alle Efterlevende. Men lov mig, at I iffe vil slaae jeg havde engang tænkt at Haanden af min arme Datter give hende i din Barm." (Her aftørrede han de atter frembrydende Taarer). "Dette skjønne Haab har jeg selv forstyrret; I kan ikke ægte en Misdæders Barn, men lov mig, at I vil sørge for hende som en anden Fader!" Med stor Bedrøvelse og under mange Taarer gav jeg ham min Haand. "I har vel Jntet hørt fra min Son fornylig?" tog han igjen tilorde: „jeg vil ogsaa haabe, at han bliver uvis dende om denne Elendighed til Alt er forbi taale at fee ham." jeg kan iffe Her skjulte han sit Ansigt i fine Hænder; vendte sig om, og støttede fin Pande mod Væggen Barn. han hulkede som et Det varede Noget, inden han blev istand til at tale: "Nu Kjere!" sagde han da, "forlad mig nu! og lad os ikke see hverandre, før i den strænge Retfærdigheds Huus! Dy viis mig det sidste Venskab! lad det skee snart endnu imorgen! jeg længes efter Døden; thi jeg haaber, for Jesu Skyld, den skal vorde mig en Indgang til et bedre Liv, end dette nærværende, der nu ikke har Andet at yde mig, end Kval og Forfærdelse -gaae, min fjere, medlidende Dommer! lad mig afhente til Thinget imorgen! og send endnu idag Bud efter Hr. Jens i Aalsse! han skal berede mig til Døden Gud være med Eder!" Han rakte mig fin Haand med bortvendt Aasyn; jeg tumlede ud af Fængslet jeg var som bedøvet, ja hartad uden Bevidsthed. Jeg skulde maaskee have redet lige hjem, uden at tale med Datteren, var hun ikke selv tæt udenfor Fængslet kom men mig imøde. Hun maatte kunne læse Dødsdommen i mit Ansigt; thi hun blegnede, og greb fat om begge mine Arme. Hun faae til mig, som om hun skulde tigge sit Livz spørge kunde hun iffe, eller torde hun iffe. "Flye! flye! og red Eders Fader!" var det Eneste, jeg mægtede at fremføre. Jeg kastede mig paa min Hest, og var her hjemme længe før jeg vidste det. imorgen! Altsaa Dommen er afsagt. Han hørte den med større Standhaftighed, end den besad, som oplæste samme. Alle Nærværende, undtagen hans haardnakkede Fjende, udviste ogsaa stor Medlidenhed; Nogle hvidskede endog, at den var streng - ja tilvisse streng! den stiller eet Menneske ved Livet, og tre foruden ved Livslykke og Sindsro. Den barmhjertige Gud være mig en naadigere Dommer, end jeg Synder tør være mod mit Medmenneske! Slutteren var vunden; Fiskeren, et Sødskendebarn til hens des falige Moder, havde lovet at føre dem til Sverrig, og havde sin Sejlsbaad tilrede; men den angergivne Synder var iffe til at overtale. Han vil ikke unddrage fig Retfærdighe dens Sværd, forhaabende, at han ved sin og Jesu Dod stal vinde sig en bedre Retfærdighed hisset. Hun forlod mig ligesaa trøstesløs, som hun var kommen; men uden et eneste umildt Ord. Gud naade hende, Stakkel! hvorledes skal hun overvinde den forfærdelige Dag? og her ligger jeg, syg til Legem og Sjæl bliver borte. kan hverken trøste eller hjælpe Sønnen Farvel! Farvel mit Hjertes trolovede Brud! farvel for denne usselige Verden, til vi mødes engang i en bedre! Snart maaskee; thi jeg føler, at Døden har mig fat maaffee gaaer jeg did, førend den, mit grumme Embede tvang mig til at henstikke. „Farvel, min Hjerteven!" sagde hun jo: „jeg forlader Eder uden Nag; thi I gjorde kun Edere strenge Pligt; men nu farvel! for vi sees aldrig meer." Hun gjorde Fredens Tegn over mig mig dog snart den evige Fred! Gud stjænke Gud! hvor vil hun hen? hvad har hun isinde? Brode *) Den Banke paa Aalsøe Mark ved Grennaae, hvor Præften Søren Qvist blev