Saa beholder nu den fattige Mand sit Tørveskifte og sin Eng; men den Rige er visselig bleven mig faare gram. Førend Dommen blev oplæst, stod han og skottede ret saa haanlig hen til den arme Ole Andersen.

Ved de Ord: thi fjendes for Ret" saae han sig om til alle Sider, og griinte saa lumskelig, som om han var ganske vis paa Seiren. Og det var han fikkerlig, thi jeg veed, han har ladt sig forlyde med: „det var taabeligt, den Stodder vilde tænke paa at vinde fra ham."

Det fleete dog alligevel.

Da han havde hørt Dommen, kneb han Øjnene og Læberne sammen, og blev i sit Ansigt som en kalket Væg.

Men han tvang fig og sagde, idet han gik ud, til sin Vederpart: tillykke med Handelen, Ole Andersen! den Tørvepyt skal ikke gjøre mig fattig; de Ingvorstrup Stude faae vel det Høe, de kunne æde."

Jeg hørte ham udenfor skoggre, og, medens han reed tort, slaae Skrald paa Skrald med sin Pidsk, saa det gav Gjenlyd i Skoven.

Det er tungt nok at være Dommer. For hver Kjendelfe, Man affiger, kan Man regne paa en Fjende mere. Ak ja! naar vi endda kunne beholde Samvittigheden til Ven! „Fordräger Sorg for Samvittighedens Skyld!“

Den Dag igaar har været den allerglædeligste i mit Liv; da stod mit Jagilde i Vejlbye Præstegaard.

Min tilkommende Svigerfader talte over de Ord! "Jeg har givet min Pige i din Barm." 1fte Mos. Bog 16, 5.

Han lagde det ret bevægeligt ud, hvorlunde han nu vilde overdrage mig fin fiereste Skat her paa Jorden, og at jeg

for alle Ting maatte være god imod hende. (Det vil jeg, saa fandt hjelpe mig Gud!)

Ikke havde jeg troet, at den alvorlige, ja moren barske Mand havde endda været saa blød: Taarerne støde ham tile sidst i Dinene, og hans Læber bævede, som naar En vil holde sig for at grædé. Min Kjereste græd som et Barn, fornemmelig da han kom til at tale om hendes salige Moder.

Og da han saa sagde de Ord: "Fader og Moder skal forlade Dig; men Gud skal blive hos Dig," da braft. ogsaa jeg i Graad jeg tænkte paa mine egne fjere Forældre, dem Gud forlængst har taget til sig i de evige Boliger; men dog siden saa naadigen sørget for mig fattige Barn.

Da Trolovelsen var forbi, fik jeg af min søde Kjereste det allerførste Kys. Gud glæde hendes Sjæl! hun elsker mig overmaade.

Overborde gik det meget lystigt til. Der var indbuden mange af den salig Kones Slægtninge; paa hans Side Ingen; thi de ere kun faa og langt ude, og boe heelt oppe ved Skagen. Der blev hverken sparet paa Viin eller Mad, og efter Bordet blev dygtig danset, hartad til den klare Dag.

Præsten fra Lyngbye, han fra Aalsøe og han fra Hyllested vare ogsaa nærværende; denne blev saa besværet, at han maatte ledes tilsengs. Min tilkommende Svigerfader drak ogsaa vældigt: men det var aldrig at kjende paa ham, for han er stærk som en Kjæmpe, og kunde gjerne drikke alle Herredets Præster under Bordet.

Jeg mærkede vel, at han ogsaa vilde havt sin Plaseer med at faae mig lidt snurrende; men jeg tog mig iagt over alt dette er jeg slet ingen Elsker af stærk Drik.

Om ser Uger skal vort Bryllup være. Gud give dertil fin rige Velsignelse!

Det var ret slemt, at min tilkommende Svigerfader skulde faae denne Niels Bruus i fit Brød! Det er en studsig Krabat, en værdig Broder til ham paa Ingvorstrup. Han skulde have sin Løn, og saa lad Porten slaae ham! langt hellere end at smøre fine Fingre paa saadan en 2sel. - Men den gode Præft er saa hidsig og paastaaende; og to haarde Stene male ikke godt. Han vil absolut, at Niels skal tjene sin Tjeneste ud; og det er jo dog ikke Andet end daglig Ærgrelse.

Forleden Dag gav han ham en Kindhest; hvorpaa Karlen truede: at han nok skulde faae den betalt; men det var altsammen under fire Dine.

der er

Jeg har havt ham for mig, og baade formanet og truet ham. Han svarede mig saa godt som slet Intet Ondt i ham.

