Billeder på siden
PDF
ePub

Saa beholder nu ben fattige Mand fit Tørveskifte og fin Eng; men den Rige er visselig bleven mig faare gram. Førend Dommen blev oplæst, stod han og flottebe ret faa baanlig ben til den arme Die Andersen.

Ved de Ord: thi fjendes for Ret“ faae han sig om til alle Sider, og griinte faa lumsfelig, som om han var ganske vis paa Seiren. Og det var han fifferlig, thi jeg veed, han har ladt sig forlyde med: ,, det var taabeligt, den Stodder vilde tænke paa at vinde fra ham.“

Det sfeete bog alligevel.

Da han havde hørt Dommen, kneb han Djnene og læs berne sammen, og blev i sit Ansigt som en kalfet Væg.

Men han tvang fig og fagde, idet han gik ud, til fin Bederpart: „tillykke med Handelen, Ole Andersen! den Tørvepyt skal iffe gjøre mig fattig; de Ingvorstrup Stude faae vel det Høe, de kunne æde.

Jeg hørte ham udenfor floggre, og, medens han reed tort, slaae Skrald paa Sfrald med fin Pidft, faa det gav Gjenlyd i Skoven.

Det er tungt nok at være Dommer. For hver Kien: delfe, Man afsiger, fan Man regne paa en Fiende mere. Af ja! naar vi endda funne beholde Samvittigheden til Ben! Fordräger Sorg for Samvittighedens Sfyld!"

Den Dag igaar har været den allerglædeligste i mit Liv; da stod mit Jagilde i Vejlbye Præstegaard.

Min tilfоmmende Svigerfader talte over de Ord! Jeg har givet min Pige i din Barm. 1fte Mof. Bog 16, 5.

Han lagde det ret bevægeligt ud, hvorlunde han nu vilde overdrage mig fin fjereste Sfat her paa Jorden, og at jeg

for alle Ting maatte være god imod hende. (Det vil jeg, saa sandt hjelpe mig Gud!)

Jife havde jeg troet, at den alvorlige, ja moren barske Mand havde endda været faa bled: Taarerne ftode ham tils sidst i Dinene, og hans Læber bævede, som naar En vil holde sig for at grædé. Min Kjereste græd som et Barn, fornemmelig da han kom til at tale om hendes falige Moder.

Og da han faa sagde de Ord: „Fader og Moder skal forlade Dig; men Gud skal blive hos Dig,“ da brast ogsaa jeg i Graad jeg tænkte paa mine egne fiere Forældre, dem Gud forlængft har taget til fig i de evige Boliger; men dog siden saa naabigen forget for mig fattige Barn.

Da Trolovelsen var forbi, fik jeg af min søde Kjerefte det allerførste Kys. Gud glæde hendes Sjæl! hun elsker mig overmaade.

Overborde gik det meget lystigt til. Der var indbuden mange af den salig Kones Slægtninge; paa hans Side Ins gen; thi de ere fun faa og langt ude, og boe heelt oppe ved Skagen. Der blev hverken fparet paa Biin eller Mad, og efter Bordet blev dygtig danset, hartab til den flare Dag.

Præsten fra Lyngbye, han fra Aalsøe og han fra Hyllefted vare ogsaa nærværende; denne blev faa besværet, at han maatte ledes tilsengs. Min tilkommende Svigerfader draf ogsaa vældigt: men det var aldrig at kjende paa ham, for han er stærk som en Kjæmpe, og kunde gjerne driffe alle Herrebets Præster under Bordet.

Jeg mærkede vel, at han ogsaa vilde havt sin Plaseer med at fade mig lidt snurrende; men jeg tog mig iagt over alt dette er jeg slet ingen Elffer af stærk Drik.

Om fer uger ffal vort Bryllup bære. Gud give dertil sin rige Velsignelse!

Det var ret slemt, at min tilkommende Svigerfaber stulbe faae denne Niels Bruus i fit Brød! Det er en ftudfig Kras bat, en værdig Broder til ham paa Ingvorstrup. Han ffulde have sin løn, og faa lad Porten slaae ham! langt hellere end at smøre fine fingre paa faadan en Efel. Men den gode Præft er faa hidsig og paastaaende; og to haarde Stene male iffe godt. Han vil absolut, at Niels skal tjene sin Tjeneste ud; og det er jo dog iffe Andet end daglig Ær: grelse.

Forleden Dag gav han ham en Kindbest; hvorpaa Kar: len truede: .at han nok ffulde faae den betalt;, men det var altsammen under fire Dine.

Jeg har havt ham for mig, og baade formanet og truet ham. Han svarede mig faa godt som slet Intet

der er Onbt í ham.

