Billeder på siden
PDF
ePub

jeg klarligen. Vil han i Himmelen tie, da maae jeg bøje mig under hans uransagelige Villie."

Herpaa lod han sit Hoved og sine Hænder synke, og udgav et dybt Suf.

Mange af de Tilstedeværende kunde ikke holde sig for Graad. Der begyndte en sagte Mumlen om, at han dog maaskee kunde være uskyldig; men dette var jo blot en Virkning af Sindets Bevægelse og Medynk. Ogsaa mit Hjerte vilde gjerne frikjende ham; men Følelsen tør jo ingénlunde raade over Dommerens Forstand; hverken Medynk eller Had, hverken Gunst eller Avind skal veje det mindste Gran i Retfærdighedens Skaaler.

Jeg kan efter min Overbeviisning ikke slutte anderledes end som saa: Den Anklagede haver slaget Niels Bruus ihjel; dog neppelig med Forsæt og beraad Hu; vel veed jeg, at han har havt den Vane at true dem, han blev vred paa, „at han nok skulde huske dem det den Dag, de mindst tænkte derpaa; men det er mig ikke vitterligt, at han haver mod Nogen opfyldt sine Trusler. Nu vil ethvert Menneste jo gjerne bjerge Livet, om det fan, og frelse sin Ære, og derfor vedbliver han sin Benægtelse faalænge han formaaer.

[ocr errors]

Morten Bruus det er en haard Hals ond tilforn, og værre nu af Harme over Broderens Drab, begyndte at tale om Redskaber, der kunne tvinge en forstokket Synder til Bekjendelse; men det forbyde Gud, at jeg mod saadan Mand skulde tage Pinebænken tilhjælp. Og hvad er vel den andet, end en Prøvesteen paa legemlig og aandelig Styrke og Svaghed. Den, som mægter at udholde Torturen, og den, som bukker under for samme lyve kunne de begge. En aftvungen Bekjendelse kan aldrig være paalidelig Sandhed. Nej, før skulde jeg vige mit Dommersæde og nedlægge mit fure Embede.

Ak! min gode fromme Kjereste! Hun er da tabt for mig, hvad denne Verden anbelanger; jeg elskede hende dog faa inderligt.

jeg

Jeg har havt et haardt Pust at udholde. Som jeg sad, og overvejede den skrækkelige Sag, i hvilker det forestaaer mig at dømme, farer Døren op, og Præftens Datter tor vel neppe længere kalde den Kjereste, som maaskee aldrig vil vorde min Hustrue? hun styrter ind med udslaget Haar, kaster sig for mine Fødder, og omfavner mine knæe.

Jeg løftede hende op i mine Arme, og vi græd begge en god Stund, inden Nogen af os kunde komme tilorde.

Jeg blev først Herre over min store Bedrøvelse, og fagde: „jeg veed, hvad I ville, min Hjerte! jeg skulde frelse Eders Fader? Ja Gud hjælpe os arme Mennesker! jeg kan jo ikke. Siig mig selv, hjerte Barn! troer J, at Eders Fader er uskyldig?"

Hun lagde Haanden paa sit Bryst, og sagde: „jeg veed det iffe!" og derpaa stak hun atter i at græde ret bitterligen.

"Begravet ham" sagde hun saa igjen, har han dog neppe; men at Karlen jo er død henne i Skoven af de Slag han fik, det maae vel være faa, Gud bedre det!"

"Kjere Ven!" sagde jeg, "Jens Larsen og Pigen faae ham jo i Gangen den Nat."

Hun virrede langsomt med Hovedet, og svarte: "Den Slemme kan have forblindet deres Zine."

"Det forbyde vor Herre Jesus," sagde jeg, at han skulde have saadan Magt over christne Mennesker!" Nu græd hun atter.

"

Siig mig oprigtig," begyndte hun efter et Ophold, fiig

mig reent ud! min Fæstemand! dersom Gud ikke sender anden Oplysning i denne Sag, hvad Dom vil I fælde?"

Hun saae ængstelig paa mig, og hendes Læber skjælvede. "Dersom jeg ikke troede," svarte jeg, „at enhver Anden vilde være haardere end jeg, da skulde jeg vige mit Sæde, ja med Glæde nedlægge mit Embede. Men det tør jeg nu iffe dølge, siden I spørger mig ad; den mildeste Dom, som baade Gud og Kongen har afsagt, er dog Liv for Liv.“

Her sank hun i knæerne, men rejste sig strar igjen, veeg nogle Trin baglænds hen fra mig, og raabte ligesom forvildet: vil I da myrde min Fader! vil I da myrde Eders Fæstemve? Seer I denne?" hun traadte atter fremad, og holdt Haanden med Ringen hen for mine Dine I denne Fæstensring? hvad sagde min ulykkelige Fader, dengang I fatte den paa min Finger? Jeg giver min Pige i din Barm! Men I, I gjennemborer min Barm!"

