Billeder på siden
PDF
ePub

thi Hvad skulde jeg fige hende? og var jeg ikke selv bespændt med mørke Tanker?

Ea Timestid derefter fom min Vogn med Liget, og fort herpaa foer en ung Mand paa en Heft ind i Gaarden

det var Sønnen. Han fastede fig over Faderens affjæs lede legeme og derpaa i Søsterens Arme; begge Sødffende holdt hverandre længe omfavnede; men ingen af dem kunde faae et Ord frem.

Om Eftermiddagen lod jeg fafte en Gray ligeudenfor Vaabenbuusdøren til Aalsøe Kirke; der nedlagdes i den tause Midnatsstund de jordiske levninger af den forhenværende Præft i Vejlbye. En Sandsteen, hvorpaa er udhugget et Kors, og som jeg først havde ladet forfærdige til mig selv, bedæffer Graven, og minder enhver Kirkegænger om den ulykkeliges bybe Syndefald og den menneskelige Naturs Forbærvelse, samt om Syndens eneste Frelse ved Christi Rors. *)

Næste Morgen vare begge faderløse Søbffende plat fors svundne , og haver intet Menneske siden funnet høre eller spørge det Mindste til dem. Gud maae vide, i hvilken Affrog de bave stjult fig selv for Verden.

Herredsfogden skranter bestandig og troes ifte at leve. Jeg selv er saare betagen af Sorrig og Kummer, og tyffes mig Døden at maatte være det højeste Gode for 0$ Ade tilhobe.

Gud gjøre imod og efter sin Viisdom og Barmhjertighed!

Herre! hvor urandsagelige ere dine Veje!

3 min Embedstids otte og tredivte Aar, og een og tyve efter at min Nabopræst, Hr. Søren Quist i Vejlbye var

*) Stenen ligger endnu den Dag idag paa famme Sted.

bleven sigtet, dømt og henrettet for et Morb paa hans Tje: neftekarl, bændte det fig: at en Stodder fom her i Præstegaarden. Han var en gammelagtig Mand med et graaagtigt Haar, og gif ved en Krykte. Ingen af Tyendet var just tilstede, jeg gik derfor selv ud i Kjøkkenet, for at give ham et Styffe Brød; og spurgte jeg ham da, hvorfra han var ?

Han suffede og foarte: „ingenftede fra.

Jeg spurgte derpaa om hans Navn; han suffede 'atter, faae fig frygtsom omkring og sagde: de har faldt mig Niels Bruns.

Det foer i mig, og jeg sagde: vdet er et grimt Navn; saaledes heed ogsaa Een, der blev slaget ihjel her omkring for en Snees Aar siden.“

Han suffede endnu dybere, og foarte: ,, det var iffe faa godt, jeg havde døet dengang; det har bekommet mig ilde, at jeg rømte ud af landet».

Haaret rejste sig paa mit Hoved, og jeg tog til at ryste af Forfærdelse; thi nu tyktes mig, at jeg grandgivelig skulde fjende ham igjen; tilmed var det, som om jeg faae den livagtige Mörten Bruus for mig, hvem jeg tre Aar iforvejen faftede Jord paa. Jeg ryggede mig tilbage, og slog et Kors for mig; jeg tænfte det var et Gjenfærb.

Men han satte sig paa Skorsteensstjødet, og sagde: „Herre Gud, Fae'r! jeg hører, min Broder Morten er død. Jeg var ved Ingvorstrup; men den nye Mand gjennede mig væf - lever min gamle Huusbond, Præsten i Bejlbye?

Nu faldt det som Stjæl fra mine Dine, og jeg ahnede ftrar Sammenhængen i hele den gruelige Historie; men jeg var faa fornummen, at Mælet i nogle Minutter var mig formeent.

Jau sagde han faa, og beed graadigt paa Brødet,

. Det var Mortens Sfyld Altsammen men fom Præften ellers i Fortred?

„Niels! Niels!" raabte jeg i mit Hjertes Skræk og Affkye, Du har en blodig Synd paa din Samvittighed; for din Styld har den uskyldige Mand maattet lade sit liv for Boddelens Haand."

Brødet og kjeppen brattede fra Stodderen, og selv havde han nær fegnet om i Siden.

„Gud forlade Dig, Morten!“ ftonnede ban, det meente jeg ikke -Gud forlade mig min store Synd!

men det er bog vel fun faa, 3 vil rædde mig? Jeg har nu vans dret herind lige fra langt ude paa hiin Side Hamborg, og ikke hørt et Dro berom. Der har heller ingen kjendt mig førend Fa'er, og jeg ikke aabenbaret mig for nogen Anden; men da jeg kom igjennem Vejlbye, og spurgte om Præsten var levende, svarede de: Ja.

Det er den nye" sagde jeg, men iffe den, som 3 og jer ugudelige Broder bar ffilt ved livet.

