Foscarinis Ægtefeng, for siden at afsløres i den unge Tiepolis Lonkammer-men- hvad er dette? hvad staaer der nu under dette unge Mennestes nedtrukne Bryn? Forførelse? - Det er Usandhed; hun kom mig først imode

Spionerie? Hm! an dolus an virtus qvis in hoste reqvirat?*) Uden den første vilde Krigeren være eenarmet —.“ Tjeneren kom og afbrød denne Monolog: „En Gondolier lader sig melde berettede han.

"Fører ham ind!" befalede Herren.

Med fold Ærbødighed, med flygtige, mistroiske Blik fremstillede Baadføreren sig. Tiepoli gif ham imøde.

"Jeg har bedet eder - men lad os sidde ned -"

Maurizio bukkede dybt, men blev staaende; Tiepoli greb tvende Stole, fatte sig paa den ene, og næsten trak Maurizio ned paa den anden.

"I skriver maaffee" vedblev han "paa Eders Datters Regning en blot simpel Høflighed, som Agtelse for Borgerværd byder; I troer maaskee, at Adelsmanden i dette Øjeblik leer i sit Hjerte ad Faderens Godtroenhed, at han ved en forstilt Medlidenhed vil affjøbe denne Datterens Ære og Dyd?"

Maurizio kastede et hurtigt Blik paa Tiepolis Ansigt; det viste kun venlig Oprigtighed.

"I tager fejl; men det er naturligt - det er nødvendigt, at I maae miskjende mig; thi den Borgerklasse, til hvilfen jeg hører aldeles uden mit eget Valg

nærmer sig sjelden paa denne Maade Eders, undtagen naar den trænger til Eders kraftfulde Arme, eller lyster efter Eders Koner og Døttre

Baadføreren vendte sig halvt om mod den Talende, og faae ham forundret men driftig ind i Ansigtet.

"Troer J," blev Tiepoli ved, at Ægteskab mellem Adelige og Uadelige er tilladeligt efter Naturens Love - forstaae mig vel efter Naturens Love, iffe efter Statens ?" "Ja."

„Hvilke Love ansee I for at være de ældste og almindeligste ?

"De første."

Godt! men om nu I og jeg engang blive enige om at hylde de forste? Lad os tage et andet Erempel: hvor mange Børn har J?"

"Kun eet."

"Har heller ikke havt flere?"

"To til, Ercellenza! men de har med deres unge Blob betalt deres Gjald til Fædrelandet."

„Til Fædrelandet!" gjentog Tiepoli langsomt: „til Staten, vilde I fige, til Adelen" - det sidste Ord hvis skede han halv bortvendt og halv højt, som for sig selv; dog faa at Maurizio tydeligt kunde høre det.

"Naa! og disse to Sønner, døde de efter Statens Love eller efter Naturens?"

„Efter Statens.”

„Vist nok! thi efter Naturens maatte de have levet endnu, arbejdet for Eder, naar Eders egne Kræfter, efter samme Love, svækkes saaledes, feer 3, ligger Naturen og Staten ofte i Strid hvilket Partie vilde I vel slaae Eder til, naar I engang skulde vælge? hvilken Herre er den mægtigste, Naturens eller Statens?"

"

Excellenza!" svarte Gondolieren „jeg er en god Venezianer; Eders Naade behager at sætte mig paa Prøve —.“

Det gjør jeg virkelig; thi det er mig vigtigt at

vide, hvorledes den Mand tænker, med hvem jeg maaskee kommer i nøjere Forbindelse hvor faldt Eders Sønner?"

"J Slaget ved Spartivento."

"Oh! det var ogsaa der, hvor min Fætter Bragadino betalte fin Gjæld til Staten; han fik en prægtig Begravelse, og hans Enke 30,000 Zechiner hvormeget fik 3 vel i Erstatning for Eders Lab?"

Maurizio sprang op, men svarte Jntet.

"Seer I altsaa," vedblev Tiepoli - Gjæld og Gjæld ere to Ting: naar en Borger falder, betaler han fin Gjæld til Staten, saa ere de kvit; men naar en Adelsmand betaler fin Gjæld, saa formerer han stundom fit Boe - som man figer® -atter en Forskjæl! ja det overrasker Eder, at høre en Adelsmand tale faaledes; men Menneske er en højere Titel, og den er tilfælleds for Eder og mig. Men til Sagen: Jeg har sat mig i Hovedet, at ville tage en Kone af Borgerstanden. Vore adelige Kvinder ere fordærvede, stolte, rænkefulde, utroe jeg seer mig om efter en borgerlig Pige med ædel, ikke med adelig Tænkemaade —.“

Men Excellenza! den fine Dannelse at funne stikke sig i denne højere Stilling

"Et godt Hjerte og en fund Forstand er den bedste Dannelse. Svarer Eders Datters Indvortes til hendes Udvortes, saa har jeg fundet hvad jeg søger. Og er min Bes gjering til Eder, at I forunder mig i Eders egen Nærs værelse - en Times Samtale med Eders Datter: ynde vi hverandre, blive vi Mand og kone; hvis ikke, sværger jeg Eder til, som ærlig Mand det er fuldt faa meget som Adelsmand jeg skal aldrig forlange at fee eller tale med

hende mere."

