Billeder på siden
PDF
ePub

Under hans, og den ligeledes afdøde lærde og grundige Conrector funds Vejledning, fom B., der ved sin Inds trædelse i Skolen iffe havde lært andet end at overfætte nogle latinske Forfattere og Johannes's græffe Evangelium, ved ufortrøden Selvanstrængelse saavidt, at han i Efteraaret 1799, iffe fulde 17 Aar gammel, og langt hurtigere end han selv og andre havde haabet, tog Artium med udmærkelse (7 Laud.

og
4

præ cæteris). Næste Foraar tog han Philosophicum og manglede kun eet + i Udmærkelse. Dette Halvaar har en for ham uudslettelig Reminiscens: hans Manuductør var den

fom Landsbypræst endnu levende — Jermiin, hvis grundige, venlige, ja faderlige „Haandledning“, fan haabes erindret af flere end Præsten i Spentrup. Denne vil fra hiin Periode anføre en Ungdomsstreg. Physiken behagede ham iffe synderligt. Man lærte den Tid og hørte Forelæsninger over Hauchs Ledetraad i Videnskaben; men aldrig meer end Halvparten - Sommers eller Vintercursus. B. sludbrede med sine Pensa, og blev een og anden Gang advaret og formanet af den brave Manuductør. Fif saa B. isinde at spille fin lærer et Puds: han læste og lærte hele Hauchs Physik, og angav den til Eramen til største Forundring for Jermiin og alle hans Kammerater, der vidste, hvordan han havde sludsket med denne Videnskab. Professoren - den vakfre Aasheim, gik ind med ham i Gasarterne og Electriciteten, og fandt sig, efter vel en halv times Eramination, saa

tilfredsstillet, at han ej alene gav Candidaten „præ cæteris“ með ,,Slange", men reiste sig og holdt en Slags Toasttale til ham. Jermiin (miilte ret iuderlig til ham, gned sine Hænder, og kaldte ham en stor Sfjelm. Fors aaret efter tog B. Philologicum med 2 Lauder og 2 præ cæteris. Og samme Efteraar modtog han en Huuss lærerpost paa Falster, hvor han forblev i tvente Aar, og indgik med sin ældste Lærling, Laurits Foss, der var to Aar yngre end han selv, et Venskab, som endnu bestaaer, aldrig afbrudt, og aldrig følnet; den nuvæs rende Borgermester i Roeskilde maae straffe B., hvis han farer med Usandhed. Med en anden, men ældre Ven indgik han ogsaa her en ligesaa tjer og faft Forbindelse

Morvens kongelige Skjald, hvis mægtige Harpeslag vel have medvirket til den jydskes poetiske retning. Det var Guldbaasens Digter, Agronomen Olufsen paa Claes sens Seminar, som gav B. den høiskotske Harpe ihænte.

F lapseaarene vilde han gjerne være en „MahoniFyr“; thi var det ham iffe nok, at have lært Dandles konft i Jylland; hans Fødder maatte i Hovedstaden lyftre, først en Figurant, derefter en Solobandser Poulsen, med ved hvis lille Datter han dandsede Menuet, faa han svedte ved det, efterat han de første Timer havde maattet øve sig for et stort Speil. Nu har han ingen videre Nytte af denne fostbare Information (en Rigsdaler Timen).

Han gik tidlige i Fægteskole hos Mester Steen (Underofficier ved Garden); der kom han ogsaa i Sveb, ja

engang endog i Blod. Han kunde allerede bruge en Fleuret, dog neppe bedre end til et vixhand. Saa raaber læreren i en „Gang, til ham: „tag Dem iagt! nu faaer De den lige i Brystet!" Han afbødede rigtig nof denne ,botte" fom Fransken kalder det; men læres rens Fleuret sprang istykker mod hans Pareerplade tæt ved Duppen, og Stumpen gav ham en Rift i Armen; hans pene Manskjetsfjorte fit en langt farligere Stramme. Steen (med sit Vaaben, foer ængstelig hen til ham, undersøgte det ubetydelige Streifftik, bedende ham inderligt om Forladelse. Han sparede naturligviis: at han ikke behøvede nogen, men den som havde gjort Fleuretten.

