Billeder på siden
PDF
ePub

for fin Dommers og for Vidnernes Forblændelse, og for fin egen lettroende Indbildningskraft.

Ak! hvad er dog et Menneske, at det tør opkaste sig til Bloddommer over sin Lige? Hvo tør dog fige til sin Broder, Du est skyldig at døe? Kun Gud hører Hævnen til; kun den, som giver Livet, tør alene give Døden. Han lonne Dig nu ogsaa hisset for den bittre Martyrdød, Du her maatte lide, med det evige Livs uendelige Glæde!

Jeg fandt mig ikke beføjet til at angive den sønderknuste og angergivne Synder, saameget mindre som Herredsfogden endnu levede, hvem det vilde være en Grusomhed at oplyse om hans skrækkelige Vildfarelse, før han randrede heden, hvor Alt det skal komme for Lyset, der endnu er skjult for vore Dine.

Jeg stræbte derfor langt hellere at yde den Tilbageven dende Religionens Trøst, og formanede ham dernæst paa det. Alvorligste til at fordølge fit Navn og den hele Begivenhed for alle Mennesker. Jeg lovede ham paa dette Vilkaar HuusIye og Pleje hos min Broder, som boer i en langtfraliggende Egn.

Næste Dag var en Søndag. Da jeg fildig mod Aften kom hjem fra mit Anner, var Stodderen borte; men inden det blev Aften den følgende Dag, var Tildragelsen bekjendt over hele Nabolauget.

Dreven af sin urolige Samvittighed havde han ilet afsted til Rosmus, og fremstillet sig som den rette Niels Bruus for Herredsfogden og alt Tyendet i Gaarden.

Herredsfogden fik en Rørelse og døde inden Ugens Ende; men Niels Bruus fandtes Tirsdag Morgen liggende død udenfor Aalsøe Kirkedør, paa den falige Søren Dvists Grav.

-

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. II.

10

Fire Perioder.

Første Periode.

Jeg var atten Aar.

Med det academiske Borgerbrev i kommen og publico en

comio ornatus, rejste jeg ud til min Faders Gods.

Samme min Hr. Fader var en meget riig Adelsmand, faa jeg i Grunden slet ikke havde havt nodig at lære Noget

thi at jage, spille, tude og fjase med Pigerne kommer af

[ocr errors]

fig selv men han vilde, at jeg skulde lære Meget, for at gjøre min Stand 2re.

Han var í Grunden langt mere stolt af fin Stand, end den meest uvidende Landjunker, og derfor vilde han ej heller overlade Borgerstanden et Fortrin, som virkelig ikke er ubetydeligt, jeg mener Lærdom - videnskabelig Dannelse. — Fra mit sjette Aar af holdt han Hovmester til mig, og det hele Karle i Sprogene; og da jeg gik til Universitetet, skrev han til alle de examinerende Professorer med indstændigt Forlangende: at de vilde være ret strænge imod mig.

Det vare de ogsaa, men jeg kunde mine Ting; og foreløbigen fagt - jeg abfolverede fire Aar derefter min juridiske Embedsexamen saaledes, at jeg efter andre sex Aars Forløb blev Kongens Amtmand og ikke min Fuldmægtigs.

Mit Hoved var altsaa vel dyrket, men mit Legeme heller iffe forsømt: jeg dandsede, fægtede, reed, svømmede - Alt med temmelig Færdighed; og skal jeg troe et mangestemmigt Vidnesbyrd af forte, brune, grønne, blaae og graae Dine, har mit Ansigt og min hele Person ikke havt noget Frastødende.

At den unge Student var af gammel Adel, og Arving til store Rigdomme, har dog rimeligviis forblændet de smukke Dine, og flatteret hans Portrait. Men Een fandtes der alligevel, som i mig kun elskede Hyrden.

Og som en om Hyrde, en smægtende Nemorin, vankede jeg omkring i min Faders Lunde, ledende efter Stella. Jeg skulde have ledet længe før, hvis ikke Ciceros Pligter og Epictets Grundsætninger havde fængslet mig til Studerefammeret.

Naar en attenaarig Knøs leder ret alvorligt om en Kjereste, vil det ikke vorde ham vanskeligt at finde.

