Billeder på siden
PDF
ePub

dem; thi de ligne hverandre i Eet og Alt som tvende Draaber Vand."

"Saa stød Doren ind!" sagde Califen, og føer dem begge To i Retten og for mit Riges Raad: de skulle dømme dem efter deres Gjerninger."

Gik faa Califen hen og satte sig paa Dommersædet, og lod forsamle til sig alle fine Høfdinge og Vældige, og Øverften førte frem for dem Fiore og Fioretta, at de kunde

dømme dem.

Men de tvende Dodskyldige holdt hverandre omfavnede og knælede for Thronen.

Califen talede og sagde: „Seer her tvende dumdristige Forbrydere! Den ene er en kvinde, som jeg haver kjøbt og tilhandlet mig. Jeg haver elsket hende som min egen Diesteen, og besluttet at tage hende til min Hustrue og opløfte hende paa min Trone. Men hun haver idelig modstaaet min Villie, og nu paa det Sidste indtaget en ung Karl og ladet ham sove hos sig. Dommer I nu selv, hvad Straf de monne fortjene!"

Da dømte Alle eenstemmigen, at det borde begge at dee. Og de førte dem begge udenfor i Slotsgaarden, hvor et Stillads var oprejst, og Skarpretteren stod der med fit Sværd.

Califen raabte til ham: „Afhug nu Fiorettas Hoved, saa hendes Boler kan see derpaa.“

Da greb Fiore til den konstige Ring, som hans Moder havde givet ham, og sagde til Fioretta: Lad mig først sætte denne Fæstens Ring paa din Finger!"

Men Fioretta saae paa Ringen og sagde: "Er det ikke den samme Ring, om hvilken jeg har hørt min Moder fortælle, at den, som bar den, ikke paa nogen voldelig Maade kunde berøves Livet? Nej, allertjereste Fiore! denne Ring

[ocr errors]

skal Du selv beholde, at Du kan frelse dit Liv; thi det er mig langt dyrebarere, end mit eget."

"

Fiore svarte: Nej ingenlunde, min Allerfjereste! naar Du eft død, kan jeg ej heller leve. Tag Du Ringen og frels dit Liv, og lad mig doe; thi jeg er Skyld i al din Elendighed."

"Ak nej!" sagde Fioretta, "det er mig, som er Skyld i din Ulykke, og lad mig saa lide derfor. Behold Du Ringen, og vend tilbage til din Fader og din Moder, og vær deres Alderdoms Glæde!"

"Det skal aldrig stee" raabte Fiore, at jeg forlader Dig mere! Dit Liv er mit Liv, og din Død er min Død; tager Du ikke Ringen, da vil jeg alligevel dee; og kan jeg iffe omkomme paa anden Maade, da skal jeg sulte mig selv tildøde."

Med disse Ord vilde han trykke Ringen paa Fiorettas Finger; men hun tog den og kastede den langt bort fra fig og sagde: "Vilt Du iffe leve, allerkiereste Fiore! saa skal jeg ikke heller leve, og vi ville doe tilhobe."

Da opstod der et stort Bulder blandt alle de Overvæs rende, og Alle ynkedes inderligen over deres Ungdom og grumme Skjæbne.

"

Men Califen raabte til Skarpretteren: Gjør nu en Ende paa disse Ting, og stil saa ham først ved Livet, eftersom han saameget længes efter at miste det."

Skarpretteren greb ham ved Armen og svingede Sværdet; men Fioretta kastede sig imellem og strakte sit Hoved frem for Hugget. Skarpretteren forbausedes og holdt Huggét tilbage.

Califen raabte: "Gjør det faa af med hende, siden hun vis være den Første!"

Nu tog Skarpretteren fat paa hende, løftede atter fit

Sværd i Vejret; men som han hødede at slaae til, sprang Fiore imellem og vilde optage Hugget paa sin Natte. Og Alle forundredes end mere over en saa trofast Kjerlighed, at den Ene vilde lade fit Liv for den Anden.