Men til et heroisk Dptrin blev han sammesteds Vidne. Just som Timen en Dag skulde begynde, befandt vi os fire 3: tre Studenter og en Officeer paa Fægtersalen; den Sidste kom i Mundhuggerie med den ene Student, der snart gav hiin en Munddaff, paa hvilken jo fulgte en udfordring. . Idetsamme fommer Steen til og siger: „Hr. Landsmand (norsk), De er ftærk, og den bedste af alle mine Elever; Hr. Lieutenanten spinkel, og endnu ikke ret færdig i at bruge hans Panier, det er iffe Partie égale; vi to, Hr. S....! er det. Dm De, og de andre Herrer synes om det, saa træder jeg i Lieutenantens Sted, paa Vilfaar: at første Blodsdraabe ender Affæren og redder Hr. Lieutenantens ære, og dernæst: at det Hele fra først til sidst bliver en Hemmelighed mellem os Fem.“.

Det blev saa lige til nu; er endda iffe røbet, unds

tagen for den brave Steens Vedkommende. — 3 den impros viserede Wressag fif og gav han en ubetydelig Smøre.

Fra Efteraaret 1803 til 1807 opholdt B. sig, paa nogle Sommerrejser nær, i Hovedstaden, mest i Selskab med de Døde – de nemlig, som bestandig gaae igien paa Jorden, og som i Kjøbenhavn særdeles og i Mængde fpøge bag Slottet og paa Runde - Kirkes Loft. Han lagde fig især efter de levende Sprog, Historien, Geos graphien og - Poesien (det var i denne Periode, at han oversatte sin Daftan.) Til at holde Lærere naar de skulde due noget – i Sprogene, havde han ikke Svne. Han tog det derfor paa en anden Maneer: Ade de Ord og fremmede Talemaader, han ikke forstod, dem skrev han under Lægningen ud den ene Dag, for den anden at flaae dem op i Lerica — paa de offentlige Bibliotheker; thi saadanne Bøger vare ham og for dyre. Den eneste Underviisning, men den var ham og meget nyttig bestod deri: at han gav en Mariner, en indfødt Londoner, The og Aftensmad for at snakke med fig. Og blev B. faa færdig i Udtalen, at fleer end een Engellænder har antaget ham for landsmand.

Et Aar før Syvaarskrigen blev han antaget til Hovmester for tv smage danske Vestindianere, hvis Fors ældre fatte dem af i Kjøbenhavn, og rejste kort efter tilbage til St. Croir. Han skulde lære dem Dansk, blandt andet spadsere med dem, og have dem under Dpsyn til deres Sengetid. Den yngste, en feraars Dreng, havde

[ocr errors]

en ubændig lyst til Sabler, Chacoter, og alt saabant, og vilde absolut blive Officeer. Denne Stand var Mos deren en Afsky hun har maafkee havt fine Grunte thi paalagde hun B. indstændig: at stræbe at udrydde Toms Lyst til Krigerstanden. Da intet andet vilde frugte, tog han ham paa''en Spadseretour med ind i Castellet paa en Tid, da han vidste, èn Soldat skulde løbe Spidsrod. Han gloer med Fornøielse paa de to Rader pene Soldater, da Synderen kommer frem, og bliver afflædt. Han spørger; B. svarer, at det er Een som skal gjøres til Officier. Nu begynder denne sin Gang til velbekjendt Musik. Tom sprang af Glæde; men da den vordende Officeer kom op igjen, og fremviste med Jammertoner fin blodige Nyg, staf Tom i Straal, og tabte ganske fin lyst til rens Stand.

3 1807 stod B. selv som Mariner*) og faae paa Kjøbenhavns Bombardement; men da denne, den kostbareste af alle Iluminationer, var forbi, og da hans Smule Linned, øvrige Klæder og Bøger, imidlertid brændte (med lille Kannifestræbe, og hans Limeinformationer ophørte, faae han sig nødsaget til at forlade den miss handlede Hovedstad, og søge dagligt Brød hos sin Fader i Randlev**). Her forblev han henved et Aar, da

1

*) Saaledes titulerede$ 8de Compagnie af Studenterdoret. **) Denne, som 1779 var bleven Præst i Vium, var nemlig

1796 forflyttet til Randlev i Hads: Herred, Aarhuus Stift, hvor han forblev, til han 1824 resignerede.

« ForrigeFortsæt »