føde den tabte Frihed, at tilbagevinde det frarøvede kostelige Klenodie. Ingen har dybere, eno I, følt Tyngden af det skjændige Aag, nogle faa Forrædere have lagt paa Medborgeres fribaarne Skuldre: Rigdom, Magt, Embeder og Ære tilhøre Enkelte, hvis ene Fortjeneste er den, at nedstamme fra Mænd, med hvis Dyder de søge at skjule deres egne Lafter.

„Disse faa Tyranner eje nu Staten, og de ødelægge den. For dem arbejde alle I andre; for dem leve I, for dem doe J. Eders Arme, Eders Blod, ja selv Eders Tanker er deres Ejendom. Hvad eje I selv, uden Møje, Nød og uopherlig Frygt for Eders Bødlers Vrede? I have Sonner; men de ere Slaver, som deres Fædre. I have Hustruer og Dottre; men kun fór at frembringe en Trælleafkom, der kan arbejde og fjæmpe for hine lade og feige Despoter. I have Love; men kun for Eder selv - Tyrannerne ere over Lovene. I have Handel; men den beriger Eders Plagere. Eders Galejer fure Middelhavets Bølger; men I selv ere smeddede til deres Aarer.

"See! disse ere de med Tusindes og atter Tusindes Blod faa dyrekjøbte Frugter; derfor flygtede vore Forfædre fra det herlige Italia; derfor have de gjennem Aarhundreder kæmpet mod Havets og Himlens Vrede. Venezianere! hædrer Eders Forfædres Minde, og afryster de sfjændige Lænker! aftoer i Tyrannernes Blod den Skamplet, hvormed de have besudlet Venezias ædle Love! drager Eders Sværd for Eders egen Sag, og vorder frie!"

Et stormende Bifald fulgte paa denne Tiltale: man priste Taleren som Fædrelandets Befrier, man lykønskede sig indbyrdes; kladskende Haandslag og glædetindrende Blikke viste Tiepoli hans Tales mægtige Virkning.

Under den frydelige Tummel forsvandt han; men vendte fuart tilbage, indledende en tilsløret Dame.

Alles Dine stirrede med forventningsfuld Nysgjerrighed paa det fremtrædende Par; Tiepoli gjorde nogle raske Skridt fremad midt ind i Kredsen.

"Medborgere!" sagde han, "I have hørt og billiget mine Ord, uden at min Stand, uden at dette, at Fødselen bestemte mig til Eders Tyran, har vakt den mindste Tvivl om min Oprigtighed. Venezianere! mine Handlinger skulle retfærdiggjøre Eders Tillid: jeg foragter den Hæder, som borges fra hensmuldrede Forfædres Grave; jeg forbander enhver Magt, som arves, og ikke erhverves ved egen Daad og egne Dyder. Min Sjel, som kun bejler til sand, selvfortjent Hæder, harmes over hiin unaturlige Standsforskjel, som daadløs Hovmod haver opfundet. Dyd er Adel; den bedste Borger er den højeste Rangsperson i Staten. Lad giæve Forfædres Minde vorde helligt og dyrebart for den Slægt, der træder i deres Fodspor, og fremtræde i Glandsen af egne Bedrifter; men nedrevet til Grunden, udslettet være den Muur, som taabelig Fordom og fortjenstløs Egenfjerlighed har oprejst mellem Borger og Borger! Medborgere! her forestiller jeg Eder, og anbefaler til Eders skjermende Velvillie, Bajamonte Tiepolis Hustrue,"

Med disse Ord greb han Damens Haand, drog hende. frem i Kredsen, og afslørede hende.

"

Margarita! Maurizios Datter!" lød det i frydefuld Forundring fra Mund til Mund.

Rødmende, bævende, stod den yndige Brud blandt lyfenskende Frænder og Bekjendte, næsten segnende under fine Følelsers Vægt. Taarer blinkede under de nedsænkte Djenlaage, og hurtige, ustadige og ligesom stjaalne vare de Blikke, hun kastede paa den høje, elskede Ægteherre og den omringende Forsamling.

"

Leve vor Doge! lod det atter; og leve vor Doga

ressa!" tordnede en dyb Sømandsrøst, og jublende gjentoges dette Udraab af hele Samfundet. "Liv og Blod for vor elskelige Doge!" drønede det atter.

"Iffe for Dogen!" raabte Tiepoli: men for Friheden; iffe for mig, men for det elskelige Fædreland! Værer mine Venner, ædle Venezianere: men kun saalænge jeg er FriheVenezias Frihed leve!"

dens.

Friheden

Et nyt endnu stærkere Echo gjentog det begejstrede Udraab, og med det Løvte, at forholde sig aldeles rolige, indtil Løsenet, Frihed og Tiepoli, kaldte til Kamp, gik hver stille og særskilt til Sit.

Morgensolen spredte sine Purpurflammer ud over det adriatiske Havs Bølger, og hilsedes fra den stolte Vandstad med Kanontorden og Klokkeklang. Tiepoli rev sig ud af fin unge Kones Favn, og iførte sig sin glimrende Krigerdragt. Maurizio thi i dennes Huus tilbragtes den korte Brudenat—traadte ind og lykønskede de Nygifte.

