Billeder på siden
PDF
ePub

Den penite Major.

I den lille Bye Boelose i Fyen, er blandt andre, en Gaard, der i flere Aarhundreder er gaaet fra Fader til Søn, og saaledes skifteviis beboedes af en Peder Klausen og en Klaus Pedersen.

Hvo der nu ejer den, veed jeg ikke; men i Svenskekrigen 1658 og 59 var det rigtig en Peder Klausøn. Samme Peder Klausøn havde en vidunderlig smuk Datter. Hvad bun beed, bar Ingen fagt mig; men jeg vil paa min egen Regning kalde Bende Sigrid.

Kong Carl den tiende i Sverrig giæftede det stakkels Danmark. Han var slem at beværte og hans Folk ikke mindre: hvor de spiste gjorde de virkelig reent Bord; thi naar de havde fyldt Bommen med Mad og Driffe, fyldte de lommerne bagefter med Sølvskeer, Bægere og Alt, hvad der ellers fandtes af ædelt Metal. Tilmed havde de ogsaa andre fæle Unoder, der gjorde at mange smukke Koner og Piger krob i Skjul for dem.

Da be under Vinters Hjerte broge berind, var man iffe faa rigtig belavet paa deres Komme. Hvem der var meget ræd, maatte flygte over Hals og Hoved, og lade Huus og Hjem i Stiffen.

Blandt disse var og den ærlige 03 S. S. Blicher. Samle og nye Noveller. II.

1

velbyrdige, om iffe mandhaftige, Herre til Billeskov. Han tog med sig saameget han kunde føre, og overlod Neften med Gaard og Gods til sin Forvalter; men det var juft Peder Klaufort i Boelose.

Denne meget ærlige, ffjøndt ikke velbyrdige Mand, overlod sit eget Huus til fin Kone, og tog felv fit Standqvarteer i Husbondens. Deres Datter, ftjon Sigrid, var paa samme Tid i Huset hos Præsten, hvis Kone laae dødelig syg, saavel for at fee Præstefonen, hendes Sødskendebarn, tilgode, som for at hjælpe Præsten tilrette med Huusvæsenet. Saavidt jeg veeb, bed ban Reuße; men var det iffe ham, faa var det en Anden.

Nu kom Svensken over det lille Belt, og udbredte sig som en Strøm over Fyens land. Det gik strygende ned til

Dens sydøstlige Kant, hvorfra Dvergangen til Langeland, | Lolland, Falster og videre til Sjælland, fiden skulde gaae for

sig. Den ene Hob afløfte den anden, og alle plyndrede de; tilsidst maatte der kun blive lidet tilbage. Den første Inds qvarteringénat døde Madam Reuse, men ikke i Ro; thi storstøvlede Ryttere trampede omkring i alle Værelser, fang, bandte, hujede og sloge istykker. Den sorrigfulde Præst maatte lade dem raade, som de vilde; han sad med liden Sigrid ved sin døende ægtefælles Seng; modtog hendes sidste Haandtryf og tilluffede bentes brustne Djne.

Om Morgenen forlode Rytterne det forstyrrede Huus. Skabe og Stifter fandtes opbrudte og tomme efter dem. Men Præsten havde endda forvaret fit bedste Sølvtøj, linned og rede Penge. Næste Dag kom Soldater; de vare ikke et Haar bedre, og den arme Mand maatte fjøbe dem fra sig med et Dosin Sølvskeer og et par Haandfulde rede Penge, ellers vilde be bave brændt Huset af over ham.

Aftenen herpaa fom en tredie Trop. Dgsaa hos denne

maatte Bopæl og liv ranzoneres med klingende Væsen. Før de droge ud, randfagede de alle Værelser. To af dem kom ind i Lugstuen. De ftudfede lidt; men den Ene spurgte Sigrid, der stod ved Hovedet, hvo det var, som laae Liig.

Hun sagde det.

