thi hvad skulde jeg sige hende? og var jeg ikke selv bespændt med mørke Tanker?

-

Ea Timestid derefter kom min Vogn med Liget, og kort herpaa foer en ung Mand paa en Hest ind i Gaarden det var Sønnen. Han kastede sig over Faderens affiælede Legeme og derpaa i Søsterens Arme; begge Sødslende holdt hverandre længe omfavnede; men ingen af dem kunde. faae et Orb frem.

Om Eftermiddagen lod jeg kaste en Grav ligeudenfor Vaabenhuusdøren til Aalsøe Kirke; der nedlagdes i den tause Midnatsstund de jordiske Levninger af den forhenværende Præft i Vejlbye. En Sandsteen, hvorpaa er udhugget et Kors, og som jeg først havde ladet forfærdige til mig selv, bedækker Graven, og minder enhver Kirkegænger om den Ulykkeliges dybe Syndefald og den menneskelige Naturs Fordærvelse, samt om Syndens eneste Frelse ved Christi Kors. *)

Næste Morgen vare begge faderløse Sødskende plat fors svundne, og haver intet Menneske siden kunnet høre eller spørge det Mindste til dem. Gud maae vide, i hvilken Afkrog de have skjult sig selv for Verden.

Herredsfogden skranter bestandig og troes ikke at leve. Jeg selv er saare betagen af Sorrig og Kummer, og tykkes mig Døden at maatte være det højeste Gode for os Alle tilhobe.

Gud gjøre imod os efter sin Viisdom og Barmhjertighed!

Herre! hvor urandsagelige ere dine Veje!

I min Embedstids otte og tredivte Aar, og een og tyve efter at min Nabopræst, Hr. Søren Qvist i Vejlbye var

*) Stenen ligger endnu den Dag idag paa famme Sted.

bleven sigtet, dømt og henrettet for et Mord paa hans Tjenestekarl, hændte det sig: at en Stødder kom her i Præstegaarden. Han var en gammelagtig Mand med et graaagtigt Haar, og gik ved en Krykke. Ingen af Tyendet var just tilstede, jeg gik derfor selv ud i Kjøkkenet, for at give ham et Stykke Brød; og spurgte jeg ham da, „hvorfra han var?" Han sukkede og svarte: ingensteds fra."

Jeg spurgte derpaa om hans Navn; han sukkede 'atter, saae sig frygtsom omkring og sagde: „de har kaldt mig Niels Bruus."

་

Det foer i mig, og jeg sagde: "det er et grimt Navn; saaledes heed ogsaa Een, der blev slaget ihjel her omkring for en Snees Aar siden.“

Han fukkede endnu dybere, og svarte: „det var ikke saa godt, jeg havde døet dengang; det har bekommet mig ilde, at jeg romte ud af Landet".

Haaret rejste sig paa mit Hoved, og jeg tog til at ryste af Forfærdelse; thi nu tyktes mig, at jeg grandgivelig skulde kjende ham igjen; tilmed var det, som om jeg faae den livagtige Morten Bruus for mig, hvem jeg tre Aar iforvejen kastede Jord paa. Jeg ryggede mig tilbage, og slog et Kors for mig; jeg tænkte det var et Gjenfærd.

Men han satte sig paa Skorsteensstiødet, og sagde: "Herre Gud, Fae'r! jeg hører, min Broder Morten er død. Jeg var ved Ingvorstrup; men den nye Mand gjennede mig væk lever min gamle Huusbond, Præsten i Vejlbye?"

Nu faldt det som Skjæl fra mine jne, og jeg ahnede strar Sammenhængen i hele den gruelige Historie; men jeg var sad fornummen, at Mælet i nogle Minutter var mig for

meent.

"Ja" sagde han saa, og beed graadigt paa Brødet,

H

"det var Mortens Skyld Altsammen ellers i Fortred?"

„Niels! Niels!" raabte jeg i mit Hjertes Skræk og Affkye, „Du har en blodig Synd paa din Samvittighed; for din Skyld har den uskyldige Mand maattet lade sit Liv for Bøddelens Haand."

Brødet og Kjeppen brattede fra Stodderen, og selv havde han nær segnet om i Jlden.

men det

„Gud forlade Dig, Morten!" stønnede han, „det meente jeg ikke Gud forlade mig min store Synd! er dog vel kun saa, I vil rædde mig? Jeg har nu vandret herind lige fra langt ude paa hiin Side Hamborg, og ikke hørt et Ord herom. Der har heller Ingen kjendt mig førend Fa'er, og jeg ikke aabenbaret mig for nogen Anden; men da jeg kom igjennem Vejlbye, og spurgte om Præsten var levende, svarede de: Ja.

„Det er den nye“ sagde jeg, „men ikke den, som I og jer ugudelige Broder har skilt ved Livet."

