1

Fliserne: hans hele Stilling, Mine og Væsen udtrykte kold Foragt. Kun naar en Broder Nobile hilsede, nikkede han med et tvetydigt Smiil; eller naar en smuk Dame vendte fit Blik til ham, forandrede han for et Djeblik sin stolte Holding, og bøjede sig med en Galantuomos fine Belevenhed.

En og anden fornem Bekjendt kunde i Forbigaaende spørge: "I her, Signore?"

"Jeg hører ikke til Signoriet," var hans hele Svar. (Der laae en dobbelt Mening i dette Svar; thi Signoriet var i Venedig det store Raad en Deel af den virkelige Regjering.)

Der fandtes ogsaa dem i Hoben, som hilfte og bleve gjenhilfte ganske ligegyldigt, men hvis Øjekaft en opmærksom Jagttager ikke vilde have fundet uden Betydning.

Omsider nærmede sig en Gjenstand, paa hvilken den unge Nobile hele Tiden syntes at have ventet, en Pige maaskee slet ikke skjønnere, end mange andre, -men sikkert for ham den Skjønneste, hans Hjertes Sol; thi Straalerne fra hendes Dine traf lysende, opklarende Tiepolis Aasyn, som naar en virkelig Solstraale pludselig rammer Bjergets mørke Side. Den haanligt opkastede Overlæbe sank, Øjenbrynene steg, den venstre Haand faldt fra Kaardeknappen, den højre trykte sig fastere ind til Hjertet, og den fremstrakte Fodspids trak fig hurtig tilbage.

Gondolierne droge just nu i Procession over Torvet med deres Silkeflag og bemalede Aarer. De smukkeste Piger af denne Kafte fulgte efter, bærende paa en forgyldt Papgondol, deres forgyldte Paphelgen. Blandt disse fremskinnede Margarita, som en virkelig Perle blandt Kvinder.

Tvende Gange tilforn havde Tiepoli seet denne Perle, og tvende Gange var den atter forsvundet i Trængslen. "Denne Gang" besluttede han, vil jeg følge dig, om det saa var til Havets Afgrund!

Og troligen fulgte han Optoget allevegne, ubekymret om Venners Smiil og Bekjendtes Hvisten.

„See Tiepoli!" sagde En til en Anden, „han løber efter en Gondeliera!"

See Tiepoli!" sagde Dogen, der fra sit Palladses Balcon tog Processionerne i Djesyn, til en af de hosstaaende Timænd, hans Blik er fastgroet til hiin Gruppe af Piger; han har vist ikke Politik, men forliebte Eventyr i Hovedet." "Forliebelse i Hjertet" svarte den gamle Foscarini, ,,og Politikken i Hovedet. Cæfar, Serenissimo! gik og som en Straajunker paa Dumpejagt."

"

Gradenigo rynkede Næsen: "Cæsar! der har kun været een Cæsar i Verden."

"Men mange Catilinaer" afbrød den kloge Olding: hvorfor har han hverken været i Templet eller paa Bucentauren, ej heller noget andet Sted, hvor hans Rang tilstod ham det?"

"Det opklarer sig nu!" svarte Dogen leende, og gif over til andre Gjenstande.

Gondoliernes Tog var tilende. Nogle vandrede hjem; blandt disse Maurizio med sin Datter, den smukke Margarita.

Ej ubemærket fulgte Tiepoli dem i nogen Afstand, indtil hiin aabnede Døren paa sin lille Bolig, lod Datteren træde ind, vendte sig og med dyb Ærbodighed spurgte om hans Exellence havde Noget at befale?

„Jeg ønskede kun at vide,“ svarte Tiepoli, „hvo denne Dame er, som nu gif ind."

Datter

"Ingen Dame!" sagde Gondolieren, det er kun min min eneste Datter -" lagde han alvorlig til en uberygtet Pige -"

Saameget desbedre!" afbrød Tiepoli, «jeg har

aldrig søgt Bekjendtskab med berygtede Fruentimmer: Eder og Eders vakkre Datter ønskede jeg gjerne at kjende.”

"For megen Ære!" svarte Maurizio merk, "eller maaffee-"

For megen Vanære! vilde I fige" tog hiin hastigen Ordet: „Nej, min Ven! saaledes er det ikke meent."

„Jeg veed ikke“ sagde Maurizio, „hvad Grev Tiepoli ellers kan mene med sit høje Besøg i min ringe Hytte." "Det skal I erfare" lød Svaret, „berspm I iaften vil besøge mig i min Bopæl, den ligger

„Ved Rialtobroen“ afbrød Gondolieren; „enhver Venetianer fjender jo Grev Tiepolis Pallads jeg skal komme og modtage Eders Excellences Befalinger!"

