Hjerte! gaf ind, og ængst Jer ej! Eders Fjende iler sin egen Fordærvelse imøde!"

Morten Bruus gik nu foran øster hen i Haugen til Tornehækken; vi andre bagefter, tilligemed Præftens Folk, hvem han selv havde ordret at komme med Spader og Grebe. Klageren stod noget og faae fig omkring, indtil vi havde naaet ham.

Da pegte han paa et Sted, og sagde: „her seer ud til at være gravet for ikke længe siden; her maae vi lede?"

"Grav!" raabte Præsten vredt.

Folkene grove, og Bruus, som syntes det gik ikke hurtigt nok, rev Spaden fra een af Folkene, og arbejdede med Jvrighed.

Da de vare komne et Par Spadeslag ned, var Grunden saa fast, at man tydeligen saae, her ikke havde været gravet for nylig maaskee ikke i mange Aar.

paa Een nær

Vi glædede os alle og Præften allermeest; han begyndte allerede at triumphere over sin Anflager, og sagde spottende til ham: „fandt I Noget, J Ærestjænder?"

Denne svarte ham ikke; men efter at have betænt fig et Øjeblik raabte han: „Jens Larsen! hvor var det, I faae Præsten grave?"

Jens Larsen havde hidtil, medens der blev gravet, staaet med foldede Hænder og seet paa Arbejdet.

Ved Bruusens Tiltale vaagnede han op som af en Drøm, saae sig lidt omkring, og pegede derpaa hen te en Krog i Kvarteret, en tre til fire Favne fra det Sted, vi stod. „Der tyffes mig det var!" sagde han.

„Hvad siger Du Jens?" raabte Præsten vred: „naar har jeg gravet?"

Uden at agte herpaa, kaldte Morten Bruus Folkene

hen til den angivne Krog. Her laae nogle visne Kaalstokke, Grene og andet Skrupperie, som han først ryddede afvejen. Gravningen begyndte atter.

Jeg stod ret rolig og veltilfreds og talede med Præsten om denne Sag, og den Straf, til hvilken Klageren havde gjort sig skyldig, da een af Karlene raabte: "Jesus Kors!"

Vi faae derhen - en Hattepul var kommen tilsyne. "Her finde vi nok den, vi lede efter!" sfreg Bruus: „det er Niels's Hat; den kjender jeg."

Da var det mig, som om alt mit Blod blev til Jis; mit hele Haab blev med eet slaget til Jorden.

"Grav! grav!" raabte den skrækkelige Blodhævner, idet han selv anstrængede sig af alle Livsens Kræfter.

Jeg saae til Præsten: han var bleg som et Lig; men hans Dine vidt opspilede og ufravendt heftede til det ræð= felfulde Sted.

Atter et Strig; en Haand ligesom strakte sig op af Jorden mod de Gravende.

"See!" raabte Bruus: „han rækker efter mig; ja bie lidt, Broder Niels! Hævn skal Du faae!"

Snart var hele Liget udgravet det var virkelig den Savnede. Hans Ansigt var ikke ganske kjendeligt, da det var begyndt at gaae i Forraadnelse og Næsebenet desforuden knuset og fladtrykt; men alle hans Klæder, lige til Skjorten med hans udsyede Navn, kjendtes strar af alle hans Medtjenere; endogsaa en Blyring i det venstre Dre vedkjendtes alle de Omstaaende som Niels Bruuses, den han i nogle Aar bestandig havde baaret.

„Naa Præst!“ raabte Morten Bruus: „kom nu, og læg Haand paa den Døde, om I tør!"

„Almægtige Gud!" sukkede Præsten, og slog fine Dine ivejret: Du est mit Vidne, at jeg er uskyldig: slaget ham

"

har jeg; men ikke anderledes, end at kunde løbe fin Vej; slaget ham har jeg; det maae jeg nu bitterligen angre; men hvo der har begravet ham, det kjender den Alvidende.“

"Jens Larsen kjender det ogfaa!" raabte Bruusen: og kanskee der findes end flere. — Hr. Herredsfoged! I kommer vel ogsaa til at forhøre hans Tjenestefolk; men først venter jeg, at I ville sætte denne Uls i Faareklæder i sikker Forvaring".

Ak, Du Fredsens Gud! jeg torde jo nu ikke længere tvivle; Sagen var altfor aabenbar; men jeg var nærved at synke i Jorden af Skræk og Affky. Jeg vilde just sige Præften, at han maatte berede sig paa at gaae i Fængsel, da han selv tiltalte mig han var bleg og skjælvede som et

Espelov.

