Billeder på siden
PDF
ePub

Præsten i Vejlbye.

En Criminalhistorie.

(Af Herredsfoged Erik Sørensens Dagbog, tilligemed tvende Optegnelser af Præften i Aalsse).

A.

Erik Sørensens Dagbog.

I Jesu Navn! Saa er jeg nu, efter Guds naadige Naadflutning, og min fjere Herres Foranstaltning, uværdigen fors fremmet til Herredsfoged og Dommer over dette Folk. Den store Verdens Dommer give mig Viisdom, Retfærdighed og Velsignelse til at bestyre saadant mit svare Embede!

"Hver Mands Dom kommer af Herren". Ordsp. 29, 26.

Det er ikke godt, at Mennesket er ene.

Saasom jeg

nu er istand til at føde en Kone, borde jeg vel see mig om efter en Medhjælp. Præftens Datter i Vejlbye har en god Berømmelse af alle dem, der kjende hende. Hun har siden hendes salig Moders Død med megen Forstand og Sparsom, melighed bestyret Huset. Og da der ikke ere flere Børn, end hende og Studenten, kan hun vente en god Skilling, naar den Gamle engang falder af.

Morten Bruus fra Ingvorstrup var' her idag, og vilde forære mig en feed Kalv; men jeg ihukom Mose Ord: "Forbandet være hver den, som tager Gaver." - Han er et Menneske, som haver Lyst til Rettergang; en stor Pranger og en stor Praler; jeg vil intet have med ham at skifte, undtagen naar jeg sidder for ham i Dommersædet.

Jeg har nu' raadført mig med Gud i Himmelen, og dernæst med mit eget Hjerte; og tykkes mig klarligen, at Jomfrue Mette Ovist var det eneste Menneske, med hvem jeg vilde leve og døe. Men dog vil jeg i Stilhed give Agt paa hende endnu nogen Tid. Skjønhed er bedragelig, og Dejlighed er en forfængelig Ting. Ellers er det baade vist og fandt, hun er det faureste Kvindfolk, jeg har feet i alle mine Dage.

Den Morten Bruus er mig ret en modbydelig Pers son jeg veed neppe selv hvorfor; men naar jeg seer ham, rinder mig noget, ligesom en slem Drøm, isinde; men saa dunkelt og utydeligt, at jeg ikke engang kan sige, om jeg nogensinde haver drømt om ham.

Kan og være, det er en Slags Ahnelse. Han kom her igjen, for at tilbyde mig et Par Mohrenkopper herlige Dyr, og for Røverkjøb! Men just dette slog mig: jeg veed, at han har stykket dem sammen for 70 Daler; det samme vilde han lade mig dem for, og magede ere de 100 Daler værd mellem Brødre. Er det ikke ogsaa paa en Maade Bestikkelse? Han har sikkerlig igjen en Proces isigte ikke have hans Mohrenkopper.

jeg vil

Joag var jeg i Besøg hos Præften i Vejlbye. Det er vist en gudfrygtig og brav Mand; men myndig og opfarende: han taaler ingen Modsigelse; og knap tillige paa Stillingen det er han.

Der var just en Bonde hos ham, og vilde have Afslæt paa fin Tiende. Manden er en Filur; thi hans Afgivt kan ikke være for høj; men Hr. Søren talte ham til, saa en Hund ikke skulde tage et Stykke Brød af ham; og jo mere han stjændte, jo hidsigere blev han selv.

Naa, Herre Gud! ethvert Menneske har sin Feil. Han mener dog intet Ondt dermed; thi strax efter befalede han fin Datter, at give Manden et Stykke Smørrebrød og et Glas godt I. — Det er en særdeles beleven og vakker Pige. Hun hilsede mig saa venligt og ærbart, at mit Hjerte ret bevægede fig; og jeg ikke var istand til at sige hende et Ord.

Min Avlskarl har tjent der i tre Aar: jeg skal dog saa listeligt udforske ham, hvorledes hun er imod Folkene, samt hvad han ellers monne vide om hende. Af Tyendet faaer man ofte den fikkreste Underretning.

