Billeder på siden
PDF
ePub

jeg klarligen. Vil han i Himmelen tie , da mage jeg boje mig under hans uransagelige Villie...

Herpaa lod han fit Hoved og sine Hænder synke, og udgav et dybt Suf.

Mange af de Tilstedeværende kunde iffe holde sig for Graad. Der begyndte en fagte Mumlen om, at han dog maaskee kunde være uskyldig; men dette var jo blot en Virtning af Sindets Bevægelse og Medynf. Dgsaa mit Hjerte vilde gjerne frifjende ham; men følelsen tør jo ingénlunde raade over Dommerens Forstand; hverfen Medynt eller Had, hverken Gunst eller Avind skal veje det mindste Gran i Ret: færdighedens Sfaaler.

Jeg kan efter min Dverbeviisning iffe slutte anderledes end som saa: Den Anklagede haver slaget Niels Bruus ihjel; dog neppelig med Forsæt og beraad Hu; vel veed jeg, at han har havt den Vane at true dem, han blev vred paa, ,, at han nok skulde huske dem det den Dag, de mindst tænkte derpaa;“ men det er mig ikke vitterligt, at han haver mod Nogen opfyldt fine Trusler. Nu vil ethvert Menneffe jo gjerne bjerge livet, om det fan, og frelse fin Ere, og ders for vedbliver han sin Benægtelse faalænge han formaaer.

Morten Bruus – det er en haard Hals ond tils forn, og værre nu af Harme over Broderens Drab, begyndte at tale om Redskaber, der kunne tvinge en forstoffet Synder til Befjendelse; men det forbyde Gud, at jeg mod faadan Mand sfulde tage Pinebænken tilbjælp. De hvad er vel den andet, end en Prøvesteen paa legemlig og aandelig Styrke og Svaghed. Den, som mægter at udholde Torturen, og den, som buffer under for samme – lyve kunne de begge. En aftvungen Befjendelse kan aldrig være paalidelig Sandhed. Nei, før sfulde jeg vige mit Dommersæde og nedlægge mit sure Embede.

Al! min gode fromme Rjerefte! Sun er da tabt for mig, hvad denne verden anbelanger; jeg elskede hende dog saa inderligt.

Jeg har havt et haardt Pust at udholde. Som jeg sad, og overvejede den ftræffelige Sag, i hvilkerr det foreftaaer mig at dømme, farer Døren op, og Præstens Datter – jeg tør vel neppe længere kalde den Kjereste, som maasfee aldrig vil vorde min Hustrue? hun styrter ind med udslaget Haar, fafter fig for mine fødder, og omfavner mine Knæe.

Jeg løftede hende op i mine Arme, og vi græd begge en god Stund, inden Nogen af os kunde komme tilorde.

Jeg blev førft Herre over min ftore Bedrøvelse, og fagde: jeg ved, hvad I ville, min Hjerte! jeg ffulde frelse Eders Fader? Ja Gud hjælpe os arme Mennesker! jeg kan jo ikke. Siig mig selv, hjerte Barn! troer , at Eders Fader er uskyldig?..

Hun lagde Haanden paa fit Bryst, og fagde: jeg veed det ikke !" og derpaa stak hun atter i at græde ret bitterligen.

„Begravet ham“ sagde hun saa igien, „har han dog neppe; men at Karlen jo er død henne i Sloven af de Slag han fik, det maae vel være faa, Gud bedre det!"

v Kjere Ven!" sagde jeg, fens Larsen og Pigen faae ham jo i Gangen den Nat.

Hun virrede langsomt med Hovedet, og svarte: „Den Slemme kan have forblindet deres Djne.“

Det forbyde vor Herre Jesus," sagde jeg, wat han skulde have faadan Magt over christne Mennesker!

Nu græd hun atter.
„Siig mig oprigtig, begyndte hun efter et Dphold, siig

mig reent ud! min Fæstemand! dersom Gud iffe fender anden Oplysning i denne Sag, hvad Dom vil f fælde ?"

Hun faae ængstelig paa mig, og hendes Læber stjælvede.

Dersom jeg ikke troede," foarte jeg, at enhver Ans den vilde være haardere end jeg, da ffulde jeg vige mit Sæde, ja med Glæde nedlægge mit Embede. Men det tør jeg nu iffe bølge, siden 3 spørger mig ad; den mildeste Dom, som baade Gud og Kongen har afsagt, er dog liv for liv.“

Her sank hun i knæerne, men rejste fig strar igjen, veeg nogle Trin baglænds hen fra mig, og raabte ligesom forvildet: wvil F da myrde min Fader! vil f da, myrde Eders Fæftemoe? Seer f denne ?" hun traadte atter fremad, og holdt Haanden med Ringen ben for mine Dine – Seer I denne Fæftensring? hvad sagde min ulykkelige Faber, dens gang I fatte den paa min Finger? Jeg giver min Pige i din Barm! Men S, I gjennemborer min Barm!..

