Skjøndt denne lette Spøgetone hverken behagede eller smigrede mig, virkede den dog baade adspredende og tempes rerende paa min eralterede Stemning, og jeg vandt snart fuldkommen Tactfasthed.

„Skjønne Stella!" faldt jeg ind: „tillad mig endnu at kalde Dem med det skjønneste af alle Navne! Enkelt er De os stakkels Hyrder farlig nok; men at De ovenkjøbet skal kunne fordoble Dem-"

Her faae jeg mig om efter Søsteren: hun havde vendt os Ryggen, og svævede langsomt ned mod den anden Ende af Salen. Ved ethvert af hendes afmaalte Fied drapperede fig malerist hendes lette folderige Balkjole; hendes fyldige Ravnelokker vuggede sig paa hendes Nakke.

Jeg tænkte uvilkaarlig paa Dido, da hun i Elysium vender Æneas Ryggen, og forsvinder som Nymaanen matglimtende gjennem Taager.

Et let Slag paa Skulderen af den ældre Stellas Handske kaldte mig tilbage fra Elysium.

"Deres Bebrejdelser vedblev jeg sukkende: were vel for= tjente -11

Aa nej!" afbrød hun mildt:

ingen Bebrejdelser! de maatte jo falde tilbage paa mig selv! Vi To ere begge angerløse; det er alene vor Brevdue, der er Skyld i det hele."

Jeg vidste dog ikke ret selv, hvorledes jeg var vendt: Fortid og Nutid, den første og den anden Stella, Løvhytte og Balsal, Nattergalsang og Dansemusik fremstillede sig Alt paa een Gang i broget Forvirring.

"De er endnu Godheden selv," begyndte jeg uvis: „Deres Ansigt, min Frøken! er endnu et tro Speil af deres Hjerte -." Et Haandtryk og et sjælfuldt Smiil belønnede mit Smigrerie; men hun afkortede det, figende i stærkere Tone:

„Hr. Kammerjunker! tillað mig her at forestille Dem min Gemal, Grev Rosenstjerne! —"

1l

En ung smuk Mand stod tæt ved os; vi hilfede hverandre jeg med nogen Overraskelse og Forvirring, han med let Høflighed.

"Og her, min Bedste!" vedblev hun, henvendende sig til ham, og dog uden at slippe min Haand: „fremstiller jeg Dig i vor ny Amtmand mit Hjertes gamle Inclination! Vi To har engang i hele fjorten Dage levet af Rosendust, Maaneskin og Fuglesang."

"Ah!" raabte han leende, idet han greb og trykkede min anden Haand: faa De er min Kones første Lærer i Elskekunsten! Men det Indfald med Duen, det var en grammatikalsk Bommert, og dog skylder jeg den maaskee min nuvæ rende Lyksalighed."

Her lagde han Haanden paa sit Bryst, Hovedet paa sin Skulder, og faae med comist Smægten paa sin leende Gemalinde.

Jeg faae nu klarligen, hvorledes jeg var faren, og at jeg befandt mig mellem Mennesker af den finere Verden: med Lethed fulgte jeg det angivne Tempo, og en levende Samtale, hvis Maal var at ironisere den ømmeste og skjønneste af alle Følelser, vedligeholdtes, indtil næste Dands begyndte.

Grevinden var min Dame; men mit Dje søgte hendes Søster med en Længsel, liig den, hvormed man higer fra Stadens Tummel ud i den stille, yndige Natur.

Hun dansede mig et Par Gange forbi, men syntes neppe at bemærke mig. Hendes stille Alvor stak fordeelagtigen af mod Stellas Livlighed og spillende Glæde.

Ved Bordet fik jeg Sæde mellem begge Søstre; men jeg deelte mig ikke imellem dem; thi jeg skal ikke nægte, at jeg tilhørte den Yngste ene og alene.

Jeg henryktes ligesaameget af hendes Aards Dannelse, som af hendes Hjertes dybe Følelse, der stod i samme Modsætning til hiint, den fertenaarige Stellas barnagtige Folerie, som Madame Stael-Holsteins Romaner til Madame Genlis.

Engang imellem maatte jeg jo alligevel henvende mig til min anden Naboerske, som - endskjøndt hun blev levende underholdt af hendes Gjenboer, to unge Officierer — var meget opmærksom paa hvad der taltes mellem Søsteren og mig. Ja mod Slutningen af Maaltidet undslap hende endog nogle Yttringer, der smagte lidt af Skinsyge; men jeg uds ledte dem snarere fra faaret Forfængelighed, end fra Recidiver af gammel Svaghed.

Jeg havde kun halvt Ret.

Ved mit Besøg den næste Dag modtog jeg strar de tydeligste Beviser paa ualmindelig mhed. Den galante Dame indledte paa det allerfineste, hvad vi dannede Mennesker kalde Intrigue Eventyr Roman.