"Seer

At Gud! hvert Ord hun sagde, gjennemborede min. "Sødeste Barn!" fukkede jeg, "fiig ikke saaledes! J kniber mit Hjerte med gloende Tænger. Hvad vil I, jeg skal gjøre? frifjende den, som Guds og Menneskenes Lov fordømmer?"

Hun taug og saae til Himmelen.

„Eet vil jeg gjøre" blev jeg ved, er det Uret, da tilregne Herren mig ikke den Synd! Hør nu, fjereste Barn! gaaer Sagen her tilende, da er hans Liv forloren; jeg seer ikke nogen Frelse uden i Flugten. Kan I hertil ophitte noget Raad, da skal jeg lukke mine Dine og tie. Seer 3! jeg haver strax, saasnart Eders Fader blev fængslet, skrevet til Eders Brøder i Kjøbenhavn, og vi kunne nu hver Dag forvente ham. Taler saa med ham, og søg at faae Slutteren til Ven! har I ikke Penge nok, saa raader I over Alt, hvad jeg ejer!"

Da jeg havde sagt dette, blev hendes hele Ansigt blussende rødt af Glæde, og hun faldt om min Hals og raabte: „Gud lønne Eder for dette Raad! havde vi blot min Broder! da blev der vel Raad."

[ocr errors]

"Men hvor skulle vi hen?" sagde hun atter, og slap mig; "og om vi finde et Fristed i fremmede Lande, saa feer jeg Eder aldrig mere.“

Dette sagde hun saa ynkeligt, at mit Hjerte var færdig at briste.

Allerkjereste Ven!" raabte jeg: "jeg skal finde Eder, hvor langt I end fare hen; og ville vore Midler ikke slaae til vor Underholdning, skulle disse mine. Hænder arbejde for os alle; jeg har lært i min Ungdom at bruge Øren og Høvlen".

Da blev hun paanye saa sjæleglad, og kyste mig utallige Gange.

Vi bade begge af ganske Hjerte til Gud, at han dog vilde lade vort Forehavende lykkes, og saa skiltes hun fra mig med frejdigt Haab.

Ogsaa jeg begyndte at haabe til det Bedste. Men aldrig saasnart var hun borte, førend tusinde Tvivl opfyldte mit Sind, og alle de Vanskeligheder, som før syntes mig overvindelige, nu, forekom mig som uhyre Bjerge, dem min svage Haand aldrig vil mægte at flytte.

Nej, nej! af denne Elendigheds Mulm og Mørke veed iffun han aleneste Vej, for hvem den sorte Nat er lys som Dagen.

Atter to nye Vidner! de føre neppe noget Godt i deres Skjold; thi Bruusen anmeldte dem med en Mine, der ikke

huede mig

www

han har og et Hjerte saa haardt som Flint, og tilmed fuldt af Gift og Galde.

I Morgen møde de paa Thinget; jeg er tilmode, som om det var imod mig selv, de skulle vidne. Gud styrke mig dog!

[ocr errors]
[merged small][ocr errors][merged small]

Retten var fat, og Fangen fremført for at høre de nye tilkomne Vidners Udsagn.

De forklarede: at de den tit omhandlede Nat vare gangne hen ad den Vej, som løber paa tvers imellem Skoven og Præftens Hauge; et Menneske var da kommen, med en Sæk paa Arelen, og dermed vandret dem et Stykke forbi ad Haugen til; hans Ansigt kunde de ikke kjende, da det var skjult af Sækken; men da Maanen skinnede paa hans Ryg, havde de tydeligen seet, at han var iført en siid grøn Kjole (Præftens Slobrok nemlig) og en hvid Nathue; den omvundne Person forsvandt ved Haugegjerdet."

Aldrig saasnart havde den Første aflagt dette Vidnesbyrd, før Præsten blev i fit Ansigt som Afke, og det var neppe, han med svag Røst kunde fremføre de Ord: „jeg faaer ondt."

Man gav ham en Stoel.

Da sagde Bruusen til de Omstaaende: „det hjalp paa Præftens Hukommelse."

Denne hørte det ikke; men vinkede ad mig, og sagde: „lad mig føre tilbage i mit Fængsel! der vil jeg tale med Eder“. Det steete som han forlangte.

'Bi droge afsted til Grennaae; Præsten kjørte med Slutteren og Byesvenden, og jeg reed.

Da Fængselsdøren blev aabnet, stod min Kjereste og S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. II.

9

« ForrigeFortsæt »