Billeder på siden
PDF
ePub

Graad fætter alle hans Ansigtsmuskler i bævende Bevægelse. „Der!" hulker han og peger op til Kirkegaarden.

Da skjælver den arme Fremmede; med et dybt Hjertefuk udstønner han et ængsteligt: „ded?"

"Jal" svarer den ynkværdige Fader: "hun længtes efter en Ven, hvem hun aldrig mere ventede at skue i dette Liv; hun hentæredes som et knækket Blomster for tre Maaneder siden begrov jeg hende ved Moderens Side - eders Ring, Hr. Major! har hun med sig i Graven."

Og see! den ædle Krigsmand græder, han omfavner Peder Klausons Hals og kysser ham; han tager begge hans Hænder, og trykker dem til sit Bryst han vender sig, staaer tilhest og rider sin Vei; men ikke som han kom, munter og raff; nej, Fod for Fod strider Hesten ud af Gaarden; han selv sidder med nedbøjet Hoved og begge Hænderne paa Saddelknappen Rideknægten følger ham langsomt efter,

og tørrer fine Dine.

Men Peder Klausøn løfter sine Dine og fine foldede Hænder mod Himlen, lader dem atter synke, sukker, vender fig og gaaer ind i sit sørgelige Huus.

Den fachsiste Bondekrig.

Paa

[ocr errors][merged small]

aa den gamle Ridderborg Gehofen var lystigt Gilde. Borgherren den unge Grev Maternus, beværtede fine omboende adelige Venner: Grev Wolff af Stollberg, Hans Werther, Caspar af Rurleben og Flere.

Det gamle massive Egebord var vel besat med kraftige Netter: en Dyreryg, et Vildsvin-Hoved, Vildt og Tamt, Stegt, Kogt og Røget; og den vældige Humper, fyldtmed Rhinbjergenes kostelige Gaver, gik flittig omkring, credenzet af Søsterens, Hermuntrude v. Gehofens, nectarsøde Læber.

Det var Reformationens første Fest.

„Es lebe Martin Luther! var første og sidste Skaal. Vinen randt til ære for den ridderlige Præft! Pavens Betvinger, Religionsfrihedens ædle

Heltu.

Midt under Maaltidet traadte en Tjener ind med et Brev til Greven af Stollberg. Han læste: hans Ansigt rynkede sig, og glattedes igjen; omsider braft han ud i en inderlig Latter.

"Fra Thomas Münzer!" raabte han, faasnart han

atter var kommen tilaande. Præst skriver!"

"Hør engang hvad den gale

Tidt afbrudt ved sin egen og Selskabets ubetvingelige Latter, læste han som følger: „Jeg Thomas Münzer, efter Guds urandsagelige Villie Borgermester i den frie Stad Mühlhausen, lader Dig Wolff Stollberg hermed vide: at Du uopholdelig haver at indfinde Dig i min Residents, det nye Zion, for at høre det Budskab, som Herren haver givet mig til Dig. Lad hente Wolff Stollberg !"" fagde Herrens Aand til mig? „byd ham at forlade fine dumme Afguder, og overgive alt fit Land og alt fit Gods til Dig, Thomas Münzer, hvem jeg haver sat til en Vægter og til en Konge i Israel! Hvorefter Du Dig haver uvægerligen at rette!"

En stræng Tiltale," sagde Grev Maternus

"Og det af een af mine egne fødte Undersaatter" lagde Grev Stollberg til; men jeg kommer vel til at lyftre Ordre, kun vil jeg tage nogle Hundrede Nyttere med mig, at jeg kan vise mig med Anstand for hans Mühlhausenske Majestæt.

"

"Dette Folge" raabte Hans von Werther, "er neppe talrigt nok; det nye Zion er en velbefæstet Stad; Borgerne ere den felvgjorte Konge fanatisk hengivne, og derforuden har han en Livvagt af nogle Tusinde rasende Bønder."

"Alt for overdrevent;" sagde Grev Maternus: „det Hele er kun et Pobelspillop, et Daarekistespectakel, der snart af sig selv vil ophøre."

„Den schwabiske Bondekrig var dog meer end blot Narrespil!" faldt Grev Bodo alvorligen ind; „tænk paa Weinsbergs Ødelæggelse! paa Ludvig von Helfenstein og de halvfjerdsindstyve ædle Riddermænd, som paa eengang bleve Offere for disse Uhyrers Grusomhed! deres mishandlede Le

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. II.