Fru Pastorinden" raabte den vilde Kriger, trænger ikke længer til Klæder; det var Synd, faa fiint et Lagen ffulde raadne i Jorden!"

Dermed rev han alle Forbeklæderne af hende, svobte dem sammen, og gif sin vej. Med grædende Taarer og et beklemt Hjerte flædte Sigrid paany Liget i fin Gravstads; og hun og Enkemanden ventede under stor Angft og inderlige Bønner den næste Indqvartering.

Denne var endnu værre, end nogen af de foregaaende: Med blottede Kaarder aftvang de Hr. Reuße næsten Alt, hvad han af sine Ejendomme endnu havde tilbage. Endogsaa Liget blev anden Gang berøvet sine Klæder og forladt nøgen i Kisten. Nu var der Ro to Dage og een Nat, og dette Mellemrum benyttede Præsten til at faae sin kone i Graven.

Da stormede en Sværm Polaffer ind i den øde Gaard. Præsten, som befrygtede det Værste, lod ffjøn Sigrid ffjule fig i en lønlig Krog inderst i Jordfjelderen, hvorhen han havde bjerget den sidste Rest af Penge, linned og Klæder.

Da Barbarerne fandt Hufet tomt, begyndte de at ville true Præsten til at vise dem, hvad de endnu formodede at han havde gjemt. Til ingen Nytte forfiffrede han, at deres Forgængere allerede havde berøvet ham Alt. De fatte nu deres Trusler i Værk, og begyndte Torturen: de udftrakte ham paa Jorden, og hug ham over de blotte Skinnebeen med ftore Stokke.

Kan udholdt ftandhaftigen alle de ftræffelige Pinsler, mere af Frygt for den deilige Sigrids Ære, end for at

redde fin Smule Ejendom. En af Bodlerne, større, stærkere og grummere end de andre, greb et Mangeltræe, og raabte: . 3 slaae som Hallunker; lad mig fomme til, saa skal ban nok fele det!

Med disse Drð flog ban den ulykkelige Mand med den ffarpe Kant af Mangeltræet saa haardt over Benet, at det knækkedes.

„Befjender Du endnu iffe ftreg han, hvor Du har stjult dine Tiendepenge og dit Offer, ffal jeg gjøre det andet Been ligesom det første; faa halter Du iffe.

Den ædle Præst taug, og anbefalede i et smerteligt Hjertesut Gud fin arme Sjæl. Da slog Uhyret til og forlod bandende med fine Kammerater den lemlæftede Mand.

længe laae han i denne piinagtige hjælpeløse Tilstand, for de bortflygtede Gaardsfolk kom tilbage, fik ham bragt tilsengs, mere død end levende, og den stakkels qvindelige Fange, paa hans Angivelse, fremdraget af fit Skjul. Neppe var dette steet, forend en ny Trop rykkede ind. Tillykke var dette bedre disciplinerede Folk, og commanderede af en mennesfes lig og veltænkende Officier. Saasnart ban saae Præstens Tilftand, og hørte hvorledes han var medbandlet, lobban ham ved Bataillonens Feldsfjær forbinde, og besørgede ham plejet paa det omhyggeligste.

Denne svenske Officier — en Major Lindqvist, lund: qvist, Stromqvist, eller faadan Noget fjøn stille Mand, med noget vist Tungsindigt i fit Aasyn, hvilket

vil inan sige ifær skal gjøre Pigerne blodhjerrige. Krigen lod ikke til at være hans egentlige Fag, han fyntes at være ftabt for fredeligt liv og huuslig Lykke; og man kunde gjerne antage, at hans Melancholie rejste sig deraf, at dette bans Hjertes Duffe hidtil var ham nægtet. Dg sfulde det nogensinde opfyldes, maatte det nu vel være paa Tiden; thi han var ikke langt fra de Fyrgetyve.

par en

« ForrigeFortsæt »