Billeder på siden
PDF
ePub

Skjøndt denne lette Spøgetone hverken behagede eller Imigrede mig, virkede den dog' baade adspredende og tempes rerende paa min eralterede Stemning, og jeg vandt snart fulb: kommen Tactfasthed.

,,Sfjønne Stella!. faldt jeg ind: „tillad mig endnu at falde Dem med det ftjønneste af alle Navne! Enkelt er De o$ ftaffels Hyrder farlig nok; men at De ovenkjøbet ffal kunne fordoble Dem

Her faae jeg mig om efter Søsteren: hun havde vendt 0$ Ryggen, og svævede langsomt ned mod pen anden Ende af Salen.

Ved ethvert af hendes afmaalte Fied drapperede fig malerist hendes lette folderige Balfjole; hendes fyldige Ravnelokker vuggede sig paa hendes Naffe.

Jeg tænkte uvilfaarlig paa Dido, da hun i Elysium vender Æneas Ryggen, og forsvinder som Nymaanen mats glimtende gjennem Taager.

Et let Slag paa Skulderen af den ældre Stellas Handfte kaldte mig tilbage fra Elysium.

Deres Bebrejdelser« vedblev jeg fuffende: were vel fors tjente

Aa nej!" afbrød bun mildt: ingen Bebrejdelser! de maatte jo falde tilbage paa mig felv! Vi To ere begge angerløse; det er alene vor Brevdue, der er Styld i det Hele.“

Jeg vidste dog iffe ret selv, hvorledes jeg var vendt: Fortid og Nutid, den første og den anden Stella, Løvhytte og Balsal, Nattergalsang og Dansemusik fremstillede fig Alt paa een Gang i broget Forvirring.

De er endnu Godheden felv,“ begyndte jeg uvis: ,,Deres Ansigt, min Freken! er endnu et tro Speil af deres Hjerte.

Et Haandtryf og et fjælfuldt Smiil belønnebe mit Smigrerie; men hun affortede det, sigende i ftærkere Tone:

„Hr. Rammerjunker! tillad mig her at forestille Dem min Gemal, Grey Rosenstierne!

En ung smuk Mand stod tæt ved os; vi hilsede hver: andre – jeg med nogen Overraskelse og Forvirring, han med let Høflighed.

„Og her, min Bedste!" vedblev hun, henvendende sig til ham, og dog uden at slippe min Haand: „fremstiller jeg Dig i vor ny Amtmand mit Hjertes gamle Inclination! Vi To har engang i hele fjorten Dage levet af Rosenduft, Maanes fkin og Fuglesang."

„26!« raabte han leende, idet han greb og tryffede min anden Haand: ,faa De er min Rones første lærer i Elftes kunsten! Men det Indfald med Duen, det var en gramma: tikalft Bommert, og dog ffylder jeg den maafkee min nuvæs rende Lyfsaligbed.

Her lagde han Haanden paa fit Bryst, Hovedet paa fin Skulder, og faae med comist Smægten paa sin leende Ges malinde.

Jeg faae nu klarligen, hvorledes jeg var faren, og at jeg befandt mig mellem Mennesker af den finere Verden: med Lethed fulgte jeg det angivne Tempo, og en levende Samtale, hvis Maal var at ironisere den ømmeste og stjønneste af alle Følelser, vedligeholdtes, indtil næste Dands begyndte.

Grevinden var min Dame; men mit Die søgte hendes Søster med en længsel, liig den, hvormed man higer fra Stadens Tummel ud i den stille, yndige Natur.

Hun dansede mig et Par Gange forbi, men syntes neppe at bemærke mig. Hendes stille Alvor ftat fordeelagtigen af mod Stellas livlighed og spillende Glæde.

Beb Bordet fik jeg Sæde mellem begge Søstre; men jeg deelte mig iffe imellem dem; thi jeg skal ikke nægte, at jeg tilhørte den Yngste ene og alene.

Jeg henryktes ligesaameget af hendes Aapds Dannelse, fom af hendes Hjertes dybe Følelse, der stod i samme Modsætning til hiint, den fertenaarige Stellas barnagtige Følerie, som Madame Stael-Holsteins Romaner til Ma: dame Genlis.

Engang imellem maatte jeg jo alligevel henvende mig til min anden Naboerste, fom - endftjøndt hun blev levende underholdt af hendes Gjenboer, to unge Officierer — var meget opmærksom paa hvad der taltes mellem Søsteren og mig. Ja mod Slutningen af Maaltidet undslap hende endog nogle Yttringer, der smagte lidt af Sfinsyge; men jeg uds ledte dem snarere fra saaret Forfængelighed, end fra Recidiver af gammel Svaghed.

Jeg havde fun balvt Ret.

