er en Huusindustrie hos den norlandske Almue, og navnlig i Ångermanland; en Industriegreen, der sparer Stockholm og flere Steder ved Østkysten af Sverrig mange tusinde Rigsbankdaler aarligt, som ellers maatte springe for Cambridge og alle de andre fremmede hvide Varer. Salig Frederik VI., der havde den bedste Villie til at fremme Landets Opkomst, bifaldt, under Beundring af saadant svensk Bondearbejde, B.s Forslag at hente nogle faa Norlandere og Norlænderinder til at undervise den jydske Almue om den hele Behandling af Hørren til et saa ypperligt Product. „Det maa vi have bragt i Stand!" raabte den gamle Konge fornøjet; men det blev derved. Han maa, upaatvivlelig formedelst Andres modstræbende Forestillinger, være bleven bragt paa andre Tanker. Jorden frøs atter her for den stakkels Spentrup-Præst.

Derefter har B., i Forening med Amtsforvalter Vilde i Randers, i flere Aar besørget saavel for det Offentlige, som for Private, Indkjøb af Hørgarn til et Beløb af 24,000 Rbd., hvilket, tilligemed Udbredelsen af Talhasper, Blaarkamme, Anskaffelsen af forbedrede Hegler, Uddeling af hensigtsmæssige Væverrør, samt af reent Sædhørfrøe til nedsatte Priser, m. m., har bidraget bes tydeligt til Høravlens Udvidelse og Lærredets Forædling til gode Handelsvarer. Endelig har B., under Randers Amts Landhuusholdnings - Selskabs Auspicier, besørget en Bryde- og Skættemølle anlagt i sit Pastorat,

og til at bestyre samme forskrevet en, paa de offentlige Hørberednings-Anstalter oplært, duelig Svend til bemældte Mølle.

Ogsaa for Træplantningen i hans skovløse Omegn har han virket: idet tre af hans Sognemænd formaaedes til at indhegne og beplante af deres Hede to Tønder Land hver. De tvende, til hvilke det kongelige Landhusholdnings-Selskab gav Understøttelse, ere nu, i respective 14de og 15de Aar, i en saa fortrinlig Stand, at de lade intet tilbage at ønske. Selv har B., foruden Plantning i og Udvidelse af sin egen Hauge, i Præftegaardsheden indhegnet og anlagt en 10 Tdr. Land stor Plantage. Han beklager fun, ej at kunne holde den i Fred. Han vilde bygt et Huus deroppe til en Skovfoged (Pletten er 1 Fjerdingmiil borte), men det forpurrede vedkommende Autoriteter, saa Faarene ødelægge langt stærkere end der kan restaureres, og Kostebindere plyndre hans Birke; saa han nu omsider, med Kosciußko, maa faste Spaden og udraabe: Finis silvæ!"

Sluttelig har Blicher som Medlem af Randers Amts Landhusholdnings-Selskab, gjort flere Forslag, af hvilke f. Ex. eet: „Til den jydske Qvægraces Vedligehold og mest mulige Forædling" nu er begyndt at iværksættes.

Hvad B. 1838 paa Himmelbjerget forsøgte at virke i en højere Retning end den, hvor man søger Uldstrømper, Lærred og Malkekøer, er vel temmelig alminde

lig bekjendt, og hænger nøje sammen med hans tidt fremsatte og forsvarede inderlige Overbeviisning, at en gienvakt, kraftig Folkeaand er den eneste tænkelige Betingelse for, at Folkets ærefulde Uafhængighed kan bevares, samt at Almeenvæbning er den bedste Garantie for Almeenfred, da der, hvor enhver, som kan føre Sværdet, ogsaa har lært at bruge det, der skulle vel de fremmede Sværd snarest holde sig i Skeden; men Virkningerne seer han endnu ikke synderligt til. Han trak Uhret op og stillede det efter Fædrelandskjerligheds Meridian; men det lader næsten til at ville gaae med det ligesom med Skjelstøers Orgelværk, der jo ingen Bælgetræder behøver. - Efterat have stræbt saameget, og udrettet saalidt, kunde man maaskee ikke undres over, om den jydske Sisyphus lod Steen nu ligge ved Steen, og gjemte, hvad han videre maatte frembringe, til sit Dødsboes Slutning.

