dog den anden Arm, og sagde i en forstilt klynkende Tone: „Aah! vel han eth komm aa sie po en følle Arm, A haaer." Uden at standse, men heller ikke forstærkende fin Gang (er man endogsaa bange, maae man ikke røbe det) svarede B.: „Jeg er ikke Doctor, min Ven! fors staaer mig slet ikke paa det." Imidlertid skuldrede B. det eneste Gevær han havde, med Kolben opad, dreiede Ansigtet fra ham, skottede hemmeligt efter ham, og fortsatte sin Gang, han ligeledes sin, gjentagende sin Begjæring. Han kom stedse nærmere. Med en Halvvending af sit Ansigt om mod ham, svarede B: det kan slet ikke nytte Jer jeg vilde gjerne give Jer noget til Doctorhjelp; men jeg har ikke en Skilling hos mig." Dette standsede ham pludseligt gjorde han atter nogle hurtigere Skridt stak den daarlige Haand ind i Barmen, formodentlig efter sin Kniv snoede sig mod Skoven, i hvilken han forsvandt. B. havde skudt sit Vaaben,' en forsvarlig Ege= stok med krumbøiet Haandtag, end høiere i Veiret. V. havde nemlig besluttet at give ham paa Hovedet, i bogstavelig Bemærkning, før hans Kniv kunde komme i Verørelse med B.'s intestina. Grunden for denne Operationsplan var netop Bandittens italiensk- jydske Røverhat, hvis runde tætsluttende Puld tillod Stokkeflaget at virke uhindret. Han var vel og hvis han ikke eiede en Skal „som en ungersk Ore," bles ven saa fortumlet i Hovedet, at B. som Sejerherre standsede - B. af denne uhyggelige Skov, og ind i nærmeste Kroe, spurgte ham snart Værtinden, om han var gaaet allene gjennem Skoven? om han der ikke havde mødt Nogen? „Ikke andre” svarede B., „end Saadan og Saadan een." hende Manden, som stod hos, hyidskede til dog ikke sagtere, end at B's. lange Drer opfangede det. - De er, Fahnen taae mæ, ham." „Hvad for en Ham? spurgte B. Han stammede, famlede efter Svar, som da kom saaledes: at han havde feet Een gaae forbi engang, omtrent saadan klædt, men at han ikke kjendte ham, og ikke vidste, hvor han hørte hjemme. NB. Almeenmand er langt mere ræd for Kjeltringer end for Politiembedsmænd; og det er ikke faa fært. Tvende Gange har B. i sine Studenterdage været nærved at skulle duellere; hvilket rigtignok er en ægte oldnordisk Skik, men alligevel flet ikke efter hans Smag. Den ene Gang blev han udfordret af en Omgangsven, der just befandt sig i en vis eralteret Tilstand. Dog, da denne næste Morgen havde forandret sig til det bedre, kom han med Secundanterne, og jevnede Sagen ved en fyldestgjørende Erklæring, og Kuglen blev udtrukken af Pistolen thi med dette Vaaben skulde Tvekampen være ført. Den anden Gang sad B. paa en Restauration ved Aftensbordet. En norsk Stu dent, Lieutenant ved Studenterchøret, men nylig suspenderet for nogen Commerce paa Comediehuset, sætter sig hos B., spiser, forlanger en Flaske Viin, skjænker for ham, og klinker med ham. Han rejser sig først, og gaaer ind i en anden Stue. Men, da han befandt, fig i en eralteret Tilstand, og ifølge deraf havde ført en dithyrambisk eller bacchantisk Passiar ved Bordet, vakte saadant flere Bordgjæsters Opmærksomhed. Blandt disse sad skraas over for B. en Bekjendt, som, da Evans Offerslave var gaaet, spurgte: „Hvem var det?" B. hvidskede, frembøjet over Bordet, til ham: To Officerer af Linietropperne, der sade i Nærheden, havde hørt hvad B. hvidskede; og den ene sagde, vistnok dreven af en honet Følelse, og ikke ganske umotiveret: „Bruger De faadant