Billeder på siden
PDF
ePub

1

Vræften i Vejlbye.

En Criminalhistorie. (Af Herredsfoged Erit Sørensens Dagbog, tilligemed tvende

Optegnelser af Præsten i Aalsøe).

A.

Erik Sørensens Dagbog. I Jefu Navn! Saa er jeg nu, efter Guds naadige Raads flutning, og min fjere Herres Foranstaltning, uværdigen for. fremmet til Herredsfoged og Dommer over dette Folf. Den store Verdens Dommer give mig Viisdom, Retfærdighed og Velsignelse til at bestyre faadant mit fvare Embede!

n Hver Mands Dom kommer af Herren". Ordsp. 29, 26.

Det er iffe godt, at Mennesket er ene. Saasom jeg nu er istand til at føde en Kone, borde jeg vel see mig om efter en Medhjælp. Præstens Datter i Vejlbye har en god Berømmelse af alle dem, der fjende hende. Hun har siden hendes salig Moders Død med megen Forstand og Sparsom, melighed bestyret Huset. Dg da der ikke ere flere Børn, end hende og Studenten, kan hun vente en god Skilling, naar: den Gamle engang falder af.

Morten Vruus fra Ingvorstrup var' her idag, og vilde forære mig en feed Rals; men jeg ibukom Mose Drd: Forbandet være hver den, som tager Gaver." — Han er et Menneske, som haver lyst til Rettergang; en stor Pranger og en stor Praler; jeg vil intet have med ham at skifte, undtagen naar jeg sidder for ham i Dommersædet.

Jeg har nu' raadført mig med Gud i Himmelen, og dernæst med mit eget Hjerte; og tykkes mig klarligen, at Jomfrue Mette Qvist var det eneste Menneske, med hvem jeg vilde leve og døe. Men dog vil jeg i Stilhed give Agt paa bende endnu nogen Tid. Stjønhed er bedragelig, og Dejlighed er en forfængelig Ting. Ellers er det baade vist og sandt, hun er det faureste Kvindfolk, jeg har feet i alle mine Dage.

Den Morten Bruus er mig ret en mobbydelig Pers son jeg veed neppe selv hvorfor; men naar jeg seer bam, rinder mig noget, ligesom en slem Drøm, isinde; men saa dunkelt og utydeligt, at jeg ikke engang kan sige, om jeg nos gensinde haver drømt om ham.

Kan og være, det er en Slags Ahnelfe. Han kom her igjen, for at tilbyde mig et par Mobrentopper herlige Dyr, og for Reverfjob! Men just dette slog mig: jeg veed, at han har ftyffet dem sammen for 70 Daler; det samme vilde han lade mig dem for, og magede ere de 100 Daler værd mellem Brødre. Er det iffe ogsaa paa en Maade Bes stiffelse? Han har sitferlig igjen en Proces isigte - jeg vil iffe bave fans Mohrenkopper.

Foag var jeg i Besøg hos Præsten i Vejllye. Det er vift en gudfrygtig og brav Mand; men myndig og opfarende: ban taaler ingen Modsigelse; og fnap tidlige paa Stillingen det er han.

Der var just en Bonde hos ham, og vilde have Afslæt paa fin Tiende. Manden er en Filur; thi hans Afgivt fan iffe være for høj; men Hr. Søren talte ham til, saa en Hund iffe ffulde tage et Stykke Brød af ham;i og jo mere ban ftiændte, jo bidfigere blev han felv.

Naa, Herre Gud! ethvert Menneske har fin Feil. Han mener dog intet Ondt dermed; thi ftrar efter befalede han fin Datter, at give Manden et Styffe Smørrebrød og et Glas godt Dr. Det er en særdeles beleven og vaffer Pige. Hun hilfede mig faa venligt og ærbart, at mit Hjerte ret bevægede sig; og jeg ikke var istand til at sige hende et Ord.

Min Avløfarl har tjent der i tre Aar: jeg skal dog, saa lifteligt udforske ham, hvorledes hun er imod Folkene, samt bvad ban ellers monne vide om bende. Af *yendet faaer man ofte den fifkreste Underretning.

