Billeder på siden
PDF
ePub

Under hans, og den ligeledes afdøde lærde og grundige Conrector Lunds Vejledning, kom B., der ved sin Indtrædelse i Skolen ikke havde lært andet end at oversætte nogle latinske Forfattere og Johannes's græske Evangelium, ved ufortrøden Selvanstrængelse saavidt, at han i Efteraaret 1799, ikke fulde 17 Aar gammel, og langt hurtigere end han selv og andre havde haabet, tog Artium med Udmærkelse (7 Laud. og 4 præ cæteris). Næste Foraar tog han Philosophicum og manglede kun eet + i Udmærkelse. Dette Halvaar har en for ham uudslettelig Reminiscens: hans Manuductør var den

[ocr errors]

som Landsbypræst endnu levende Jermiin, hvis grundige, venlige, ja faderlige „Haandledning“, kan haabes erindret af flere end Præsten i Spentrup. Denne vil fra hiin Periode anføre en Ungdomsstreg. Physiken behagede ham ikke synderligt. Man lærte den Tid og hørte Forelæsninger over Hauchs Ledetraad i Videnskaben; men aldrig meer end Halvparten Sommer- eller Vintercursus. B. sluddrede med sine Pensa, og blev een og anden Gang advaret og formanet af den brave Manuductør. Fik saa B. isinde at spille sin Lærer et Puds: han læste og lærte hele Hauchs Physik, og angav den til Eramen til største Forundring for Jermiin og alle hans Kammerater, der vidste, hvordan han havde sludsket med denne Videnskab. Professoren den vakkre Aasheim, gik ind med ham i Gasarterne og Electriciteten, og fandt sig, efter vel en halv Times Examination, saa

"

tilfredsstillet, at han ej alene gav Candidaten præ cæteris" med Slange", men reiste sig og holdt en Slags Toasttale til ham. Jermiin smiilte ret iuderlig til ham, gned sine Hænder, og kaldte ham en stor Skjelm. Foraaret efter tog B. Philologicum med 2 Lauder og 2 præ cæteris. Og samme Efteraar modtog han en Huuslærerpost paa Falster, hvor han forblev i tvende Aar, og indgik med sin ældste Lærling, Laurits Foss, der var to Aar yngre end han selv, et Venskab, som endnu bestaaer, aldrig afbrudt, og aldrig kølnet; den nuværende Borgermester i Roeskilde maae straffe B., hvis han farer med Usandhed. Med en anden, men ældre Ven indgik han ogsaa her en ligesaa kjer og fast Forbindelse -Morvens kongelige Skjald, hvis mægtige Harpeslag vel have medvirket til den jydskes poetiske Retning. Det var Gulddaasens Digter, Agronomen Olufsen paa Claesens Seminar, som gav B. den høiskotske Harpe ihænde.

I Lapseaarene vilde han gjerne være en „MahoniFyr"; thi var det ham ikke nok, at have lart Dandsekonst i Jylland; hans Fødder maatte i Hovedstaden lyftre, først en Figurant, derefter en Solodandser Poulsen, med ved hvis lille Datter han dandsede Menuet, faa han svedte ved det, efterat han de første Timer havde maattet øve fig for et stort Speil. Nu har han ingen videre Nytte af denne kostbare Information (en Rigsdaler Timen).

Han gik tillige i Fægteskole hos Mester Steen (Underofficier ved Garden); der kom han ogsaa i Sved, ja

engang endog i Blod. Han kunde allerede bruge en Fleuret, dog neppe bedre end til et vixhand. Saa raaber Læreren i en Gang,, til ham: tag Dem iagt! nu faaer De den lige i Brystet!" Han afbødede rigtig nok denne „botte" som Fransken kalder det; men Læres rens Fleuret sprang istykker mod hans Pareerplade tæt ved Duppen, og Stumpen gav ham en Rift i Armen; hans pene Manskjetskjorte fik en langt farligere Skramme. Steen smed sit Vaaben, foer ængstelig hen til ham, undersøgte det ubetydelige Streifftik, bedende ham inderligt om Forladelse. Han sparede naturligviis: at han iffe behøvede nogen, men den som havde gjort Fleuretten.

