Billeder på siden
PDF
ePub

Galathea svarte saaledes fom jeg haabebe. Om hun eller jeg har overilet os, det vil vise fig i de to følgende Perioder.

Nok er det: vor Roman blev Stella for lang – blev til en heel Historie. Et halvt Aar efter port Bryllup drog hun med fin Hr. Gemal til Kjøbenhavn, til et større og guns stigere Terrain for Romaner, Intriguer og Epentyr.

Tredie Periode.

Jeg var fer og fyrgetyve Aar.

Dugen var taget bort fra Aftensbordet, og den fæbran: lige Forelæsning skulde tage sin Begyndelse. Min Familie havde lejret sig omkring mig, og ventede paa, hvad jeg nu vilde opvarte med. (Thi jeg læste altid selv; eftersom ingen af Børnene kunde gjøre min Rone det tilpas.)

Jeg havde opslaget jeg reed iffe mere hvilken fors nøjelig Bog. NB. de ret fornøjelige Bøger ere altid nyttige; og tilmed mage Sjælen ligesaalidt som Maven til Aften belæsses med svære Sager.

Nu vel: Lysene vare ftudte hen til mig, Bogen opløftet, da Tjeneren traadte ind med Aviser og Breve. Jeg vilde have lagt dem tilside, hvis ikke mia Kone havde gjort mig opmærksom paa eet af Seglene, hvori hun gjenkjendte fin Svogers, Grey Rosenstiernes Vaaben.

Vi havde ikke hørt fra Grevens i langsommelige Tider, kunde derfor slutte os til, at noget særdeles Vigtigt maatte have foranlediget nærværende Skrivelse; thi besluttede vi ftrar at aabne samme.

Brevet var fra min Svigerinde, og indeholdt en Inds bydelse til at besøge dem, og gjøre følgeskab til den fores staaende Kroningshøjtid. Sammes Herlighed var udmalet faa tiloffende, at min Forelæsning reent glemtes derover, og vi for det Dvrige af Aftenen fit Stof nok til Samtale.,

At denne vandt i liv og Interesse ved min Ertiæring: at Jugen fulde blive hjemme det kan man lettelig indsee.

De Olæder, vi slet ikke have ventet, som overraske og ganske uformodede, ere langt hæftigere, fødere og mere ublandede end de, paa hvilfe vi har havt Tid at forberede os; thi i hiint Tilfælde kan ben nyfigne, selvkloge Phantafie ikke gjøre fine næsvise Forudspring, og, ved at fremstille og Tingene anderledes end de ville komme, forplumre os Nydelsen.

Man gotte sig brav længe i forvejen til et Besøg, til en Reise, eller til hvilkensomhelst anden Forlystelse! iffe ftal man da faa let forsluge sig, naar Nydelsens Time slaaer, og man finder de bedt attraaede Olæder heelt anderledes, og en god Deel foldere, end man havde ventet. Den, som tit og længe forud gaaer og smager Maden tilpas, nyder mindst, naar den kommer paa Bordet. Rigtigheden af anførte Bemærkning – som iøvrigt slet ikke er ny – fit vi alle ftadfæstet ved meer end een ubehagelig Erfaring.

Den, der tabte mindst i fine Forventninger, var min, meb al fin Dmhed alvorlige og findige, Hustrue, for hvem ingen Glæde overgit dem, hun nød i sit eget Huus.

Hun og jeg: vor ældste fertenaarige Datter Julie, og vore tvende yngre Sønner, (der tilsammen udgjorde den hele Familie), ankom en Aftenstund til Grev Rosenstjernes Gaard.

Hovedbygningen var stærkt oplyst, og vi formodede ganske rigtig stort Selskab. Thi fik vi det Indfald at staae af i Ladegaarden, for at søge et afsides Værelse til Omklædning, og S. S. Elicher. Gamle og nye Noveller. II.

11

[ocr errors]
[ocr errors]

og saaledes berede vore fjære Slægtninge en frydefuld Dvers raffelse.

Jeg traadte først ind i Conversationssalen, hvor jeg fandt fem Spitleborde fuldt besatte med Herrer og Damer.

Ved det midterste og med Ryggen mod Døren sad Grevinden – jeg funde fige i overnaturlig Størrelse; thi hendes brede Ryg tog næsten hele Bordet for; hendes nøgne Skuldre syntes at være laante af en Torso; Armene vare ligesaa colossale, og et uhyre Hovedtøj med trende „vidthens skyggendem Strudsfjedre fuldendte det Gigantiske i Figyren.

Da hun juft i dette Djeblik crejede Ansigtet om til Sidemanden, fjendte jeg bende paa Profiler, og traadte til for at bilfe.

,,Jeg beholder“ fagbe Sidemanden med Pinene ftift hæftede paa fine Rort.

Nei, jeg beholder, raabte hun, lagde den ene Haand med Rortene paa fin Barm, og rafte mig den anden.

