Billeder på siden
PDF
ePub
[ocr errors]
[ocr errors]

,,See, fee!" fmidskede Greben: ,,maar er den Sygdom paalommen dem?"

,,Strar efter at 3 var reift!" svarede Forvalteren.

Greven slugte hastig nogle Mundfulde. „Eders Datter," sagde han: „kan ligesaalidt undværes her, og" — han flængte Steen og faae ftivt paa ham — ritroer 3 iffe ebers Datter ligesaa tryg under min Beskyttelse, som under Majorens ?

„Vel det, vel det;" svarte Peder Klaufon: ,men det er ej heller derfor, jeg begjerer hende; det er iffe for bendes, men for min Skyld, og § vil dog vel iffe, naadige perre, forholde en Fader fit Barn ?

Greven traf ærgerlig Djenbrynene ned, og sagde: „Ingenlunde, min Kjere! men hvo ffal faa holde Huus her for 08 og vor Pastor? Vi behøve ogsaa en Hunsmoder boad figer I felv, min vatfre Pige ?

Faderen blinkede hemmelig til hende.

Hun forstod Vinket, og mærkede godt Hensigten af hans Komme; maasfee bevægedes hun og af længsel efter en vis Anden.

Derfom Eder faa synes, ædle Herre!. sagde hun: "funde jeg jo paa et Par Dages Tid tage op til Gaarden, og naar Alt der er fat i Stif, naar maaffee de Syge komme fig eller en Anden kan faaes, kommer jeg her tilbage."

Godt!" svarte Greven smilende: , siden det er eders egen Begjering - Eber fan jeg Intet nægte. Dog, Noget for Noget, om Venskab skal holdes: Eders Papa bliver her Tom Gidsel til vi see Eder igjen.

Peder Klausons Ansigt formørkedes; han meente, at hans egen Nærværelse paa Billeskov var ogsaa nødvendig; ban meente, at hans Drð og Tilsagn nof stod til Troende; men Greven var nu engang af en anden Mening, og den

blev altsaa taget til Folge. Datteren blev sendt under Escorte, og Faderen blev tilbage som Arrestant.

Med en Glæde, der ikke lod sig dølge, modtog Majoren den fra Forføreren saa lykkeligt undslupne Pige; og hendes Fryd ved dette Gjensyn lod sig end mindre mistyde af den altfor lykkelige Elsker, der nu paa det nærmeste, forrasket af sit eget Hjerte, ved en Kjærligheds-Erklæring havde handlet lige imod fine ædle og bojmodige Grundsætninger. Allerede vare hans Arme udstrakte til en Omfavnelse, da han endnu i rette Tid besindede sig, og atter lod dem fynke.

Men Sigrid, hvem Faderen ved Skilsmissen i Præs stegaarden havde erklæret, at hun maatte betragte Majoren fom fin Dyds og Æres Frelser, greb bennes Haand, og tryffede den med Inderlighed til fine læber.

Forvirret, fæmpende med fig felv funde han neppe sandse at faae Haanden tilbage; men at han ikke indløfte den uden et lønligt Tryk og et kys paa Pigens Pande, det vil man vel tilgive den saare nøjsomme Kriger. At stjøn Sigrids Pande blev saa rød, som om den var stukket af en Myg, det vil man vil vist ikke heller tilregne Majoren, som om han skulde have kysset altfor hæftigt; tvertimod det var neppe han bes rørte den jomfruelige Pande. Om meer end Panden rødmede af det faure Ansigt, skal jeg lade være usagt; thi den blufærdige Møe bøjede det strar ned mod den hæftigt bølgende Barm.

Med heltemodig Selvovervindelse endte Majoren dette friftende Optrin med at spørge efter Peder Klausøn. Ved dette Spørgsmaal deelte sig Pigens Folelser, og den ene Halvdeel tog en anden, Datteren værdig, Retning. Hun fors talte med Bekymring hvad hendes Befrielse havde foftet, og hvor slibrigt Sagerne stode for dem begge.

Majoren lagde Haanden paa den rynkede Pande; men inden det lykkedes ham at udgrunde noget Raad, traadte

Peder Klausøn ind i Stuen, svedig, pustende: uden Stoe og med fønderreven Hat. Han modtoges af Datteren med et Glædesskrig og af Majoren med et Forundringsraab. Saas snart han fom tilaande, fortalte han paa deres gjentagne Spørgsmaal, hvorlunde han havde ranzoneret fig felv ved folgende Puds:

, Da han betænkte, at Sigrid blot for en Dag eller to var bragt i Sifferhed, og at en værre Udverling snart uundgaageligt vilde finde Sted, besluttede han, uden Ophold at flygte til Gaarden, for at staffe baade sig og Datteren et tryggere Skjul. Til den Ende bad han om Tilladelse at gage ud i et vist ærinde; han fif den; men tillige tvende Soldater til Bevogtning. Da han var kommen udenfor Præs stegaarden, nærmede han sig den kun et Hundrede Sfridt der. fra værende Sfov, der næsten uafbrudt strækfede sig op til Billeskov Hauge.

