„See, see!" smidskede Greven: „naar er den Sygdom paakommen dem?"

"Strax efter at I var reift!" svarede Forvalteren.

Greven slugte haftig nogle Mundfulde.

"

Eders Datter," han slængte

sagde han: „kan ligesaalidt undværes her, og Steen og saae stivt paa ham "troer I iffe eders Datter ligesaa tryg under min Beskyttelse, som under Majorens ?« „Vel det, vel det;" svarte Peder Klausøn: „men det er ej heller derfor, jeg begjerer hende; det er ikke for hendes, men for min Skyld, og I vil dog vel iffe, naadige Herre, forholde en Fader fit Barn?"

Greven trak ærgerlig Djenbrynene ned, og sagde: "Ingenlunde, min Kjere! men hvo skal saa holde Huus her for os og vor Pastor? Vi behøve ogsaa en Hunsmoder hvad figer I selv, min vakkre Pige?"

Faderen blinkede hemmelig til hende.

Hun forstod Vinket, og mærkede godt Hensigten af hans Komme; maaskee bevægedes hun og af Længsel efter en vis Anden.

"Dersom Eder saa synes, ædle Herre!" sagde hun: "funde jeg jo paa et Par Dages Tid tage op til Gaarden, og naar Alt der er sat i Stik, naar maaskee de Syge komme sig eller en Anden kan faaes, kommer jeg her tilbage."

„Godt!" svarte Greven smilende: „siden det er eders egen Begjering Eder kan jeg Intet nægte. Dog, Noget for Noget, om Venskab skal holdes: Eders Papa bliver her som Gidsel til vi see Eder igjen."

Peder Klausøns Ansigt formørkedes; han meente, at hans egen Nærværelse paa Billeskov var ogsaa nødvendig; han meente, at hans Ord og Tilsagn nok stod til Troende; men Greven var nu engang af en anden Mening, og den

blev altsaa taget til Følge.

Datteren blev sendt under

Escorte, og Faderen blev tilbage som Arrestant.

Med en Glæde, der ikke lod sig dølge, modtog Majoren den fra Forføreren saa lykkeligt undslupne Pige; og hendes Fryd ved dette Gjensyn lod sig end mindre mistyde af den altfor lykkelige Elsker, der nu paa det nærmeste, forrasket af fit eget hjerte, ved en Kjærligheds-Erklæring havde handlet lige imod fine ædle og højmodige Grundsætninger. Allerede vare hans Arme udstrakte til en Omfavnelse, da han endnu i rette Tid besindede sig, og atter lød dem synke.

Men Sigrid, hvem Faderen ved Skilsmissen i Præstegaarden havde erklæret, at hun maatte betragte Majoren som sin Dyds og Æres Frelser, greb dennes Haand, og trykkede den med Inderlighed til fine Læber.

Forvirret, kæmpende med sig selv kunde han neppe sandse at faae Haanden tilbage; men at han ikke indløste den uden et lønligt Tryk og et Kys paa Pigens Pande, det vil man vel tilgive den saare nøjsomme Kriger. At skjøn Sigrids

Pande blev saa rød, som om den var stukket af en Myg, det vil man vil vist ikke heller tilregne Majoren, som om han skulde. have kysset altfor hæftigt; tvertimod det var neppe han bes rørte den jomfruelige Pande. Om meer end Panden rødmede af det faure Ansigt, skal jeg lade være usagt; thi den blufærdige Møe bøjede det strar ned mod den hæftigt bølgende Barm.

Med heltemodig Selvovervindelse endte Majoren dette fristende Optrín med at spørge efter Peder Klausøn. Ved dette Spørgsmaal deelte sig Pigens Folelser, og den ene Halvdeel tog en anden, Datteren værdig, Retning. · Hun fortalte med Bekymring hvad hendes Befrielse havde kostet, og hvor slibrigt Sagerne stode for dem begge.

Majoren lagde Haanden paa den rynkede Pande; men inden det lykkedes ham at udgrunde noget Raad, traadte

Peder Klausøn ind i Stuen, svedig, pustende: uden Skoe og med sønderreven Hat. Han modtoges af Datteren med et Glædesskrig og af Majoren med et Forundringsraab. Saas snart han kom tilaande, fortalte han paa deres gjentagne Spørgsmaal, hvorlunde han havde ranzoneret sig selv ved følgende Puds:

„Da han betænkte, at Sigrid blot for en Dag eller to var bragt i Sikkerhed, og at en værre Udverling snart uundgaaaeligt vilde finde Sted, besluttede han, uden Ophold at flygte til Gaarden, for at skaffe baade sig og Datteren et tryggere Skjul. Til den Ende bad han om Tilladelse at gaae ud i et vist Ærinde; han fik den; men tillige tvende Soldater til Bevogtning. Da han var kommen udenfor Præstegaarden, nærmede han sig den kun et Hundrede Skridt der. fra værende Skov, der næsten uafbrudt strækkede sig op til Billeskov Hauge.