Dgsaa min Kjerefte har bønfaldet fin Fader om at stille fig ved ham; men derom vilde han Intet høre. Hvorledes vil det gaae, naar hun nu drager til mig? for hun sparer den Gamle megen Fortred, og deed nu paa faadan gob Maade at jevne alle Ting.

Hun vil fifferlig blive mig en elskelig Hustru; ,,et Viin: træe trindt omkring mit Huus...

[ocr errors]

Fide gik det, og vel var det: nu er Niels fets løbet fin Bej. Min fjere Svigerfaber er saa pred som en Tyds ffer; men jeg glæder mig faa ftille over, at han faaledes bar sluppet dette slette Menneste. Rigtignok vil Brufen ved given Lejlighed sagtens fee at revanchere det; men vi har jo Lov og Ret i landet, og Retten giver os Ade nok.

Præsten havde sat Niels til at grave et Stykke ude i Haugen. Som han kommer ud til ham, staaer han ret

magelig og hviler fig paa Spaden, og knæffer Nødder, som han har plukfet derude; men Intet haver han bestilt. Præs sten bruger Mund paa ham; han svarer ftuds, at han ikke er stædt for Podemester. Hvorpaa han faaer et Par Munds daffe, og dermed flænger han Spaden, og stjælder groveligen igjen.

Den Gamle bliver nu fom 310, griber Spaden, og giver ham dermed nogle Drag det skulde han ikke have gjort; thi en Spade er et slemt Vaaben at slaae med, aller: helst i Vrede og for en baandfast Mand. Sfjelmen lader sig først dumpe, som han var død; men da Præsten bliver bange og rejser ham op, springer han selv ud over Gjerdet, og dermed hen ad Skoven til. Saaledes haver min Svigerfader selv fortalt mig denne ubehagelige Historie.

Min Kjerefte er dog berover sær urolig; hun er bange, han skal hævne fig paa een eller anden Maade, gjøre Cregturene Fortred, ja maasfee stiffe 310 paa Gaarden. Med Guds Hjælp: det har ingen Nød.

[ocr errors]

Kun trende Uger til, saa skal jeg føre min føde Kjereste fom Kone ind udi mit Huus. Hun har allerede været her og taget Alt i Diefyn, baade ude og inde. Hun var faare vel tilfreds, cg rofte vor Orden og Penhed. Det eneste, hun beklagede, var dette, at hun skulde forlade sin Fader; og vist nok vil han favne bende.

Dog skal jeg gjøre hvad jeg kan, for at erstatte ham sit Tab: jeg vil bytte med ham, og han skal faae min egen gode Moster Gjertrud igjen. Hun er en dygtig Kvinde i et Huus, og rørig nok for hendes Alder.

Min Kjerefte er ret en Engel; det figer ogsaa alle Men: neffer jeg bliver vist en lyfsalig Mand Gud alene Eren!

G. G. Blider. Gamle og nye Noveller. 11.

8

Underligt nok, hvor den Knegt har forstuffet fig! eller om han stulde være rømt ud af landet? 3 al Fald er det en fortredelig Historie: der mumles Adebaande blandt Folt. Bagvaffelse kan jeg troe, der har sin Oprindelse fra Ingvors ftrup. Imidlertid var det slemt, om det ffulde komme min Svigerfader for Dre.

Havde han dog hellere fulgt mit Raad! Et Menneskes Brede udretter ikke det, som godt er for Gud. Men jeg er fun en læg Mand, og tør iffe forbriste mig til at irettefætte en Guds Ords Tjener; tilmed han er saa meget ældre end jeg. Nu, jeg vil haabe, at den Snat falder hen af sig selv.

Imorgen kommer jeg til Vejlbye, og ffal da fornemme, om han har hørt Noget til Slabberen.

De nye Armbaand, jeg har faaet fra Guldsmeden, ere meget smukke, og ville vistnok glæde min hjertensfjere Mette; naar de blot funne passe hende; thi Maalet blev taget faa lønlig og i Haft med et Græsstraae.

Mofter vil faae ære for Sengen; Fryndserne ere fær: deles fjønne.

Min kjere Svigerfader var ganske nedslaaen og ilde tils mode jeg har aldrig feet ham saadan tilforn. Tjenstags tige Aander have desværre forebragt ham det dumme Rygte, som nu er almindelig Folkesnaf her i Egnen.

Bruusen har yttret fig med: wat Præsten skulde ftaffe bans Broder tilveje, om han faa sfulde grave ham op af Jorden...

Kan være, han ligger i Skjul paa Jugvorstrup borte er han, og 3ngen har fiden bort eller feet Noget til ham. Min ftatfeld Kjereste græmmer fig altfor meget; hun plages af Ahnelser og svare Drømme.

« ForrigeFortsæt »