Ved mit Besøg den næste Dag modtog jeg strar de tyde: ligste Beviser paa ualmindelig ømhed. Den galante Dame indledte paa det allerfineste, hvad vi dannede Mennesker falde Intrigue - Eventyr - Roman.

Og for at bortrydde den eneste tænkelige Hindring i fammes Gang thi den tolerante Gemal var herved en ganfte uinteresseret Tilskuer - ftræbte hun af al Magt at drage mig bort fra Søsteren, ja, til den Ende, at stille hende i et latterligt lys, fom en staffels enfoldig og udannet landsbytosse.

Men her forfejlede hun ganske fin Bej; thi juft denne hendes spydige Stiklen og overmodige Spot hævede Galathea - lad mig falde hende saaledes ! desto bøjere i mine Pine.

Galathea ten blide men fædelige, den beskedne men selvfølende, den yndige men ydmyge Galathea - drog mig til fig med uimodstaaelig Vælde; og af! – drog sig selv

[ocr errors]

tilbage fra mig alt længer og længer, jo nærmere Søsteren kom mig Dag for Dag.

Den Enes Tiltræffen, den Andens Fraftøben kunde have bragt mig til Fortvivlelse, dersom ikke det Haab, at jeg ej var den stjenne Galathea ligegyldig, havde styrket mig. Men mange svage, dog for en Elsker umiskjendelige, Tegn paa en undertrykt Tilbøjelighed, undgik iffe mit spejdende Die.

Da de Fleste vistnok fjende disse, eller i al Fald kunne finde bem tydeligen beskrevne i enhver Roman: vil jeg ikke opholde mig ved den rode Piges uvilfaarlige Suffen, pluds felige Farvestiften og ftiaalne Dietast. Jeg vil gaae lige til Catastrophen af denne min meget alvorlige Roman.

For at løse den eneste Knude i samme Stellas ubesvarede Gobbed for mig besluttede jeg at gaae raft, ligefrem og oprigtig tilværks.

En Dag, da det fineste Coqvetteries spildte Kunster havde gjort hende ganske mismodig, greb jeg hendes Haand, og sagde: Jeg elsker deres Søfter jeg beder Dem om at bejle for mig.“

Hun blegnede, fank sammen; hendes Barm git op og ned, Taarer traadte i hendes Dine. Men pludselig trykkede hun dem tilbage, og rejste fig med Fatning. Hendes Ansigt fit atter naturlig farve og Liv.

Det var mig tydeligt, at et nyt Haab var oprundet i hendes Hjerte: enten at den blye og flye Galathea, hvem hun spotteviis kaldte Sigrid, vilde give mig Kurven; eller, i modsat Fald, at denne vores Roman fun sfulde være et Intermezzo i hendes egen.

Rok er det: hun svarte med Mildhed, og, som hun fæds vanlig plejede, spøgende: ,,En kjæk Ridder bejler felp! fan De iffe bøje den ftrænge Sigrids þu, hvad ffulde da jeg vel udrette ?"

Bifaldende bøjede jeg mig, fyfte hendes Haand, og ilede ind i Sideværelse til Galathea, hvor hun fad beskæftiget med en Tegning.

„Freken! begyndte jeg, wjeg elsker Dem - jeg elsker Dem inderligt og oprigtigt - dersom Deres Hjerte er frit "

Her hævede hun fig langsomt, rystede Lofferne tilbage fra det dejlige Ansigt, stirrede et Secund stivt paa mig, bøjede sig atter ned over fit Arbeide, gjorde et Par Strøg med Penselen, og sagde: "Herinde i Stuen kan man vist nok høre hvad De figer, Hr. Kammerjunker!"

" Hele Verden maae høre det“ (varte jeg med forstærket Stemme, gode, ædle Galathea! gjør mig iffe Uret! gjør ifte noget Menneske Üret! Hvad De end tænker om mig - jeg tilhører Dem alene med liv og Sjæl. Troe mig; jeg taler uden Sfromt dette Djeblik er os begge alt for vigtigt dersom jeg ikke haabebe at have en Stemme for mig i Deres Hjerte, da vilde jeg ingenlunde bede om Deres Haand.

Hun buffede sig end dybere ned; men jeg hørte bog tvende Taarer falde paa Maleriet.

„Galathea!" vedblev jeg hos Dem er Alt Sandhed

dom ikke Andre efter Skinnet! og betænk, at De har en ærlig Mands Skjæbne i Deres Haand!

Her opløftede hun atter sit Unsigt det var blegt og , fuldt af højtideligt Alvor.

Med fast men dæmpet Stemme fagde hun: Om otte Dage stal jeg svare Dem.

Jeg traadte, ærbødig buffende mig, tilbage og git. Grevs indens Værelse, som jeg maatte igjennem, var tomt; jeg fors lod Huset.

De otte Dage den anden Evighed, som jeg allerede i mit ni og tyvende Aar havde oplevet forløb omsider.

« ForrigeFortsæt »