Billeder på siden
PDF
ePub

da hun engang havde fortalt sin Søsterdatter en Historie om en afskyelig Prinds, der under saadan Characteer havde forført og bortført en stakkels Nonne — dejlig havde han været; men just derfor desto farligere og hadeværdigere. Dog, jo mere den Gamle ffiændte paa Prindsen, jo mere beundrede den Unge ham; ja hun var nær ved at misunde Nonnen, ikke mægtig til ganske at undertrykke det Ønske: selv saaledes at vorde bedraget.

I de fødeste Ønskers Foraar havde hun seet Tiepoli, og strax mærket, at hun selv ikke var ubemærket af ham; og see! den unge skjønne glimrende Ridder blev snart hendes Haves Gartner, hendes hjertes Prinds. Stærk rødmende, dybt nejende hilste hun derfor den Indtrædende, hvem Fas deren forestilte hende som en Bekjendt, Kjøbmand Gazzo fra Fiume. Denne, forud indtaget for den dejlige Pige, udtydede strar til sin Fordeel den yndige Forvirring, med hvilken hun modtog ham; og efter en Times Samtale folte han sig ganske fortryllet af den unge Piges Uffyld og Naturlighed.

Med et ømt Blik til hende og et varmt Haandtryk til Faderen, forlod han Huset, for hjemme at overgive sig til længselsfulde Drømme.

[ocr errors]

Næste Morgen befalede han Tjeneren at bringe til Maurizios en stor, koßibar, og med allegoriske Afbildinger udfiret Vase, fyldt med Jord, der skjultes af et Lag glimrende Sølvsand. Til Margarita fulgte et Brev med forgyldte Kanter, omvunden med et lysgrønt Silkebaand; og i Brevet var skrevet Følgende:

Tor, frienne Pige! jeg Dig byde
Et Blomsterfrø, i Muld nedlagt?
Snart vil det frem til Lyset bryde
I al fin Yndes Ungdomspragt;
Af Solens Straaler vækket,
Det let afkaster Dækket,

Og vorder gyldne Vases Pryd:
O! maatte saa min Elskovs Flamme,
Du Huldeste! dit Hjerte ramme,

Og vække det til Livets bedste Fryd!

En elffet Digters Vers ere altid fortræffelige, og indeholde de en Kjerlighedserklæring, ere de uforlignelige; disse fik altsaa en bestemt, men alligevel urolig Plads paa den Skjønnes Barm, hvorfra de ofte bleve fremtagne, for paany at gjennemlæses og kysses. Næsten ligesaa tit beskuedes, vendtes, vandedes Blomsterpotten, som nu prydede Vinduet i det lille Overværelse, som Margarita deelte med den gamle Grand

tante.

Der gik nogle Dage bort, inden Tiepoli fik Tid at afhente Svar: Forberedelserne til det store farefulde Værk beskjæftigede ham uafladelig; det skreed lønligt, men mægtigen fremad. Timændsraadet lod sig skuffe af de falske Angivelser, og Landtroppernes Afsendelse til Fastlandet blev besluttet; deres Bortgang skulde være Signalet til Revolutionens Udbrud.

Saasnart Tiepoli erholdt en Aftens Fritid ilede han til Maurizios, og vandt paa eengang Datteren for fin Kjerlighed, og Faderen for fin dristige Plan. Denne sidste, af Naturen frihedsfindet, modig og fast, blændedes af de glimrende Udsigter til Magt og Rigdom, og den høje Lykke, som funde vorde det eneste, elskede Barn til Deel. Han hvervede med Iver blandt de Kjækkeste af hans Kaste. ogsaa han maatte lige til det Sidste som Molizzi fkjule Anføreren for de Sammensvornes Øjne.

[ocr errors]

Men

Margarita blev aldeles uvidende om sin Elffers rette Navn og Stand, saavelsom om det forvovne Foretagende, der enten skulde hæve eller styrte dem begge.

Hun henlevere

et kort, men født Drømmeliv i sin Elskovs Morgendæmring: hiin Hjertets mægtigste Følelse — stundom den mildeste, stundom

den vildeste holdt i sin Fremspiren, Udvikling og Blomftren lige Skridt med det i Guldkarret indsluttede Frøe. Ak! hvor lidet anede hun, at Begge med et Slag skulde tilintetgjøres.

Santo Vitas Fest nærmede sig. Paa denne Helgens Dag havde Venezianerne vundet en Sejr over Tyrkerne, og derfor blev den aarligen fejret med megen Bram og Glæde. Denne samme Dag skulde nu betegnes ved en sørgelig Sejr over Medborgere.

Næstforegaaende Morgen afsejlede Landtropperne til Fasts landet, hvor nogle af de Sammensvorne udspredte foruroligende Rygter: faa at der faaes Røgen, men Ilden ulmede langt derfra i Hjertet af Staten.

