Galathea svarte

faaledes som jeg haabede. Om hun eller jeg har overilet os, det vil vise sig i de to følgende Perioder.

Nok er det: vor Roman blev Stella for lang blev til en heel Historie. Et halvt Aar efter vort Bryllup drog hun med sin Hr. Gemal til Kjøbenhavn, til et større og gunftigere Terrain for Romaner, Intriguer og Eventyr.

Tredie Periode.

Jeg var ser og fyrgetyve Aar.

Dugen var taget bort fra Aftensbordet, og den fædvan

lige Forelæsning skulde tage sin Begyndelse. Min Familie havde lejret sig omkring mig, og ventede paa, hvad jeg nu vilde opvarte med. (Thi jeg læste altid selv; eftersom ingen af Børnene kunde gjøre min kone det tilpas.)

Jeg havde opslaaet jeg veed ikke mere hvilken fornøjelig Bog. NB. de ret fornøjelige Bøger ere altid nyttige; og tilmed maae Sjælen ligesaalidt som Maven til Aften belæsses med svære Sager.

Nu vel: Lysene vare skudte hen til mig, Bogen opløftet, da Tjeneren traadte ind med Aviser og Breve. Jeg vilde have lagt dem tilside, hvis ikke min Kone havde gjort mig opmærksom paa eet af Seglene, hvori hun gjenkjendte fin Svogers, Grev Rosenstjernes Vaaben.

Vi havde ikke hørt fra Grevens i langsommelige Tider, kunde derfor slutte os til, at noget særdeles Vigtigt maatte have foranlediget nærværende Skrivelse; thi besluttede vi strax at aabne samme.

Brevet var fra min Svigerinde, og indeholdt en Indbydelse til at besøge dem, og gjøre Følgeskab til den forestaaende Kroningshøjtid. Sammes Herlighed var udmalet faa tillokkende, at min Forelæsning reent glemtes derover, og vi for det Øvrige af Aftenen fik Stof nok til Samtale.,

At denne vandt i Liv og Interesse ved min Erklæring: at Jugen skulde blive hjemme - det kan man lettelig indsee. De Glæder, vi slet ikke have ventet, som overraske os ganske uformodede, ere langt hæftigere, fødere og mere ublandede end de, paa hvilke vi har havt Tid at forberede os; thi i hiint Tilfælde kan den nyfigne, selvkloge Phantasie ikke gjøre sine næsvise Forudspring, og, ved at fremstille os Tingene anderledes end de ville komme, forplumre os Nydelsen.

Man gotte fig brav længe i Forvejen til et Besøg, til en Rejse, eller til hvilkensomhelst anden Forlystelse! ikke skal man da saa let forsluge sig, naar Nydelsens Time slaaer, og man finder de hebt attraaede Glæder heelt anderledes, og en god Deel foldere, end man havde ventet. Den, som tit og længe forud gaaer og smager Maden tilpas, nyder mindst, naar den kommer paa Bordet. Rigtigheden af anførte Bemærkning - som iøvrigt slet ikke er ny alle stadfæstet ved meer end een ubehagelig Erfaring.

fil vi

Den, der tabte mindst i sine Forventninger, var min, med al sin Dmhed alvorlige og findige, Hustrue, for hvem ingen Glæde overgik dem, hun ned i sit eget Huus.

Hun og jeg: vor ældste fertenaarige Datter Julie, og vore tvende yngre Sønner, (der tilsammen udgjorde den hele Familie), ankom en Aftenstund til Grev Rosenstjernes Gaard.

Hovedbygningen var stærkt oplyst, og vi formodede ganske rigtig stort Selskab. Thi fik vi det Indfald at staae af i Ladegaarden, for at søge et affides Værelse til Omklædning, og S. S. Elicher. Gamle og nye Moveller. II.

11

og saaledes berede vore kjære Slægtninge en frydefuld Overraftelse.

Jeg traadte først ind i Conversationssalen, hvor jeg fandt fem Spilleborde fuldt besatte med Herrer og Damer. Ved det midterste og med Ryggen mod Døren sad Grevinden jeg kunde fige i overnaturlig Størrelse; thi hendes brede Ryg tog næsten hele Bordet for; hendes nøgne Skuldre syntes at være laante af en Torso; Armene vare ligesaa colossale, og et uhyre Hovedtøj med trende „viðthenskyggende Strudsfjedre fuldendte det Gigantiske i Figuren.

Da hun just i dette Øjeblik drejede Ansigtet om til Sidemanden, kjendte jeg hende paa Profilen, og traadte til for at hilse.

„Jeg beholder" sagde Sidemanden med Øjnene stift hæftede paa fine Kort.

„Nei, jeg beholder" raabte hun, lagde den ene Haand med kortene paa sin Barm, og rakte mig den anden.