"Stinnet er imod mig;" sagde han: "thi dette er et Værk af Djævelen og hans Engle. Dog lever endnu Een, som vel skal bringe min Ufkyldighed for Dagen kom, Hr. Herredsfoged! i Baand og Lænker vil jeg vente paa, hvad han haver besluttet over mig arme Synder. Trøst min Datter! og tænk paa, det er Eders Fæstemøe!"

daanet paa Jorden

Neppe havde han sagt dette, før jeg hørte et Sfrig og et Fald bag ved mig det var min Kjereste; hun laae der Gud give, vi havde ligget begge saa= ledes, og aldrig opvaagnet meer! Jeg løftede hende ivejret, og tog hende paa mine Arme - jeg tænkte hun var død; men Faderen rev hende fra mig, og bar hende ind; og lige med det samme blev jeg atter kaldt hen til den Dræbte for at besigtige et Saar i hans Hoved, som vel ikke var dybt, men dog havde knækket Hjerneskallen, og kjendeligen viste sig at være bibragt ved en Spade, eller et saadant sløvt Redskab. Vi gik derpaa alle ind i huset. Min Kjæreste var da kommen til sig selv igjen. Hun fløj om min Hals, og bes

fvoer mig ved Gud og alt hvað helligt var: at jeg dog maatte frelse hendes Fader af denne store Nød, og bad mig dernæst for vor Kjerligheds Skyld, at hun maatte følge ham i Fængslet, hvilket jeg ogsaa tilstod hende. Jeg fulgte dem selv til Grennaae; men Herren veed, hvorledes jeg var tilmode. Ingen af os haver talet et Ord paa hele denne sørgelige Rejse. Jeg stiltes fra dem med et sønderknuset Hjerte.

Liget er lagt i en kiste, som Jens Larsen havde staaende til sig selv; og imorgen vorder det ærligen begravet paa Vejlbye Kirkegaard.

Imorgen afholdes det første Lingsvidne. Gud styrke mig elendige Menneske!

Gud give, jeg aldrig havde opnaaet den bedrøvelige Post, jeg Daare faa ivrigt eftertragtede! Det er en tung Bestilling den, at være Dommer gid jeg kunde bytte med en af Stokkemændene!

Da denne Ordets Tjener fremstilledes for mig paa Thinget, lænket fra Haand til Fod: da tænkte jeg paa vor Herre, som han stædtes for Pilati Domstoel. Og bares det mig livagtigen fore, som min Kjereste — Gud bedre det, hun ligger føg i Grennaae som hvidskede hun til mig: „befat Dig intet med denne Retfærdige!"

Ja Gud give, han var det! men jeg øjner endnu ikke den fjerneste Muelighed.

De trende første Vidner bekræftede med oprakte Fingre deres ganske Udsagn i Forhøret, og det Ord for andet; der blev Intet taget fra, og Jntet lagt til.

Og fremstøde ydermere trende nye Vidner, Præftens tvende Karle og udpigen. De to Første havde hiin Dag,

da Mordet skeete, siddet i Borgerstuen, og, da Vinduet stod aabent, havde de tydeligen hørt Præsten og den Myrdede hæftigen stjændes, og at den Første havde sagt ligesom Hyrdeenken og hendes Datter omvandt - "jeg skal slaae din Hund! Du skal ligge død for mine Fødder."

Tilmed havde de to Gange hørt Præsten true og unds fige Niels Bruus. De vandt endvidere: at Præsten, naar han blev vred, ikke sparede at slaae til med det første det bedste, der kom ham i Hænderne; og at han saaledes engang havde slaget sin forrige Dreng med en Tøjrekolle.

Udpigen forklarede: at hun, den samme Nat som Jens Larsen saae Præsten i Haugen, havde ligget vaagen, og kunde iffe sove; og havde hun hørt Døren fra Gangen ud til Haugen knærke, og da hun rejste sig, og keeg ud, faae hun Præsten i Sloprok og Nathue gaae ud i Haugen. Hvad han bestilte der, faae hun ikke; men en Timestid efter omtrent, hørte hun atter Lyden af Haugedøren.

Da Vidnerne vare afherte, og jeg tilspurgte den ulyk kelige Mand, om han vilde bekjende Gjerningen, eller hvað han i manglende Fald havde at sige til fit Forsvar, foldede han fine Hænder over fit Bryst og sagde: "Saa fandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord! jeg vil tale Sandhed, og veed jeg med mig selv intet Andet, end hvad jeg allerede tilforn har bekjendt. Jeg har slaget den Afdøde med Spaden; men ikke anderledes, end at han derefter kunde løbe fra mig ud af Haugen; hvad der siden er hændtes ham, eller hvorles des han er kommen til at ligge i min Hauge det veed jeg ikke. Hvad Jens Larsen og Pigen vidner om at have feet mig i Haugen ved Nattetid, enten lyve de det, eller ogfaa er det et Helvedes Blændværk. Jeg elendige Menneske haver Ingen til mit Forsvar her paa Jorden; det mærker