redte sin Faders Seng; paa en Stoel ved Hovedgjerdet hang den ulykkelige grønne Sloprok. Min Kjereste gav et Glædesskrig, da hun saae mig komme; hun troede at Faderen var frikjendt, og at jeg nu selv vilde udføre ham af Fængslet. Hun kastede hvad hun havde i Hænderne, og hang sig om hans Hals. Den gamle Mand græd, saa den ene Taare ikke funne bie den anden. Han nænnede ikke at sige hende, hvað nu var passeret paa Thinget; men gav hende nogle rinder i Byen, at hun skulde indkjøbe Allehaande. Før hun gik, sprang hun hen til mig, trykkede min Haand til sit Bryst, og hvidskede: "godt Budskab?" For at dølge min Smerte og Forvirring, kyssede jeg hende paa Panden, og sagde: „Kjere! fiden skal I høre hvad der er passeret - veed endnu iffe, om det gjør stort fra eller til men henter os nu hvad Eders Fader forlanger." Hun gik. -- Ak! Ak! hvilken jammerlig Forandring fra før, da dette uskyldige Barn levede sorgløs og glad i den muntre Præstebolig, og nu her udi dette skumle Fængsel med Sorrig og Smerte, ja med, idelig Angst og Bævelse. Sæt Eder, Kjere!" sagde han, og satte sig selv paa Sengestokken. Han foldede fine Hænder i fit Skjød, og stirrede længe mod Jorden i dybe Tanker. Endelig rettede han fig op, og hæftede fine Dine paa mig; jeg ventede i ængstelig Laushed, som om jeg skulde høre min egen Dom — ja, paa en Maade skulde jeg jo ogsaa. "Jeg er en stor Synder," tog han tilorde: „hvor stor det veed Gud: jeg veed det ikke selv. Han vil straffe mig her, at jeg hisset kan faae Naade og Salighed; ham være derfor Priis og Ære!" Her lod han til at vinde mere Rolighed og Styrke, og vedblev som følger: "Fra min Barndom af, faalænge som jeg kan huske, har jeg altid været trættefjer, iilfindet og stolt, har ingen Modsigelse kunnet taale, men stedse været rede at slaae til med Sværd. Dog har jeg sjelden ladet Solen gaae ned over min Vrede; ej heller baaret Had til noget Menneske. Allerede som halvoren Dreng begik jeg i Hidsighed en Gjerning, der ofte inderlig har fortrudt mig, og smerter mig endnu hvergang jeg tænker derpaa; vores Gaardhund, et fromt Dyr, som aldrig gjorde noget Kræ Fortred, havde taget min Mellemmad, som jeg havde sat fra mig paa en Stoel; i min Arrighed sparkede jeg saaledes med min Træskoe til Hunden, at den døde under ynkelige Skrig og Pinsler. Det var kun et umælende Dyr, men dog et Varsel for at jeg skulde forgribe mig paa Mennesker. "Da jeg som Student rejste udenlands, gav jeg mig i unødig Trætte med en Bursch i Leipzig, fordrede ham ud, og stak ham i Brystet faa farligt, at han med yderste Nød kunde frelses. Allerede herfor havde jeg fortjent, hvad jeg nu faa fildigen maae lide; men Straffen falder nu og med tidobbelt Vægt over mit syndige Hoved gammel Mand! Præft, Fredens Sendebud - og Fader! Ak Gud! af Gud! der er Han sprang op, og vred sine Hænder, saa det knagede i alle Ledemod. Jeg vilde sige noget til hans Tørst; men vidste Intet. Da han havde fattet sig lidt, satte han sig atter, og vedblev: "For Eder, tilførn min Ven, og nu min Dommer, skal jeg uu bekjende en Brøde, som jeg udeu for al Tvivl har begaaet! men som jeg dog ikke er mig fuldkommen bevidst.“ (Jeg studsete, og vidste ikke, hvor han vilde hen, eller om han talte med god Samling; thi jeg havde nu belavet mig paa en reen og uforbeholden Tilstaaelse.) - "Forstaae mig ret! og læg Mærke til min Tale! At jeg har slaget den ulykkelige Karl med Spaden, det veed jeg, og har frit ud tilstaaet om det var med Fladen eller Eggen, kunde jeg i min hæftige Forbittrelse ikke sandse at han da faldt, og løb bort sandselig Vished. Resten Gud bedre det! fee, det er Alt, hvad jeg veed med har jo fire Vidner seet, nemlig at jeg hentede Liget, og begrov det; og at det i Gjerningen maae være saa, er jeg nødsaget til at troe; I skal høre mine Grunde: Den sidste Gang „Tre eller fire Gange tilforn i mit Liv er det vederfaret mig, at jeg har været Søvngænger. det kan nu være ni eller ti Aar siden skulde jeg den kommende Dag holde en Liigprædiken over en Mand, som paa en pludselig og elendig Maade var kommen af Dage. Jeg var forlegen for en Text, da de Ord af en Viismand hos de gamle Græker: „„priis Ingen lykkelig før han døer!