Velkommen, Hr. Svoger! er De alene? er min Softer iffe med?

(Hun holdt sig endnu tilbage, virkelig overrasket af denne Modtagelse.)

Men narrer De mig nu denne Gang, og la'er mig gaae alene feer De! Baronen har den Vane.

Her rejste de Medspillende fig, og hun maatte dog med Kortene i Haanden – følge deres Erempel.

Hun sage nu min fremtrædende Familie, og med den ene vældige Arm Kortene stedse i den anden embrasserede bun min Kone med det üdraab:

Velkommen, ma chère! min Gud! har Du været syg? Du seer saa daarlig, faa mager ud !"

Sagen var: at Galathea endnu bavbe fin ranfe stjønne Pigefigur, og fit friste, men ganske fedmelose Ansigt.

.

Man kunde hore Misundelsen over hendes vefbevarte ungdommelige udfeende i den corpulente Stellas Tone.

Nu kom hendes Mand, og læspede nogle tørre, ligegyldige Complimenter. "Sløvt, foldt, betydningsløst var hans Aasyn som hans Tale; og af den fordums vævre nysselige Cavalier Damernes Yndling var intet Andet tilbage, end et mat og vammelt Smiil, en Bøjelighed i ledemodene, og en flydende Tunge, der maskinmæssigt opramfede en Deel Fraue Galanterier og forslidte Indfald.

Derefter kom den unge Greve og tilfоmmende Stams herre en fød Dukkemand, et Faaremelksansigt, der øjeblik. lelig begyndte at gjore Hanebeen for min julie.

Dg endelig staf den anden Søn, en feraars, forkjælet, uartig Krabat, sit næsvise Gefjæs midt ind i Gruppen.

Saaledes saae det ud med vor første Modtagelse i det Rosenstiernste Huus; og man vil uden Vanskelighed flutte sig til, at vort Ophold der hverken blev langvarigt eller fornøjeligt. Tre Poster bidrog især til at forforte det.

For det første opstod fnart en meget uføsterlig Spæn: ding mellem Grevinden og min kone.

Hiins forrige livlighed og Skjemtsomhed, der — mens hun var ung og smuk - gjorde hendes Omgang behagelig for alle af hendes eget Kjøn, og fortryllende for vort, bavde nu forvandlet sig til Prippenhed, Sfofelyft og Spidsfindighed. Og dette Hang yttrede sig aldrig mere fremstiffende, end naar hun var i fit Element – bed Spillebordet; thi der blev hun ofte reent utaalelig. Bandt hun, viste bun sig overmodig; tabte hun, blev hun vranten og bartab ondsfabsfuld. Slet spilte hun, men var hun uheldig, hovmestererede hun uophørlig fine Medspillere, og holdt ved ethvert Spils Sluts ning en lang Commentar over de begangne Feil. Min Rone

spilte bedre, men ugjerne og uden mindste lidenskab, hvorfor ogsaa Aftentimerne bleve hende til en piinlig Byrde.

Den anden Aarsag til at paaffynde vor Afrejse var den unge Stamberres Surren om vor Julie.

Vel var hun fornuftig og aandrig nok til at oversee ham; men jeg havde feet saa mangen fornuftig Pige blive bebaaret af en Nar; thi at giennemfee er noget ganske Andet, end at oversee; og et fertenaarigt Pigeoje trænger fiælden længere end til Overfladen, og er denne ftion og glimrende, tager Hjertet lettelig Fornuften tilfange.

Galatheas ffarpe Blit gjennemskuede først faavel fin Datters vaagnende Tilbøjelighed til lapsen, som dennes og hans Moders Plan til et fordeelagtigt Partie; og meddeelte mig fine iffe ugrundede Bekymringer.

Vi besluttede i et hemmeligt Cabinetsraad at bryde op, faasnart Kroningen bvorfra jeg nu iffe funde udeblive var tilende.

Men den piinagtigste Besværlighed for os alle var dog den feraarige næsvise, faade og ubændige Purt. Han var en Plageaand baade for os og for Forældrene: et fandt Huuskors, en Nisse, en Trold, en Unge af en Varulo. Han lod Ingen af os med Fred, men spilte og tusinde Streger, den ene værre end den anden.

Vor yngste Søn - af hans Alder og Størrelse – maatte især holde for, og vi torde aldrig slippe bam af Syne. Faderen maatte fjøbe ham fra sig med Penge til Slifferier, og Moderen var i egentligste Forstand under hans Svøbe; thi han sparebe iffe paa corporlig Revselje, naar hun ved Dpfætfighed havde paadraget sig hans billige Vrede.

Kun fra Spillebordet maatte han blive borte; thi der forstod Grevinden ingen Spøg. Dog for at forebygge alvors lige Dptrin af hvilke vi bare Vidner til eet, der fun

« ForrigeFortsæt »