Billeder på siden
PDF
ePub

redte sin Faders Seng ; paa en Stoel ved Hovedgjerdet hang den ulyffelige grønne Sloprok.

Min Kjcreste gav et Glædesstrig, da hun faae mig komme; bun troede at Faderen var frifjendt, og at jeg nu felv vilde udføre ham af Fængslet. Hun faftede hvad hun havde i Hænderne, og hang fig om hans Hals. Den gamle Mand græd, faa den ene Taare ikke kunne bie den anden. Han nænnede iffe at sige hende, hvad nu var passeret paa Thinget; men gav hende nogle Ærinder i Byen, at hun skulde indfjobe Atlebaande.

Før hun gik, sprang hun hen til mig, tryffede min Saand til sit Bryst, og hvidffede: ogodt Budstab ?..

For at dolge min Smerte og Forvirring, kyssede jeg hende paa Panden, og sagde: „Kjere! siden skal 3 hore hvad der er passeret – veed endnu iffe, om det gjør stort fra eller til - men henter os nu hvad Eders Fader forlanger."

Hun gik.

Af! Af! hvilken jammerlig Forandring fra før, da dette uskyldige Barn levede forgløs og glad i den muntre Præstes bolig, og nu her udi dette skumle Fængsel med Sorrig og Smerte, ia med, idelig Angst og Bævelse.

„Sæt Eder, Kjere!" sagde han, og satte sig selv paa Sengestoffen. Han foldede fine Hænder i fit Stjød, og stirs rede længe mod jorden i oybe Tanker. Endelig rettede han fig op, og hæftede fine Dine paa mig; jeg ventede i ængste: Ing Taushed, som om jeg ffulde høre min egen Dom – ja, paa en Maade skulde jeg jo ogsaa.

"Jeg er en stor Synder,“ tog han tilorde: „hvor stor - det veed Gud: jeg ved det ikke selv. Han vil ftraffe mig her, at jeg bisfet fan faae Naate og Salighed; bam være derfor Priis og Ære!"

Her lod han til at vinde mere Rolighed og Styrke, og vedblev som følger:

"Fra min Barndom af, saalænge som jeg kan huske, har jeg altid været trættekjer, iilsindet og ftolt, har ingen Mod: sigelse funnet taale, men stedse været rede at slaae til med Sværd. Dog har jeg sjelden ladet Solen gaae ned over min Vrede; ej heller baaret Had til noget Menneske. Allerede som halvoren Dreng begit jeg i Hidfighed en Gjerning, der ofte inderlig har fortrudt mig, og smerter mig endnu hvers gang jeg tænker derpaa; vores Gaarbhund, et fromt Dyr, som aldrig gjorde noget kræ Fortred, havde taget min Mellenmad, som jeg havde fat fra mig paa en Stoel; i min Arrighed sparkede jeg saaledes med min Træskoe til Hunden, at den døde under ynkelige Sfrig og Pinsler. Det var fun et umælende Dyr, men dog et Varsel for at jeg sfulde for: gribe mig paa Mennesker.

Da jeg som Student rejste udenlands, gav jeg mig i unedig Trætte med en Bursd i Leipzig, fordrede bam ub, og ftat ham i Brystet faa farligt, at han med yderste Nød kunde frelses. Allerede herfor havde jeg fortjent, hvad jeg nu faa filbigen maae lide; men Straffen falder nu og med tidobbelt Vægt over mit fyndige Hoved

gammel Mand!

Præft, Fredens Sendebud og Faber! At Gud! af Gud! der er Saaret endnu dybest

Han sprang op, og vred sine Hænder, saa det knagede i alle ledemod.

Jeg vilde sige noget til hans Tørst; men vidste Intet.

Da han havde fattet sig lidt, fatte han sig atter, og vedblev :

„For Eder, tilførn min Ven, og nu min Dommer, ffal jeg uu befjende en Brøde, som jeg udeu for al Tvivl bar begaaet! men som jeg dog ikke er mig fuldkommen bevidst.“

(Jeg ftudfede, og vidste iffe , -hvor han vilde hen, eller om han talte med god Samling; thi jeg havde nu belavet mig paa en reen og uforbeholden Tilftagelse.)

Forstaae mig ret! og læg Mærke til min Tale! At jeg bar slaget den ulykkelige Karl med Spaden, det veed jeg, og bar frit ud tilstaaet om det var med Fladen eller Eggen, kunde jeg i min hæftige Forbittrelse iffe 'sandfe at han da faldt, og løb bort – fee, det er alt, hvad jeg veed med fandselig Vished. Resten - Gud bedre det! - har jo fire Vidner feet, nemlig at jeg hentede Liget, og begrov det; og at det i Gjerningen maae være saa, er jeg nødsaget til at troe; 3 ftal høre mine Grunde:

„Tre eller fire Gange tilforn i mit liv er det vederfaret mig, at jeg har været Søvngænger. Den sidste Gang

det kan nu være ni eller ti Aar siden ffulde jeg den kommende Dag holde en Liigprædiken over en Mand, som paa en pludselig og elendig Maade var kommen af Dage. Jeg var forlegen for en Tert, da de Drð af en Viismand hos de gamle Græfer: w.priis Ingen lykkelig før han doer." faldt mig ind.

