Billeder på siden
PDF
ePub

-

Halve af en Nat ligger endnu imellem dets Grundvold og Krone. Det tilkommer ikke mig at give det Ord, som skal sætte Arbejderne i Bevægelse iffe jeg, men Mesteren, der lonlig, og dog med lige saa ftor Jver som Viisdom har samlet Materialierne, maae antyde, hvad og hvorlunde der snart med forenede Kræfter skal virkes. Imidlertid beder jeg Eder deeltagt i et Brodermaaltið.“

Ved disse Ord aabnedes Fløjdøren ind til Spisesalen, og Molizzi stikkede sine Gjæster tilsæde.

Aldrig har maaskee saa talrigt et Selskab holdt saa stille et Maaltio: Ingen vilde være den Første til at aabne en Samtale, hvis Wmne her aldeles ikke kunde være selskabeligt, men nødvendigen maatte angaae det vigtige, endnu ufødte, Værk, der beffjæftigede Alles Tanker.

Vel søgte Værten at opmuntre fine Gjæster, men det havde ingen Art; han robede selv altfor tydeligt sin egen Urolighed. Længselen efter et Udbrud af den lønligt ulmende Jld blev stedse hæftigere, Utaalmodigheden efter den store Ukjendte stedse ængsteligere.

Endelig reiste sig en fyrig Yngling, fljød det fulde Glas fra sig, og sagde:

"Signor Molizzi! enhver af os veed, at I ikke har indbudet os for at æde og drikke; det er paa Tiden, at J opfylder paa eengang for Alle, hvad I har lovet Enkelte —" Maaskee afbrød ham een af de ældre, komme vi til at spise Deserten i Blykamrene. *)

[ocr errors]

11

"Det seer næsten ud" raabte en Tredie, som om dette rar en Snare til paa eengang at fange os Alle.“

Nu stod Een efter en Anden op fra fit Sæde, og en forvirret Larm af hundrede Stemmer fyldte den nys saa tause

*) Det berygtede Statsfængsel.

Hal; den næsten fortvivlede Vært søgte forgjæves at komme til Orde.

Da aabnedes Døren, og Tiepoli traadte ind, fulctbevæbnet, med en Konges Anstand og Mine. I glad Forundring modtoges han af Forsamlingen, og hans Navn lød paa cengang fra hundrede Læber.

[ocr errors]

Venezianere!" begyndte han, „Frihed har været Maalet for alle selskabelige Forbindelser; men ingen har hidtil aldeles opnaaet, og mange have med eller uden Forsæt - ganske forfejlet det; blandt de sidste er det Samfund, som vi tilhøre. Vore Fædre begrundede en lovmæssig Forfatning, der skulde betrygge Lighed i Pligter og Rettigheder, og almindelig Frihed i Udøvelsen af hine og Nydelsen af disse. Denne borgerlige ligevægt er efterhaanden forstyrret: Minoriteten har tilrevet sig Friheden, Rettigheder og Nydelser, og væltet Pligterne over paa den langt større Deel af Folket. Republiken er ikke mere; Venezia beherskes af nogle hundrede Konger, hvis usurperede Vælde gaaer i Arv fra Slægt til Slægt.

"Ingen Despot har endnu, saa længe Verden staaer, over Slavehorder svinget et saa frygteligt Jernscepter, som det, hvorunder de ædle, fordum frie Venezianere nu vaande sig. Den oligarchiste Svøbe hudfletter arbejdsomme, tappre Borgeres under Aaget dybtnedbøjede Rygge. I Følelsen af oprindelig retfærdig men nu trædskelig fraranet have de ofte stræbt at bryde de foragtelige Lænker gjæves! de ere hvergang snoede end fastere om de fribaarne Hænder.

[ocr errors]

Frihed

for:

"Landsmænd! Medborgere! det bør iffe det kan iffe blive faaledes! Tyranniets afskyelige Trone maae styrte; men jo længere den staaer, jo mere fordærvende, sønderknusende vorder dens Fald. Jeg er udsprungen af Aristocraternes Kaste; min Fødsel har aabnet mig Adgang til uretfærdig Magt

over Tusinde af mine Medborgere; men mine Grundsætninger have forbudet mig at søge dette ulovlige Herredømme - jeg frafiger mig det frivillig, med Foragt bortstøder jeg Svoben, der drypper af mine Landsmænds Blod. Jeg er Borger i Venezia dette er mere end Adelsmand! Skal mine Forfædres Vaabenskjold være et Symbol paa tilranet Voldsmagt: før sønderbryder jeg det og kaster det, som et Forsoningss offer, i Frihedens evige Altarild."

Her gjorde Taleren et Ophold, under hvilket et lydeligt Bifaldsdrøn rungede i Hallen; kun nogle af Adelsmændene iagttoge en mistænksom Taushed; dette mærkede Tiepoli, og vedblev:

der

„Dersom hele Adelstanden havde været i Besiddelse af Statsmagten; dersom det ikke var et lidet Udskud af samme, med Tilsidesættelse af de Andre havde bemægtiget sig Roret, dersom den øvrige langt sterre Deel ikke deelte Piskeslagene, Blykamrene, Vandfængslerne, Tommeskruerne, Hængestolen *) med Borgerne; dersom ikke den titulaire Doge felv var Oligarchernes Dukke, hvis Hoved sidder ligesaa løst som den ringeste Træls — i Sandhed! jeg skulde neppe have vovet at indbyde saamange adelige Borgere til den sig nærmende Friheds-Fest.