"Hvorhen?u raabte Soldaterne.
Til Buffene," svarte han rolig.
„Behoves iffe !" sagde den Ene! erpedeer Jer, hvor jer!
Han var da midtvejs mellem Gaarden og Skoven.

„Som f ville ;foarte ban: „men hoflige Folk vende sig om; det er ikke anstændigt, at I staae saaledes og gloe paa mig..

uden at sige Noget vendte Soldaterne ham Ryggen.

Dette Djeblik benyttede han til at brage Stoene af, og med al muelig Hurtighed at tage Løbet ad Sfoven til. Sols daterne mærkede ikke hans Flugt, før han var Skoven paa fem eller ser Spring nær. Vel skreg de nu, og sendte deres Kugler efter ham; men den ene gik forbi, og den anden rev blot en stor lap af hans bredffyggede Hat. Nu faftebe de Geværene, og søgte at indhente ham; forgjæves! ban benyt: tede det forte Forspring og fit Kjendskab til Skoven saavel,

at de snart maatte opgive Jagten, for ganske slukørede at melde Obersten det passerede.

3eg er kommen," endte han: n for at frelse min Datter; jeg selv maa opfylde Pligten mod min Herre, og blive ber; enten Obersten faa vil respectere Sauvegarden eller iffe.

Majoren rystede med Hovedet, og sagde: Kjender jeg ham ellers ret, kunne vi snart vente ham; dersom derfor veed et Sfiul, faa tye berben med eders Datter! Jeg ftal imidlertid, bedre end 3 selv er istand til, varetage ebers Pligt og beskytte Gaarden. Naar han mærker, at ikke er her, tør han maasfee give sig tilfreds.“

Peder Klauføn trykkede med taknemmelige Taarer den æble Krigers Haand, og lovede snart at lade bam høre fra fig. Sigrid fastede for sidste Gang fine ffjønne taarefyldte Dine paa den elskede Mand; og han trykkede hende en lille Fingerring i Haanden med de Ord: „Til Erindring, ftionne Sigrid! om vi aldrig mere skulle see hverandre.

Hanvendte sig hurtig og gik med Haanden for Dinene ind i fit Værelse. Fader og Datter forsvandt.

Det varede fun faa Minutter, inden Obersten kom farende og spurgte efter begge de Flygtede.

Paa Majorens Forsikfring, at han iffe vidste hvor de var, fnøs han af Harme, anraabte mange tusinde Tylter og Tønder af de sorte Engle, rumsterede og ledte i hver en Krog oppé og nede i Slottet, lod Haugen og Skoven og de nær: meste Huse og Byer gjennemsøge. Til ingen Nytte: det skjønne Bytte var sluppet ham af Hænderne; hun var borte og hun blev borte; ei engang paa Faderen kunde han nu uds ose sin Hævn; men til Majoren faae han længe med mis: troifte Bliffe.

Dog efter nogle Dages Forløb fik han Andet at tænke paa, da der pludselig kom Drdre til at bryde op og følge

Hovedhæren. Den dejlige Sigrids Billede fortrængtes snart af Andre, og Majoren var vel den eneste, der med dette uudslettelig indgravet i sit Hjerte forlod Boeløse.

Nu ville vi ogsaa for et Par Aar forlade denne lille Bye, saavelsom Oberst, Major og hele den svenste Armee; og først i Aaret 1660, efterat Freden er sluttet, vende tils bage til Skuepladsen for denne fandfærdige Begivenhed.

Dg finde vi da den gode Peder Klausøn siddende ganske alene paa en Træbænk under Lindetræet udenfor fin Dør i meerbemeldte Boeløse. Han seer baade ældre og mere alvorlig og fagtfærdig ud, end da han løb omkap med be fvenste Soldater. Han synes med dyb Sorrig at favne Noget, og faa gjøre Flere end han.

See! ind i Gaarden og lige henimod ham ride i fuld Trav tvende Krigere. Den Forreste er iført en blaa Kjole og gule Underklæder; hvide Hejrefjedre flaggre fra hans høie Hat - ganske rigtig! det er for svenske Major, det er bam selo; hans Rideknægt er det, soin følger ham.

Han springer af Hesten, griber den maallose Peder Klausøns Haand, og siger med hjertelig Glæde:

God Dag, god Dag! min gamle værdige Ven! Dens negang kommer jeg ikke som Fiende til det fjere lille Boes lose; men i et ret venligt og fredeligt Ærinde — hvor er eders elskværdige Datter? hvor er min dyrebare Sigrid? er hun endnu fri, og mindes hun mig? To hundrede Mile har jeg redet fra mit Hjem for at bejle til den dydige Piges Haand — fiig mig: bvad tør jeg baabe?

Peder Klausøn svarer Intet, men han knuger Mas jorens Haand, og Taarer tindre i hans Dine.

-For Guds Skyld" siger Svenften blegnende: „boad er der hændet? Hvor er Sigrid ?.

Peder Klauson lesriver fin Haand; den frembristende

« ForrigeFortsæt »