brænder io slet iffe.

Velan! saa vil jeg uden Lignelse og uden nogensomhelft Figur fige: at jeg ved ferste Djefast blev dødelig forelsket i Maren Lammestrup, den vene Maar og føde Rosengs blomme.

Der var Slætgilde (Høebestgilde) paa Tyreholm, den

« ForrigeFortsæt »