Gud see i Naade til os alle! Jeg er faa betagen af Skræk og Bedrøvelse, at jeg neppe er istand til at føre Pennen. Vel Hundrede Gange er den falden mig af Haanden.

Mit Hjerte er saa bespændt, og mine Tanker saa tvivlraadige, at jeg hartad ikke veed, hvor jeg skal begynde. Det tykkes mig altsammen at være kommen i et eneste Djeblik ligesom et Tordenskrald. Tiden er aflave for mig; Aften og Morgen er eet; den hele gruelige Dag et hurtigt Lynglimt, som haver afbrændt i Grunden mine Ønskers og Forhaabningers stolte Huus.

En ærværdig Guds Mand, min Kjerestes Fader, i Baand og Fængsel! og det som en Morder og Misdæder!

Kun dette ene Haab har jeg tilbage, at han endda maatte være uffyldig; men desværre! det er kun et Halmstraae for den Skibbrudne. En svar Mistanke hviler paa .ham og det at jeg, jeg Elendige skal være hans Dommer! Og Datteren, hans Datter min forlovede Brud! Herre, min Frelser! forbarme Dig over os! jeg for= maaer iffe mere.

Det var igaar den ulykkelige Dag! vedpas en halv Time før Solen stod op, at Morten Bruus kom her i Gaarden, og havde med sig Zudsidder Jens Larsen af Vejlbye, samt Hyrdens Enke og hendes Datter ibidem.

Morten Bruus sagde til mig: at han havde Præften i Vejlbye stærkt mistænkt for at have slaget hans Broder ihjel. Jeg svarte ham, at jeg vel havde hørt den samme Snak, men anseet den for en taabelig og ondskabsfuld Opdigtelse, saasom Præsten selv havde forsikkret mig, at Karlen var løbet fin Vej.

"Om saa var" sagde han, at Niels vilde rømme,

havde han nok kommet til mig først, og ladet mig det vide; men at det forholder sig ganske anderledes, det kunne disse gode Folk vidne, og derfor beder jeg, at I paa Embedsvegne vil forhøre dem."

"Betænk Jer vel!" siger jeg, "betænk Jer vel, min fjere Bruus! og ligesaa I andre gode Folk! inden I befkylde en hæderlig og uberygtet Præft og Sjælesørger! kunne I intet bevise, hvorpaa jeg storligen tvivler, kan det komme Jer dyrt at staae.“

"Præst eller ikke Præst“ raabte Bruusen, „der staaer skrevet: du skal ikke slaae ihjel! der staaer ogsaa skrevet: Dvrigheden bærer ikke Sværdet förgjæves. Vi har jo Lov og Ret i Landet; og en Morder kan ikke undgaae sin Straf, om han saa havde Stiftamtmanden til Svigersøn."

Jeg lod som jeg ikke mærkede Finten, og sagde: "Velan! det skee, som I ville! Hvad veed I, Kirsten Madsdats. ter! om den Sag, hvorfor Morten Bruus beffylder Eders Præft? Siig nu den rene Sandhed, saaledes som I ville forsvare for den Alvidendes Domstoel, og som I det siden med Lovens Eed skulle bekræfte!"

1

Og gav hun da følgende Forklaring: Den Dag, paa hvilken der sagdes, at Niels Bruus var rømt af Præstegaarden, var hun lidt over Middag med sin Datter Else gaaet forbi Præstens Hauge. Som de fomme omtrent midt for Steendiget, der gaaer østen om samme, høre de Een kalde paa Else. Det var Niels Bruus, som stod indenfor Hesselhækken, og som nu bøjede Grenene lidt tilside, og spurgte Elfe, om hun vilde have nogle Nedder. Hun tog da mod en Haandfuld, og spurgte, hvad han bestilte der. Han svarte, at Præften havde befalet ham at grave, men den Bestilling hovde han ikke taget sig saanær, han vilde hellere plukke Nødder.

I det samme hørte de en Dør lukkes op inde ved Huset, og Niels sagde: „pas paa! nu faae vi en Skjændepræfen!" Strax efter havde de hørt - see kunde de Jntet, for Diget var for højt og Hækken for tæt - hvorledes de stjændtes, og blev den Ene ikke den Anden noget Ord skyldig. Tilsidst havde de hørt Præsten raabe: jeg skal slaae din Hund, Du skal ligge død for mine Fødder!" hvorpaa det fladskede, to eller tre Gange, som naar Een faaer Munddaffe.

Saa havde Niels ffjeldet Præsten for en Bøddelknegt og en Kjeltring. Dertil havde Præften flet Intet svaret, men derimod hørte de to dumpe Slag, faae tillige Bladet af en Spade og noget af Skaftet to Gange svinges over Hækken; men den, der svingede Spaden kunde de ikke fee for Hegnets Højde og Tæthed.

