libfe læste Udskrivten, smiilte og puttede det ubrækket i fin Comme; thi han vilde anseet det som en Overtrædelse af Ærens Forskrivter at aabne nogetsomhelst Brev, der ikke var adresseret til ham selv.

Jeg var i en piinlig Forfatning: min Elskedes søde Skris velse, vor dybe Hemmelighed, i min Faders Hænder! Gjerne havde jeg udverlet dette første Kjerligheds Pant for mit academiske Borgerbrev.

ængstelig sneg jeg mig op paa mit Værelse — der stod han allerede, søgende efter mig.

"Min Son!" begyndte han med mild Alvorlighed; thi endogsaa under langt hæftigere Sindsbevægelser vidste han at bevare udvortes Anstand og Værdighed hiin fornemme Ligevægt, paa hvilken Hs. Excellence Hr. Gehejmeraad von Gothe lægger saa megen Vægt »Min Son! der er arriveret et Brev til Dig ved overordentlig Leilighed" tog han det frem, og viftede det sagtelig op og ned —.

her

"Jeg vil ikke tillade mig, at indtrænge mig selv i dine Hemmeligheder; jeg ønsker blot, at Du vilde gjøre mig bekjendt med dets Indhold, for at erfare, om det ogsaa er carteret paa den cypriske Gudindes Postcontoir; thi een af hendes Postillioner kom nu nylig med det."

Jeg vidste, at dette jeg ønsker" i min Faders Mund betydede det samme, `som „jeg vil;" jeg forudfaae endvidere, at min Hemmelighed ikke længer vilde kunne skjules for ham; og sluttelig haabede jeg, ved en aabenhjertig Tilstaaèlse desto lettere at erhværve hans Minde, hvilket jeg paa Grund af min Stellas eventuelle Rigdom og egne utallige Fulckommenheder under alle Omstændigheder ansaae for utvivlsomt. Temmelig fattet bad jeg ham derfor, selv at aabne Brevet.

„Som Du behager" svarte han med et venligt Nik, tog en Sar og klippede Seglet løs. (Hvo der i hans

Nærværelse vilde løsne et Segl med Fingrene, undgik ikke,

hvis han hørte til Huset -hans Frettesættelse: "endogsaa en trekantet Billet" sagde han, „bør aabnes med Anstand.")

Derpaa udfoldede han Brevet, knepfede til det med Fingeren, og vendte Ryggen til Vinduet for at læse samme. Dette medtog flere Minutter; thi min Stella skrev rigtigs nok lidt utydeligt, og hendes Stiil udmærkede sig desuden ved en vis naiv Driginalitet i Orthographien.

Under Læsningen afverlede Smiil og Rynker paa min Faders Ansigt.

Du

Endelig blev han færdig, lagde Brevet sammen, og rakte mig det med de Ord: „Du skal ikke læse det i min Nærværelse din Undseelse maae være uden Vidner! Min Son! Du har begaaet en Overilelse - Jomfru Stella er iffe Partie for Dig - med Tiden vil Du indsee, at jeg har Ret; men nu vil Du tillade mig, at jeg advarer Dig for en Sottise tilgiv mig dette Udtryk; Mesalliance, min Son! er en Daarlighed under alle mulige Hensyn, og et blot Galanterie er ogsaa upassende. En Adelsmands Ære taber alt for meget ved at forføre en Pige af ringere Stand. seer altsaa, at en Forbindelse med Justitsraadens Datter ifte leder til noget Resultat. Enfin, mon fils! laissons ces puerilités! Jeg ønsker, at Du vilde bryde af itide! — Colle gierne maae snart begynde - om Du saa synes, kunde Du idag eller i morgen rejse ind til Byen! Enonu Eet: en god Gjerning kan ikke begyndes for tidlig; da det ved modnere Overlæg vist nok bliver din egen Villie, at denne lille Roman ikke udspindes længere, ønskede jeg, at Du strax vilde betage det stakkels Barn sin Grille! Sæt Dig ned s'il vous plait jeg vil dictere Dig, om Du saa synes."

Jeg adlød; men Amor og hans Mama veed bedst, med hvilke Følelser.

Jeg vil ikke anføre Indholdet; thi det var gaaet mig selv fra, faasnart jeg havde sat mit Navn under Brevet.

Da det var forsynet med Udskrift og Forsegling, tog min Fader det, og sagde: "Jeg skal just have Bud over til Justitsraadens i en anden Anledning, saa kan dette følge med. Dg - dersom Du ikke har noget derimod vil jeg ordre Kudsken. Vejret er smukt; men Barometret er allerede funket under Ustadigt; det var sikkrest at kjøre idag om Du saa synes."

