Billeder på siden
PDF
ePub
[ocr errors]

kunde endes med en ydmyg Afbigt paa Moderens Side førgedes for, at Knægten kunde komme i Seng inden den sædvanlige Aftenandagt begyndte.

Den Enefte, der var istand til at kudske den lille Despot, var Kammertjeneren, hvem Forældrene stundom maatte kalde tilhjælp; naturligvis dog kun i yderste Nødsfald. Men dette var endelig ikke saa sært, naar man betænker, at han ud: øvede et lignende Herredømme over - Grevinden!

Galathea og jeg bleve engang hændelsesviis Vidner til hans Impertinence mod hende; et Optrin, der jog Blodet frem i mine Kinder, og bort fra min Kones.

"Det er en ubehøvlet Person“ sagde Stella, som aldrig tabte Fatningen; „men tro som Guld, og han er Grevens Djesteen!"

drene

Hertil gjorde hun en stjæv Mund, og trak paa Skuljeg ligefaa; men jeg veed nok, hvad jeg tænkte. Omsider forløb da de fire Dage den tredie Evighed i mit korte Liv - og med befriede Fugles Lethed fløj vi til vort fjere Hjem.

[ocr errors]

Der faldt Galathea om min Hals og vædede min Kind med sine Taarer. Nogle af disse tilhørte den ynkværs dige Søster; men de fleste runde vistnok som Lakoffere til Himlen for vor rige Velsignelse af huuslig Lyksalighed.

Fjerde Periode.

Jeg er tredsindstyve Aar.

Cg skulde jeg altsaa efter Talebrugen gaae ned ad Bakke. For faa vidt Nedgang stedse er lettere, behageligere end Opgang, henegner jeg Talemaaden paa mig selv.

Thi endnu fornemmer jeg ingen af Alderdommens jevnligt paaankede Byrder: Slovhed, Skranten, Knarvorrenhed. Mit Livs Aften jeg borde hellere kalde den Eftermiddag tegner til at vorde lang og blid.

[ocr errors]

Eet kun var istand til at drage Skyer over min skjønne, flare Efteraarshimmel iffe Fattigdom; thi mine bedste Rigdomme bestaae ikke i Penge eller Penges Værd: ikke legemlige Sygdomme; thi min Sjal er frisk og sund: ej engang Tabet af eet eller flere af mine Børn eller Børnebørn. Vel vilde saadan Storm medbringe Laage, men ingen uigjennems trængelig; thi snart maatte den smelte for Straalerne af mit Livs Sol jeg mener min Galathea, min ja min evigt Elffede; hun, der som Verdens Sol, ligner sig selv baade Morgen og Aften.

[ocr errors]

-

Skulde hun dale før jeg: det alene var den Aftenskye, som kun en anden Morgen var mægtig at opklare. Hentes Ungdom er forsvundet, men ikke hendes Kjerlighed; dens renere, dens himmelske Deel træder bestandig klarere frem, ligesom den jordiske træder tilbage; og sammes stedfe uformindskede, usvækkede Styrke er mig et Tegn paa dens højere Oprindelse, dens evige Natur.

Min Datter Julie er ogsaa lykkelig gift. Hun boer saa nær, at jeg hver Dag kan lade hendes tvende Glutter ride Ranke paa mine Knæe. Hun ligner sin Moder, som een Rose den anden.

[ocr errors]

Min ældste Son er allerede traadt i Embede. Han er ellers forlovet med en vakker Pige, og drømmer nu sin Faders Ungdomsdrøm; Gud give, den maatte faae samme Opfyldelse! Min yngste Søn ligner fin Broder, som eet Gran det andet.

Staffels Stella iffe reent at forglemme! Paa en Rejse jeg nylig efter Embeds Medfør maatte foretage mig, faldt min Vei gjennem en lille Bye, som beboes af et afsondret Christen-Samfund.

Allerede i fire Aar havde hun levet her: nemlig siden hendes Mand døde; siden hun maatte forlade sin ældste Søns Huus, med hvis Kone hun ikke kunde forliges; siden hun for den yngste Søn ikke kunde finde noget andet Fristed, hvor han jo rykkede hende daglig for Penge til fine Udsvævelser, og betalte hende bagefter Renterne i kaade Drillerier og ondskabsfuld Spot.

Jeg maatte dog aflægge hende et Besøg.

Hun beboede et Par elegant meublerede Værelser i Søsterhuset, men havde anlagt Menighedens særegne Dragt.