halshugget, hedder endnu faaledes. (Her findes Herredsfoged Erik Sørensens Dagbog plutselig afbrudt; men til denne, ligesaa fandfærdige som skrækkelige Begis venheds nærmere Oplysning og Fuldstændiggjørelse, anføres herefter den daværende Nabopræft i Aalsøe hans skrivtlige Optegnelse. Skulde ellers nogen Læser ville drage disse Actftykkers gthed i Tvivl, da tør han dog ikke tilligemed Indklædningen forkaste det Væsentlige af Historien, som desværre er alt for fand. Sagnet, som endnu stedse i hele Omegnen levende vedligeholder fig, lægger ydermere til: at just denne tragiske Begivenhed gav Anledning til, at Delinqventsager for Eftertiden blive foretagne ved alle Instantserne, Lovkyndige maae vel da kunne fastsætte Tidspunktet for samme). B. Aalsøe Præstes Optegnelser. I min Embedstids det syttende Aar tildrog sig her i Nabolauget den Begivenhed, som betog Alle med Skræk og Forfærdelse, og geraadede vor geistlige Stand til stor Tort og Blusel, idet Præften i Vejlbye, den vellærde Hr. Søren Ovist, udi Vrede slog sin, Tjenestekarl død, og begrov ham derpaa om Natten i fin Hauge. Han blev efter foregaaende retlig Undersøgelse overbeviist om denne gruelige Gjerning, saavel ved Manges Vidnesbyrd som og ved egen Bekjendelse, og derfore dømt til at have fin Hals forgjort. Hvilken Dom i mange tusinde Mennesters Overværelse blev ereqveret her paa Aalsøe Mark. Den Henrettede, hvis Sjælesørger jeg tilforn havde været, forlangte mig til at besøge sig i Fængslet. Og maae jeg med Sanden sige: at jeg aldrig haver meddeelt det hellige Sacrament til nogen mere vel beredt, angergiven og fuldtroende Christen. Han erkjendte selv med inderlig Ruelse, at han havde vandret i kjødelig Sikkerhed, og været et Vredens Barn, hvisaarsag Gud hengav ham i Synd og Sindss forhærdelse, ydmygede ham dybt, og gjorde ham meget elendig, at han atter kunde oprejses ved Chrifto. Han beholdt sin Frimodighed lige til det Yderste, og holdt paa Retterstedet til det omstaaende Folk en Tale fuld af Kraft og Salvelse, hvilken han i fine sidste Dage havde udarbejdet i Fængslet, og lært udenad. Den handlede om Vrede og dens skrækkelige Folger, med bevægelig Anvendelse paa ham selv, og den grumme Misgjerning, hvortil Vrede havde forledt og henrevet ham. Tertens. Ord vare tagne af Jeremiæ Begrædelses Bog 2 Cap. 6 Vers: „Han har beskæmmet Præsten i sin Vrede." Derpaa afklædte han sig, bandt selv for sine Dine, og knælede med foldede Hænder; og som jeg havde udtalt de Ord: vær trøstig, tjere Broder! idag skal Du være med Frelseren i Paradiis!" faldt hans Hoved, for Mestermandens Sværd. Hvad der gjorde ham Døden beedst, var Tanken om hans tvende Børn, af hvilke den ældste, Sønnen var fraværende som man troede, i Kjøbenhafn men, som vi fiden erfarede i Lund; hvorfor han ogsaa først ankom hertil den samme Aften, som Faderen om Morgenen havde betalt Syndens Sold. Datteren, som, sig selv og sin Kjereste til ydermere Hjertesorg, stakket tilforn havde været trogivet til Herredsfogden, tog jeg af Barmhjertighed i mit Huus, hvor hun mere død end levende blev henbragt aarle om Morgenen, da hun havde taget Afffed med Faderen, hvem hun med datterlig mhed havde plejet udi Fængslet. Da jeg kom tilbage fra den tungeste Gang i mit Liv, fandt jeg hende temmelig rolig og sysselsat med at tilberede den Henrettedes Jordeklæder (thi det var tilladt, at han maatte vorde begravet i christen Jord, dog udi al Stilhed). Hun græd iffe mere; men hun talte heller Jntet. Jeg taug ogsaa ; |