[ocr errors]

Itte langt fra os. boede en rug Justitsraad, som ejede en overmaade dejlig. Stella paa serten Aar. Vi faae hverandre, og indsaae i samme Øjeblik, at vi vare skabte for hverandre, samt at vor Kjerlighed maatte vorde evig. I en Tid af otte Dage gjennemgik vi hele Skolen jeg mener Kjerligheds lige fra det første Suk til den første Omfavnelse. Det var en Aftenstund i Maj og det alleronskeligste Vejr til at forlove sig i: Himlen var klar og blaa som Stellas Øje; Luften varm, men ikke heed, og viftede netop saameget, at den kunde vugge Blomsterne i Søvn. Nattergalen trillede, flynkede, klukkede en smeltende Amoroso; og Frøernes - jeg mener Peder Dres duse Klokkespil ringede Solen ned. Vagtelen vækkede med ømme Fløjtetoner sin Mage og Skovduen kurrede fin til Rp.

Førte af en usynlig Magt mødtes Stella lad hende

[ocr errors]

fremdeles hedde saaledes og jeg i en Løvhytte. Jeg saae paa hendes Fødder; hun paa mine. Jeg flottede til den højre Side; hun til den venstre. Jeg rev et Blad af, og plukkede det iftykker; hun gjorde ligesaa. Jeg sukkede; hun med. Jeg udbredte begge mine Arme; hun sine; og inden vi vidste det Allermindste deraf, laae hendes om min Hals og min om hendes smekkre Midie.

Vore Læber vare tæt forenede, og kunde neppe adskilles saalænge, mens de smaa, men betydningsfulde Ord: „Min“ „Din" udverledes.

Vi tilsvor hverandre en evig, en uendelig Kjerlighed.

Ak! dengang vidste jeg endnu ikke: at paa Jorden er Jntet evigt uden Conversationslericonnet, og Jntet uendeligt uden Jean Pauls Perioder.

Da den første Forbauselse var forbi, og Elskovsrusen havde antaget en stillere Characteer: med andre Ord, da Fornuften atter kom til sit Herredømme, lagde vi de allerfornuftigste Planer til et ret exemplarist Engleliv.

Vi vilde intet Mindre, end oprette Himmelen paa Jorden; og Intet havde været lettere, hvis ikke baade Eet og Andet var kommen ivejen.

Vor første Beslutning var denne: at vor Kjerlighed skulde holdes aldeles hemmelig. (Der var virkelig heller Ingen, som mærkede den, nden dem, der faae os sammen.)

1

Det andet Decret, som emanerede fra Elskovs løvhvælvede Tempel, var dette: at vi, for ej at vække Mistanke, kun vilde sees en Gang om Dagen, med mindre Omstændighederne skulde gjøre oftere Gjensyn tilraadeligt og hensigtsmæssigt.

Vi mødtes virkelig heller ikke oftere, end det var muligt. Den tredie Beslutning af os to unge fornuftige Mennes ffer var denne: at vi, i Tilfælde af Adskillelse, skulde etablere en regelmæssig Posterpedition, som nemlig maatte besørges

ved Brevduer

faameget havde min snilde Stella allerede profiteret af sin Lafontaine.

Endelig blev det et Resultat af modent Overlæg: at vi ikke vilde giftes, førend vi kunde finde en Præst, som hemmelig vilde copulere os.

Alle vore Planer vare fortræffeligt anlagte; det vil ingen serten Aars Jomfrue eller Frøken nægte os. Men hvad formaaer vel al menneskelig Viisdom mod den blinde Skjæbne? Hvad mægter Hjertets Poesie mod Livets Prosa?

Hele otte Dage gik Alt efter Ønske; ikke den mindste Skye lod sig fee paa vor Kjerligheds Himmel! Vi samledes hver Aften i Skoven, paa Grændsen imellem vore Fædres Ejendomme, og derforuden to eller tre Gange offentligen ved formelige Besøg.

Men Postvæsenet ruinerede os.

Jeg havde nemlig den sidste Aften til Stevnemødet med bragt en Due, som Stella tog hjem med sig, og som næste Dag skulde gjøre sit Prøvestykke, som flyvende Post.

Om Morgenen, saa tidlig det gryede ad Dag, var jeg oppe, for at vente dens Ankomst, og trykke det første Elskovsbrev til mine smægtende Læber. Men Ulykken vilde, at min Fader skulde gaae nede i Gaarden, og lige under Dueslaget, netop som den vingede Brevdrager dalede ned, og fatte sig paa Pinden. Ulykken vilde dernæst, at Brevet skulde være for stort, og Flyvehullet for lille: saa Veneris Fugl forgjæves stræbte at trænge sig ind til fin Mage. Dens Flaggren og Klappen med Vingerne gjorde Papa opmærksom; han slog Øjnene op, og mærkede ftrar Aarsagen.

Jeg stod paa Udkik i Stalden, og faae med Forfærdelse, at han snappede Duen med det Udraab: "mon dieu! qu'estce-qu'il-y-a?"

Han løste Brevet det var bundet med en rød Silfe

« ForrigeFortsæt »