"Fædrelandet kalder os, min Fader!" sagde Brudgom, men: „Solen smiler til vort store Foretagende; den forjætter en ftjon og herlig Dag. Om en Time cre alle Tyrannerne samlede i Dogens Pallads, da døbes det gjenfødte Venezia i deres Blod."

Margarita blegnede, og hendes Laarer randt. Faderen og Ægtefællen søgte at indgyde hende Trøst og Mod; de forestillede hende Kampen let og Sejren vis; men hvad kan vel trøste den elskende Brud, naar Brudgommen iler fra hendes Kys og Favntag mod Kugler og Sværd?

Tiepoli sagde hende det sidste lange, inderlige Farvel. Bespændt af frygtelige Anelser sank hun tilbage paa sit taarevædede Leje; han gik, fuld af Mod og berufeude Haab, Striden og Døden imøde.

Maurizio overgav Datteren og Tanten til den gamle. Roerkarls Bevogtning, og bød denne at tilspærre Døren.

Kampen var allerede begyndt; den ustyrlige Molizzi kunde ikke oppebie den aftalte Tid, endnu før alle Regjeringsmændene vare forsamlede foer han ud med saa mange af de Sammensvorne, som vare forblevne hos ham Natten over.

Deres fkrigende Raab Frihed og Tiepoli!" hid= kaldte snart de Øvrige; flere Uindviede forenede sig med dem Nogle af Nysgjerrighed, Andre af Lyst til Spectakel og Uorden, Andre i Haab om Plyndring, og Mange af Had mod det bestaaende haarde Regimente. Hoben vorede, som en Strøm under Skybrud, og stormede hen mod Dogens Residents.

Men her var man ikke ganske uforberedt; Regjeringen vidste jo, at Noget var i Gjære, ja kjendte endog Molizzi_ og Flere som Deeltagere i Sammenrottelsen; men Hovedmanden vare Spionerne endnu ikke istand til at opspore. Ham vilde man have vist, inden der sloges los; og da kun han alene vidste Tiden, og snildelig holdt denne skjult faalænge muligt, vilde man ej heller forhafte sig med at slaae for tid= ligt til man vilde gjerne fange dem alle i eet Dræt. Da hertil de mistænkelige Bevægelser først vare udbrudte paa Faftlandet, bleve baade Opmærksomheden og Stridskræfterne deelte.

-

Imidlertid vare dog Vagterne allevegne hemmelig forstær fede, og derfor blev Molizzi og hans Skare — endnu før de naaede Dogens Vaaning alvorligt modtagne. Striden blev strax haard og blodig: paa den ene Side øvede, til Orden, Lydighed, Saar og Farer vante Krigere paa den anden et tredobbelt, stedse vorende Antal af kamplystne Mænd og Ynglinger, hvem Trylleordet Frihed, der saa ofte frembragte Underværker af Tapperhed, opflammede og erstattede i Forvovenhed, hvad der manglede i Erfaring og Krigskunst.

S. S. Blicher. Gamle og ny Noveller. II.

13

Molizzi var stedse i Spidsen, hvor Faren var størst og Modstanden kraftigst, og ved ethvert Hug faldt Ordet Frihed fra hans Læber, og en kriger for hans Sværd.

Regjeringens Forsvarere vege og trængte atter forstærkede frem; deres Rækker udtyndedes, og fyldtes igjen, men nærmere og nærmere ved Dogens Slot rasede Kampen.

Tiepoli blev underrettet om sine Staldbrødres Tilstand, just som han og Maurizio havde samlet og ordnet deres Skarer.

Den Sidste skulde med den ene Halvdeel angribe Arsenalet; med den anden vilde Tiepoli drage Molizzi til Hjælp, og fra en Sidegade falde hans Modstandere i Flanken. Hans Vej faldt forbi Maurizios Bolig. Margarita hørte Larmen, foer til Vinduet og rev det op; men stødte i det samme til den uheldsvangre Blomstervase.

Tiepoli standsede nedenunder, saae i Vejret og løftede Haanden til Munden, for endnu engang at tilkaste den Elskede et Afskedskys. Da faldt Vasen sønderknusende paa hans Pande hans sank uden en Lyd til Jorden, og hun, som øjeblikkelig faae den forfærdelige Ulykke, med et Rædselsskrig tilbage i sit Kammer,

Tanten, som af Nysgjerrighed var ilet efter hende, rafte Hovedet ud af Vinduet, just i det Øjeblik, da begge de Elskende faldt.

Staren, som hørte Skriget, faae altsaa kun hende, og Ingen vidste, hvad der havde foranlediget tette, for deres Opmærk somhed henvendtes paa den livløse Anfører, og Vasen ved hans Side. Muldet og Blomsten vare fløine ud; de grønne Blade havde lagt sig som en Laurbærkrands om den Affiæledes Hoved. De vare endnu i en gyngende Bevægelse, som om de med deres milde Viften stræbte at falde Livet tilbage