„Eders Forlangende, naadige Herre!" svarte Maurizio, ,,kan jeg ikke afslaae, endskjøndt jeg ikke er istand til at fores S. S. Blicher. Gamle og ny Noveller. II.

12

stille mig Følgerne af denne Sammenkomst, dersom den bliver den sidste; men om I ikke finder hos den simple Baadsmandsdatter, hvad en hastig opvakt Tilbøjelighed har fores gjøglet Eder, da kan I, naadige Herre! gaae bort ligesaa riig og lykkelig som forhen; men Margarita kunde miste Alt hvad hun ejer, sin stille Hjertero, eller i det mindste hiin beskedne Nøjsomhed, der egner sig for en fattig Borgermands Datter; hun kunde vende fine Dine fra den lave Hytte, som hidtil indsluttede alle hendes Glæder, op til Palladsets Herlighed, for hvilken hun hverken er bestemt eller dannet."

"Denne Folge" sagde Tiepoli ville vi let kunne forebygge: hun fjender mig fikkerlig ikke, og I fremstiller mig for hende under Characteer af en Kjøbmand fra Fastlandet -" Men om nu" afbrød hiin, „hun virkelig fandt Yndest hos Ever, og —“ han rystede med Hovedet "min Margarita en fornemme Dame - Excellenza! —"d

- Det er ikke vanskeligere" raabte Tiepoli, at sec opad, end nedad: vi have hørt om en Hertuginde, som ægtede en Bonde, og det blev en lyksalig Forening baade for dem selv og for Folket. Og her, kjere Medborger! er Standsuligheden i Sammenligning - fun saare ubetydelig. I veed desuden allerede, hvorledes jeg tænker i dette Punct. Og nu, gode Maurizio! naar tillader I mig at komme?"

„Ligesaa gjerne strar, som siden“ svarte denne: „er dir Lykke ivente, kau den ikke komme for tidlig; men i modsat Fald, da er det for mig den største Ulykke at maatte leve i Frygt for den altsaa, naar Eders Excellenza befaler

14

Saa ledsager jeg Eder hjem" sagde Tiepoli; idet han ombyttede fin glimrende Kjortel med en fimplere, og fin Fjederhat med en Rejsehuemen lad Excellenzen og den naadige Herre blive borte, baade nu og herefter! Ingen cr herlig og Ingen er naadig uden Gud_alene.“

drene-Bopæl ved en af Stadens Canaler.

J. Huset vare, foruden dem, kun en gammel Roerkarl, oz en fiirsindstyveaarig Enke, Maurizios Moster; denne havde været Margaritas Opdragerinde.

Enten Man tilskriver det den Gamles pædagodiske Kunst, eller Naturen, som ofte ved lønlige Kræfter og under usynlig Virksomhed frembringer det skjønneste Værk; vist er det, at den fertenaarige Margarita var en Perle blandt Piger, dejlig af Stikkelse, from, venlig, munter af Sind, og netop saa klog, som Kvinden behøver at være, for ikke at gjøre Manden undseelig, enten paa hans egne eller hendes Vegne. Den Gamles Opdragelse havde en dobbelt Tendents: at indgyde ærefrygt for Himlen og Foragt for Jorden! Kjerlighed til den førstes Indvaanere, og Had til den sidstes mandlige; hendes Ideal af jordist Lyksalighed var Klosterliv. Sin Lære indklædte hun i Fortællinger; men da disse altið vare Sandheden troe, havde de kundet Halve af den tilsigtede Virkning: Kjerligheden kom ind i det unge Hjerte udenfor.

Hadet blev

Hun elskede Gud, oz Alt hvad han havde skabt, undtagen Djævelen, hans Væsen og hans Engle, Judas, Jonas, Sørovere og Banditter: ynke disse, græde for dem, kunde hun; men hade dem var hende umuligt, da en saadan Sindsbevægelse var aldeles fremmed for hendes Sjæl. Hvad Klosterlivet angik, da vakte det virkelig hendes Længsel; men meest fordi hun udenfor sin Celle tænkte sig en have, i haven Blomster, og mellem Blomsterne en - Gartner. At dette sidste, men ellers faare nødvendige, Reqvisit for en Have ikke udelukkes af hendes Ideal, deri var den Gamle selv Skyld,