Billeder på siden
PDF
ePub

Halve af en Nat ligger endnu imellem beté Grundvold og Krone. Det tilfommer iffe mig at give det Drd, som skal fætte Arbejderne i Bevægelse - iffe jeg, men Mesteren, der lønlig, og dog med lige saa ftor Joer som Viisdom har samlet Materialierne, maae antyde, hvad og hvorlunde der snart med forenede Kræfter skal virkes. Imidlertid beder jeg Eder deels tagt i et Brodermaaltid.“

Ved disse Drb aabnedes Fløjdøren ind til Spisesalen, og Molizzi ffiffede fine Gjæfter tilfæde.

Aldrig har maasfee faa talrigt et Selskab holdt saa stille et Maaltio: Ingen vilde være den første til at aabne en Samtale, hvis Æmne her aldeles iffe kunde være selskabeligt, men nødvendigen maatte angaae det vigtige, endnu ufødte, Værk, der bestjæftigede Alles Tanfer.

Vel søgte Værten at opmuntre fine Gjæster, men det havde ingen Art; ban røbede felo altfor tydeligt sin egen Uros lighed. Længselen efter et udbrud af den lønligt ulmende Fid blev stedse hæftigere, Utaalmodigheden efter den store Il fiendte stedse ængsteligere.

Endelig reiste sig en fyrig Yngling, stjød det fulde Glas fra sig, og sagde:

,,Signor Molizzi! enhver af og veeb, at 3 iffe bar indbudet os for at æbe og driffe; det er paa Tiden, at 3 opfylder paa eengang for Alle, hvad 3 bar lovet Enkelte --

Maasfee afbrød ham een af de Eldre, komme vi til at spise Deserten i Blykamrene." *)

Det feer næsten ud" raabte en Tredie, fom om dette var en Snare til paa eengang at fange os Adle."

Nu ftod Een efter en Anden op fra fit Sæde, og en forvirret Larm af hundrede Stemmer fyldte den nys faa tause

*) Det berygtede Statsfængsel.

Hal; den næsten fortvivlete Vært søgte forgjæves at komme til Drbe.

Da aabnedes Døren, og Tiepoli traadte ind, falttbes. væbnet, med en Konges Anstand og Mine. I glad Forundring modtoges han af Forsamlingen, og hans Navn lød paa eengang fra hundrede læber.

Venezianere!" begyndte han, Fribed bar været Maalet for alle felsfabelige forbindelser; men ingen har hidtil aldeles opnaaet, og mange have - med eller uden Forsæt — ganske forfejlet det; blandt de sidste er det Samfund, som vi tilhøre. Pore Fædre begrundede en lovmæssig forfatning, der skulde betrygge lighed i Pligter og Rettigheder, og almindelig Fris heb i Udøvelsen af hine og Nydelsen af disse. Denne bor: gerlige ligevægt er efterbaanden forstyrret: Minoriteten har tilrevet fig Friheden, Rettigheder og Nydelser, og væltet Pligterne over paa den langt ftorre Deel af Folfet. Republiken er iffe mere; Venezia beherskes af nogle hundrede Konger, hvis usurperede Vælde gaaer i Urv fra Slægt til Slægt.

Ingen Despot har endnu, saa længe Verden staaer, over Slaveborder svinget et saa frygteligt Fernscepter, som det, hvorunder de æble, fordum frie Venezianere nu vaande fig. Den oligarchiste Svobe hudfletter arbejdsomme, tappre Bor: geres under Aaget dybtnedbøjede Rygge. Følelsen af oprindelig retfærdig men nu trædskelig fraranet Frihed have de ofte stræbt at bryde de foragtelige Lænfer for: gjæves! be ere hvergang snoede end fastere om de fribaarne Hænder.

» Landsmænd! Medborgere! det bør iffe – det fan iffe blive saaledes! Tyranniets afskyelige Trone maae styrte; men jo længere den staaer, jo mere fordærvende, sønderknusende vorder dens Fald. 3eg er udsprungen af Aristocraternes Rafte; min Fødsel har aabnet mig Adgang til uretfærdig Magt

over Tusinde af mine Medborgere; men mine Grundsætninger bave forbudet mig at føge dette ulovlige Herredømme — jeg frafiger mig det frivillig, med foragt bortstoder jeg Svoben, der brypper af mine Landsmænds Blod. Jeg er Borger i Venezia dette er mere end Adelsmand! Sfal mine For: fædres Vaabensfjold være et Symbol paa tilranet Voldsmagt: før fønderbryder jeg det og faster det, som et Forsoningos offer, i Frihedens evige Altarild...

Her gjorde Taleren et Ophold, under Hvilfet et lydeligt Bifaldsbrøn rungede i Hallen; fun nogle af Adelsmændene iagttoge en mistænksom Taushed; dette mærkede Tiepoli, og vedblev :

,,Dersom hele Adelstanden havde været i Besiddelse af Statsmagten; dersom det ikke var et lidet udskud af samme, der – med Tilsidesættelse af de Andre havde bemægtiget fig Roret, dersom den øvrige langt sterre Deel iffe deelte Pifteflagene, Blyfamrene, Vandfængslerne, Tommeskruerne, Hængestolen *) med Borgerne; dersom iffe den titulaire Doge selv var Oligarchernes Duffe, hvis Hoved sidder ligesaa loft som den ringeste Trælo – i Sandhed! jeg ffulde neppe have vovet at indbyde faamange adelige Borgere til den fig nærmende Fribeds-Fest.

