Billeder på siden
PDF
ePub

lidse læste Udffrirten, smiilte og puttede det ubrættet i fin Lomme; thi han vilde anseet det som en Dvertrædelse af

Erens Forskrivter at aabne nogetsomhelft Brer, der ikke var adresseret til ham felo.

Jeg var i en piinlig Forfatning: min Elffedes søde Sfris velfe, vor dybe Hemmelighed, i min Faders Hænder! Gjerne havde jeg udverlet dette første Kjerligheds Pant for mit acas demiffe Borgerbrev. Ængstelig sneg jeg mig op paa mit Værelse

der stod han allerede, føgende efter mig.'

Min Son!begyndte han med mild Alvorlighed; thi endogsaa under langt hæftigere Sindsbevægelser vidste han at bevare udvortes Anstand og Værdighed biin fornemme Ligevægt, paa hvilfen Hl. Ercellence Fr. Gebejmeraad von Gothe lægger saa megen Vægt - Min Son! Der er arris veret et Brev til Dig ved overordentlig leilighed ber tog han det frem, og viftede det sagtelig op og ned -.

3eg vil iffe tidade mig, at indtrænge mig selv i dine Hemmeligheder; jeg ønsker blot, at Du vilde gjore mig befjendt med dets Indhold, for at erfare, om det ogsaa er carteret paa den cyprisfe Gudindes Postcontoir; thi een af hendes Postillioner kom nu nylig med det."

Jeg vidste, at dette jeg ønsker i min Faders Mund betydede det samme, som jeg vil;. jeg forudsaae endvis dere, at min Hemmelighed ikke længer vilde kunne stjules for bam; og fluttelig haabede jeg, ved en aabenhjertig Tilftaadise desto lettere at erhværve hans Minde, hvilket jeg paa Grund af min Stell as eventuelle Rigdom og egne utallige Fulcs kommenheder under alle omstændigheder ansaae for utvivlsomt.

Temmelig fattet bad jeg ham derfor, selv at aabne Brevet.

- „Som Du behager“ svarte han med et venligt Rik, tog en Sar" og klippede Seglet løs. (hvo der i hans

Nærværelse vilde løgne et Segl med fingrene, undgit iffe,

hvis han hørte til Huset – hans Frettesættelse: wend: ogfaa en trekantet Billetu fagde han, bør aabnes med Ans stand..)

Derpaa udfoldede han Brevet, knepfede til det med Fins geren, og vendte Ryggen til Vinduet for at læse samme. Dette medtog flere Minutter; thi min Stella ffrev rigtige nok lidt utydeligt, og hendes Stiil udmærkede fig desuden ved en vis naiv Driginalitet i Orthographien.

Under læsningen afverlede Smiil og Rynker paa min Fader$ Ansigt.

Endelig blev han færdig, lagde Brevet sammen, og rakte mig det med de Orb: Du skal iffe læse det i min Nærvæs relse din Undseelse maae være uden Vidner! Min Son! Du har begaaet en Dverilelse - Jomfru Stella er iffe Partie for Dig med Tiden vil Du indsee, at jeg har Ret; men nu vil Du tillade mig, at jeg advarer Dig for en Sottise - tilgiv mig dette udtryf; Mesalliance, min Søn! er en Daarlighed under alle mulige Hensyn, og et blot Gas lanterie er ogsaa upassende.' En Adelsmands Ære taber alt for meget ved at forføre en Pige af ringere Stand. Du seer altsaa, at en forbindelse med Justitsraadens Datter iffe leder til noget Resultat. Enfin, mon fils ! laissons ces puerilités! Jeg ønsker, at Du vilde bryde af itide! Colles gierne maae snart begynde - om Du faa fynes, funde Du idag eller i morgen rejse ind til Byen! - Endnu Eet: en god Gjerning fan iffe begyndes for tidlig; da det ved mods nere Overlæg vist nok bliver din egen Bilie, at denne lille Roman ikke udspindes længere, ønskede jeg, at Du ftrar vilde betage det staffels Barn fin Grille! Sæt Dig ned s'il vous plait - jeg vil dictere Dig, om Du faa fynes..

Jeg adlød; men Amor og hans Mama veed bedft, med hvilke Følelser.

Jeg vil ikke anføre indholdet; thi det var gaaet mig selv fra, faasnart jeg havde sat mit Navn under Brevet.

Da det var forsynet med udskrift og Forsegling, tog min Fader det, og sagde: »Jeg ffal just have Bud over til Justitsraadens i en anden Anledning, faa kan dette følge med. Dg - dersom Du iffe bar noget derimod - vil jeg orbre Kudsken. Vejret er smukt; men Barometret er allerede funket under Uftadigt; det var fiffrest at fjøre idag – om Du faa synes.

Jeg bukfede han git.

