var ikke det værste; men Feen sad i Vinduet og loe! Barmhjertige Læser! Hun loe!!! Det vil være overflødigt at fortælle Dig, hvo der græð; men Barnet blev helbredet i samme Øjeblik, og jeg mindes ej heller noget betydeligt Recidiv af Sygdommen, før 7 Aar derefter.

Det var en sertenaarig, nygift Kone, paa hvem han nu kastede sine Øjne, men ikke ustraffet. Hvadenten den Dejlige fandt et Slags Behag i Knøsen, eller og hun vilde have lidt Løjer, med ham, eller — snarest begge Dele; nok er det: hun kyssede, klappede, tog ham i Favn, baade under fire og flere Dine, saalænge, at Spøgen gjerne kunde bleven til Alvor, hvis ikke Manden lykkeligviis havde faaet Ansættelse i en fjern Provinds. For B. staaer stedse dette tomaanedlige Paradisliv som et Malerie, der aldrig taber sin friske Colorit. Hendes Ansigt, der var ham som en Engels Ansigt, fattes han blot Malerkunst, for at afbilde faa træffende, at endog den lille bitte Vorte under Næsen skulde findes. Lyksalige Bedrag! søde Daarskab! B. troer stærkt paa, at denne ikke Sandse men Sjæleruus var hans Indvielse til Digter, hans Hens sættelse i det Eden, hvor Phantasiens søde Bedrag, og Hjertets velsignede Daarskab, har saa mangen lyksalig Stund hævet ham over Virkelighedens sørgelige Overdrev. Hans Musa er nu en tredsindstyveaarig Enke; men, kanhænde, mindes hun endnu hiin Stils

misse, efter hvilken 44 Aar ere henrundne uden et eneste Gjensyn mindes, hvorledes den arme Dreng stod paa Kirkegaardsmuren i R. og tilvistede hende sit Farvel, og sit bristende Hjertes ømmeste Suk. Af! da Vognen forsvandt fra hans efterstirrende Blik, misundte han dem, der i Dødens Have nu vare sikkrede for det urolige Hjertes Storme og Skibbrud.

Som Student spillede B. en dobbelt Elskerrolle;, og gik dette saaledes til. I en Klub (det gamle borgerlige Selskab), hvor han var fast Medlem, var han lige saa fast Deeltager i alle Baller. En heel Vinter igjennem savnede han ved disse kun een eller to Gange en ung, og, som man let begriber, smuk Pige, hvis Navn han ikke veed, fordi han aldrig vidste, ej heller vilde vide det, da han nemlig nu besad mere Fornuftighed end man i Almindelighed tiltroer Poeter, og var dengang og blev siden den Grundsætning troe: ej at tage sig en Kjereste, før han var i Stand til at tage sig en Kone. Ved ethvert Bal var den dejs lige Navnløse hans jevnlige Meddanserinde og Borddame, og saa sammenvante vare de, at hun aldrig af nogen Anden lod sig engagere til Borddansen eller Figaro, før hendes Ubekjendte köm; og han lod hende ej heller sidde over, skjøndt der aldrig var talt et Ord, før han kom og bukkede for hende. B. var ikke egentlig forelsket; hans Følelse lignede snarere den, man fornemmer ved Syn og Gjensyn af et Kouftværk, eller

1

ved at høre et lifligt Musikstykke: Hjertet hæver fig, men med Lethed, med ublandet Glæde, som paa Sylphevinger, og daler igjen uden Modstand eller Smerte. Han troer, at hun under dette Hensyn ganske sympathiserede med ham; thi aldrig opdagede han andet i hendes yndige Aasyn, end mild barnlig-uskyldig Glæde; der var i de aabne mørkblaae Dine aldrig den mindste Taageplet; der opsteeg aldrig et Suk fra det roligt bølgende Bryst. Doubletten ej at forglemme! Under Spillet af den nu fortalte Roman uden Ende, blev der Maskerade i Klubben. Og var derpaa ogsaa en Vildmandinde skjøndt langt fra ikke uanstændigt, dog forførisk klædt af en Skabning, som ef engang Thorvaldsen kunde frembringe skjønnere. Denne Vilde havde det forud for Billedhuggerens Værker, at hun kunde bevæge sig, dandse især med faadan en Ynde