2

gemer ere endnu ikke forraadnede; desto før burde deres sørgelige Tryghed og Ligegyldighed tjene os Sachser til Advarsel.”

"Jeg har kæmpet i tretten Slag" sagde en aldrende Herre; men aldrig har det saaledes vamlet mig for Hjertet." „Og I var i Weinsberg?" raabte Flere paa engang: "I faae da selv hvorledes det gik til, og kan fortælle os, hvad der er fandt, og hvad der er Tilsats af Rygtet!"

་་

„Rygtet“ svarede han, „skulde havt vanskeligt ved her at overdrive."

"Aa! fortæl! om I behager, Ridder Eberhard!" sags de en af de Yngre.

„Min Fortælling" svarte han er kun lidet opbyggelig, og passer ilde i et Glædeslaug; men da jeg tænker, den kan have fin Nytte, vil jeg ikke forholde Eder, hvad jeg der faae og hørte.

"Jeg kom paa min Hjemreise fra Zürich Paaskedag om Aftenen til det ulykkelige Weinsberg, og tog ind til en gammel Vaabenfælle for at overnatte hos ham. Han havde nogle andre Venner samlede, og vi sadde - netop som nu her - ved et godt Bord, og snakkede om den gale Præst i Nürnberg - det var just denne samme Münzer og om hiin Mezger, under hvis Anførsel Bønderne allerede havde plyndret et Par Klostre og Borge. De Fleste vare af samme Mening som 3, fjere Maternus! og ansaae det Hele for et Bondeopløb af ingen Betydenhed; men de fik snart Andet at vide.

[ocr errors]

„Mitt i vor sorgløse Munterhed begyndte Stormflokken at brumme, og i det samme styrtede tvende af Byens Borgere ind i Hallen. „Hvor er Ilden?« spurgte vi. „Der er ingen Ild" svarte de: „men Bondehæren er for Byen; En-` hver, som kan bære Vaaben, maae hjælpe at holde den ude!" Vi ombandt da vore Sværd, og ilede uden anden Rustning for at forene os med Borgerne. Det var forfildigt:

Fjenden var allerede indenfor Portene; vi hørte hans vilde Brøl fra alle Kanter, og derimellem Skrig af mishandlede Kvinder og Børn.

"Vi besluttede ftrar at vende om til Torvet, hvor vi ventede at finde de fleste af Borgerne forenede. Vi naaede det; men ikke før Bønderne havde dræbt eller forjaget alle dets Forsvarere. Nu vilde vi slaae os igjennem til Raadhuset, hvor vi haabede at kunne forsvare os længst, og i al Fald sælge vort Liv dyrest. Det var umuligt: hvad formaaer en Snees Sværd mod et tusinde Møggrebe, Forke, Vognkjeppe og Plejle? Jeg saae en af de sidste svinges over mit Hoved, og i samme Djeblik tumlede jeg bedøvet ned i Krog, som en høj Steentrappe dannede ved Huset.

[ocr errors]

Ret længe kan jeg ikke have ligget i denne Besvimelse; thi da jeg vaagnede, stod Maanen næsten paa samme Sted over Naadhuset, som da jeg faldt. Jeg følte til mit Hoved: der var intet Blod, kun en lille Bule, og jeg mærkede snart, at det Slag, jeg havde faaet, var af ingen Betydenhed. Men du retfærdige Himmel! til hvilke Grusomheder opvaagnede jeg!

[ocr errors]

„En Deel af Bondehæren som nu formodentligen ingen videre Modstand fandt havde samlet sig paa Torvet; de Øvrige vare endnu adspredte paa Nov og Mord omkring i Husene; jeg kunde paa alle Kanter af Byen høre deres Hujen og deres Slagtofferes ynkelige Skrig. De paa Torvet dannede en tæt Kreds: hvad der foregik i dens Midte funde jeg vel iffe see, men dog altfor tydelig høre og flutte mig til. Der var antændt et Martyrbaal, thi snart slog Røghvirvlerne i Vejret, og snart brød Luen igjennem og skinnede paa den modsatte indvendige Deel af Kredsen.

„Jeg laae faa højt, at jeg kunde see adskillige af disse afskyelige grinende Djævleansigter, naar Jlden stundom be

« ForrigeFortsæt »