Gud forlade mig! jeg parodierede min Fader: nom Du faa synes, mumlede jeg under Graad og Tænders Gnidfel:

nej, mon cher père ! det synes jeg rigtignok ikke; mais, attendez !” (Saa usonlig findet var jeg, at jeg endog fuaffede Fransf.)

Men snart smeltede mit harmfulde Hjerte. Stella! min Stella! det Englebarn! naar hun nu modtog mit Brev! Dersom hun ikke døde paa Stedet, var det højst sandsynligt, at hun alligevel vilde forkorte fit ffjønne Liv; og da better iffe før – besluttede jeg, at følge hende efter, offre mig selv paa bendes Gray.

Jeg forbandede min Feighed, min slaviske Lydighed; jeg opmandede mig; jeg fattede den Resolution, voldsomt at sprænge den faderlige Myndigheds Aag, da Vognen rullede frem, og — min Faber ledsagede mig til den. utle Husene dansede rundt for mine øjne, og Heftene dansede med mig til Kjøbenhavn.

Det første, jeg her foretog mig, var at ftrice et Brev til Stella, hvori jeg undskyldte mig for det første, som min Fader havde dicteret; jeg faldte Sol, Maane og Stiers

men

ner til Vídne paa min Bestandighed, og besvor hende, at vise fig som et værdigt Sidestykke til fulie, Baldborg, Hes loife og falig Frue Ulfeld. Denne Heroide betroede jeg til min Støvlepudser – en tro og dygtig Svend - for: manede ham, at levere den i Stellas egne Rosenfingre, og bringe mig hendes Svarskrivelse faa' snart muligt.

Der forløb en Evighed - det vil sige: fjorten Dage inden min Brevbrager fom tilbage – med mit Brev! Stella var med fin Fader rejste til Holsten, og ventedes ikke tilbage den hele Vinter. Min Mercurius havde vel fulgt deres Spor Fyen igjennem; men da de havde nogle Dages Forspring, og han ingen Vinger, maatte han opgive Jagten.

Jeg græd, og læste til Philosophicum. Dg hermed endtes, den første Periode.

Anden Periode.

Jeg var otte og tyve Aar:

Som Amtmand drog jeg ind i en Provindfialftab, lige: meget hvilfen; den jublede mig imøde. Poeterne ophøjede min Viisdom og Retfærdighed, Damerne min Elstværdighed; thi jeg var endnu Ungkarl.

Til Velfomst blev jeg feteret med stor Souper og Bal; man vidste allerede, at jeg var en Elffer af Dands. Til den første engagerede jeg paa Lykke og Fromme den første den bedste af de mig allesammen ubekjendte Skjonne.

Hun rakte mig Haanden; jeg fæstede mine nærsynede Dine paa bendes Ansigt, og fage - min Ungdoms første Kjerlighed, min himmelffe Stella! Dg Himmel! hvilket

Under! endnu ben samme friste, nysubsprungne Rosenknop, som for ti Aar siden. Jeg fornam i min Barm en Efter: flang af biin Naturens søde Stemme, og uvilfaarligt faldt det Spørgsmaal mig ind: mon hun for Dig sfulde have bevaret fit Hjerte tilligemed fin Skjønhed?

Men der var ingen Tid til at gjøre Samvittighedsa Spørgsmaale! Dandsen begyndte; baade mine fødder og mit Hjerte kom i Bevægelse.

Saasnart jeg havde figureret op, og ledet hende til Sæbe, tog jeg Plads ved Siden, og bevidnede min Globe over at kunne fornye gammelt Befjendtskab.

Hun rødmede, og svarte med et yndigt Smiil: , Da vi faaes sidst, Hr. Kammerjunfer! var jeg et Barn —

Jeg med; afbrød jeg: men der gives Følelser, som tilhøre baade den barnlige og den modnere Alder. Jeg mærker alt for vel, at mine vare af den Natur; desværre handlede jeg dengang fom Barn

Hun afbrød mig ligesaa haftigt, som jeg hende, og sagde atter smilende: wtillad, at jeg betager Dem' en Vildfarelse, fom vist nok reiser sig af en temmelig lighed mellem Stella og mig. – Der er min Søfter..

Hun bøjede sig lidt frem foran mig, og viste til den anden Side.

Som et fyn foer mit Blit derom, og jeg gjenkjendte nu den virkelige Stella; men større, fyldigere, end for ti Aar tilbage, majestætist af Vært og Unftand, en Cleopatra, en Morgana, ja en Juno!

Hun rakte mig fin Haand til Kys, og fagde med et Smil, der lig Solglands udbredte sig over det hele stjønne Ansigt: Ej! ej! Hr. Kammerjunker! er det Deres Beftans dighed? Det er kun ti Aar siden De tilsvor mig en evig Kjerlighed, og nu begynder De allerede at sige min rigtig nok yngre Søster smukke Ting? Jo, jo! jeg har luret.“

« ForrigeFortsæt »