Billeder på siden
PDF
ePub

Graad sætter alle hans Ansigtsmuskler i bævende Bevægelse. „Der!" bulfer han og peger op til Kirkegaarden.

Da stjælver den arme Fremmede; med et dybt Hjertesuf udstønner han et ængsteligt: „dod?..

Jal" svarer den ynkværdige Fader: whun længtes efter en Ven, hvem hun aldrig mere ventede at stue i dette Liv; hun hentæredes som et knæffet Blomster – for tre Maanes der siden begros jeg hende ved Moderens Side eders Ring, Hr. Major! har hun med sig i Graven."

Og fee! den ædle Krigsmand græder, han omfavner Peder Klausons Hals og fysfer ham; ban tager begge hans Hænder, og tryffer dem til fit Bryst - han bender sig, staaer tilheft og rider, sin Vei; men ikke fom han fom, muns ter og raff; nej, Fod for Fod skrider Hesten ud af Gaarden; han selv sidder med nedbøjet Hoved og begge Hænderne paa Sadbelknappen Rideknægten følger ham langsomt efter, og tørrer fine Dine.

Men Peder Klausøn løfter fine Dine og fine foldede Hænder mod Şimlen, lader dem atter synke, suffer, vender fig og gaaer ind i sit førgelige Huus.

[ocr errors]

Den fadfifte onderrig.

I. Paa

aa den gamle Pidderborg Gehofen var lystigt Gilde. Borgherren den unge Grev Maternus, beværtede sine om. boende adelige Venner: Grev Wolff af Stollberg, Hans Wertber, Caspar af Rurleben og Flere.

Det gamle massive Egeborð var vel besat med kraftige Retter: en Dyreryg, et Vildsvin-Hoved, Vildt og Tamt, Stegt, Kogt og Røget; og den vældige Humper, fyldtmed Rhinbjergenes foftelige Gaver, gik flittig omkring, credenzet af Søsterens, Hermuntrude y. Gebofens, nectarsøde læber.

Det var Reformationens første Fest.

..Es lebe Martin Luther! var første og sidste Sfaal. Vinen randt til Ere for den ridderlige Præft! Paven Betvinger, Religionsfrihedens ædle Helta.

Midt under Maaltidet traadte en Tjener ind med et Brev til Greven af Stollberg. Han læste: bans Ansigt rynkede sig, og glattedes igien; omsider brast han ud i en inderlig latter.

"Fra Thomas Münzer!" raabte ban, faasnart han

attir var kommen tilaande. "Hør engang hvad den gale Præft ftriver !

Tidt afbrudt ved sin egen og Selskabets ubetvingelige lats ter, læste han som følger: Jeg Thomas Münzer, efter Guds urandsagelige Villie Borgermester i den frie Stad Mühlhausen, lader Dig Wolff Stollberg hermed vide: at Du uopholdelig haver at indfinde Dig i min Residents, det nye Zion, for at høre det Budskab, som Herren haver givet mig til Dig. Lad hente Wolff Stollberg u. sagde Herrens Aand til mig? wobyd ham at forlade sine dumme Afguder, og overgive alt sit land og alt fit Gods til Dig, Thomas Münzer, hvem jeg haver fat til en Vægter og til en konge i Israel!.. Hvorefter Du Dig baver uvægerligen at rette!"

„En stræng Tiltale, “ sagde Grev Maternus

„Og det af een af mine egne fødte Undersaatter. lagde Grey Stollberg til; „men jeg kommer vel til at lystre Drdre, fun vil jeg tage nogle Hundrede Ryttere med mig, at jeg kan vise mig med Anstand for hans Mühlhausenske Majestæt.“

Dette Følger raabte Hans von Werther, wer neppe talrigt nok; det nye Zion er en velbefæstet Stad; Borgerne ere den felvgjorte Ronge fanatisk hengivne, og derforuden har ban en Livvagt af nogle Tufinde rasende Bønder...

Alt for overdrevent;. fagde Grev Maternus: , det Hele er kun et Pobelspillop, et Daarekiftespectafel, der snart af sig selv vil ophøre.“

,,Den fchwabiste Bondefrig var dog meer end blot Rars respil!" faldt Grev Bodo alvorligen ind; , tænk paa Weins: bergs Ddelæggelse! paa Ludvig von Helfenstein og de halvfjerdsindstyve ædle Riddermænd, som paa eengang bleve Difere for disse Ubyrers Grusomhed! deres mishandlede Les

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. II.