Hillemænd! Rasmus Avlskarl fortæller mig, at denne Morten Bruus engang for ikke længe siden har bejlet i Vejlbye Præstegaard; men fik Nej. Præsten syntes godt nok derom, for Manden er riig; men Datteren vilde paa ingen Maade.

Hr. Søren skal vel have talt hende haardelig til i Begyndelsen; men siden, da han faae, det var hende saa meget imod, fik hun alligevel fin Villie. Af Hovmodighed var det iffe for hun er ligesaa yd

[ocr errors]

siger Rasmus

[ocr errors]

myg, som hun er god; og hun vil meget vel vedgaae, at hendes egen Fader er bondefød, saavelsom Bruusen.

Nu veed jeg, hvad Ærende de Ingvorstrup Mohrenkopper havde her i Rosmus: de sfulde trække Dommeren ud fra Netfærdighedens lige Vej. Ole Andersens Tørvefkifte og Eng den Pære var fuld vel det Æble værd. Nej, nej! min gode Morten! Du kjender ikke Erik Sørensen".

„Du skalt ikke bøje den Fattiges Net."

Hr. Søren fra Vejlbye var her en liden Visit i Formiddags. Han har bekommet sig en nye Kudst, Niels Bruus, Broder til Manden paa Ingvorstrup. Den Samme er formeentligen doven og dertil næsviis og kjephøj.

Præsten vilde have ham afstraffet og sat i Hullet; men mangler de nødvendige Vidner. Jeg raadede ham, at han skulde fee til, at stille sig ved Karlen eller og slide sig igjen. nem med ham til Flyttedag. I Førstningen svarte han mig noget fuus; men da han hørte mine Grunde, gav han mig Ret; ja takkede endog for mine gode Raad.

Han er en hidsig Mand, men ikke slem at tale tilrette, naar han faaer Tid at summe fig. Saa stiltes vi ad som gode Venner. Om Jomfrue Mette blev ikke talet et Ord.

Jeg har tilbragt en meget behagelig Dag i Vejlby Præs stegaard. Hr. Søren var ikke hjemme, da jeg kom; men Jomfrue Mette tog saare venlig imod mig. Hun sad og

spandt, som jeg traadte ind ad Døren; og det forekom mig, at hun blev ganske rød i Ansigtet.

Det var artigt nok, hvorlænge det varede inden jeg kunde hitte paa Noget at tale om. Naar jeg sidder i Retten, mangler jeg aldrig hvad jeg skal sige; og naar jeg har en Skjelm i Forhør, leder jeg ikke længe om væftioner: men foran dette fromme, uskyldige Barn stod jeg saa sloten, som en Hønsetyv.

Endelig fandt jeg paa at snakke med hende om Ole Andersens Proces, om hans Torveskifte og hans Eng; men jeg veed ikke, hvorledes det kom sig, at Discoursen gik over fra Engen til Blomster. Og tog saa det ene Ord det andet om Roser og Violer og Tusindfryd, indtil hun fik mig med ud i Haugen for at besee hendes Blomsterflor. Dermed gik Tiden hen, til Hr. Søren kom hjem; og saá gik hun i Kjøkkenet, og kom ikke igjen, før hun med det samme frembar Aftensmaden.

Just som hun traadte ind ad Døren, siger Præsten til mig: det var vel heller ikke for tidligt, om I nu ogsaa tænkte paa at indtræde i den hellige ægtestand. (Vi havde nemlig siddet og discoureret om det prægtige Bryllup, som nyligen var holdet paa Høgholm.) Da blev Jomfrue Mette atter saa rød som et dryppende Blod.

"

Hendes Fader smidskede og sagde: Man kan see paa Dig, min Datter! at Du har staaet for Skorstenen.“

Jeg har lagt den gode Mands Formaning paasinde; og skal det ej heller vare længe, inden jeg i Guds Navn vil tage hen og bejle; thi jeg anseer Faderens Ord som et forblommet Vink, at han gjerne vilde have mig til Svigersøn.“ Og Datteren hvorfor mon hun blev saa rød? jeg ter jo vel tage det for et godt Tegn?

« ForrigeFortsæt »