"Velkommen, Hr. Svoger! er De alene? er min Søster iffe med?",

(Hun holdt sig endnu tilbage, virkelig overrasket af denne Modtagelse.)

alene

"

Men narrer De mig nu denne Gang, og la'er mig gaac feer De! Baronen har den Vane"

Her reiste de Medspillende sig, og hun maatte - Dog med kortene i Haanden følge deres Exempel.

Hun faae nu min fremtrædende Familie, og med den ene vældige Arm Kortene stedse i den anden embrasserede

hun min kone med det Udraab:

"Velkommen, ma chère! mín Gud! har Du været syg? Du seer saa daarlig, faa mager ud!"

Sagen var: at Galathea endnu havde sin ranke skjønne Pigefigur, og sit friske, men ganske fedmeløse Ansigt.

Man kunde horé Misundelsen over hendes velbevarte ungdommelige Udseende i den corpulente Stellas Tone.

Nu kom hendes Mand, og læspede nogle tørre, ligegyl dige Complimenter. Sløvt, koldt, betydningsløst var hans Aasyn som hans Tale; og af den fordums vævre nysselige Cavalier Damernes Yndling - var intet Andet tilbage, end et mat og vammelt Smiil, en Bøjelighed i Ledemodene, og en flydende Tunge, der maskinmæssigt opramsede en Deel flaue Galanterier og forslidte Indfald.

Derefter kom den unge Greve og tilkommende Stamherre - en sød Dukkemand, et Faaremelksansigt, der øjebliks lelig begyndte at gjøre Hancbeen for min Julie.

Og endelig stak den anden Søn, en seraars, forkjælet, uartig Krabat, fit næsvise Gefjæs midt ind i Gruppen.

Saaledes faae det ud med vor første Modtagelse i det Rosenstjernste Huus; og man vil uden Vanskelighed flutte sig til, at vort Ophold der hverken blev langvarigt eller fornøjeligt. Tre Poster bidrog især til at forkorte det.

For det første opstod snart en meget uføfterlig Spæn ding mellem Grevinden og min Kone.

-

Hiins forrige Livlighed og Skjemtsomhed, der mens hun var ung og smuk gjorde hendes Omgang behagelig for Alle af hendes eget Kjøn, og fortryllende for vørt, havde nu forvandlet sig til Vrippenhed, Skoselyft og Spidsfindighed. Og dette Hang yttrede sig aldrig mere fremstikkende, end naar hun var i fit Element ved Spillebordet; thi der blev hun ofte reent utaalelig. Vandt hun, viste hun sig overmodig; tabte hun, blev hun vranten og hartað ondskabsfuld. Slet spilte hun, men var hun uheldig, hovmestererede hun uophørlig fine Medspillere, og holdt ved ethvert Spils Slutning en lang Commentar over de bégangne Fejl. Min Kone

spilte bedre, men ugjerne og uden mindste Lidenskab, hvorfor ogsaa Aftentimerne bleve hende til en piinlig Byrde.

Den anden Aarsag til at paaskynde vor Afrejse var den unge Stamherres Surren om vor Julie.

Vel var hun fornuftig og aandrig nok til at oversee ham; men jeg havde feet saa mangen fornuftig Pige blive bedaaret af en Nar; thi at gjennemfee er noget ganske Andet, end at oversee; og et sertenaarigt Pigeøje trænger sjælden længere end til Overfladen, og er denne skjøn og glimrende, tager Hjertet lettelig Fornuften tilfange.

Galatheas skarpe Blik gjennemskuede først saavel fin Datters vaagnende Tilbøjelighed til Lapsen, som dennes og hans Moders Plan til et fordeelagtigt Partie; og meddeelte mig fine ikke ugrundede Bekymringer.

Vi besluttede i et hemmeligt Cabinetsraad at bryde op, faasnart Kroningen hvorfra jeg nu ikke kunde udeblive — var tilende.

Men den piinagtigste Besværlighed for os alle var dog den seraarige næsvise, kaade og ubændige Purk. Han var en Plageaand baade for os og for Forældrene: et sandt Huuskors, en Nisse, en Trold, en Unge af en Varulv. Han lod Ingen af os med Fred, men spilte os tusinde Streger,

den ene værre end den anden.

Vor yngste Søn af hans Alder og Størrelse maatte især holde for, og vi torde aldrig slippe ham af Syne. Faderen maatte kjøbe ham fra sig med Penge til Slikkerier, og Moderen var i egentligste Forstand under hans Svøbe; thi han sparede ikke paa corporlig Revselse, naar hun ved Opsætsighed havde paadraget sig hans billige Vrede.

Kun fra Spillebordet maatte han blive borte; thi der forstod Grevinden ingen Spøg. Dog for at forebygge alvorlige Optrin af hvilke vi vare Vidner til eet, der fun