Men Califen fagde: Holdt stille lidt med Henrettelsen! Hvad tykkes Eder, mine troe Mænd og Raadgivere! monne Døden kan ansees for nogen Straf for dem, der længes faa meget efter den? Var det ikke bedre, om vi lode disse Forbrydere leve, dem selv til daglig Kiv og Harme og Andre til et levende Exempel og bestandig Advarsel?"

Da opløftede Alle deres Stemmer, og priste Califens Retfærdighed.

„Velan da!“ vedblev de Troendes Herre, „det være faaledes! men paa det, at de ikke oftere skulle løbe fra hin, anden, da ville vi forene dem med et uopløseligt Baand, og smedde dem tilsammen udi Ægteskabs- Lænker."

Ved disse Ord istemmede hele Hoben et højt Bifaldsskrig; Skarpretteren kastede sit Sværd til Jorden, men Fiore og Fioretta sank paa knæe og omfavnede hverandre, og græd af Glæde.

Og derpaa sprunge de Haand i Haand ned af Stilladset og hen til Tronen, og knælede for Califen og omfavnede og kyste hans Fødder.

Men Califen strøg sig om fit Stjæg og smilede, og sagde: „Fortæl os nu, Du forvovne Ungersvend! hvo Du est og hveden Du kommer her!"

Fiore reiste sig op med Fioretta, lagde Haanden paa fit Bryst, og fortalte alle Ting, baade om sin Herkomst og fin Skjæbne hidindtil.

"Og est du en Kongesøn," sagde Califen, da Prindsén havde endt sin Fortælling, „sømmer det sig vel at jeg gjør dit Bryllup, og det skal stande endnu i Morgen den Dag.

Men kan hænde, der vare flere Ungmoer udi mit Harem, der gad nyde samme Skjel. Velan! lade vi nu udraabe over hele Bagdad, at alle unge Karle skulle forsamles i Morgen her paa Slottet, saa faae vi at see, hvorledes det vil tilgaae!"

Dette feete da efter Califens Befaling. Næste Dag mødte alle unge og ugifte Karle udenfor Slottet. Og som de vare forsamlede, lod Califen alle Kvinderne i sit Harem træde frem i en Rad foran dem, og raabte: tager nu hver fin, saa mange af Eder, som kjendes ved hverandre, og hvo som Ingen haver, skal vel faae, om der ellers er Naad til."

Da foer der tre Hundrede unge Karle ud af Hoben, og hver af dem tog sig sin Kjereste ud af Califens tre Hundrede unge Piger, saa der blev kun een Eneste tilbage og det var Sulma.

Califen fagde: „Hvorledes gaaer dette til? her staaer Een endnu, som Ingen har?" (Men Sulma var den Dejligste af dem Alle, saanærsom Fioretta). "Vil Ingen have denne," blev Califen ved, "da faaer jeg vel at tage hende selv!"

Da faldt Sulma paa Knæe for Califen; men han tog hende ved Haanden, rejste hende op, og satte hende ved fin Side.

Saa blev da stor Glæde og Jubel baade paa Slottet og i den ganske Stad. Og næste Dag gjorde Califen Bryls lup med sig og Sulma, og med Fiore og Fioretta, og med de tre Hundrede unge Karle og deres Kjerester. Og varede denne Fest og Lystighed i trende samfulde Uger.

Derefter drog Fiore og Fioretta tilbage til Corduba, og da blev endda større Glæde hos deres Forældre. De levede tilsammen udi mange Aar; og Fioretta fødte mange dejlige Sønner og Døttre.

Da den gamle Konge og Dronning samt Fiorettas Moder vare døde i en høj Alderdom, besteeg Fiore fin Faders Trone, og regjerede længe med stor ære, hæder og Lyksalighed.

Han og hans Dronning Fioretta døde paa een Dag og udi een Time, i hverandres Arme, og med samme - Kjerlighed, i hvilken de havde levet.

« ForrigeFortsæt »