Han har siden bereist de ham hidtil ubekjendte Egne i Fædrelandet, og haaber med sin Puntlæders Constitution adaare at see sig om i Norge og Engelland.

Af Vandringer i de sidste Sommere jores tog han een til Haderslev heelt tilfods. Af Tilbage= vejen kjørtes 3, ikke afTræthed, men for Selskabs Skyld. B. glemmer aldrig den Rejse: han tog ind til en Gjæstgiver, som var dansk, men snakkede ikke andet end Tydsk nemlig af samme Slags som v. Borgen i Hejbergs Virtuos. Saa drog han ind til en Gjæstgiver, som var tydsk, men talte Dansk, det kunde han bedre forstaae.

Koch og Lorenzen kunde han ogsaa forstaae. - Den sidste er desværre fiden tydsket ihjel. Naa! naa! der er' flere hvor han kom fra.

Saa er der en anden Reise, som han heller ikke er mægtig for at glemme -om han ogsaa vilde. B. lod staae gaae, vilde han sige, ad Fæstningen til Chan bes høver ikke at nævne den, for vi gaae ikke vild iblandt dem vi har). Saa kom han over det Sund, hvor man fanger Marsviin, til den By, hvor Niels Bugge faldt i en kongelig Sammenrottelse. Derfra til den By, hvor en Konge faldt i en borgerlig Sammenrottelse: og ders fra op paa det Kirketaarn, fra hvilket Svendborg med Omhegn tage sig idyllisk ud. Gjennem den Juulske Hauge skreed han over til den lange De, hvor Naturen overgaaer sig selv i Landskabstegning. Han skred langsomt op og ned gjennem denne Maleriudstilling, og fandt dem, der viste ham omkring, ligesaa venlige som Billederne. Culturen culminerer der: endogsaa det fiirbenede Jagtpersonale ved Tranekiær sang Bordpsalmer, skjøndt i barok Maneer og med sælsomme Variationer; Codaen var en Smorzando. B.8 Tilbagegang var Di

minuendo.

Et andet Svip har han gjort gjennem den Halvøe, som er berømt af sine Heste og sine Fluevinger, videre gjennem Mors, hvor han traf paa en Præstemand, som han hellerikke kan glemme Apropos ved Præstemand: B. var ogsaa i Salling hos en Provft, som gjennem

halvtredsindstyve Aar har ligget i hans Hukommelseskifte „behageligt", som han dog sjælden har gjenseet „be= flageligt". Han førte B. ind paa tre Herresæder i behageligt; skal han aldrig komme der

beklageligt. Den samme B. i Stormnatten mellem efterat have hørt ham føre

sit Hovedsogn mere, vil det være for ham Provst havde ikke glemt: at 3die og 4de Februar 1825, an i Musiken til Musikbispen Mozarts Don Juan første Act, løb væk, for at høre en Naturconcert, storartet Prestissimo. (Sikken Nodesætning! Sort paa Hvidt

som jo ogsaa menneskelige Musikantere spille efter; men de himmelske Blæseinstrumenter have dog langt stærkere Toner; om de just ikke frembringe Harmoniemusik.)

Fra Mors er ikke ret langt til Thy; og der skulde været meget langt, for at holde B. borte fra Thisted. Han kom dog tidligt nok, for at tage Afsked med den poetiske Amtmand. Han havde faaet Bud, og begyndt at pakke ind. Nu er han reist Farvel faalænge!

B. gik nedenom og hjem; det vil sige: over Thyholm og den nyfødte Kjøbstad Struer, gjennem Holste= broe og Viborg; paa hvilken Vandring han traskede de tre sidste Miil, ikke med Foden paa Nakken", som man siger, men med Støvlerne paa Nakken, fordi disse, ved et-Par Ganges Gjennemvædning og Tørring, vare blevne saa indskrumpede, at de skavede Huden af hans Fødhans Hosefødder gik det endnu værre.

der

Jaar har han sect sig om i det nordlige og syd