Da begyndte han at slaae Hænderne sammen og hyle og give sig, saa jeg vel mærkede: at han kun havde været et blindt Redskab i Djævelens Haand; ja jeg begyndte endmere inderlig at ynkes over ham. Og tog jeg ham derfor ind med mig i mit Studerekammer, talte til ham nogle trøftelige Ord, og fik da hans Sind saavidt i Rolighed, at han i Stødemaal forklarede og udlagde mig alle Ting i dette Helvedes Skarnstykke.,

Broderen Morten en Belials Mand fattede et dødeligt Had til Hr. Søren i Vejlbye fra den Tid af, han nægtede ham sin Datter til Hustrue. Saasnart derfor Præften var bleven skilt ved sin forrige Kudsk, fik han fin Bros der til at lade sig fæste i dennes Sted.

"Og pas nu vel paa," havde han sagt til Niels,

"naar Lejlighed falder, saa ville vi spille den forte Mand et Puds, og det skal ikke blive din Slade."

Niels, som var stiv og studs af Naturen, og dertil ophidset af Morten, kom snart i Klammerie med sin Huusbond; og saasnart han havde faaet den første Tugtelse, glemte han ikke at melde det paa Ingvorstrup.

"Lad ham nu slaae Dig een Gang til" havde Morten sagt, „saa skal han faae det betalt; kom saa til mig, og lad mig det vide!"

Da var det han yppede Kiv med Præsten i Haugen, og løb derpaa uden Ophold til Ingvorstrup.

Brødrene mødtes udenfor Gaarden. Niels fortalte det Passerede.

Har nogen feet Dig paa Vejen herhid?" spurgte Morten. Niels meente nej.

„Saa skal vi,“ sagde Morten, „jage ham en Forskrækkelse ind, han ikke skal forvinde de første fjorten Dage."

Nu blev Niels ført hemmelig ind paa Gaarden, hvor han holdt sig skjult til Aften. Saasnart Alle vare til Ro, gif de samlede hen til et trebundet Markeskjæl, hvor der tvende Dage tilforn var nedgravet Liget af en Karl paa Niels's Alder, Størrelse og udseende. (Han havde tjent paa Ingvorstrup, og der hængt sig selv, som der mumledes om, af Desperation over Bruusens tyranniste Behandling og Trusler; hvorvel Andre fagde, det var af Kjerestesorger). Dette Liig grove de op igjen, hvor nødig end Niels vilde; men Broderen tvang ham og slæbte det hjem til. Gaarden; thi det var tæt derved.

Nu maatte Niels afføre sig alle fine Klæder, dem Liget, Stykke for Stykke, igjen iklædtes; endogsaa en Ørenring blev taget med. Derpaa gav Morten den Døde et Hug over Ansigtet med en Spade, og eet i Tindingen, og

forvarede ham saa i en Sæk til næste Aften. Da bare de Sækken til Skoven, som ligger tæt ved Vejlbye.

Niels havde vel flere Gange adspurgt Broderen, hvad han havde isinde, og hvad alle disse Anstalter skulde til; men denne havde bestandigt svaret: "det behøver du ikke at kjere dig om det faaer at være min Sag."

I Stoven siger Morten til ham: nu skal Du hente mig een af Præftens daglige Kjoler, helft den lange grønne, jeg har feet ham gaae med om Morgenen."

Niels svarte: „det tør jeg ikke, for de hænge i hans Sovekammer."

og gaae nu din en Pung med hunkan faae Dig en

"Saa ter jeg selv," siger Broderen; Vej, og kom her aldrig meer! her har Du drede Daler. De holde vel ud, til Du Lejlighed i Sønden, men langt borte! hører Du! hvor Ingen fjender Dig. Giv Dig et andet Navn, og sæt aldrig din Fod mere paa dansk Grund. Gaae om Natten, og hæl Dig i Skoven Dagen; og her er Madposen, jeg tog med fra Gaarden; den kan føde Dig, til Du kommer ud af vor Konges Landemærker. Skynd Dig nu, og kom her ikke igjen, faafremt Du har dit Liv kjert."

Niels adlød, og dermed skiltes Brødrene ad, ej heller saae de hverandre siden fra den samme Dag af.

Den Rømte havde døjet meget Ondt i fremmede Lande, var bleven hværvet til Soldat, havde tjent i mange Aar, og været i krig, hvor han mistede sin Førlighed. Fattig, svag og ussel fik han isinde at søge sin Fødestavn, og havde under megen Nød og Besværlighed fægtet sig igjennem.

Saaledes led i Korthed det fatale Mennestes Beretning, om hvis Sandfærdighed jeg desværre iffe kunde bære Tvivl. Og blev det mig altsaa klart, hvorlunde min ulykkelige Medbroder var falden som et Offer for den nedrigste Ondskab,