» At tage en Hednings Sentents til Tert i en christelig Tale, vilde ikke gaae an; men det forekom mig og, at den samme Tanfe med omtrent de samme Drb ffulde findes et Sted i den hellige Skrift. Jeg ledte og ledte, og kunde iffe hitte Stedet. Det var filde, jeg var af andet Arbejde meget træt; klædte mig derfor af, gik tilsengø, og for ind.

,,Da jeg om Morgenen vaagner, og fætter mig til mit Skriverbord, for at vælge en anden Tert, og nedstrive et Udkast til Talen, seer jeg til min store Forundring, foran mig paa Bordet fkrevet med store Bogstaver paa et Blad Papiir: ... Priis ingen lyffelig, før hans Endeligt fommer! Syrach, det 11te Capitel, 31 te Ver$;."

men ikke det alene, ogsaa en Liigprædifen, kort, dog saa vel udarbejdet som nogen; -- og alt dette med min egen Haand.

Rammeret havde intet Menneske været; thi for Døren havde jeg indvendig truffet en Skodde, da Laasen var forslidt, og kunde springe op af fig felv, naar det blæste; gjennem Vin: duet kunde ligesaalidt Nogen være kommen; thi det var om Vinteren, og Rammen frossen fast til Karmen. Nu vidste jeg, hvo der havde skrevet Prædikenen, ingen Anden, end mig selv; det var dengang kun et halvt Aars Tid siden, jeg i en saadan synderlig Tilstand om natten var gaaet ind i Kirken, og havde hentet et Lommeklæde, som jeg om Aftenen minde: des bestemt at have ladet ligge i min Stoel bag Alteret.

„Seer 3 nu, Kjere! da de tvende Vidner afgave deres Forklaring idag for Retten, randt mig pludselig dette mit Søvngængeri ibu; og tillige mindedes jeg, at Morgenen efter at Liget var nedgravet havde jeg undret mig over, at finde min Sloprof ligge paa Gulvet indenfor Døren, da jeg dog hver Aften bestandig bang ben paa en Stoel udenfor min Seng; hvilket indtil dette Djeblik igjen var gaaet mig af Glemme. Det ulykkelige offer for min ustyrlige Prebe maa altsaa være faldet død om i Sloven, og jeg i min broms mende Tilstand have feet dette, og føgt ham der. 3a, Gud være mig naadig! det er — bet maae være faa."

Her taug han, holdt Hænderne for Dinene, og græd bits terlig.

Men jeg var yderst forbauset og fuld af Tviviraadighed. Jeg havde stedse troet, at den Myrdede var død paa Stedet, og begravet der, hvor han faldt; ihvorvel det syntes mig sært, om Præften ved Dagen ffulde bave fuldført dette Ars bejde, uden at Nogen havde mærket det, samt at han dertil ffulde bavt Aandsnærværelse nok. Dog tænkte jeg faa igien Noden har tvungen ham; han har fun' i en Hast

Løselig bedæftet Liget, og siden om natten gravet det dy: bere ned.

Nu sige de to sidste Vidner: at de have feet ham bære en Sæk fra Skoven; det var mig ftrar hoist paafaldende, og flygtig opstod den Tanfe, om iffe dette Vidnesbyrd funde staae i Modsigelse med de forrige, og Mandens Uskyldighed derved begynde at opflare fig.

Af desværre! nu ftemmer det Hele alt for godt, og hans Brøde er udenfor mindste Tvivl. Alene den besynderlige Vens ding, ban giver Sagen, forundrer mig: at han har begaaet hele Gjerningen, er vist; men om den fidfte og uvæsentligste Halvdeel er udført i vaagen eller drømmende Tilstand, det er det eneste Uvisse.

Præftens udsagn fra først til sidst, hans ganske Adfærd bærer Sandhedens Præg, ja for dens Sfyld opgiver han villig fit Lis; dog noget lidet af Æren fæmper han maaskee nu for at bjerge? eller – maasfee ban ogsaa her er Sands beden tro ? et saadant Nattegængerie er ikke uden Erempel, ligesaalidet som at et Menneske fan løbe faa langt meb Ulivs Saar.

Han gif atter nogle Gange hastig op og ned ad Gul: vet; derpaa stod han stille foran mig, og sagde: „I har nu her mellem Fængslets Mure annammet min Befjendelse; jeg ved, at Eder Mund skal fordømme mig; men hvad figer Eders Hjerte?

Mit Hjerte," svarte jeg det var knap jeg for Beflemmelse funde tale - mit Hjerte lider usigeligt, og vilde gjerne briste i dette Djeblik, naar det derved funde frelse Eder fra en skræffelig og vanærende Død -" (jeg torde jo ikke nævne det sidste Redningsmiddel, Flugten).

„Det kan fiffe, faldt han hurtig ind: „mit liv er for: brudt, min Dod er retfærdig, og et advarende Erempel for

« ForrigeFortsæt »