Billeder på siden
PDF
ePub

da hun engang havte fortalt sin Søsterbatter en Historie om en affkyelig Prinde, der under faadan Characteer havde forført og bortført en stakkels Ronne – dejlig havde han været; men just derfor desto farligere og hadeværdigere. Dog, jo mere Den Gamle ftiændte paa Prindien, jo mere beundrede ben Unge ham; ja hun var nær ved at misunde Nonnen, iffe mægtig til ganske at undertrykke det Ønske: felv saaledes at vorbe bedraget.

3 de fodefte Dnsfer$ Foraar havde bun feet Tiepoli, og strar mærket, at hun selv iffe var ubemærket af bam; og see! den unge ftjønne glimrende Ridder blev snart hendes Haves Gartner, hendes Hjertes Prints. Stærk rødmende, dybt nejende hilste hun derfor den Indtrædende, hvem Fas deren forestilte bende som en Befjendt, Kjøbmand Gazzo fra Fiume. Denne, forud indtaget for den dejlige Pige, udtydede ftrar til sin Fordeel den yndige Forvirring, med hvilken hun modtog ham; og efter en Times Samtale følte han sig ganske fortryllet af den unge Piges Uskyld og Naturlighed.

Med et ømt Blit til hende og et varmt Haandtryk til Faderen, forlod han Huset, for hjemme at overgive sig til længselsfulde Drømme.

Næste Morgen befalede han Tjeneren at bringe til M a urizios en stor, tostbar, og med allegoriffe Afbildinger udfiret Vase, fyldt med ford, der skjultes af et lag glimrende Sølv: sand. Til Margarita fulgte et Brev med forgyldte Ranter, omvunden med et lysgrønt Silfebaand; og i Brevet var skrevet Følgende:

Tør, friønne Pige! jeg Dig byde
Et Blomsterfrø, i Mulb nedlagt?
Snart vil det frem til Lyset bryde
I al fin Yndes Ungdomspragt;
Af Solens Straaler vælfet,
Det let affaster Dæffet,

Dg vorber gyldne Bases Pryd:
D! maatte saa min Elstovs Flamme,
Du Hulteste! dit Hierte rainme,
Og vækte det til Livets bedste Fryd!

En elffet Digters Vers ere altid fortræffelige, og indeholde de en Kjerlighedserklæring, ere de uforlignelige; disse fif altsaa en bestemt, men alligevel urolig Plads paa den Sfjønne$ Barm, hvorfra de ofte bleve fremtagne, for paany at gjennemlæses og kysses. Næsten ligesaa tit befluedes, vendtes, vandedes Blomsterpotten, som nu prydede vinduet i det lille Overværelse, som Margarita deelte med den gamle Grands tante.

Der gik nogle Dage bort, inden Tiepoli fif Tid at afhente Svar: Forberedelserne til det store farefulde Vært bestjæftigede ham uafladelig; det ffreed lønligt, men mægtigen fremad. Timændsraadet lod sig ffuffe af de falfte Angivelser, og Landtroppernes Afsendelse til Fasilandet blev besluttet; deres Bortgang pulbe være Signalet til Revolutionens Udbrub.

Saasnart Tiepoli erholdt en Aftens Fritid ilede ban til Maurizios, og vandt paa eengang Datteren for fin Kjerlighed, og Faderen for sin dristige Plan. Denne sidste, af Naturen fribedsfindet, modig og fast, blændedes af de glims rende udsigter til Magt og Rigdom, og den høje Lyffe, som funde vorde det eneste, elskere Barn til Deel. Han hoor: vede med Iver blandt de Kjæffefte af hans Rafte. Men ogsaa han maatte lige til det Sidste som Molizzi ftjule Anføreren for de Sammensvornes Dine.

Margarita blev aldeles uvidende om sin Elffers rette Navn og Stand, saavelsom om det forvovne Foretagente, der enten ffulde hæve eller styrte dem begge. Hun benlevete et fort, men født Drømmeliv i fin Elftovs Morgendæmring: hiin Hjertets mægtigfte følelse -- stundom ben mildeste, ftun.com

den vildeste holdt i sin' Fremspiren, udvikling og Blomftren lige Sfridt med det i Guldfarret indsluttede Frøe.

Af! hvor lidet anede hun, at Begge med et Slag ffulde tilintetgjøres.

Santo Vitas fest nærmede fig. Paa denne Helgens Dag havbe Venezianerne vundet en Sejr over Tyrkerne, og derfor blev den aarligen fejret med megen Bram og Glæde. Denne samme Dag ffulde nu betegnes ved en førgelig Sejr over Medborgere.

Næstforegaaende Morgen afsejlede Landtropperne til Fasts landet, hvor nogle af de Sammensvorne udspredte foruroligende Rygter: saa at der faaes Rogen, men 3iden ulmede langt derfra i Hjertet af Staten.

