Billeder på siden
PDF
ePub

funde endes med en ydmyg Afbigt paa Moderens Side – sørgedes for, at knægten kunde komme i Seng inden den fæds vanlige Aftenandagt begyndte.

Den Enefte, der var istand til at fudffe den lille Despot, var Rammertjeneren, hvem Forældrene stundom maatte falde tilhjælp, naturligviis dog kun i yderste Nødsfald. Men dette var endelig ikke faa fært, naar man betænker, at han ud: øvede et lignende Herredømme over – Grevinden!

Galathea og jeg bleve engang hændelsesviis Vidner til hans Impertinence mod hende; et Optrin, der jog Blodet frem i mine Kinder, og bort fra min Nones.

Det er en ubehøvlet Person" sagde Stella, som als drig tabte Fatningen; «men tro som Guld, og han er Gres vens Diesteen!

Hertil gjorde hun en ftiæy Mund, og traf paa Skuls drene jeg ligesaa; men jeg veed nof, hvad jeg tænkte.

Omsider forløb ta be fire Dage - den tredie Evighed i mit korte liv - og med befriede Fugles Lethed fløj vi til vort fjere Hjem.

Der faldt Galathea om min Hals og vædede min Kind med sine Taarer. Nogle af disse tilhørte den ynkværs dige Søster; men de fleste runde vistnok som Taroffere til Himlen for vor rige Velsignelse af huuslig lyksalighed.

Fjerde Periode.

Jeg er tredsindstyve Aar.

Lg skulde jeg altsaa efter Talebrugen gaae ned ad Bakke. For faa vidt Nedgang stedse er lettere, behages ligere end Dpgang, henegner jeg Talemaaden paa mig selv.

[ocr errors]

Thi endnu fornemmer jeg ingen af Alderdommens jevnligt paaanfede Byrder: Sløvhed, Stranten, Knarvorrenhed. Mit Lids Aften jeg borbe hellere falde ben Eftermiddag tegner til at vorbe lang og blid.

Eet fun var istand til at drage Sfyer over min skjønne, flare Efteraarshimmel - iffe Fattigdom; thi mine bedste Rigdomme bestage ikke i Penge eller Penges Værd: iffe legems lige Sygdomme; thi min Sjæl er frift og sund: ej engang Tabet af eet eller flere af mine Børn eller Børnebørn. Bel vilde saadan Storm medbringe Taage, men ingen uigjennems trængelig; thi snart maatte den smelte for Straalerne af mit livs Sol jeg mener min Galathea, min – ja min evigt Elffede; bun, der fom Verdens Sol, ligner sig selv baade Morgen og Aften.

Sfulde hun dale før jeg: det alene var den Aftenstye, som kun en anden Morgen var mægtig at opklare. Hentes Ungdom er forsvundet, men ikke hendes Kjerlighed; dens renere, dens himmelske Deel træder bestandig klarere frem, ligesom ten jordiske træder tilbage; og fammes ftedfe uformindskede, usvæffebe Styrke er mig et Tegn paa dens højere Dprindelse, dens evige Natur.

Min Datter Julie er ogsaa lyffelig gift. Hun boer faa nær, at jeg hver Dag kan lade hendes tvende Glutter ride Ranke paa mine Knæe. -- Hun ligner fin Moder, som een Rose den anden.

Min ældste Søn er allerede traadt i Embede. Han er ellers forlovet med en vaffer Pige, og drømmer nu fin Faders Ungdomsdrom; Gud give, den maatte faae samme Dpfyldelse!

Min yngste Søn ligner sin Broder, som eet Gran det andet.

[ocr errors]

Staffels Stella iffe reent at forglemme! Paa en Reife jeg nylig efter Embeds Medfør maatte foretage mig, faldt min vei gjennem en lille Bye, som beboes af et affons dret Christen-Samfund.

Allerede i fire Aar havde hun levet her: nemlig siden hendes Mand døde; fiden hun maatte forlade sin ældste Søns Huus, med hvis Rone hun iffe funde forliges; fiden hun for den yngste Søn iffe funde finde noget andet Fristed, hvor han jo ryffede hende daglig for Penge til fine udsvævelser, og betalte hende bagefter Renterne i faade Drillerier og onda ftabsfuld Spot.

Jeg maatte bog aflægge hende et Besøg.

Hun beboede et par elegant meublerede Værelser i Søfterhuset, men havde anlagt Menighedens færegne Dragt.