ja man kunde fige: saa sylphemæssigt, at de mandlige Tilskuere stod Fare for at blive til Billedstøtter. Det var Skam at sige, at Tiden faldt B. lang; alligevel længtes han hæftigen efter, at Kl. vilde blive elleve, paa det han kunde faae at skue det Ansigt, der upaatvivleligt skulde fuldende hans stakkels Hjertes Undertvingelse. Jeg veed ikke min gunstige Læser! om Du nogensinde har hart det Vandheld, at sætte en Æddikeflaske for Munden, i den Formening, at det var en Ølflaske, eller om Du skrupsulten har faaet harsk Smør paa ørret Brød, eller om Du ophedet har erholdt en

Spand koldt Vand over Hovedet? Eja! ubarmhjertige Klokke! med dit ellevte Slag tilintetgjorde du Phantas siens glimrende Boble: et Ansigt, stygt, modbydeligt, krøb frem under Masken ak, hvorfor kunde hun ikke beholde denne bestandig paa! Men saaledes skulde et hundrede Mandfolkehjerter frelses fra Ildsvaade.

Jøvrigt kan det forsikkres: at B. til ikke saa kort over de tyve Aar var meget bly og taus i Fruentimmerselskab, og har ofte, til inderlig Ærgrelse for sig selv, ufrivillig doubleret Marlows Rolle i „Fejltagelferne." Han mindes endnu levende en saadan Scene. Tvende Damer stod i nogen Frastand og talte sagte med hverandre, hvorved de af og til kastede et Dje hen til Træmanden. Han kunde godt fornemme, at Blodet hver Gang steg ham op i Ansigtet. Alligevel spidsede han Ører han har altid havt denne Sands saa skarp som de færreste have den

og hørte den Ene sige: „Det er dog et ret smukt Menneske." Aa ja!" svarede den Anden; „men han burde stilles op paa en Piedestal herude i Haugen.“

Kjære Læser! det gik til Hjertet. Havde han kunnet gjøre sig usynlig i eet Dieblik, han skulde ikke have brugt to dertil. B. var i sine unge Aar i det Hele undselig, ja endog frygtagtig, lige til et uundgaaeligt afgjørende Øjeblik satte Mod i Harehjertet. Da han første Gang, efter Faderens inderlige Ønske, skulde prædike i Randlev Kirke, han forfiffrer: at, havde der været en Udgangsdør bag ved Alteret, han var

neppe nogensinde kommen op paa nogen Prækestol. Men see! da han denne første Gang vandt derop „mit Müh’ und Noth", forsvandt Frygtens Dæmon med eet - lige= som undertiden Landpinens og han holdt sin Tale med en Frimodighed, som erhvervede ham saavel Faderens som Menighedens Bifald.

-

B. har stedse havt en god Real-Hukommelse; men med den verbale blev han saare svagt begavet. I sit ottende Aar stræbte han forgiæves en heel lang Vinteraften at lære udenad Mottoet paa den kjære Aurora: Omnia conando docilis solertia vincit." Med bittre Taarer maatte han give sig fortabt, og overgive sin udmattede Hjerne til Søvnen. Da han blev lidt ældre, gik det an, og Herametret blev eet af de Symbola, der har styrket ham til Udholdenhed, ja lige til Haardnakkenhed, i velovervejede Planer og Forsætter.

Blandt disse var ogsaa eet, og det naturligen af de nærmeste, at bøde paa omtalte Natursvaghed. Han har gjentaget forsøgt at lære udenad større og mindre Stykker af den og den Digter. Stundom lykkedes det; men at beholde det, det blev stedse en Umulighed. Saa svag er hans Ordhukommelse, at han aldrig har været Mand for, med Sikkerhed at kunne fremsige end ei sine korteste Digte udenad. Saasnart de ere overdragne til Papiret og tilskjødedede Publicum, ere de ikke længer under Forfatterens Værgemaal. Han vil oprig