Ogsaa min Kjereste har bønfaldet fin Fader om at stille fig ved ham; men derom vilde han Intet høre. Hvorledes vil det gaae, naar hun nu drager til mig? for hun sparer den Gamle megen Fortred, og veed nu paa saadan god Maade at jevne alle Ting.

Hun vil sikkerlig blive mig en elskelig Hustru; „et Viintræe trindt omkring mit Huus."

Ilde gik det, og vel var det: nu er Niels selv løbet fin Vej. Min tjere Svigerfader er saa vred som en Tydfker; men jeg glæder mig saa stille over, at han saaledes har sluppet dette slette Menneske. Rigtignok vil Brufen ved given Lejlighed sagtens see at revanchere det; men vi har jo Lov og Ret i Landet, og Retten giver os Alle nok.

Præsten havde sat Niels til at grave et Stykke_ude i Haugen. Som han kommer ud til ham, staaer han ret

magelig og hviler sig paa Spaden, og knækker Nødder, som han har plukket derude; men Intet haver han bestilt. Præsten bruger Mund paa ham; han svarer studs, at han ikke er stædt for Podemester. Hvorpaa han faaer et Par Munddaske, og dermed slænger han Spaden, og sjælder groveli gen igjen.

Den Gamle bliver nu som Ild, griber Spaden, og giver ham dermed nogle Drag - det skulde han ikke have gjort; thi en Spade er et slemt Vaaben at slaae med, allerhelst i Vrede og for en haandfast Mand. Skjelmen lader sig først dumpe, som han var død; men da Præsten bliver bange og rejser ham op, springer han selv ud over Gjerdet, og dermed hen ad Skoven til. Saaledes haver min Svigerfader selv fortalt mig denne ubehagelige Historie.

Min Kjereste er dog herover sær urolig; hun er bange, han skal hævne sig paa een eller anden Maade, gjøre Creaturene Fortred, ja maaskee stikke Jld paa Gaarden. Med Guds Hjælp: det har ingen Rød.

Kun trende Uger til, saa skal jeg føre min søde Kjereste som Kone ind udi mit Huus. Hun har allerede været her og taget Alt i Djesyn, baade ude og inde. Hun var saare vel tilfreds, eg roste vor Orden og Penhed. Det Eneste, hun beklagede, var dette, at hun skulde forlade sin Fader; og vist nok vil han favne hende.

Dog skal jeg gjøre hvad jeg kan, for at erstatte ham sit Tab: jeg vil bytte med ham, og han skal faae min egen gode Moster Gjertrud igjen. Hun er en dygtig Kvinde i et Huus, og rørig nok for hendes Alder.

Min Kjereste er ret en Engel; det siger ogsaa alle Mennesker jeg bliver vist en lyksalig Mand Gud alene Æren!

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. 11.

Underligt nok, hvor den Knegt har forstukket sig! eller om han skulde være rømt ud af Landet? I al Fald er det en fortredelig Historie: der mumles Allehaande blandt Folk. Bagvaskelse kan jeg troe, der har sin Oprindelse fra Ingvorstrup. Imidlertid var det slemt, om det skulde komme min Svigerfader for Dre.

Havde han dog hellere fulgt mit Raad! Et Menneskes Vrede udretter ikke det, som godt er for Gud. Men jeg er fun en læg Mand, og tør ikke fordrifte mig til at irettesætte en Guds Ords Tjener; tilmed han er saa meget ældre end jeg. Nu, jeg vil haabe, at den Snak falder hen af sig selv.

Imorgen kommer jeg til Vejlbye, og skal da fornemme, om han har hørt Noget til Sladderen.

De nye Armbaand, jeg har faaet fra Guldsmeden, ere meget smukke, og ville vistnok glæde min hjertenstjere Mette; naar de blot kunne passe hende; thi Maalet blev taget saa lønlig og i Hast med et Græsstraae.

Moster vil faae Ære for Sengen; Fryndserne ere særdeles kjønne.

Min kjere Svigerfader var ganske nedslaaen og ilde tilmode jeg har aldrig feet ham saadan tilforn. Tienstags tige Aander have desværre forebragt ham det dumme Rygte, som nu er almindelig Folkesnak her i Egnen.

Bruusen har yttret sig med: „at Præsten skulde skaffe haus Broder tilveje, om han saa skulde grave ham op af Jorden."

Kan være, han ligger i Skjul paa Jugvorstrup

borte

er han, og Ingen har siden hørt eller feet Noget til ham. Min stakkels Kjereste græmmer sig altfor meget; hun plages af Ahnelser og svare Drømme.