Billeder på siden
PDF
ePub

men

Foscarinis Egteseng, for siden at afsløres i den unge Tiepolis lonkammer

hvad er dette? hvad staaer der nu under dette unge Menneskes nedtrufne Bryn? for: førelse? – Det er usandhed; hun fom mig først imøde

Spionerie? Hm! an dolus an virtus quis in hoste reqvirat? *) Uden den første vilde Krigeren være eenarmet

Tjeneren fom og afbrød denne Monolog : ,,En Gondolier lader sig melder berettede han.

Fører ham ind!" befalede Herren.

Med fold XErbødighed, med flygtige, mistroiske Blif fremstillede Baadførerer sig. Tiepoli gif ham imøde.

"Jeg har bedet eder men lad os fidde ned

Maurizio buffede dybt, men blev staaende; Tiepoli greb tvende Stole, fatte fig paa den ene, og næsten trak Maurizio ned paa den anden. 13ffriver maastee"

vedblev ban Datters Regning en blot simpel Hoflighed, som Agtelse for Borgerværd byder; troer maasfee, at Adelsmanden i dette Djeblik leer i fit Hjerte ad Faderens Godtroenhed, at han ved en forstilt Medlidenhed vil affjøbe denne Datterens Ære

paa Ebers

og Dyd ?

Maurizio fastede et hurtigt Blit paa Tiepolis Anfigt; det viste kun venlig Oprigtighed.

,, } tager fejl; men det er naturligt det er nødven: digt, at f inaae misfjende mig; thi den Borgerklasse, til hvil: fen jeg borer aldeles uden mit eget Valg nærmer sig sjelden paa denne Maade Eders, undtagen naar den trænger til Eders fraftfulde Arme, eller lyster efter Eders Koner og Dottre

*) Lift eller Magt – lyvo vil spørge derom hos en Fiende?

Baadføreren vendte sig halvt om mob ben Talenbe, og fage ham forundret men driftig ind i Ansigtet.

Troer 3, blev Tiepoli ved, wat Egtestab mellem Adelige og Uadelige er tilladeligt efter Naturens love - for: staae mig vel - efter Naturens love, iffe efter Statens ?

3a.

„Hvilfe Love ansee 3 for at være de ældste og almins beligfte ?

De første."

Godt! men om nu og jeg engang blive enige om at bylde de første ? Lad os tage et andet Erempel: hvor mange Børn har 3?

„Kun eet...
Har heller iffe havt flere ?

To til, Ercellenza ! men de har med deres unge Blod betalt deres Gjæld til Fædrelandet."

„Til Fædrelandet!" gjentog Tiepoli langsomt: „til Staten, vilde 3 fige, til – Adelen" - det fidste Drð hvis ffede han balo bortvendt og halv højt, som for sig selo; dog faa'at Maurizio tydeligt funde høre det.

Naa! og disse to Sønner, bøde de efter Statens Love eller efter Naturens ?u

„Efter Stateng..

„Vist nok! thi efter Naturens maatte de have levet endnu, arbejdet for Eder, naar Eders egne Kræfter, efter samme Love, svæffes saaledes, feer 3, ligger Naturen og Staten ofte i Strid Hvilfet Partie vilde ; vel flaae Eber til, naar f engang skulde vælge? hvilken Herre er den mægtigste, Nas turens eller Statens ?.

Ercellenza !" svarte Gondolieren jeg er en god Benes zianer; Eders Naade behager at sætte mig paa Prøve —"

Det gjør jeg virkelig; thi det er mig vigtigt at

vide, hvorledes den Mand tænker, med hvem jeg maaskee kommer i nøjere forbindelse hvor faldt Eders Sønner?

13 Slaget ved Spartivento.“

,,Dh! det var ogsaa der, hvor min Fætter Bragadino betalte sin Gjæld til Staten; han fik en prægtig Begravelse, og hans Enke 30,000 3echiner - hvormeget fit f vel i Erstatning for Eders Tabę.

Maurizio sprang op, men svarte Intet.

Seer % altsaa," vedblev Tiepoli - Gjæld og Gjæld ere to Ting: naar en Borger falder, betaler han fin Gjæld til Staten, saa ere de kvit; men naar en Adelsmand betaler sin Gjæld, faa formerer han stundom fit Boe som man figer atter en Forstjæl! ja det overraffer Eder, at høre en Adelsmand tale faaledes; men Menneste er en højere Titel, og den er tilfælleds for Eder og mig. Men til Sagen: Jeg har fat mig i Hovedet, at ville tage en sone af Borger: ftanden. Vore adelige Kvinder ere fordærvede, ftolte, rænfefulde, utroe jeg feer mig om efter en borgerlig Pige med ædel, ikke med adelig Tænkemaade

Men Ercellenza! den fine Dannelse — at kunne stiffe fig i denne højere Stilling

„Et godt Hjerte og en sund Forstand er den bedste Dannelse. Svarer Eders Datters Indvortes til hendes uds vortes, faa har jeg fundet hvad jeg søger. Dg er min Bes gjering til Eder, at forunder mig – i Eders egen Nærs værelse — en Times Samtale med Eders Datter: ynde vi hverandre, blive vi Mand og Kone; hvis ikke, fværger jeg Eder til, som ærlig Mand -- det er fuldt saa meget som Adelsmand jeg skal aldrig forlange at fee eller tale med hende mere."