Dermed var Alt stille inde i Haven; men de (Hyrde= enken og hendes Datter) vare blevne bange og ilde tilmode, og saa gangne i Marken til Creaturene. Selvsamme Forklaring som Moderen, gav ogsaa Datteren. Jeg spurge dem, om de ikke havde feet Niels Bruus komme ud af Haugen; hvilket de begge benægtede, skjøndt de ofte havde feet fig tilbage.

Alt dette stemmede aldeles med Præftens Beretning til mig; og at de ikke havde feet Karlen komme ud af Haugen, var rimeligt nok, da han til den søndre Side havde ligesaa nær til Skoven, hvorhen Præsten sagde, han havde taget Coursen.

Jeg erklærede nu Morten Bruus, at det aflagte Vidnesbyrd Intet beviste om det formeentlige Mord, allerhelst som Præsten havde frivillig fortalt mig hele Sagen ganske som Kvinderne nu havde fremsat den.

Hertil smilte han bittert, og bad mig blot afhøre det tredie Vidne; hvilket jeg nu og gjorde.

Jens Larsen forklarede: at han en Aften meget filde (men saavidt han mindedes, var det ej famme Aften efter at Niels Bruus var rømt, men den næste) var gaaen hjem fra Tolstrup, og gaaet ad den sædvanlige Gangstie often om Præftens Hauge. Derinde havde han hørt Lyden af En, som grov. I første Djeblik var han vel blevet noget bange; men da det var klart Maaneskin, besluttede han sig dog til at ville see, hvo det var, som kunde have at bestille i Haugen paa saadan Tid. Han havde da sat fine Træftoe, var klavret op paa Diget, og havde med Hænderne gjort sig et lidet Kithul gjennem Hæffen. Her faae han da Præsten i sin daglige Sloprok og med sin hvide Bomulds Nathue paa Hovedet, staae og glatte Jorden efter med en Spade; men andet faae han iffe. Da Præsten i det samme havde vendt sig pludselig om, som om han havde fornummet Nogen, var Vidnet bleven. bange, havde ladet sig i en Hast glide ned af Diget, og var ligesaa haftig løbet hjem.

Skjøndt det rigtignok var mig paafaldende, hvad Præften kunde foretage fig saa silde i Haugen, fandt jeg dog endnu intet Besynderligt til at vække Mistanke om det imputerede Mord; hvilket jeg og sagde Klageren, med alvorlig Formaning: ej alene at tage Besfyldningen tilbage; men ogs faa offentlig at erklære det omløbende Rygte for ugrundet, og tillige at fralægge sig selv enhver Andeel i samme.

Dertil svarte han: ifte før jeg seer, hvad Præsten har gravet ned i sin Hauge“.

„Da,“ svarte jeg: torde det være for silde, og I sætter da Eders Ære og Velfærd paa farligt Spil."

"Det skylder jeg min Broder," svarte han, „og jeg venter af vor lovlige Øvrighed, at den ikke nægter mig Rettens Hjelp og Bistand."

Saadan Opfordring var jeg nedt til at følge.

Jeg drog da, tilligemed Klageren og Vionerne, til Veflbye, med et saare beknyt Sind, mindre af Frygt for at finde den omhandlede Rømningsmand i Haugen, end af Bekymring over den Skræk og Ærgrelse, Præsten og min Kjereste derved vilde foraarsages.

Undervejs tænkte jeg blot paa at lade Bagvafleren føle Lovens hele Strenghed. Ak! du milde Himmel! der foreftod mig den grueligste Opdagelse.

Først vilde jeg have taget Præften affides, for at forberede ham, og derved give ham Tid til at fatte sig, og vorde Herre over fit Sind; men Morten Bruus forekom mig; thi som jeg kjørté ind ad Gaarden, jog han paa sin Hest mig forbi og lige hen for Døren, og som Præsten aabnede famme, raabte han:

"Folk sige, at I har slaget min Broder ihjel, og gravet ham ned i Ebers Hauge; her kommer jeg med Herredsfogden for at lede efter ham!"

Præsten blev over denne Tiltale saa forbløffet, at han ikke kande mæle et Ord, forinden jeg sprang af Vognen, og sagde til ham: „I hører nu Beskyldningen, og det uden Omsvøb; jeg nødes til paa Embeds Vegne, at gjøre denne Mands Begiæring fyldest; og fordrer nu Eders egen Ære, at Sandheden kommer for en Dag, og Munden stoppes paa Bagvaskelsen."

Det er haardt nok,“ sagde han, „at en Mand i min Stand skal tvinges til at afvælte saadan gruelig Beskyldning; men kom kun! min Hauge og mit hele Huus staaer Eder aabent!"

"

Vi gik nu ind igjennem Stuehuset og ud i Haugen. Der mødte os min Kjæreste, der blev forskrækket ved at see Brausen.

Jeg hvidskede hastelig til hende: "Vær kun rolig, min