Med disse Ord gjorde han en dyb Reverents og gik ind i sit Huus.

Tiepoli gik hjem.

I Palladsets Forsal fandt han den unge, adelige, engang rige, men nu forarmede Molizzi.

„Har Serenissimo“*) sagde denne med dæmpet Røft, udfeet fig en Dogaressa idag?"

"

Maaffee, Hr. Admiral!" svarte Tiepoli smilende; „hvorledes staaer det ellers med Flaaden?"

være i bedste Forfatning

„Efter tvende tabte Slag" sagde hiin, "kan den iffe kun tyve seilfærdige Galejer; men Stemningen er god blandt Besætningen; den er ganske forbittret imod Regjeringen."

Meget vel!« vedblev Tiepoli, „Arsenaloterne -?« Ligne sig selv" svarte Molizzi, „ægte Prætorianere; den Højstbydende række de altid deres brede Næver." "Borgerne?"

*) Dogens Titulatur.

"Trehundrede ere allerede vundne -"

Hvormeget vide de? -"

"Omtrent faa meget som jeg: at der er et gavnligt Værk igjære; men naar, hvorledes og ved hvem det skal udføres

- Det Sidste veed I dog Molizzi!" afbrød Tiepoli: "I og jeg alene; paa denne Hemmelighed hviler det hele store Værk. Vore Fjender see maaskee den vorende Strøm; men finde de iffe Kilden, hvorfra den udspringer, skulle de forgjæves prøve paa at standse eller aflede den. Her, min Ven!" lagde han til, idet han førte ham ind i sit Cabinet. "Her er Penge! bland dem med Løvter, og uddeel dem med Eders sædvanlige Klogskab - lønligt! Glem ikke Eder selv! men lad som I forglemme Eders Creditorer! for dem maae J endnu være den fattige, forgiældede Molizzi; ellers vilde I lettelig vække deres Mistanke. Hvad er der utrettet med Landtropperne?"

"Fire Capitainer" lød Svaret, ere vundne for vor Sag: paa første Vink stode de til os med alle deres Folk. Men tillad mig nu at spørge Eder? naar skal det bryde løs? Alt er forberedt; Gemytterne ere varme; ved alt for lang Opsættelse vilde de lettelig affjoles. Gnisten er tændt; men uden Næring vil den snart slukkes."

"Alle mislykkede Revolutioner" svarte Tiepoli, ere begyndte for tidligt. Jeg venter paa de tvende Regimenters Affejling til Fastlandet; og den skal jeg paaskynde. See her! sørg for at disse Papirer komme i Løvemunden. *) Gjer Eder magelig Molizzi! her kan Ingen overraske os."

Paa denne Anmodning lagde Molizzi en forloren Næse og en hvid Haartour paa Bordet.

*) 3 Munden af tvende Metalløver lagdes alle hemmelige Angivelser.

"Det er haardt" vedblev Tiepoli, wat en tapper Krigsmand skal liste sig forklædt omkring, som en Bandit saa= ledes lønne Venezias Herrer. I har offret Fædrelandet Eders Guld og Eders Blod; og dette giver Eder ej engang saa meget tilbage, at 3 dermed kan skjule Eders Saar."

"Despoternes Drabanter," svarte hiin bittert smilende, ,,maae altid sejre; eet tabt Slag udsletter alle deres forrige Fortjenester."

Det ringede. Tiepoli gik ind i Forgemakket, og hans Ven maskerede sig igjen. Lidt efter kom hiin tilbage, og meldte, at en Dame ventede ham. Molizzi trak Øjenbrynene sammen.

Tiepoli greb hans Haand, og fagde lecnde: „der gives mangfoldige Masker - man kan maskere fit Ansigt og fine Handlinger: den forliebte Fruentimmergjæk Tiepoli er ikke frygtelig for Statens vise Fædre; de glemme, at Venus og Mars spille under Dække med hverandre.

„Antonius svarte Vennen mork, glemte Alt i Cleopatras Arme."

"

Men Cæsar ikke“ gjenmælede Hiin; „lað mig ledsage Eder til Bagporten!"

De gik.

Kort efter kom Tiepoli igjen med en Triumphators Anstand og Mine. Med korte, hurtige, faste Skridt ilede han gjennem Værelset, men standsede pludselig, som ramt af et electrist Slag, ved et meget stort Spejl.

Han gjorde en truende Bevægelse med Haanden: „Forræder! vil Du robe mine Hemmeligheder?" hviskede han; "skriver Du ikke tydeligt: Tiepoli og Signora Foscas rini? Men nej, Du eft min Ven, og vil advare mig; godt! Ingen uden Du skal læse i mit Ansigt: at Timændsraadets skjulteste Planer nedlægges i den kjælne, men gamle