Men til et heroisk Optrin blev han sammesteds Vidne. Just som Timen en Dag skulde begynde, befandt vi os fire ɔ: tre Studenter og en Officeer paa Fægtersalen; den Sidste kom i Mundhuggerie med den ene Student, der snart gav hiin en Munddask, paa hvilken jo fulgte en Udfordring. Idetsamme kommer Steen til og siger: „Hr. Landsmand (norsk), De er stærk, og den bedste af alle mine Elever; Hr. Lieutenanten spinkel, og endnu ikke ret færdig i at bruge hans Panier, det er ikke Partie égale; vi to, Hr. S....! er det. Om De, og de andre Herrer synes om det, saa træder jeg i Lieutenantens Sted, paa Vilkaar: at første Blodsdraabe ender Affæren og redder Hr. Lieutenantens Ære, og dernæst: at det Hele fra først til sidst bliver en Hemmelighed mellem os Fem."

Det blev saa lige til nu; er endda ikke røbet, und

tagen for den brave Steens Vedkommende. I den improviserede Æressag fik og gav han en ubetydelig Smøre.

[ocr errors]
[ocr errors]

Fra Efteraaret 1803 til 1807 opholdt B. sig, paa nogle Sommerrejser nær, i Hovedstaden, mest i Selskab med de Døde de nemlig, som bestandig gaae igien paa Jorden, og som i Kjøbenhavn særdeles og i Mængde spøge bag Slottet og paa Runde- Kirkes Loft. Han lagde sig især efter de levende Sprog, Historien, Geos graphien og Poesten (det var i denne Periode, at han oversatte sin Ossian.) Til at holde Lærere naar de skulde due noget i Sprogene, havde han ikke Evne. Han tog det derfor paa en anden Maneer: Alle de Ord og fremmede Talemaader, han ikke forstod, dem skrev han under Læsningen ud den ene Dag, for den anden at slaae dem op i Lerica paa de offentlige Bibliotheker; thi saadanne Bøger vare ham og for dyre. Den eneste Undervisning, men den var ham og meget nyttig bestod deri: at han gav en Mariner, en indfødt Londoner, The og Aftensmad for at snakke med sig. Og blev B. saa færdig i Udtalen, at fleer end een Engellænder har antaget ham for Landsmand.

[ocr errors]

Et Aar før Syvaarskrigen blev han antaget til Hovmester for to smaae danske Vestindianere, hvis Forældre fatte dem af i Kjøbenhavn, og rejste kort efter tilbage til St. Croir. Han skulde lære dem Dansk, blandt andet spadsere med dem, og have dem under Opsyn til deres Sengetid. Den yngste, en seraars Dreng, havde

en ubændig Lyst til Sabler, Chacoter, og alt saadant, og vilde absolut blive Officeer. Denne Stand var Moderen en Afsky hun har maaskee havt sine Grunde thi paalagde hun B. indstændig: at stræbe at udrydde Toms Lyst til Krigerstanden. Da intet andet vilde frugte, tog han ham paa en Spadseretour med ind i Castellet paa en Lid, da han vidste, en Soldat skulde Løbe Spidsrod. Han gloer med Fornøielse paa de to Rader pene Soldater, da Synderen kommer frem, og bliver afklædt. Han spørger; B. svarer, at det er Een som skal gjøres til Officier. Nu begynder denne sin Gang til velbekjendt Musik. Tom sprang af Glæde; men da den vordende Officeer kom op igjen, og fremviste med Jammertoner sin blodige Ryg, stak Tom i Skraal, og tabte ganske sin Lyst til Ærens Stand.

I 1807 stod B. selv som Mariner*) og faae paa Kjøbenhavns Bombardement; men da denne, den kostbareste af alle Illuminationer, var forbi, og da hans Smule Linned, øvrige Klæder og Bøger, imidlertid brændte (med lille Kannikestræde,) og hans Timeinformationer ophørte, faae han sig nødsaget til at forlade den mishandlede Hovedstad, og søge dagligt Brød hos sin Fader i Randlev**). Her forblev han henved et Aar, da

*) Saaledes tituleredes 8de Compagnie af Studenterchøret. **) Denne, som 1779 var bleven Præst i Vium, var nemlig 1796 forflyttet til Randlev i Hads-Herred, Aarhuus Stift, hvor han forblev, til han 1824 refignerede.

« ForrigeFortsæt »