At Gud! hvert Ord hun fagde, gjennemborede min.

Sødeste Barn! suffede jeg, wfiig iffe faaledes! 3 kniber mit Hjerte med gloende Tænger. Hvad vil f, jeg ffal gjøre? frifjende den, som Guds og Menneskenes Lov fordom

mer?«

Hun taug og faae til Himmelen.

,,Eet vil jeg gjøre blev jeg ved, wer det Uret, ba tilregne Herren mig ikke den Synd! Hør nu, fjereste Barn! gaaer Sagen her tilende, ba er hans liv forloren; jeg feer ikke nogen Frelse uden i Flugten. Kan 3 hertil opbitte noget Raad, da ffal jeg luffe mine Dine og tie. Seer 3! jeg haver ftrar, faasnart Ebers Fader blev fængslet, skrevet til Eders Broder i Kjøbenhavn, og vi funne nu hver Dag fors vente ham. Taler saa med ham, og føg at faae Slutteren til Ven! bar 3 ifte Penge nok, saa raader 3 over Alt, hvad jeg ejer!"

Da jeg havde sagt dette, blev hendes hele Anfigt blus: sende rødt' af Glæde, og hun faldt om min Hals og raabte: ,,Gud lønne Eder for dette Raad! havde vi blot min Brober! da blev der vel Raad.“

, Men hvor skulle vi hen?" sagde hun atter, og slap mig; og om vi finde et Fristed i fremmede Lande, saa seer jeg Eder aldrig mere.“

Dette fagde hun saa ynkeligt, at mit Hjerte var færdig at briste.

,,Adlerfjereste Ven!" raabte jeg: „jeg ffal finde Eder, hvor langt fend fare hen; og ville vore Midler ikke slaae til vor Underholdning, ffulle disse mine. Hænder arbejde for os alle; jeg har lært i min Ungdom at bruge Dren og Hovlen".

Da blev hun paanye faa fiæleglad, og fyfte mig utallige Gange.

Vi bade begge af ganske Hjerte til Gud, at han dog vilde lade vort Forehavende lykkes, og faa filtes hun fra mig med frejdigt Haab.

Dgsaa jeg begyndte at haabe til det Bedste. Men aldrig saafnart var hun borte, førend tusinde Tvivl opfyldte mit Sind, og alle de Vanskeligheder, som før fyntes mig overvindelige, nu, forekom mig som uhyre Bjerge, dem min svage Haand aldrig vil mægte at flytte.

Nej, nej! af denne Elendigheds Mulm og Mørke veed iffun han aleneste Vej, for hvem den sorte Nat er lys som Dagen.

Atter to nye Vidner! de føre neppe noget Godt i deres Skjold; thi Bruusen anmeldte dem med en Mine, der iffe

buede mig han har og et Hjerte faa haardt som Flint, og tilmed fuldt af Gift og Galde.

I Morgen møde de' paa Thinget; jeg er tilmode, som om det var imod mig selv, de skulle vidne.

Gud styrke mig dog!

Det er forbi han har befjendt Alt.

Retten var' sat, og Fangen fremført for at høre de nye tilkomne Vidners Udsagn.

De forklarede: wat de den tit omhandlede Nat vare gangne hen ab den Bej, som løber paa tvers imellem Sfo: ven og Præftens Hauge; et Menneske var da fommen, med en Sæk paa Arelen, og dermed vandret dem et Stykke forbi ad Haugen til; hans Ansigt funde de iffe fjende, da det var fljult af Sæffen; men ba Maanen finnede paa hans Ryg, havde de tydeligen feet, at han var iført en fiid grøn Kjole (Præstens Slobrok nemlig) og en hvid Nathue; den omvundne Person forsvandt ved Haugegjerdet...

Aldrig faasnart havde den første aflagt dette Vitness byrd, før Præsten blev i fit Ansigt fom Affe, og det var neppe, han med svag Røft funde fremføre de Drd: vjeg faaer ondt.

Man gav ham en Stoel.

Da sagde Bruusen til de Dmstaaende: vdet hjalp paa Præstens Hukommelse."

Denne hørte det iffe; men vinfede ad mig, og sagde: lad mig føre tilbage i mit Fængsel! der vil jeg tale med Eder..

Det sfeete fom han forlangte.

Vi droge afsted til Grennaae; Præsten fjørte med Slutteren og Byesvenden, og jeg reed.

Da Fængselsdøren blev aabnet, stod min Kjereste og S. S. Blicher. Samle og nye Noveller. Il.

9

« ForrigeFortsæt »