Seg troede, at fee for mig en Skuespillerinde, der just ffulde træde frem i en Dvæferinderolle: Klæberne havde hun, tilligemed Miner og fagter; og i Sectens Terminologie var þun fuldkommen hjemme. Men Aanben! den var endnu ben samme som tilforn; kun i en anden Form: istedenfor Turban og vajende Strudsfjedre bedækkede nu en ydmyg Snip det forfængelige Hoved.

Hun ftiflede, hun medifeerte bestandig fun iffe med Latter, men med Suffe — ifte meb coquettist figurerende, men med foldebe Hænder.

Hun indgjød paa eengang Modbydelighed og Medynt ; hvilken Tomhed i Sjælen! hvilket øde i Hjertet! Hendes forgelige Alderdom foretom mig som en taaget Efteraarsdag; som en flab, nøgen, uoverskuelig Ørken, uden Græs og uden Løv, ben Vandreren gyfende betræber, efterat have fagt et evigt farvel til sine bedre Dages løvrige Lunde og bloms ftrende Dale.

Urtepotten.

Da asiatifte Barbarer foer, som en ffarp Frostvind fra Norden, over det yndige, men fjælne Hesperien, føgte en flyg tende Sfare Tilflugt i Havet, paa nogle ode Sandrevler fun Tilffyl, maasfee tarvelige Almisser fra de Flober, som Nhætiens Alper nedsende.

Fra disse i Sandhed landflygtige fattige Fiskere neds stamme de venetianske Nobili, et Adelskab, fom i Ælde, Stolts hed og Stantsaand iffe veeg for noget Andet i Verden, lige til det napoleonske Seculum. Þine Sanddynger ere Grundvolden til det prægtige Veneza, i Aarhundreder Havets Dronning. Handelens Middelpunct, Rongers Voldgiftsmand, Verdens Kassemester.

Men ber – felv her, hvor Frihedssind fandt et Fristed fra Lænker og Svøber, bar Despotismen vidst at reise en Trone faa fast, at fun Tiden, i Forbund med en vældig Eros brer, formaaede at omstyrte den.

Flere indvortes Rystelser modstod den, uden engang at valle: Tiepolig, Bedemars, Falieris Sammensværs gelser syntes endog at fornye dens Styrke og Fasthed.

Den Sidste, Statens Souverain, felo Dligardy, fores nede sig med Folket mod Oligarchiet forgjæves! hans

1

graabærdede Hoved faldt som Sonoffer for Adelens fornærs mede Majestæt, hans gamle, men varme Blod besudlede hans egen hertugelige Trone.

Den første faldt – liig Genuas Fiesco, med Sværd i Haand, dog ej ved Sværdet; men ved een af de Sfjæbnens Bud, som Mennesket falder Hændelse. Hans lemlæstede Liig blev fastet i Havet, og af Kronifeskriveren giendobt med Sfræmmenavnet Catilina.

Saga er som oftest uretfærdig mod den Ulyffelige - men Braga maa det tillades, idetmindste at ane det Bedre, at sige hvad Hjertet — af! alt for tit mod Forstandens ftrænge Dom - kunde ønffe. Er Dnsket ædelt og stjønt: saa falde Berben det Digt.

[ocr errors]

Det var Statens højeste Festdag, dens aarlige Bryllupss dag. Formælingen var fuldbyrdet, Bruden havde modtaget fin Fæftensring, og Brudgommen, omgivet af en glimrende Sfare, ffred under Musik og Jubelraab over Markuspladsen.

Hvilken larm! hvilken Glæde! Man tilsmiilte, tilraabte, lykønskede hinanden. Dersom Nogen, ubekjendt med Dagens Højtid, pludselig havde befundet sig i Vrimlen, han ffulde troet, at alle Giftefærdige holdt Bryllup paa eengang. Mænd og Kvinder i festligste Gildedragt, Blomster og Krandre i Vinduer og paa Balconer, Guirlander og Flag paa Slibe og Gondoler.

Paa et Hjørne stod den unge Adelsmand Bajamonte Tiepoli, taus og udeeltagende, og lod Optoget og Skaren drage fig forbi. Hans venstre Haand hvilte paa Sværdfæ: ftet, hans højre i Barmen; hans Overlæbe var optruffet, hans Dienbryn nedtrufne, hans højre Fodspidse klapprede paa

« ForrigeFortsæt »