„Ebers Forlangende, naadige Herre!" svarte Maurizio, ,,fan jeg ikke afslaae, endstjøndt jeg ikke er istand til at fores S. S. Blicher. Gamle og ny Noveller. II.

12

stille mig Følgerne af benne Sammenkomst, bersom den bliver den sidste; men om 3 iffe finder hos den fimple Baadss mandsdatter, hvad en hastig opvakt Tilbøjelighed har fores gjøglet Eder, da fan 3, naadige Herre! gaae bort ligesaa riig og lykkelig som forhen; men Margarita funde miste Alt hvad hun ejer, fin ftitle Hjertero, eller i det mindste hiin beskedne Nojsomhed, der egner sig for en fattig Borgermands Datter; hun kunde vende sine Dine fra den lave Hytte, som hidtil indsluttede alle hendes Glæder, op til Palladsets Herlighed, for hvilken hun hverfen er bestemt eller dannet.

Denne Folgesagde Tiepoli „ville vi let kunne fore: bygge: hun fjender mig fifferlig iffe, og fremstiller mig for hende under Characteer af en Kjøbmand fra Fastlandet —

Men om nu" afbrød hiin, „hun virkelig fandt Yndest hos Eder, og ban rystede med Hovedet - "min Margarita en fornemme Dame - Ercellenza! -"

Det er ikke vanskeligere. raabte Tiepoli, wat sec opad, end nedad: vi have hørt om en Hertuginde, som ægtede en Bonde, og det blev en lyksalig Forening baade for dem selv og for Folket. Dg ber, fjere Medborger! er Stands: uligheden - i Sammenligning - fun faare ubetydelig. 3 veed desuden allerede, hvorledes jeg tænker i dette Punct. Og nu, gode Maurizio! naar tillader f mig at fomme?"

„, ligesaa gjerne strar, som siden“ svarte denne: „er der Lykke ivente, kau den ikke komme for tidlig; men i modsat Fald, da er det for mig den største Ulyffe at maatte leve i Frygt for den -- altsaa, naar Eders Ercellenza befaler

Saa ledsager jeg Eder hjem“ sagde Tiepoli; idet ban ombyttede sin glimrende Kjortel med en fimplere, og fin Fiederhat med en Rejsebue omen lad Ercellenzen og den nagdige Herre blive borte, baade nu og herefter! Ingen er berlig og Ingen er naadig uden Gud alene."

Gondolforeren Maurizio levede, som Enfemand, med fin Datter Margarita efterat Krigen havde berøvct bam hans tvende Sønner bans eneste Barn, i fin Fæs brene-Bopæl ved en af Stadens Canaler.

9. Huset vare, foruden dem, fun en gammel Roerkarl, 0.3 en flirsindstyveaarig Enke, Maurizios Moster; denne havde været Margaritas Opdragerinde.

Enten Man tilskriver det den Gamles pædagobiste Kunst, eller Naturen, som ofte ved lenlige Kræfter og under usynlig Virksomhed frembringer det stjønneste Værk; vist er det, at ten sextenaarige Margarita var en Perle blandt Piger, dejlig af Sfiffelse, from, venlig, munter af Sind, og netop faa flog, som Kvinden behøver at være, for iffe at gjore Manden undseelig, enten paa hans egne eller hendes Vegne. Den Gamles Dpdragelse havde en dobbelt Tendents: at indgyde refrygt for Himlen og foragt for forben! Kjerlighed til den førstes Indvaanere, og það til den sidstes mandlige; bendes Ideal af jordist Lyfsalighed var Klosterliv. Sin lære indklædte hun i Fortællinger; men da disse altid vare Sandheden troe, havde de fundet Halve af den tilsigtede Virkning: Kjerligheden kom ind i det unge Hjerte Habet bles udenfor.

Hun elskede Gud, 03 Alt hvad han havde ffabt, undtagen Djævelen, hans Væsen og hans Engle, Judas, Jonas, Sørovere og Banditter: ynke disse, græde for dem, funde Hun; men hade dem var hende umuligt, da en saadan Sindsbevægelse var aldeles fremmed for hendes Sjæl. Hvad Klo: sterlivet angit, da bafte det virkelig hendes længsel; men meest fordi hun udenfor fin Celle tænkte sig en Have, i Haven Blomster, og mellem Blomsterne en - Gartner. At dette sidste, men ellers faare nødvendige, Reqvifit for en Have iffe udeluktes af bendes 3deal, deri var den Gamle felp Skyld,

« ForrigeFortsæt »