og opirrende Svar. Virkningen udeblev ikke; Een raabte strar: Lad os tage Bøsserne fra dem, skyde deres Hund,

og gi'e dem selv hvad de trænge til!" Nu svingede alle deres Vaaben Tøjrekøller - og lavede sig til at gjøre en ret alvorlig Choc. Men G. og B. spændte Bøsserne, hævede dem halvt til Anlæg, og truede med Døden enhver, der kom for nær. Det hjalp; men Skytten, hvis Hjerte sad i Burerne, havde nær fordærvet alt, idet han gav godt for og bad om Naade. De to andre Jægere havde en dobbelt Fjende at bekjæmpe, da de fandt en Forræder i egen Har og denne var dog ikke større, end at den nok kunde behøve Enighed. Saa ofte Cujonen klynkede sit „Aah lille Folk! Aah Herregud!" hævedes Fiendens Koller, og forstærkedes hans Artillerie af Eder og Trusler; og G. og B. nødtes til at dele Mundammunitionen: „Tag jer iagt!" til Fjenden, og „Hold Kjæft!“ til den upaalidelige Ven. Denne befalede man at føre Avantgarden, som vist nok var strategist rigtigt. De to Consuler dannede Arriergarden; Centrum var iffe værdt at tale om. Saaledes blev nu Retiraden fortsat nogle hundrede Skridt uden Tab. Da raabte Een: „Vi kan ogsaa skyde Jens, Peer, og Du og Du! riid op til Byen alt hvad trække kan, og hent os Geværer hos Den og Den!" De Detascherede fløj afsted. Og fort efter skreg en Anden: „Lad os ned at faae fat i Baaden! saa skal vi vel fange dem!" - Dermed foer alle de andre ned til Landingsstedet. „Nu er' vi ulyk

kelige" stammede Skytten. Det kan gjerne være," trøs ftede ham de andre; men du behøver ikke at fortælle os det." Napoleon var virkelig ikke i nogen desperatere Forfatning ved Marengo. Dog see! Baadføreren, den. snilde Ras Munk, havde itide lagt fra Land, og taget den gamle B. ombord. De tre Allierede vadede da, uden anden Hindring end Eder og Skjældsord ud til Fartøjet, der blev dem til en virkelig Redningsbaad; thi neppe var den under Scil, før hiint første Detachement ankom med Bøsserne fra Byen. Nu først vaagnede Skyttens Mod: han skød Victoria over Fjendernes Hoveder. Thunøkrigen endtes da uden enten Blæk eller Blodtab.

Saaledes sees her et mærkværdigt Erempel paa: hvorledes et godt anført Infanterie kan heldigen forsvare sig mod et langt talrigere Cavallerie.

Tre Aar efter var B. igjen paa Jagt paa Thunøe; de ellers godmodige Øboere, af hvis Landeværn fra Krigen 1805 den største Deel vistnok endnu var ilive, syntes ganske at have glemt eller tilgivet.

At Jagtvæsenet ellers har ført B., i hans yngere Dage, i baadé een og anden Knibe, det er let at begribe; men han er sluppen ud af dem alle med Æren og med hele Lemmer*). Af Vaadeskud er han dog kun tvende

......

*) Forhennævnte G... g vil ej heller have glemt den Vind, man engang var i paa en vis Holm i Sundet.

Gange truffen af det ene bærer han Skrammen med sig indtil Graven, og, en halv Tomme dybere, havde Rævehaglet faret ham ind i Halsen, istedetfor at streife Kjævebenet men ellers har han blot fire Gange været temmelig nærved at vorde skudt eller lemlæstet; dog, „Nærved,“ hedder det jo, „skyder ingen Hare." er ved egen Erfaring som herefter skal vises fommen til det Resultat: at Jagten ikke medfører nær saa mange Farer, som f. Er. Kjøren eller Ridning.

B.