Hillemænd! Rasmu$ Avisfarl fortæller mig, at denne Morten Bruus engang for ikke længe siden har bejlet i Vejlbye Præstegaard; men fik Nej. Præsten syntes godt nok derom, for Manden er riig; men Datteren vilde paa ingen Maade.

Hr. Søren skal del have talt hende haardelig til i Begyndelsen; men siden, da han saae, det var hende faa meget imod, fik hun alligevel fin Villie. Af Hovmodighed. var det iffe

siger Rasmus for hun er ligesaa yd

mog, som hun er god; og hun vil meget vel vedgaae, at hendes egen Fader er bondefød, faavelsom Bruusen.

Nu veed jeg, hvad Erende de Ingvorstrup Mobrens kopper havde her i Rosmus: de sfulde træffe Dommeren ud fra Netfærdighedens lige Vej. Ole Andersens Tørvestifte og Eng = den Pære var fuld vel det ble værd.

Nej, nej! min gode Morten! „Du fjender iffe Erit Sørensen".

„Du ftalt ikke bøje den Fattiges Net...

Hr. Søren fra Vejlbye var her en liden Bisit i Fors middags. Han har bekommet fig en nye Kudff, Niels Bruus, Broder til Manden paa Ingvorstrup. Den Samme er formeentligen boven og dertil næsviis og fjepboj.

Præsten vilde have ham afstraffet og fat i Hullet; men mangler de nødvendige Vidner. Jeg raadede ham, at han ffulde fee til, at stille sig ved Karlen eller og slide sig igiennem med ham til Flyttedag. Førstningen svarte han mig noget fuus; men da han hørte mine Grunde, gav han mig Ret; ja taffede endog for mine gode Raad.

Han er en hidsig Mand, men ikke flem at tale tilrette, naar han faaer Tid at summe fig. Saa ffiltes vi ad fom gode Venner. Om Jomfrue Mette blev iffe talet et Dro.

Jeg har tilbragt en meget behagelig Dag i Vejlby Præs stegaard. Hr. Søren var ikke hjemme, da jeg kom; men Jomfrue Mette tog faare venlig imod mig. Hun fad og

spandt, som jeg traadte ind ab Døren; og det forekom mig, at hun blev ganske rød i Ansigtet.

Det var artigt nok, hvorlænge det varede inden jeg kunde hitte paa Noget at tale om. Naar jeg sidder i Rets ten, mangler jeg aldrig hvad jeg skal fige; og naar jeg har en Sfjelm i forher, leder jeg iffe længe om Ovæftioner: men foran dette fromme, uskyldige Barn stod jeg faa soten, som en Hønsetyo.

Endelig fandt jeg paa at snakke med hende om Ole Andersen Proces, om hans Tørvestifte og hans Eng; men jeg veed ikke, hvorledes det kom fig, at Discoursen git over fra Engen til Blomster. Dg tog faa det ene Drd det andet om Roser og Violer og Tusindfryd, indtil hun fik mig med ud i Haugen for at besee hendes Blomsterflor. Dermed gik Tiden hen, til Hr. Søren fom hjem; og faá gik hun i Kjoffenet, og kom iffe igjen, før hun med det famme frems bar Aftensmaden.

Juft som hun traadte ind ad Døren, siger Præsten til mig: det var vel heller iffe for tidligt, om 3 nu ogsaa tænkte paa at indtræde i den hellige Ægteftand. (Vi havde nemlig siddet og discoureret om det prægtige Bryllup, som nyligen var holdet paa Høgholm.) Da blev Jomfrue Mette atter saa rød som et dryppende Blod.

Hendes Fader smidskede og sagde: „Man kan see paa Dig, min Datter! at Du har staaet for Skorstenen.“

Jeg har lagt den gode Mands Formaning paafinde; og skal det ej heller vare længe, inden jeg i Guds Navn vil tage hen og bejle; thi jeg anseer Faderens Ord som et fors blommet Vink, at han gjerne vilde have mig til Svigersøn.

Og Datteren – hvorfor mon bun blev faa rød? jeg ter jo vel tage det for et godt Tegn?

« ForrigeFortsæt »