---

Gud forlade mig! jeg parodierede min Fader: om Du saa synes," mumlede jeg under Graad og Tænders Gnidsel: nej, mon cher père! det synes jeg rigtignok ikke; mais, attendez!" (Saa usønlig findet var jeg, at jeg endog snakkede Fransk.)

Men snart smeltede mit harmfulde Hjerte. Stella! min Stella! det Englebarn! naar hun nu modtog mit Brev! Dersom hun ikke døde paa Stedet, var det højst sandsynligt, at hun alligevel vilde forkorte sit skjønne Liv; og da - men heller ikke før besluttede jeg, at følge hende efter, offre mig selv paa hendes Grav.

Jeg forbandede min Fejghed, min slaviske Lydighed; jeg opmandede mig; jeg fattede den Resolution, voldsomt at sprænge den faderlige Myndigheds Aag, da Vognen rullede frem, og min Fader ledsagede mig til den. Alle Husene dansede rundt for mine Dine, og Hestene dansede med mig til Kjobenhavn.

Det Første, jeg her foretog mig, var at skrive et Brev til Stella, hvori jeg undskyldte mig for det første, som min Fader havde dicteret; jeg kaldte Sol, Maane og Stier

ner til Vidne paa min Bestandighed, og besvor hende, at vise sig som et værdigt Sidestykke til Julie, Valdborg, Heloise og salig Frue Ulfeld. Denne Heroide betroede jeg til min Støvlepudser en tro og dygtig Svend - formanede ham, at levere den i Stellas egne Rosenfingre, og bringe mig hendes Svarskrivelse saa ́fnart muligt.

----

Der forløb en Evighed det vil sige: fjorten Dage inden min Brevdrager kom tilbage med mit Brev! Stella var med sin Fader rejste til Holsten, og ventedes ikke tilbage den hele Vinter. Min Mercurius havde vel fulgt. deres Spor Fyen igjennem; men da de havde nogle Dages Forspring, og han ingen Vinger, maatte han opgive Jagten. Jeg græd, og læste til Philosophicum. endtes den første Periode.

Og hermed

Anden Periode.

Jeg var otte og tyve Aar:

Som Amtmand drog jeg ind i en Provindsialstad, lige: meget hvilken; den jublede mig imøde. Poeterne ophøjede min Viisdom og Retfærdighed, Damerne min Elfkværdighed; thi jeg var endnu Ungkarl.

Til Velkomst blev jeg feteret med stor Souper og Bal; man vidste allerede, at jeg var en Elsker af Dands. Til den første engagerede jeg paa Lykke og Fromme den første den bedste af de mig allesammen ubekjendte Skjønne.

Hun rakte mig Haanden; jeg fæstede mine nærsynede Dine paa hendes Ansigt, og saae - min Ungdoms første Kjerlighed, min himmelske Stella! Og Himmel! hvilket

Under! endnu den samme friske, nysudsprungne Rosenknop, som for ti Aar siden. Jeg fornam i min Barm en Efterflang af hiin Naturens søde Stemme, og uvilkaarligt faldt det Spørgsmaal mig ind: mon hun for Dig skulde have bevaret fit Hjerte tilligemed fin Skjønhed?

Men der var ingen Tid til at gjøre SamvittighedsSpørgsmaale! Dandsen begyndte; baade mine Fødder og mit Hjerte kom i Bevægelse.

Saasnart jeg havde figureret op, og ledet hende til Sæbe, tog jeg Plads ved Siden, og bevidnede min Glæde over at kunne fornye gammelt Befjendtskab.

Hun rødmede, og svarte med et yndigt Smiil: „Da vi faaes sidst, Hr. Kammerjunker! var jeg et Barn --"

Jeg med;" afbrød jeg: „men der gives Følelser, som tilhøre baade den barnlige og den modnere Alder. Jeg mærker alt for vel, at mine vare af den Natur; desværre handlede jeg dengang som Barn -"

Hun afbrød mig ligesaa hastigt, som jeg hende, og sagde atter smilende: „tillad, at jeg betager Dem' en Vildfarelse, som vist nok reiser sig af en temmelig Lighed mellem Stella og mig. Der er min Søster."

Hun bøjede sig lidt frem foran mig, og viste til den anden Side. Som et Lyn foer mit Blik derom, og jeg gjenkjendte nu den virkelige Stella; men større, fyldigere, end for ti Aar tilbage, majestætist af Vært og Anstand, en Cleopatra, en Morgana, ja en Juno!

Hun rakte mig fin Haand til Kys, og sagde med et Smiil, der lig Solglands udbredte sig over det hele skjønne Ansigt: "Ej! ej! Hr. Kammerjunker! er det Deres Bestandighed? Det er kun ti Aar siden De tilsvor mig en evig Kjerlighed, og nu begynder De allerede at sige min rigtig nok yngre Søster smukke Ting? Jo, jo! jeg har luret."