Og for at bortrydde den eneste tænkelige Hindring i fammes Gang thi den tolerante Gemal var herved en ganske uinteresseret Tilskuer - stræbte hun af al Magt at drage mig bort fra Søfteren, ja, til den Ende, at stille hende i et latterligt Lys, fom en stakkels enfoldig og udannet Landsbytosse.

Men her forfejlede hun ganske sin Vej; thi just denne hendes spydige Stiklen og overmodige Spot hævede Galathe a - lad mig kalde hende saaledes! desto højere i mine

jne.

Galathea - den blide men sædelige, den beskedne men selvfølende, den yndige men ydmyge Galathea - drog mig til sig med uimodstaaelig Vælde; og ak! - drog sig selv

tilbage fra mig alt længer og længer, jo nærmere Søsteren tom mig Dag for Dag.

Den Enes Tiltrækken, den Audens Frastøden kunde have bragt mig til Fortvivlelse, dersom ikke det Haab, at jeg ej var den skjønne Galathea ligegyldig, havde styrket mig. Men mange svage, dog for en Elsker umiskjendelige, Tegn paa en undertrykt Tilbøjelighed, undgik ikke mit spejdende Die.

Da de Fleste vistnok kjende disse, eller i al Fald kunne finde dem tydeligen beskrevne i enhver Roman: vil jeg ikke opholde mig ved den søde Piges uvilkaarlige Sukken, pludfelige Farveskiften og stjaalne Djekast. Jeg vil gaae lige til Catastrophen af denne min meget alvorlige Roman.

For at løse den eneste Knude i samme Stellas ubesvarede Godhed for mig besluttede jeg at gaae raff, ligefrem og oprigtig tilværks.

En Dag, da det fineste Coqvetteries spildte Kunster havde gjørt hende ganske mismodig, greb jeg hendes Haand, og sagde: "Jeg elsker deres Søster jeg beder Dem om at bejle for mig."

Hun blegnede, sank sammen; hendes Barm gik op og ned, Taarer traadte i hendes Øjne. Men pludselig trykkede hun dem tilbage, og rejste sig med Fatning. Hendes Ansigt fik atter naturlig Farve og Liv.

Det var mig tydeligt, at et nyt Haab var oprundet i hendes Hjerte: enten at den blye og skye Galathea, hvem hun spotteviis kaldte Sigrid, vilde give mig Kurven; eller, i modsat Fald, at denne vores Roman kun skulde være et Intermezzo i hendes egen.

Nok er det: hun svarte med Mildhed, og, som hun fædvanlig plejede, spøgende: En kjæk Ridder bejler selv! kan De ikke bøje den strænge Sigrids Hu, hvad skulde da jeg vel udrette?"

Bifaldende bøjede jeg mig, kyste hendes Haand, og ilede ind i Sideværelse til Galathea, hvor hun sad beskæftiget med en Tegning.

"Freken!" begyndte jeg, jeg elsker Dem - jeg elsker Dem inderligt og oprigtigt dersom Deres Hjerte er frit-" Her hævede hun sig langsomt, rystede Lokkerne tilbage fra det dejlige Ansigt, stirrede et Secund stivt paa mig, bøjede fig atter ned over fit Arbeide, gjorde et Par Strøg med Penselen, og sagde: „Herinde i Stuen kan man vist nok høre hvad De siger, Hr. Kammerjunfer!"

"Hele Verden maae høre det" svarte jeg med forstærket Stemme, „gode, ædle Galathea! gjør mig ikke Uret! gjør ikke noget Menneske Uret! Hvad De end tænker om mig

jeg tilhører Dem alene med Liv og Sjæl. Troe mig; jeg taler uden Skrømt -dette Djeblik er os begge alt for vigtigt dersom jeg ikke haabede at have en Stemme for mig i Deres Hjerte, da vilde jeg ingenlunde bede om Deres Haand."

Hun bukkede sig end dybere ned; men jeg hørte dog tvende Taarer falde paa Maleriet.

"Galathea!" vedblev jeg hos Dem er Alt Sandhed døm ikke Andre efter Stinnet! og betænk, at De har en ærlig Mands Skjæbne i Deres Haand!"

Her opløftede hun atter fit Ansigt

fuldt af højtideligt Alvor.

det var blegt og

Med fast men dæmpet Stemme sagde hun: „Om otte Dage stal jeg svare Dem."

Jeg traadte, ærbødig bukkende mig, tilbage og gif. Grevindens Værelse, som jeg maatte igjennem, var tomt; jeg forlod Huset.

De otte Dage den anden Evighed, som jeg allerede i mit ni og tyvende Aar havde oplevet -forløb omsider.