,,Nu!" raabte den utaalmodige Molizzi, idet han med glødende Ansigt stormede ind i Tiepolis Gemak: „nu sejle de!«

Da slager snart Despotismens sidste Time foarte benne, morgen ffal Folfet atter juble over en Sejr, hvis Frugter Tyrannerne nyte; men vi ville lære det, kjæffe Molizzi! at festligholde Dagen paa en værdigere Maade. Nu tilfige 9 tolv af Vore at møde Een for Een hos Eder, og forblive der til Aften: da gaae de ud, og hente alle i Planen ind: piede Adelsmænd, Officerer og Borgere; men hurtig og stille

Med Midnat skal jeg være iblandt Eder. Selv har jeg nylig vundet en Ben i Baadømændenes Kaste; hos denne samler jeg et Bagyold, som skal falde Fjenden i Ryggen, medens f angribe forfra. Jil nu, min trofaste Ven! men lenligt og taus, som til en forbuden Syrdetime!". han greb begge Molizzis Hænder minden Solen kommer atter der at staae, skinner den paa det befriede Venezia – eller?

Intet Eder!" raabte Molizzi hæftigt, „dersom et

saadant feigt og nederbrægtigt ftjulte fig i min Sjæl, var jeg uværdig Svend hos Venezias anden Bygmester."

Han kastede Tiepolis Hænder fra fig, og ilede bort.

Denne blev staaende en Stund taus, henrevet ind i Fremtiden. Derpaa iførte han sig fin sædvanlige Forklædning og gik til Maurizio, hvem han meddeelte en lignende Bes faling; kort efter Midnat maatte han nemlig have alle fammensvorne Gondolierer famlede hos Een af dem, som ejede et rummeligt Huus iffe langt fra St. Marcopladsen.

Der vilde han første Gang aabenbare sig for dem, som deres Anfører paa den farefulde vej til Fribed.

Det blev Midnat. Molizzix store, men meget tomme Pallads var fun sparsomt oplyft; det faae ud, som det i skummel Mismod ffammede sig ved den indvortes Fattigdom. Herren og Tjeneren - den sidste en overbleven Levning fra fordums Velmagt færdedes eensomt og tyst, som Præfter i et forladt Tempel, men denne Nat med meer end sædvanlig Travlhed.

3ffe i en lang Ræffe af Aar var her lavet paa faa talrigt et Selskabs Modtagelse. Tiepolis Gavmildhed havde gjort det muligt at opdæffe et langt Bord i Husets første Sal med koldt Kjøffen, men især med kostelige Driffevarer i rundelig Overflod. En Lysekrone hang midt over Bordet, og oplivede med sin Glande de lange Rader af fyldte Viinfarafler. Alle de andre Værelser i Slottet havde maattet aflevere deres Stole, der - fom gjorte til vidt forskjellige Eider

- vare af forstjellig Skabelon og Størrelse. Trindt om paa Væggene hang den gamle, tilforn faa mægtige Fa: milies Billeder, og stirrede paa den festlige Anretning med stive, næsten mistroiffe Bliffe.

Molizzi, Stammens sidste Skud, gik omkring og bes fluede de udgaaede Grene, medens Tjeneren, glad over det

uventede Gjenftin af forbums Berlighed, fydlede med Ans retningen.

Da lød det aftalte hemmelige Tegn - et Dpstrøg paa Spejlet af Døren med enden af en befugtet Finger det rullede som et dump Tordendron i den øde hvælvede forfal. Tjeneren indlod den første af de Sammensvorne, og hurtig gik nu Døren op og i; inden et Dvarteers forløb vrims lede det i Hallen af Bevæbnebe, der bevægede sig blandt hver: andre med taus Højtidelighed.

Saaledes foreftille vi os en Forsamling af Aander, hvem den mægtige Befværger pludselig hidstævner fra deres vidt: adskilte mørke Boliger.

Alle vare de indvarslede af bine tolv M o lizzis Fors troligfte, uden at erfare noget Bestemt om Samlingens Dje: med; og selo de Tolv vidste intet mere, end at det gjaldt en gavnlig Forandring i Staten; hvorvidt denne skulde gaae, hvori den skulde bestaae, naar den ffulde begynde – alt dette havde Molizzi denne Nat lovet at aabenbare dem, saavelfom at fremstille for dem det hidtil stjulte store Drivehjul, Sammensværgelsens ufjendte Dphavsmand og Leder.

Forventningsfulde indfandt sig derfor disse - i Alder og Tænkemaade meget ulige, og fun i Misfornejelse med Regies ringen enige Mænd. Nysgjerrige betragtede de hverandre: de forskende Bliffe gled hen over fremmede Ansigter, og duæ: lede med Forundring eller Velbehag paa Befjendte. Venner opdagede og tilniffede hinanden! Fjendtligfindede verlede folde, mistroiste Diefaft; men Ingen opløftede sin Rost, før Værten traadte ind, og afbrød denne Aandescenes varselfulde Stilhed.

„Edle Venezianere!sagde han, „det glæder mig - og det smigrer mig at saa talrig en Samling af Fædres landets bedste Mænd have modtaget og fulgt min Indbydelse. Et Vært for Aarhundreder tager nu fin Begyndelse; fun det

« ForrigeFortsæt »