„Dersom jeg iffe havde troet, at enhver af Eder betrag: tebe fit Sfjoldmærke ikkun som en alvorlig Paaminder om Forfædres Borgerdyd, som en stræng Forpligtelse til at bes vare og formere denne fostbare Arv; dersom jeg ikke vidste, at enhver ægte Adelsmand løfter fit Skjold som et Værn for

*) I Fængslet stod op til Væggen en Sol, hvorpaa man lod de til

en hemmelig Dod Fordømte sætte sig: en Jernbøjle foer da ftrar ud og lagde sig om livet; en Andon om Halsen, som af en Boddel i Værelset bag ved skruedes til.

sine Medborgere, og fit Sværd ittun mod fit Fædrelands Fiender - aldrig skulde jeg her til fælleds Forbund have forsamlet Mænd, hvis Stilling i en nu forvandstet States forfatning er ligesaa forstjellig, som deres Tænkemaade og Grundsætninger ere eensartede og sammenstemmende.

„loven, Venezianere! er vor fællebø, eneste, retmæssige Herre; med eller uden Stjoldmærke ere vi alle dens Tjenere. Lad Navn og Titler gaae i Ary, fom et Krav fra Staten paa de med Hæderstegn udmærkede og derved til Hæders: daad forpligtede Slægter; men Embeder og Værdigheder vorde ene Fortjenestens, Duelighedens og Dydens con!"

Et endnu fyrigere og almindeligt Bifaldsraab afbrød nogle Djeblikke den begejstrede Taler.

,,Tiden er kommen," vedblev han, Tyranniet har naaet sin højeste Spids, hvor det svimlende, vaklende, ftjælvende, venter den Haand, som med et raff og let Stød skal nedstyrte det i Afgrunden. Frihedens uudrødbelige Træ — længe hadet, ofte forbugget, men aldrig omhugget, har slaaet nye lønlige, men fraftfulde Rødder, og snart skal det med sine vældige frugtrige Grene overskygge det gamle berlige Venezia.

"3morgen give Despoterne et Skuespil til Priis; dette vorde det sidste Gjøgleværk, hvormed de føvndysse det for sin Frihed, fin dyrebare Fædrenearv, faa ftiændigt bedragne Folt. Hidtil have vi kæmpet for Tyrannerne; imorgen kæmpe vi for os selv og vore Børn i tusinde Led - boo vil med i ben hellige Kamp?..

Med et dundrede Jo**) foer alle Sværd af Balgen, og forbundet paa Liv og Død besegledes med Staal og Vin.

Tiepoli slog atter til lyd med Haanden, og sagde: „ Min Plan er simpel; faasnart Kanonerne i Morgen aabne

) 3eg.

Festen, give de Tegnet til Republikens Gjenfødelse. $, mine Venner! ftorme under Molizzio Anførsel Dogens Pallads, bemægtige Eder hans og alle de øvrige Raadherrers Pers foner; medens jeg med et talrigt og tappert Baghold gjør mig til Herre af Arsenalet og Flaaden. Blod skal spares — saavidt muligt – men Alt, hvad værger sig, maae døe. Frihed er vort Krigsraab, og ved dette maae alle i Planen Uinds viede forene sig med os. Efter fuldbragt Daad fremlægger jeg for det forsamlede folk udfaftet til en fri, paa billige Love grundet Forfatning."

Molizzi loftede atter fit Sværd: „leve vor ædle Doge Bajamonte Tiepoli!"

Hans üdraab gjentoges med Enthusiasine af hele fors famlingen. Tiepoli vinfede, og der blev atter tyst.

...Iffe saa, mine venner og Brødre! det er ikke den bertugelige Krone, hvorfor jeg kæmper, men mit Fædrelands Frihed; dens Erobring være min eneste Belønning; ffal nogen Ere vorbe mig til Deel, da være det den, at 3 gjøre mit Navn til Løsen, og sætte det ved Siden af det velsignede Drb fribed!

vFrihed og Tiepoli! Tiepoli og Fribed!" lød det i tordnende Samraab, under bvilfet ban felv fors fvandt, efterat have overgivet fin Fortrolige, Molizzi, det skrevne udkast til den kommende Dagø blodige Vært.

Hos Gondolierne fandt Tiepoli kun lidet nødvendigt at lægge til Maurizios kraftige Tale, der allerede hande fat de djærve Sømænd i den ønsteligfte Stemning. Ved fin Indtrædelse blev han derfor billet med et jublende: Leve por ædle Hertug !

„Brave Venezianere!« lød hans Svar, „tærdige Wetlinge af hine Mænd, som oprejste Frihedens bellige Alter blandt Havets vilte Belger! Eder er det forbeholdt at gjen:

« ForrigeFortsæt »