„Nu!“ raabte den utaalmodige Molizzi, idet han med glødende Ansigt stormede ind i Tiepolis Gemak: „nu sejle de !«

"Da slaaer snart Despotismens sidste Time" svarte denne, "Imorgen skal Folket atter juble over en Sejr, hvis Frugter Tyrannerne nyte; men vi ville lære det, kjække Molizzi! at festligholde Dagen paa en værdigere Maade. Nu tilfige

I tolv af Vore at møde Een for Een hos Eder, og forblive der til Aften: da gaae de ud, og hente alle i Planen indviede Adelsmænd, Officerer og Borgere; men hurtig og stille

red Midnat skal jeg være iblandt Eder. Selv har jeg nylig vundet en Ven i Baadsmændenes Kaste; hos denne samler jeg et Baghold, som skal falde Fjenden i Ryggen, medens I angribe forfra. Jil nu, min trofaste Ven! men lenligt og taus, som til en forbuden Hyrdetime! han greb begge Molizzis Hænder „inden Solen kommer atter der at staae, skinner den paa det befriede Venezia eller? 1ll

[ocr errors]

[ocr errors]

Intet Eller!" raabte Molizzi, hæftigt, „dersom et

saadant fejgt og nederdrægtigt skjulte sig i min Sjæl, var jeg uværdig Svend hos Venezias anden Bygmester."

Han kastede Tiepolis Hænder fra sig, og ilede bort.

Denne blev staaende en Stund taus, henrevet ind i Fremtiden. Derpaa iførte han sig fin sædvanlige Forklædning og gik til Maurizio, hvem han meddeelte en lignende Befaling; kort efter Midnat maatte han nemlig have alle sammensvorne Gondolierer samlede hos Een af dem, som ejede et rummeligt Huus ikke langt fra St. Marcopladsen.

Der vilde han første Gang aabenbare sig for dem, som deres Anfører paa den farefulde Vej til Frihed.

Det blev Midnat. Molizzis store, men meget tømme Pallads var kun sparsomt oplyst; det saae ud, som det i skummel Mismod skammede sig ved den indvortes Fattigdom. Herren og Tjeneren den sidste en overbleven Levning fra fordums Velmagt færdedes eensomt og tyst, som Præfter i et forladt Tempel, men denne Nat med meer end sædvanlig Travlhed.

[ocr errors]

Ikke i en lang række af Aar var her lavet paa saa talrigt et Selskabs Modtagelse. Tiepolis Gavmildhed havde gjort det muligt at opdække et langt Bord i Husets første Sal med koldt Kjøkken, men især med kostelige Drikkevarer i rundelig Overflod. En Lysekrone hang midt over Bordet, og oplivede med sin Glands de lange Rader af fyldte Viinfarafler. Alle de andre Værelser i Slottet havde maattet aflevere deres Stole, der som gjorte til vidt forskjellige Tider - vare af forskjellig Skabelon og Størrelse. Trindt om paa Væggene hang den gamle, tilforn saa mægtige Families Billeder, og stirrede paa den festlige Anretning med stive, næsten mistroiske Blikke.

[ocr errors]

Molizzi, Stammens sidste Skud, gik omkring og bes fkuede de udgaaede Grene, medens Tjeneren, glad over det

uventede Gjenffin af fordums Herlighed, syslede med Ans retningen.

Da led det aftalte hemmelige Tegn -et Opstrøg paa Spejlet af Doren med Enden af en befugtet Finger det rullede som et dump Tordendron i den øde hvælvede Forsal. Tjeneren indlod den første af de Sammensvorne, og hurtig gif nu Døren op og i; inden et Dvartcers Forløb vrimlede det i Hallen af Bevæbnede, der bevægede sig blandt hvers andre med taus Højtidelighed.

Saaledes forestille vi os en Forsamling af Aander, hvem den mægtige Besværger pludselig hidstævner fra deres vidtadskilte mørke Boliger.

Alle vare de indvarslede af hine tolv Molizzis Fors troligste, uden at erfare noget Bestemt om Samlingens Djemed; og selv de Tolv vidste intet mere, end at det gjaldt en gavnlig Forandring i Staten; hvorvidt denne skulde gaae, hvori den skulde bestaae, naar den skulde begynde - alt dette havde Molizzi denne Nat lovet at aabenbare dem, saavelsom at fremstille for dem det hidtil skjulte store Drivehjul, Sammensværgelsens ukjendte Ophavsmand og Leder. Forventningsfulde indfandt sig derfor disse i Alder og Tænkemaade meget ulige, og kun i Misfornøjelse med Regjes ringen enige Mænd. Nysgjerrige betragtede de hverandre: de forskende Bliffe gled hen over fremmede Ansigter, og dvalede med Forundring eller Velbehag paa Bekjendte. Venner opdagede og tilnikkede hinanden! Fjendtligsindede verlede kolde, mistroiske Djekast; men Ingen opløftede sin Røst, før Værten traadte ind, og afbrød denne Aandescencs varselfulde Stilhed.

„Ædle Venezianere!" sagde han, det glæder mig og det smigrer mig - at saa talrig en Samling af Fædres laudets bedste Mænd have modtaget og fulgt min Indbydelse. Et Værk for Aarhundreder tager nu sin Begyndelse; kun det

« ForrigeFortsæt »