Billeder på siden
PDF
ePub

for fin Dommers og for Vidnernes Forblændelse, og for fin egen lettroende Indbildningskraft.

Ak! hvad er dog et Menneske, at det tør opkaste fig til Bloddommer over fin lige? Hvo tør dog lige til sin Broder, Du est skyldig at døe? Kun Gud hører Hævnen til; kun den, som giver livet, tør alene give Doden. Han lønne Dig nu ogsaa hisset for den bittre Martyrdød, Du her maatte lide, med det evige livs uendelige Glæde!

Jeg fandt mig ikke beføjet til at angive den fønderknuste og angergivne Synder, saameget mindre fom Herredsfogden endnu levede, hvem det vilde være en Grusomhed at oplyse om hans skræffelige Vildfarelse, før han vandrede heden, hvor Alt det stal fomme for Lyset, der endnu er skjult for vore Dine.

Jeg stræbte derfor langt hellere at yde den Tilbageven: dende Religionens Trøst, og formanede ham dernæst paa det Alvorligste til at fordølge fit Navn og den hele Begivenhed for alle Mennesker. Jeg lovede ham paa dette Vilfaar HuusIye og Pleje hos 'min Broder, som boer i en langtfraliga gende Egn.

Næste Dag var en Søndag. Da jeg fildig mod Aften fom hjem fra mit Anner, var Stodderen borte; men inden det blev Aften den følgende Dag, var Tildragelsen befjendt over hele Nabolauget.

Dreven af sin urolige Samvittighed havde han ilet afsted til Rosmus, og fremstillet sig som den rette Niels Bruus for Herredsfogden og alt Tyendet i Gaarden.

Herredsfogden fik en Rørelse og døde inden Ugens Ende; men Niels Bruus fandtes Tirsdag Morgen liggende død udenfor Aalsøe Kirfedør, paa den falige Søren Qviste Grav.

S. S. Blider. Gamle og nye Noveller. 11.

10

Fire Perioder.

Forste Periode.

Jeg var atten Aar. Me

Sed det academiske Borgerbrev i lommen og publico encomio ornatus, reiste jeg ud til min Faders Gods.

Samme min Hr. Fader var en meget riig Adelsmand, saa jeg í Grunden slet ikke havde havt nodig at lære noget

thi at jage, spille, tude og fiase med Pigerne kommer af fig selv - men han vilde, at jeg sfulde lære Meget, for at gjøre min Stand 28 re.

Han var i Grunden langt mere ftolt af sin Stand, end den meest uvidende landjunker, og derfor vilde han ej heller overlade Borgerstanden et Fortrin, som virkelig ikke er ubes tydeligt, jeg mener lærdom – videnskabelig Dannelse. Fra mit sjette Aar af holdt han Hovmester til mig, og det hele Karle i Sprogene; og da jeg gik til Universitetet, ftrev han til alle de examinerende Professorer med indstændigt Fors langende: at de vilde være ret ftrænge imod mig.

Det vare de ogsaa, men jeg kunde mine Ting; og foreløbigen sagt - jeg abfolverede fire Aar derefter min juridiskc Embedseramen faaledes, at jeg efter andre ser Aars Forløb blev Kongens Amtmand og iffe min Fuldmægtige.

1

Mit Hoved var altsaa vel dyrket, men mit legeme heller iffe forsomt : jeg dandfede, fægtede, reeb, svømmede - Alt med temmelig færdighed; og ffal jeg troe et mangestemmigt Vidnesbyrd af forte, brune, grønne, blaae og graae Dine, har mit Ansigt og min hele Person ikke havt noget Frastødende.

At den unge Student var af gammel Adel, og Arving til store Rigdomme, har dog rimeligvis forblændet de smuffe Dine, og flatteret hans Portrait. Men Een fandtes der alli: gevel, som i mig kun elskede Hyrden.

Og som en øm Hyrde, en mægtende Nemorin, vankede jeg omkring i min Faders Lunde, ledende efter Stella. Jeg skulde have ledet længe før, hvis ikke Ciceros Pligter og Epictets Grundsætninger havde fængslet mig til Studeres fammeret.

Naar en attenaarig Knøs leder ret alvorligt om en Rjereste, vil det ikke vorde ham vanskeligt at finde.

Skke langt fra os. boede en rūg' Justitsraad, som ejede en overmaade dejlig Stella paa serten Aar. Vi faae hvers andre, og indsaae i samme Djeblik, at vi vare stabte for hverandre, samt at vor Kjerlighed maatte vorde evig. I en Tid af otte Dage gjennemgik vi hele Skolen jeg mener Kjerligheds — lige fra det første Suk til den første Omfavnelse.