"Hvorhen?" raabte Soldaterne.

"Til Buskene," svarte han rolig.

„Behoves ikke!" sagde den Ene! erpedeer Jer, hvor I er!" Han var da midtvejs mellem Gaarden og Skoven.

"Som I ville;" svarte han: „men hoflige Folk vende sig om; det er ikke anstændigt, at I staae saaledes og gloe paa mig."

Uden at sige Noget vendte Soldaterne ham Ryggen.

Dette Djeblik benyttede han til at drage Skoene af, og med al muelig hurtighed at tage Løbet ad Skoven til. Sols daterne mærkede iffe hans Flugt, før han var Skoven paa fem eller fer Spring nær. Vel skreg de nu, og sendte deres Kugler efter ham; men den ene gik forbi, og den anden rev blot en stor Lap af hans bredskyggede Hat. Nu kastede de Geværene, og søgte at indhente ham; forgjæves! han benyttede det korte Forspring og fit Kjendskab til Skoven faavel,

at de snart maatte opgive Jagten, for ganske slukørede at melde Obersten det Passerede.

"Jeg er kommen," endte han: „for at frelse min Datter; jeg selv maa opfylde Pligten mod min Herre, og blive her; enten Obersten saa vil respectere Sauvegarden eller iffe."

Majoren rystede med hovedet, og sagde: "Kjender jeg ham ellers ret, kunne vi snart vente ham; dersom I derfor veed et Skjul, saa tye derhen med eders Datter! Jeg skal imidlertid, bedre end I selv er istand til, varetage eders Pligt og beskytte Gaarden. Naar han mærker, at 3 ifte er her, tør han maaskee give sig tilfreds.“

Peder Klauson trykkede med taknemmelige Taarer den ædle Krigers Haand, og lovede snart at lade ham høre fra fig. Sigrid kastede for sidste Gang fine skjønne taarefyldte Dine paa den elskede Mand; og han trykkede hende en lille Fingerring i Haanden med de Ord: „Til Erindring, skjønne Sigrid! om vi aldrig mere skulle see hverandre.“

Hanvendte sig hurtig og gik med Haanden for Øjnene ind i sit Værelse. Fader og Datter forsvandt. Det varede fun faa Minutter, inden Obersten kom farende og spurgte efter begge de Flygtede.

Paa Majorens Forsikkring, at han ikke vidste hvor de var, fnos han af Harme, anraabte mange tusinde Tylter og Tønder af de sorte Engle, rumsterede og ledte i hver en Krog oppé og nede i Slottet, lod Haugen og Skoven og de nærmeste huse og Byer gjennemsøge. Til ingen Nytte: det skjønne Bytte var sluppet ham af hænderne; hun var borte og hun blev borte; ei engang paa Faderen kunde han nu udøse sin Hævn; men til Majoren faae han længe med mistroiffe Blikke.

Dog efter nogle Dages Forløb fik han Andet at tænke paa, da der pludselig kom Ordre til at bryde op og følge

Hovedhæren. Den dejlige Sigrids Billede fortrængtes fnart af Andre, og Majoren var vel den Eneste, der med dette uudslettelig indgravet i sit Hjerte forlod Boeløse.

Nu ville vi ogsaa for et Par Aar forlade denne lille Bye, saavelsom Oberst, Major og hele den svenske Armee; og først i Aaret 1660, efterat Freden er sluttet, vende tils bage til Skuepladsen for denne sandfærdige Begivenhed.

Og finde vi da den gode Peder Klausøn siddende ganske alene paa en Træbænk under Lindetræet udenfor fin Der i meerbemeldte Boeløse. Han seer baade ældre og mere alvorlig og sagtfærdig ud, end da han løb omkap med de svenske Soldater. Han synes med dyb Sorrig at favne Noget, og saa gjøre Flere end han.

See! ind i Gaarden og lige henimod ham ride i fuld Trav tvende Krigere. Den Forreste er iført en blaa Kjole og gule Underklæder; hvide Hejrefjedre flaggre fra hans hoie ganske rigtig! det er vor svenske Major, det er ham selv; hans Rideknægt er det, som følger ham.

Hat

Han springer af Hesten, griber den maalløse Peder Klausøns Haand, og siger med hjertelig Glæde:

"God Dag, god Dag! min gamle værdige Ven! Dens negang kommer jeg ikke som Fiende til det fjere lille Boes løse; men i et ret venligt og fredeligt Ærinde - hvor er eders elskværdige Datter? hvor er min dyrebare Sigrid? er hun endnu fri, og mindes hun mig? To hundrede Mile har jeg redet fra mit Hjem for at bejle til den dydige Piges Haand siig mig: hvad tør jeg haabe?"

Peder Klausøn svarer Intet, men han knuger Mas jorens Haand, og Taarer tindre i hans Øjne.

„For Guds Skyld" siger Svenften blegnende: „hvad er der hændet? hvor er Sigrid?"

Peder Klauson lesriver sin Haand; den frembristende