Udtryk om den, De for et Øjeblik siden drak Glas om Glas med? De skylder ham Satisfaction." „Det var Erlieutenant + "I saa Fald er jeg beredt til at give den, var Svaret, og den, De anseer for fornærmet, er i næste Værelse." Officeren sprang op, og gik derind; B. sad og ventede et Kvarteer eller længer; men da han hvers ken fornam noget til den Fornærmede eller hans Æresredder, betalte han sin Fortæring, gif, og har heller aldrig feet nogen af dem siden. Synderligt nok: den anden Officeer, der forholdt, sig ganske passiv, skød kort efter i en Duel sin Modstanders Arm istykker -i Nærheden af Kjøbenhavn paa samme Dag, som hans Broder i Holsteen blev skudt ihjel af en Student, fordi han paa et Bal med Foden havde nedskuppet dennes Tørklæde, hvilket han, formedelst et Svipærinde, havde lagt paa Gulvet, for at betegne sin Plads i Kvadrillen. Modens Love ere drafos niske. - At den, der skriver offentligt og om mangeslags Gjenstande, skulde undgaae offentlig Modsigelse, og derved at indvikles i Pennekrig, vilde være ubilligt at forlange. S. S. B. har ogsaa havt nogle faa saadanne Krige, som han kunde have undgaaet. To af disse have havt et for hamtrøsteligt Udfald, idet han ved en Haandsrækning, der velvilligen blev modtaget, fik afsluttet en evig Fred med de tvende Hædersmænd C. Molbech og H. Bjerregaard. Ogsaa hans mangeaarige Ven med en skab med hans aandelige Frende, Ingemann, begyndte iffe Strid men et digterisk Sammenstød, en Disharmonie, der snart opløstes, og saa sammensmeltede til uforstyrrelig Samklang. Det kan jo ikke være andet, end at den, der ▾ har skrevet saa meget om Kjærlighed, ogsaa maae have havt selv nogen Erfaring om den Magt, der er ligesaa gammel som Verden. - Neppe syv Aar gammel havde han den første Anelse om samme, idet han forelskede sig i en fjortenaarig Pige, uden at vide, hvad han fejlede. Var hun ham ude af Syne det var allene gjennem Øjnene, at Barnehjertet talte saa faldt en Sky over Solen, Jorden fordunkledes, Græsset visnede, og Blomsterne stiftede Farve. Kom hun igjen, da brød Solen atter frem og belyste Jorden, Græsset fik sin forrige Friskhed, og Blomsterne ligesaa. Hun er levende endnu, en gammel Enke efter et ulykkeligt Ægteskab ; men om hun ogsaa faaer dette at læse, hun tænker vel neppe paa, at hun selv var Heltinden i Digterens første Roman. Kun eet Vink, sagtens ubemærket, eller uforstaaet, vil han give hende: Man brugte dengang til Tidsfordriv et Spil, som hedder „Skrabenæse;" der har aldrig siden noget andet Spil saaledes fængslet ham; han var lige lykkelig, hvad enten han vandt eller tabte; thi enten hendes Feehaand drog Saugen over hans Næse, eller han berørte hendes med den Fortryllelsen var lige paradisisk. Een smertelig Erfaring maatte tjene til at helbrede ham som saa mange andre ulykkelige Elskere. Udpyntet fra Aunsberg med rød Silkestofskjole, dito Vest og Burer, Silkestrømper og Skoe, kræppet Toupé og Pidsk i Nakken, rejste han med fin Fader til den Kjøbstad, hvor hans Fee havde sin Bos pæl. Denne forekom ham som et Slot imod de andre, og med Blikket stadigt hæftet til samme, faldt han over sine egne Been i Rendestenen. Denne Casus havde en høist bedrøvelig Indvirkning paa den unge Elskers Silkestof: den hele ene Side blev tincteret med meleret Graat, faa Etatsraad Steensens forhenværende Galladragt nu kom til at ligne en Slaveuniform. - Det |