Han er væltet i Vogn 34 Gange; de to Gange med løbske Heste. Een Gang fik han Armen af Led, og en anden Gang slog han sig saaledes, at det foraarsagede hiin langvarige og farlige Sygdom. Men de øvrige Gange er han dog sluppen med Forskrækkelsen, der virkelig oftere var vel motiveret, f. Er. da han med en Vogn fuld af Børn væltede vel tre Alen ned i en Sandgrav (i Bjerbye), uden at der gik andet i Stykker end en Flaske, som dog til al Lykke var tom.

B. har aldrig været nogen Rytter. Han har nok kunnet hænge paa en Hest, som en Ildklemme paa en Soe; men han har havt den slemme Vane, at hænge mere ved sine egne forflugtige Ideer, og derved at glemme Rideskolen. Flere Gange er derfor Hesten styrtet med ham. To Gange har han været paa rideløbske. Den ene af disse Parforcetoure vil han dog fortælle, da den virkelig tildrog sig Manges Opmærksomhed. Det var samme Aar, da han lykkeligt havde tilendebragt Krigen

paa Thunee, at han laante en Hest for at ride omkring og besøge Slægtninger og Venner. Det var en gammel Støder, der „samlede Tiskillinger op,“ som det hedder her, og doven var den tilligemed. Da B. ej engang var saaledes forsynet hjemmefra som Hudibras, der meente: at een Spore var nok, thi naar man kunde drive den ene af Hestens Sider frem, faa maatte den auden med, saa anskaffede han sig i Viborg tvende slige Pirringsredskaber. Det var af den Slags, hvor Piggen eller Braadden sidder skjult, men ved et Hug med Hælen farer ud. Et faadant, men altfor stærkt, gav han sin Rosinante, et Sted paa Vejen ad Resenbro. Men nu lod Gangeren til at ville oprette, hvad den hidtil havde forsømt: den løb formelig løbsk, ud af Vejen, op ad een Lyngbanke og ned ad en anden. Rytteren tabte sin Pibe og kort derpaa sin Hat sært nok, at han ikke tabte sig selv, og at Pegasus ikke styrtede. Es flogen rechts, es flogen links die Haiden, Moor und Äcker.“ B. kunde ikke mere standset sin Hest, end et Orlogsskib for fulde Sejl. Tvende Sæt Markarbejdere stormede han forbi, og standsede dem i deres Værk, da de med billig Forundring faae efter den wilden Jäger ohne Hut." Tydskerne have et Mundheld:

„Lass regnen, wenn es regnen will!

Lass der Natur den Lauf!

Denn wenn es nicht mehr regnen will,
Hört es vom selbsten auf.

Naar man i Blichers Tilfælde sætter „laufen“ isteden= for regnen", saa veed Læseren Udfaldet af Berserkergangen: en steil Bakke, den sidste mellem Rytteren og Gudenaae, bragte hans Furioso til Samlingen,, hvortil ogsaa det bidrog, at den blev savet i Munden af Rytterens hele Magt. Sporepiggen var brækket i et Rib

been, og der bleven siddende.

Sin sidste Ridetour havde B. for en ti Aar siden, da En havde flyet ham en Hest, der havde den uanstændige Vane: at gaae bagover. Til „Forlænds" var B. ved Øvelsen nogenledes beredt; men Baglænds“ var ham en aldeles ny Manøvre. At Asenet faldt' ham i Skrævet, sprang op, og satte den ene Fod tæt ved hans Ansigt, og B. endda slap derfra med Liv, Lemmer og Halsen, er ham til denne Dag uforklarligt. Men han ansaae Tildragelsen som sidste Vink om: at han herefter aldrig skulde komme paa Hesteryg, der ei var forsynet med Vinger.

Ifior oplevede han en Røverhistorie, idet nemlig i en fra fjern Fortid ligetil vore Dage berygtet Skov, fra Tykningen fremskred ud paa Landevejen en Person iført rødstribet Jakke og ditto Burer; en rundpullet, meget bredskygget fortgraae Hat bedækkede et Hoved, hvis Ansigt var intet mindre end anbefalende. Han var paa den ene Side af Landeveien, B. gik paa den modsatte en Snees Skridt ftions forud. Han skraanede nogle Trin hen efter B., lod den ene Haand dingle over