Dersom jeg ikke havde troet, at enhver af Eder betrag tede fit Skjoldmærke ikkun som en alvorlig Paaminder om Forfædres Borgerdyd, som en stræng Forpligtelse til at be: vare og formere denne kostbare Arv; dersom jeg ikke vidste, at enhver ægte Adelsmand løfter fit Skjold som et Værn for

*) I Fængslet stod op til Væggen en Sol, hvorpaa man lod de til en hemmelig Død Fordømte sætte fig: en Jernbøjle foer da ftrar ud og lagde sig om Livet; en Anden om Halsen, som af en Bøddel i Værelset bag ved skruedes til.

fine Medborgere, og sit Sværd ikkun mod sit Fædrelands Fiender aldrig skulde jeg her til fælleds Forbund have forsamlet Mænd, hvis Stilling i en nu forvandsket Statsforfatning er ligesaa forskjellig, som deres Tænkemaade og Grundsætninger ere eensartede og sammenstemmende.

"Loven, Venezianere! er vor fælleds, eneste, retmæssige Herre; med eller uden Skjoldmærke ere vi alle dens Tjenere. Lad Navn og Titler gaae i Arv, som et krav fra Staten paa de med Hæderstegn udmærkede og derved til Hædersdaad forpligtede Slægter; men Embeder og Værdigheder vorde ene Fortjenestens, Duelighedens og Dydens Lon!"

Et endnu fyrigere og almindeligt Bifaldsraab afbrød nogle Øjeblikke den begejstrede Taler.

"

,,Tiden er kommen," vedblev han, Tyranniet har naaet sin højeste Spids, hvor det svimlende, vaklende, skjælvende, venter den Haand, som med et rast og let Stød skal nedstyrte det i Afgrunden. Frihedens uudrøddelige Træ- længe hadet, ofte forhugget, men aldrig omhugget, har slaaet nye lønlige, men kraftfulde Rødder, og snart skal det med sine vældige frugtrige Grene overskygge det gamle herlige Venezia.

"Jmorgen give Despoterne et Skuespil til Priis; dette vorde det sidste Gjøgleværk, hvormed de søvndysse det for sin Frihed, sin dyrebare Fædrenearv, saa skjændigt bedragne Folk. Hidtil have vi kæmpet for Tyrannerne; imorgen kæmpe vi for os selv og vore Børn i tusinde Led - hvo vil med i den hellige Kamp?,,

Med et dundrede "Jo"*) foer alle Sværd af Balgen, og Forbundet paa Liv og Død besegledes med Staal og Viin. Tiepoli slog atter til Lyd med Haanden, og sagde: Min Plan er simpel; faasnart Kanonerne i Morgen aabne

"

*) Jeg.

Festen, give de Tegnet til Republikens Gjenfødelse. I, mine Venner! storme under Molizzis Anførsel Dogens Pallads, bemægtige Eder hans og alle de øvrige Raadherrers Personer; medens jeg med et talrigt og tappert Baghold gjør mig til Herre af Arsenalet og Flaaden. Blod skal spares saavidt muligt men Alt, hvad værger sig, maae døe. Frihed er vort Krigsraab, og ved dette maae alle i Planen Windviede forene sig med os. Efter fuldbragt Daad fremlægger jeg for det forsamlede Folk Udkastet til en fri, paa billige Love grundet Forfatning."

[ocr errors]

Molizzi løftede atter fit Sværd: „Leve vor ædle Doge Bajamonte Tiepoli!"

Hans Udraab gjentoges med Enthusiasme af hele Forsamlingen. Tiepoli vinkede, og der blev atter tyst.

„Ikke saa, mine Venner og Brødre! det er ikke den hertugelige Krone, hvorfor jeg fæmper, men mit Fædrelands Frihed; dens Erobring være min eneste Belønning; skal nogen Ære vorde mig til Deel, da være det den, at I gjøre mit Navn til Løsen, og sætte det ved Siden af det velsignede Ord Frihed!"

"Frihed og Tiepoli! Tiepoli og Frihed!" led det i tordnende Samraab, under hvilket han selv forsvandt, efterat have overgivet sin Fortrolige, Molizzi, det skrevne Udkast til den kommende Dags blodige Værk.

Hos Gondolierne fandt Tiepoli kun Lidet nødvendigt at lægge til Maurizios kraftige Tale, der allerede hande fat de djærve Sømænd i den ønskeligste Stemning. Ved fin Indtrædelse blev han derfor hilset med et jublende: „Leve vor ædle Hertug!"

"Brave Venezianere!" lod hans Svar, værdige tlinge af hine Mænd, som oprejste Frihedens hellige Alter blandt Havets vilde Belger! Eder er det forbeholdt at gjen=

« ForrigeFortsæt »