Da begyndte han at slaae Hænderne sammen og hyle og give fig, faa jeg vel mærkede: at ban fun barde været et blindt Medskab i Djævelens Haand; ja jeg begyndte end: mere inderlig at ynkes over ham. Og tog jeg ham derfor ind med mig i mit Studerekammer, talte til ham nogle trøs stelige ord, og fik da hans Sind saavidt i Rolighed, at han i Stødemaal forklarede og udlagde mig alle Ting i dette Helvedes Sfarnstyffe.

Broderen Morten en Belials Mand fattede et dodeligt Had til Hr. Søren i Vejlbye fra den Tid af, han nægtede ham sin Datter til Hustrue. Saasnart derfor Præs iften var bleven stilt ved sin forrige Kudst, fik han fin Bros der til at lade sig faste i dennes Sted.

De pas nu vel paa, havde han sagt til Niels,

naar Lejlighed falder, faa ville vi spille den sorte Mand et Puds, og det fkal iffe blive din Sfade.

Niels, som var stiv og stubs af Naturen, og dertil ophidset af Morten, kom snart i Klammerie med fin Huuss bond; og faasnart han havde faaet den første Tugtelse, glemte han ikke at melde det paa Ingvorstrup.

vlab ham nu slaae Dig een Gang til“ havde Morten sagt, osaa skal han faae det betalt; kom faa til mig, og lad mig det vide!

Da var det han yppede Riv med Præsten i Haugen, og løb derpaa uden Dphold til Ingvorstrup.

Brødrene mødtes udenfor Gaarden. Niels fortalte det Passerede.

„Þar nogen seet Dig paa Vejen berbid ? spurgte Morten. Niels meente nej.

,,Saa ffal vi, sagde Morten, ..jage ham en Forstræts felse ind, han iffe ftal forvinde de første fjorten Dage."

Nu blev Niel& ført hemmelig ind paa Gaarden, hvor han holdt sig stjult til Aften. Saasnart Alle vare til Ro, gif de samlede hen til et trebundet Markestjæl, hvor der tvende Dage tilforn var nedgravet liget af en Karl paa Niels'& Alder, Størrelse og Udseende. (Han havde tjent paa Ingvorstrup, og der hængt sig selv, som der mumledes om, af Desperation over Bruusen 8 tyrannisfe Behandling og Trusler; hvorvel Andre fagde, det var af Kjereftesorger).

Dette liig grove de op igjen, hvor nødig end Niels vilde; men Broderen tvang ham og slæbte det bjem til. Gaarden; thi det var tæt derved.

Nu maatte Niels afføre fig alle sine Klæder, dem Liget, Stykke for Stykke, igien iklædtes; endogsaa en Dren: ring blev taget med. Derpaa gav Morten den Dode et Hug over Ansigtet med en Spade, og eet i Tindingen, og

forvarede ham faa i en Sæk til næste Aften. Da bare de Sæffen til Sloven, som ligger tæt ved Vejlbye.

Niels havde vel flere Gange adspurgt Broderen, hvad han havde isinde, og hvad alle disse Anstalter ffulde til; men denne havde bestandigt svaret: det behøver Du iffe at fjere dig om – det faaer at være min Sag.“

Sfoven figer Morten til ham: „nu ftal Du bente mig een af Præstens daglige Kjoler , belft den lange grønne, jeg har set ham gaae med om Morgenen.

Niel & svarte: det tør jeg iffe, for de bænge i hans Sovefammer."

Saa tør jeg selv, siger Broberen; og gaae nu bin Vej, og kom her aldrig meer! ber þar Du en Pung med buns drede Daler. De holde vel ud, til Du kan faae Dig en Lejlighed i Sønden, men langt borte! hører Du! hvor Ingen fjender Dig. Giv Dig et andet Navn, og fæt aldrig din Fob mere paa danft Grund. Gaae om Natten, og hæl Dig i Skoven Dagen; og her er Madposen, jeg tog med fra Gaarden; den kan føde Dig, til Du kommer ud af vor Konges landemærfer. Skynd Dig nu, og kom her iffe igjen, faa: fremt Du har dit liv fjert.“

Niels adlød, og dermed stiltes Brødrene ad, ej heller saae de hverandre siden fra den samme Dag af.

Den Rømte havde døjet meget Ondt i fremmede Lande, var bleven hværvet til Soldat, havde tient i mange Aar, og været i Krig, hvor han mistede sin Førlighed. Fattig, svag og ussel fik han isinde at søge fin Føbestavn, og havde under megen Nød og Besværlighed fægtet sig igjennem.

Saaledes lød i Korthed det fatale Menneskes Beretning, om hvis Sandfærdighed jeg desværre ikke funde bære Tvivl. Og blev det mig altsaa klart, hvorlunde min ulykkelige Meds broder var falden som et Difer for den nedrigste Ondskab,

« ForrigeFortsæt »