2

gemer ere endnu ikke forraadnede; defto før burde deres førs gelige Tryghed og ligegyldighed tjene os Sachser til Advarsel..

„ Jeg har fæmpet i tretten Slaga fagde en aldrende Herre; „men aldrig har det saaledes vamlet mig for Hjertet.“

,,Dg 3 var í Weinsberg ?« raabte Flere paa engang: 3 faae ba felv hvorledes det gif til, og fan fortælle os, boad der er fandt, og hvad der er Tilsats af Rygtet!"

Rygtet“ svarede han, nffulde havt vanskeligt ved her at overdrive.

„Na! fortæl! om f behager, Ridder Eberhard!“ sagde en af de Yngre.

Min Fortælling" svarte han mer fun libet opbyggelig, og passer ilde i et Glædeslaug, men da jeg tænker, den kan have fin Nytte, vil jeg ikke forholde Eder, hvad jeg der faae og hørte.

Jeg kom paa min Hjemreise fra Zürich Paaftebag om Aftenen til det ulykfelige Weinsberg, og tog ind til en gam: mel Vaabenfælle for at overnatte hos ham. Han havde nogle andre Venner famlede, og vi fadde netop som nu ber

ved et godt Bord, og snakkede om den gale Præst i Nürnberg - det var just denne samme Münzer - og om hiin Mezger, under hvis Anførsel Bønderne allerede havde plyndret et Par Klostre og Borge. De Fleste vare af famme Mening fom I, kjere Maternus! og anfaae det Hele for et Bondeopløb af ingen Betydenhed; men de fil snart Andet at vide.

Míct i vor forglose Munterhed begyndte Stormflokken at brumme, og i det samme styrtede tvende af Byens Bors gere ind i Hallen. Hvor er 3Iden? spurgte vi. Der er ingen 310“ svarte de: , men Bondebæren er for Byen; Ens hver, som kan bære Vaaben, maae hjælpe at holde den ude!" Vi ombandt da vore Sværd, og ilede uden anden Rustning ud, for at forene os med Borgerne. Det var forfildigt:

Fienden var allerede indenfor Portene; vi hørte hans vilde Brøl fra alle kanter, og derimellem Skrig af mishandlede Kvinder og Børn.

,,Vi besluttede ftrar at vende om til Torvet, hvor vi ventede at finde de fleste af Borgerne forenede. Vi naaede det; men ikke før Bønderne havde bræbt eller forjaget alle dets Forsvarere. Nu vilde vi flaae os igjennem til Raadhuset, hvor vi haabede at kunne forsvare os længst, og i al Fald sælge vort liv dyrest. Det var umuligt: hvad formaaer en Snees Sværd mod et tusinde Moggrebe, Forfe, Vognkjeppe og Plejle? Jeg saae en af de sidste svinges over mit Hoved, og i famme Djeblik tumlede jeg bedøvet ned i Krog, som en høj Steentrappe bannede ved Hufet.

, Ret længe kan jeg ikke have ligget i denne Besvimelse; thi da jeg vaagnede, ftob Maanen næsten paa samme Steb over Raadhuset, som da jeg faldt. Jeg følte til mit Hoved: der var intet Blod, fun en lille Bule, og jeg mærkede snart, at det Slag, jeg havde faaet, var af ingen Betydenhed. Men du retfærdige Himmel! til hvilke Grusomheder opvaagnede jeg!

,,En Deel af Bondebæren som nu formodentligen ingen videre Modstand fandt havde samlet sig paa Torvet; de øvrige vare endnu adspredte paa Nov og Mord omkring i Husene; jeg kunde paa alle kanter af Byen Høre beres Hujen og deres Slagtofferes ynfelige Sfrig. De paa Torvet dannede en tæt Kreds : hvad der foregik i dens Midte funde jeg vel ikke see, men dog altfor tydelig høre og flutte mig til.

Der var antændt et Martyrbaal, thi snart flog Røghvirvlerne i Vejret, og snart brød Luen igjennem og skinnede paa den modsatte indvendige Deel af Kredsen.

Jeg laae faa højt, at jeg kunde fee adftillige af disse afskyelige grinende Djævleansigter, naar Jiden stundom be:

[ocr errors]
« ForrigeFortsæt »