Jeg troede, at fee for mig en Skuespillerinde, der just fkulde træde frem i en Ovækerinderolle: Klæderne havde hun, tilligemed Miner og Fagter; og i Sectens Terminologie var hun fuldkommen hjemme. Men Aanden! den var endnu den samme som tilforn; kun i en anden Form: istedenfor Turban og vajende Strudsfjedre bedækkede nu en ydmyg Snip det forfængelige Hoved.

Hun stiklede, hun mediseerte bestandig fun iffe med Latter, men med Suffe ikke med coqvettist figurerende, men med foldede Hænder.

Hun indgjød paa eengang Modbydelighed og Medynk; hvilken Tomhed i Sjælen! hvilket de i Hjertet! Hendes førgelige Alderdom forekom mig som en taaget Efteraarsdag ; som en flad, nøgen, uoverskuelig Ørken, uden Græs og uden Løv, den Vandreren gysende betræder, efterat have sagt et evigt Farvel til sine bedre Dages løvrige Lunde og bloms ftrende Dale.

Urtepotten.

Da a asiatiske Barbarer foer, som en skarp Frostvind fra Norden, over det yndige, men kjælne Hesperien, søgte en flygtende Skare Tilflugt i Havet, paa nogle øde Sandrevler fun Tilstyl, maaskee tarvelige Almisser fra de Flober, som Rhætiens Alper nedsende.

Fra disse i Sandhed landflygtige fattige Fiftere nedstamme de venetianske Nobili, et Adelskab, som i Ælde, Stolts hed og Standsaand ikke veeg for noget Andet i Verden, lige til det napoleonske Seculum. Hine Sanddynger ere Grundvolden til det prægtige Veneza, i Aarhundreder Havets Dronning. Handelens Middelpunct, Kongers Voldgiftsmand, Verdens Kassemester.

Men her

[ocr errors]

selv her, hvor Frihedssind fandt et Fristed fra Lænker og Svøber, har Despotismen vidst at rejse en Trone saa fast, at kun Tiden, i Forbund med en vældig Erobrer, formaaede at omstyrte den.

[ocr errors]

Flere indvortes Rystelser modstod den, uden engang at vakle: Tiepolis, Bedemars, Falieris Sammensværgelser syntes endog at fornye dens Styrke og Fasthed.

Den Sidste, Statens Souverain, selv Oligarch, fores nede sig med Folket mod Oligarchiet forgjæves! hans

graahærdede Hoved faldt som Sonoffer for Adelens fornær mede Majestæt, hans gamle, men varme Blod besudlede hans egen hertugelige Trone.

Den Første faldt

[ocr errors]

liig Genuas Fiesco, med Sværd i Haand, dog ej ved Sværdet; men ved een af de Skjæbnens Bud, som Mennesket kalder Hændelse. Hans lemlæstede Liig blev kastet i havet, og af Krønikeskriveren

[ocr errors]

med Skræmmenavnet Catilina.

gjendøbt

Saga er som oftest uretfærdig mod den Ulykkelige men Braga maa det tillades, idetmindste at ane det Bedre, at fige hvad hjertet af! alt for tit mod Forstandens strænge Dom kunde ønske. Er Ønsket ædelt og skjønt: saa kalde Verden det Digt.

[ocr errors]

Det var Statens højeste Festdag, dens aarlige Bryllupsdag. Formælingen var fuldbyrdet, Bruden havde modtaget fin Fæstensring, og Brudgommen, omgivet af en glimrende Stare, skred under Musik og Jubelraab over Markuspladsen.

Hvilken Larm! hvilken Glæde! Man tilsmiilte, tilraabte, lykønskede hinanden. Dersom Nøgen, ubekjendt med Dagens Højtid, pludselig havde befundet sig i Vrimlen, han skulde troet, at alle Giftefærdige holdt Bryllup paa cengang. Mænd og Kvinder i festligste Gildedragt, Blomster og Krandse i Vinduer og paa Balconer, Guirlander og Flag paa Skibe og Gondoler.

Paa et Hjørne stod den unge Adelsmand Bajamonte Tiepoli, taus og udeeltagende, og lod Optoget og Skaren drage sig forbi. Hans venstre Haand hvilte paa Sværdfæftet, hans højre i Barmen; hans Overlæbe var optrukket, hans Djenbryn nedtrukne, hans højre Fodspidse klapprede paa

« ForrigeFortsæt »