Det var en Aftenstund i Maj og det allerønskeligste Vejr til at forlove fig i: Himlen var klar og blaa fom Stellas Dje; Luften varm, men iffe heed, og viftede netop saameget, at den kunde vugge Blomsterne i Søvn. Nattergalen trillede, flynkede, fluffede en smeltende Amoroso; og Frøernes ieg mener Peder Dres - bufe Klokfespil ringede Solen ned. Vagtelen væffede med ømme Fløjtetoner fin Mage og Skovs duen kurrede fin til Ro. Førte af en usynlig Magt mødtes Stella - lab hende

[ocr errors]

fremdeles hedde faaledes og jeg i en Lovhytte. Jeg saae paa hendes Fødder; hun paa mine. Jeg flottede til den højre Side; hun til den venstre. Jeg rev et Blad af, og pluffede det istykker ; hun gjorde ligesaa. Jeg suffede; hun med. Jeg udbredte begge mine Arme; hun fine; og inden vi vidste det Adermindfte deraf, laae hendes om min Fals og min om bendes smekfre Midie.

Vore Læber vare tæt forenede, og kunde neppe adftilles saalænge, mens de smaa, men betydningsfulde Drd: „Min" , Dinó udverledes.

Vi tilsvor hverandre en evig, en uendelig Kjerlighed.

At! dengang vidste jeg endnu ikke: at paa Jorden er Intet evigt uden Conversationslericonnet, og Jatet uendeligt uden Jean Pauls Perioder.

Da den første Forbaufelfe var forbi, og Elftovsrusen havde antaget en stillere Characteer: med andre ord, da Fornuften atter kom til fit Herredømme, lagde vi de allerfornuftigste Planer til et ret eremplariff Engleliv.

Vi vilde intet Mindre, end oprette Himmelen paa Jor: den; og Intet havde været lettere, hvis iffe baade Eet og Andet var kommen ivejen.

Vor første Beslutning var denne: at vor Kjerlighed skulde holdes aldeles hemmelig. (Der var virfelig heller Ingen, som mærkede den, uden dem, der faae os sammen.)

Det andet Decret, som emanerede fra Elskovs løvhvælpede Tempel, var dette: at vi, for ej at væffe Mistanke, fun vilde fees en Gang om Dagen, med mindre omstændighederne skulde gjøre oftere Gjensyn tilraadeligt og hensigtsmæssigt.

Vi medtes virfelig heller iffe oftere, end det var muligt.

Den tredie Beslutning af os to unge fornuftige Mennes ffer var denne: at vi, i Tilfælde af Adftitlelse, sfulde etablere en regelmæssig Posterpedition, som nemlig maatte besorges

ved Brevduer saameget havde min snilde Stella allerede profiteret af sin Lafontaine.

Endelig blev det et Resultat af modent Dverlæg: at vi iffe vilde giftes, førend vi kunde finde en Præst, som bemmielig vilde copulere os.

Alle vore Planer vare fortræffeligt anlagte; det vil ingen serten Aars Jomfrue eller Frøken nægte os. Men hvad fors maaer vel al menneskelig Viisdom mod den blinde Sfjæbne? Hvað mægter Hjertets Poesie mod livets Profa?

Hele otte Dage gif Alt efter Dnfte; iffe den mindste Skye lod sig see paa vor Kjerligheds Himmel! Vi samledes hver Aften i Skoven, paa Grændsen imellem vore Fædres Ejendomme, og derforuden to eller tre Gange offentligen ved formelige Besøg.

Men Postvæsenet ruinerede os.

Jeg havde nemlig den sidste Aften til Stevnemødet meds bragt en Due, fom Stella tog hjem med fig, og som næfte Dag skulde gjøre fit Prøvestykke, som flyvende Post.

Om Morgenen, faa tidlig det gryede ad Dag, var jeg oppe, for at vente dens Ankomst, og tryffe det første Elffovsbrev til mine smægtende læber. Men Ulykken vilde, at min Fater ffulde gaae nede i Gaarden, og lige under Dueslaget, netop fom den vingede Brevdrager dalede ned, og fatte sig paa Pinden. Ulykken vilde dernæft, at Brevet sfulde være for, stort, og Flyvebullet for lillc: faa Veneris Fugl forgiæves stræbte at trænge sig ind til fin Mage. Dens Flaggren og Klappen med Bingerne gjorde Papa opmærksom; han slog Dinene op, og mærkede ftrar Aarsagen.

Jeg stod paa Udfif i Stalden, og faae med Forfærdelse, at han snappede Duen med det üdraab: ”mon dieu! qu'estce-qu'il-y-a?"

Han løfte Brevet det var bundet med en rød Silfts

« ForrigeFortsæt »