““ faldt mig ind. "At tage en Hednings Sentents til Text i en christelig Tale, vilde ikke gaae an; men det forekom mig og, at den samme Tanke med omtrent de samme Ord skulde findes et Sted i den hellige Skrift. Jeg ledte og ledte, og kunde ikke hitte Stedet. Det var silde, jeg var af andet Arbejde meget træt; flædte mig derfor af, gik tilsengs, og sov ind. ,,Da jeg om Morgenen vaagner, og sætter mig til mit Skriverbord, for at vælge en anden Text, og nedskrive et Udkast til Talen, seer jeg til min store Forundring, foran mig paa Bordet skrevet med store Bogstaver paa et Blad Papir: Priis Ingen lykkelig, før hans Endeligt kommer! Sprach, det 11te Capitel, 34te Vers;"" - men ikke det alene, ogsaa en Lügprædiken, kort, dog saa vel udarbejdet som nogen; og alt dette med min egen Haand. I Kammeret havde intet Menneske været; thi for Døren havde jeg indvendig trukket en Skodde, da Laasen var forslidt, og kunde springe op af sig selv, naar det blæfte; gjennem Vinduet kunde ligesaalidt Nogen være kommen; thi det var om Vinteren, og Rammen frossen fast til Karmen. Nu vidste jeg, hvo der havde skrevet Prædikenen, ingen Anden, end mig selv; det var dengang kun et halvt Aars Tid siden, jeg i en saadan synderlig Tilstand om Natten var gaaet ind i Kirken, og havde hentet et Lommeklæde, som jeg om Aftenen, mindedes bestemt at have ladet ligge i min Stoel bag Alteret. „Seer I nu, Kjere! da de tvende Vidner àfgave deres Forklaring idag for Retten, randt mig pludselig dette mit Søvngængeri ihu; og tillige mindedes jeg, at Morgenen efter at Liget var nedgravet havde jeg undret mig over, at finde min Sloprok ligge paa Gulvet indenfor Døren, da jeg dog hver Aften bestandig hang den paa en Stoel udenfor min Seng; hvilket indtil dette Øjeblik igjen var gaaet mig af Glemme. Det ulykkelige Offer for min ustyrlige Vrede maa altsaa være faldet død om i Skoven, og jeg i min drømmende Tilstand have feet dette, og søgt ham der. Ja, Gud være mig naadig! det er - det maae være faa.“ Her taug han, holdt Hænderne for Øjnene, og græd bitterlig. Men jeg var yderst forbauset og fuld af Tvivlraadighed. Jeg havde stedse troet, at den Myrdede var død paa Stedet, og begravet der, hvor han faldt; ihvorvel det syntes mig sært, om Præsten ved Dagen skulde have fuldført dette Arbejde, uden at Nogen havde mærket det, samt at han dertil skulde havt Aandsnærværelse nok. Dog - tænkte jeg saa igjen Nøden har tvungen ham; han har kun i en Hast Løselig bedækket Liget, og siden om Natten gravet det dy bere ned. Nu sige de to sidste Vidner: at de have seet ham bære en Sæk fra Skoven; det var mig strar højft paafaldende, og flygtig opstod den Tanke, om ikke dette Vidnesbyrd kunde staae i Modsigelse med de forrige, og Mandens Uskyldighed derved begynde at opklare fig. Ak desværre! nu stemmer det Hele alt for godt, og hans Brøde er udenfor mindste Tvivl. Alene den besynderlige Vending, han giver Sagen, forundrer mig: at han har begaaet hele Gjerningen, er vist; men om den sidste og uvæsentligste Halvdeel er udført i vaagen eller drømmende Tilstand, det er det eneste Uvisse. Præftens Udsagn fra først til sidst, hans ganske Adfærd bærer Sandhedens Præg, ja for dens Skyld opgiver han villig fit Liv; dog noget Lidet af Æren kæmper han maaskee nu for at bjerge? eller - maaskee han ogsaa her er Sandheden tro? et saadant Nattegængerie er ikke uden Exempel, ligesaalidet som at et Menneske kan løbe saa langt med Ulivs Saar. Han gik atter nogle Gange hastig op og ned ad Gulvet; derpaa stod han stille foran mig, og sagde: "I har nu her mellem Fængslets Mure annammet min Bekjendelse; jeg veed, at Eders Mund skal fordømme mig; men hvad figer Eders Hierte?" „Mit Hjerte," Beklemmelse kunde tale svarte jeg det var knap jeg for mit Hjerte lider usigeligt, og vilde gjerne briste i dette Øjeblik, naar det derved kunde frelse Eder fra en skrækkelig og vanærende Død -" (jeg torde jo ikke nævne det sidste Redningsmiddel, Flugten). — "Det kan I iffe," faldt han hurtig ind: „mit Liv er for: brudt, min Dod er retfærdig, og et advarende Erempel for |